POV BUSINESS // IVÆRKSÆTTERI – Hvert år bliver der etableret 30.000 nye virksomheder i Danmark. I løbet af 3-5 år er over halvdelen væk. Hovedparten af resten forbliver små. Nystartede danske virksomheder skal være bedre til at benytte sig af vækstfremmere som bestyrelser og advisory boards, mener Peter Horn og Gitte Maya Elsing, der deler ud af deres erfaringer med vækstvirksomheder.
Livet er hårdt og uretfærdigt, og så dør man: Det er præcis, hvad mange iværksættere oplever. De arbejder hårdt, meget hårdt, for at realisere drømmen.
Ofte bliver den et menneskeligt og økonomisk mareridt. Lange arbejdstider, brudte parforhold, opsagte banklån, utilfredse investorer og konkurser. Minefeltet kan være næsten uoverskueligt.
Hvert år bliver der etableret 30.000 nye virksomheder i Danmark. I løbet af 3-5 år er over halvdelen døde. Hovedparten af resten forbliver små. Det fremgår af en rapport fra Aarhus BSS, Aarhus Universitet.
Investorer og business angels føjer til statistikken: ”Vi regner med, at kun tre ud af 10 virksomheder, vi investerer i, overlever.”
En bestyrelse eller et advisory board forbedrer chancen for succes og kan bidrage med væsentlig viden, sparring eller legitimitet til virksomheden
Det er baggrunden for hårde forhandlinger mellem iværksættere og investorer, fordi det kan være svært at finde fælles fodslag om virksomhedernes faktuelle og fremtidige værdi. Derfor fremhæves Shakespeares Købmanden i Venedig og Shylocks kontraktlige krav om ”et pund kød af Antonios legeme, hvis lånet ikke betales tilbage” ofte som et billede af forholdet mellem de to parter. Det er dyrt at være fattig.
Men sådan, betoner professor Anders Frederiksen i rapporten ”Ledelseskompetencer for vækst i nye virksomheder”, behøver det ikke at være. Rapporten fra 2016 har fortsat aktualitet. Den munder ud i fem bud, hvoraf de vigtigste er:
-
Kombinationen af ressourcer, kompetencer og ambitioner giver størst sandsynlighed for succes. En selskabsform som ApS eller A/S beskytter ligeledes iværksætteren mod at tabe flere ressourcer end de indskudte.
-
En bestyrelse eller et advisory board forbedrer chancen for succes. Markante bestyrelsesmedlemmer med erfaringer fra etablerede virksomheder kan bidrage med væsentlig viden, sparring eller legitimitet til din virksomhed. Med andre ord kan et erfarent, eksternt blik øge chancen for succes.
Iværksætteri har ingen alder. Malt med den brede pensel ser der ud til at være flere corporate-karrierer i spil fra 30-39 år, og det næste årti synes at skille, hvis det næste karriereryk ikke lykkes, eller man vil ud af en arbejdsdag med værdier, som man bedre selv kan skabe.
Det interessante er mere end en fordobling i gruppen 60 år og derover, der går fra 400 til 1000 på 10 år. Det er en udvikling, der vil tage endnu mere fart i de kommende år. Spredningen ses også i de cases, der følger senere: Fra 30 til 60 år blandt de deltagende iværksættere.
Iværksætteri er for det meste konjunkturbestemt. I højkonjunkturen op til den seneste finanskrise nåede man jf. Danmarks Statistik op på 24.500 iværksættervirksomheder, og i tiden med de økonomiske efterdønninger røg man ned på 16.000.
Nu er der atter vækst, men de traditionelle finansieringskilder i form af pengeinstitutter er blevet mere marginale, mens investorer, business angels og kapitalfonde synes at have taget en større del af kagen.
Det koster naturligvis. Derfor må iværksætterne se på deres virksomhed og den værdi, den repræsenterer, på en anden måde. Spørgsmålene er derfor: ”Hvor meget magt skal og vil vi afgive?” og ”Hvor meget er vi nødt til at afgive for at nå vores mål – eller ganske simpelt overleve?”
Mange iværksætteres største kendskab til at drive virksomhed kommer fra tv-serien Matador og spillet. De vil opleve, at virkeligheden er noget anderledes og barskere
Det er her, advisory boards – bestyrelser uden økonomisk-juridisk ansvar – kommer ind i billedet, ofte som en forløber for en egentlig bestyrelse. I Kvinder I Bestyrelser, som vi tegner udadtil, har vi dels satset på at skabe lederudvikling gennem bestyrelsesarbejde for kvinder i øvre ledelse i større virksomheder ved blandt andet at matche dem med virksomheders advisory boards eller bestyrelser med det formål at skabe vækst.
I de fleste tilfælde går det godt. Virksomhedsejerne er glade for at få tilført kompetencer, især inden for de vigtige områder, der handler om at skære ide, produkt eller ydelse samt organisation til og ud fra det fokusere på, hvad virksomheden kan gå på markedet med.
Oveni kommer en god sparring om, hvordan virksomheden kan finansiere sig, den realistiske værdiansættelse og muligheden for at fastholde et helt eller delvist ejerskab til en mulig exit eller yderligere vækst.
Man skal have med, at mange iværksætteres største kendskab til at drive virksomhed kommer fra tv-serien Matador og spillet af samme navn. De vil opleve, at virkeligheden er noget anderledes og barskere.
Erhvervsservice samt handel og transport m.v. er de brancher, der får flest nye virksomheder. Hvis alle de nye virksomheder skal have et advisory board på tre personer, skal der bruges over 54.000 på årsbasis.
De fleste behandler kandidater til advisory boards eller bestyrelser mere omstændigt, end hvis de skal afgive deres børn til en vuggestue, børnehave eller skole
Ud fra bruttotallene fra Danmarks Statistik er der nok at tage af, for der var i 2017 384.000 mænd og kvinder, der var medlemmer af bestyrelser og direktioner, fordelt på 311.000 mænd og 68.500 kvinder (resten hører til gruppen ”uoplyst”).
Man skal derfor som iværksætter ikke nødvendigvis frygte for mangel på talent. Men er det så muligt at ramme de rigtige – og hvem kan de rigtige være?
De fleste behandler kandidater til advisory boards eller bestyrelser mere omstændigt, end hvis de skal afgive deres børn til en vuggestue, børnehave eller skole. Der er for mange et stort antal følelser forbundet med at starte og drive en virksomhed.
Man vil også se, at det samme er tilfældet med de mange, der tager plads i et advisory board eller en bestyrelse. Virksomheden eller ”barnet” får sit eget liv, og selv om man måske ikke har forældreskabet, tæller det også, at man skal være gudfar eller gudmor.
Der opstår en stærk ansvarsfølelse og en tilgang, hvorefter dette skal lykkes. Man kan heller ikke sige sig fri for, at det giver en ny spænding i tilværelsen: Som medlem af et advisory board eller en bestyrelse er man med til at puste liv i noget, der kan blive stort og i det mindste betydningsfuldt for måske rigtig mange mennesker.
Hjertelægen: Danmarks mindste hospital
Virksomheden Hjertelaege.dk er en af de virksomheder, som Kvinder I Bestyrelser har sammensat et advisory board til: En direktør fra en offentlig virksomhed med forstand på penge, virksomhedsdrift og jura er formand. Hun suppleres af en leder fra medicobranchen og en direktør med baggrund i kommunikation, organisation og jura.
Virksomhedens ejer, overlæge og hjerte-kar specialist Christian Lange har købt en specialklinik. I de par år, hvor han har drevet virksomheden, er den blevet godkendt som hospital – ”Danmarks mindste” mener han selv.
Christian Lange har særlig interesse i forebyggelse af åreforkalkning og tidlig opsporing og behandling af risikofaktorer for udvikling af blodpropper. I den mere eksotiske ende har han også fungeret som livlæge for sheiken af De Forenede Arabiske Emirater. Og han har blandt andet påvist, hvorledes kærlighedssorger, et ”knust hjerte-syndrom”, også rent fysisk kan ramme.
Han og hans stab af sygeplejersker gennemfører udredning af hjerte-kar-sygdomme. Målsætningen er at tilbyde diagnostik og behandling på højeste niveau.
“Det er vigtigt at få at vide, når vi gør noget godt. Men det er endnu vigtigere at blive mindet om det, der ikke er nået siden det sidste advisory boardmøde. Det er et wake-up call, der vil noget”
”Vi har investeret store summer i det nyeste og mest avancerede udstyr til udredning af hjerterytmeforstyrrelser, hjerteklapsygdom, blodtryksforhøjelse og tidlig opsporing af åreforkalkning. Desuden har vi fokus på forebyggelse og behandling af risikofaktorer for udvikling af hjerte-karsygdom.
Netop det forebyggende vil vi gerne arbejde langt mere med, og i den sammenhæng bruger vi advisory boardet til at finde nye veje, så vi kan få den store gruppe af private kunder i tale på en ny måde. Det sker ud fra, at behandling er godt, men at forebyggelse er bedre.
Advisory boardet har hjulpet med at få styr på organisationen og sikre, at vi bruger vores timer optimalt. I en virksomhed som vores er det dyrt, hvis ikke alle timer er besat. En del af indtjeningen reguleres af det offentlige, der også er den største kunde, men pengene skal tjenes i den private sektor og det er udfordringen,” siger Christian Lange.
Han er glad for sit advisory board, fordi det tvinger ham til at gøre status og fremadrettet finde de muligheder, der kan tilføre motivation og ny energi til at gøre det endnu bedre: ”Mit advisory board kommer med mange gode idéer og yder en meget kvalificeret sparring,” konstaterer han.
”Det er vigtigt at få at vide, når vi gør noget godt. Men det er endnu vigtigere at blive mindet om det, der ikke er nået siden det sidste advisory boardmøde. Det er et wake-up call, der vil noget,” siger Christian Lange.
Bagerdygtigt: Kæden med nødvendigt vokseværk
Den lille københavnske kæde Bagerdygtigt med fire bagerbutikker og caféer i Istedgade 120, på Valby Langgade 185, Amagerbrogade 72 og Borgbjergsvej 39 har et flot udvalg af nordisk brød.
Der bages bæredygtigt, og det er lige stedet med det friske morgenbrød, frokost eller kaffe og kage senere på dagen. Kæden drives af Michael Balmer, hans partnere og flinke medarbejdere.
Bagerdygtigt hører til den lille eksklusive kreds af bagerier, der repræsenterer den ny bølge i spiseværdigt brød til københavnerne. Publikummet er ret ungt, hipt og billeder af surdejsbrød, croissanter, veganske kager og økologisk romkugler deles på instagram. Så kan man flashe sin sunde og bæredygtige adfærd.
Vi er på et marked med hård konkurrence. Heldigvis vil mange af vores kunder bruge deres sidste skilling på vores brød. Det lover godt
Michael Balmer er kompromisløs, når det handler om kvaliteten i brødet. Den holdning koster sommetider på bundlinjen og hans advisory board, der har en direktør fra et reklamebureau som formand, og et medlem, der er direktør i et stort rederi i Hamburg, er enig i denne prioritering, men understreger også betydningen af en langt større synlighed i markedet: ”Det nytter ikke at være bedst, hvis man ikke når ud til kunderne.”
Alene kvaliteten har dog tiltrukket mange kunder, og Michael Balmer og hans partnere overvejer nu at ekspandere yderligere, så hjertet i kæden, bageriet, kan udnytte sin kapacitet bedre.
Der er planlagt yderligere tre til fem butikker, altså op mod en fordobling. Det kræver en anden tilgang til finansiering. Udover det er der opgaver med at opskalere organisationen og opbygge et ”academy”, hvor medarbejderne kan udvikle deres service- og vidensmæssige færdigheder: ”Vi er på et marked med hård konkurrence. Heldigvis vil mange af vores kunder bruge deres sidste skilling på vores brød. Det lover godt.”
2030 Builders: Vil implementere verdensmålene i virksomheder
De to rumænske søstre Mia og Gabriela Negru, henholdsvis CRO og CEO, har skabt en enestående virksomhed, der skal få virksomheder til at lægge strategier for bæredygtighed og verdensmålene – og efterfølgende implementere planerne, så virksomhederne ikke blot kan investere i ”god samvittighed”, men også opnå markedsmæssige og brandingmæssige fordele ved det.
Til det formål har de fået et advisory board, der består af en ugebladsdirektør med en solid mediebaggrund, en direktør og sekretariatsleder for en større organisation og en underdirektør for et af de store finanshuse.
Målet er klart: Efter flere års forberedelser er 2030 Builders klar til at gå på markedet, og denne opgave er måske mere krævende end at have udviklet værktøjet.
Alle taler om bæredygtighed og verdensmål. Men få kender konsekvenserne af målene og den enorme effekt, hele initiativet vil have på markedskræfterne.
”Det vigtigste øjeblik for min karriere var, da min søster flyttede tilbage til København efter at to år i New York. Hun kom med ideen om at udvikle et spil om de bæredygtige udviklingsmål. Denne idé var definerende, fordi den udviklede sig til at blive den opstartsvirksomhed, som vi nu deler.
Vores spil-ide er nu et ’Sustainable Developments Goals Strategy Tool’. Missionen er at hjælpe alle virksomheder med at blive bæredygtige og implementere de relevante dele af FN’s SDG Agenda 2030. Jeg har arbejdet 10-12 timer om dagen og afsat fire-fem timer hver dag til at bygge virksomheden op. Vi vil eksportere værktøjet globalt som en dansk løsning for bæredygtighed.”
Det skal advisory boardet hjælpe med til. Det er en omfattende opgave. Ud over finansiering skal der skaffes testvirksomheder, der vil afprøve værktøjet og dermed indtage en first-mover-position på markedet; værktøjet skal prissættes rigtigt. Og allervigtigt: Det skal markedsføres, så det brænder gennem støjen på markedet.
”Emnet er meget hypet. Alle taler om bæredygtighed og verdensmål. Men få kender konsekvenserne af målene og den enorme effekt, hele initiativet vil have på markedskræfterne. Vi har ikke selv den nødvendige viden på alle områder. Derfor er vi fantastisk glade for at have et advisory board med stor erfaring på de områder, hvor vi kommer til kort,” siger søstrene Negru.
Virksomheden er primært udviklet gennem Copenhagen School of Entrepreneurship, der er en vigtig rugekasse for den nye generation af iværksættervirksomheder på højt niveau.
2030 Builders har desuden været i stand til at tiltrække dygtige interns, der blandet andet har arbejdet som et led i deres videre uddannelse: ”Det har givet os et enormt drive og stor begejstring. Vi har arbejdet med millennials og generation Z og kunnet mærke deres stærke motivation for bæredygtighed. De er nutidens kunder og fremtidens ledere. Endnu en grund for virksomhederne til at inkludere bæredygtighed i deres strategier.”
Fotos: Kvinder I Bestyrelser
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her