
VIDENSKAB // POV BUSINESS – To DTU-studerende har udviklet et kobberbaseret værktøj i form af en antiviral hånd, der mindsker smitten med coronavirus fra overflader som håndtag eller dankortmaskiner. Værktøjet sælges i de to iværksætteres nystartede virksomhed, Saanize, og det er blevet så populært, at firmaet har svært ved at følge med efterspørgslen.
Hver gang man tager fat i et dørhåndtag, er man potentielt i risiko for at blive smittet eller sprede vira.
Men den risiko har to diplomingeniørstuderende fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der læser “Proces og Innovation”, Markus Iversen og Orion Pilo, tænkt sig at minimere med en ny opfindelse: den antivirale hånd.
De to unge opfindere har allerede planer om at udvikle flere produkter i kobber, som på samme måde kan være med til at begrænse direkte berøring med overflader for at mindske smittespredning med vira
De to har udviklet et lille værktøj, som de kalder den antivirale hånd eller ”No Touch”, en opfindelse, der står i centrum for deres nystartede virksomhed Saanize.
Værktøjet er nemt at holde på og har både en krog, man kan tage fat i håndtag med, og en spids til at trykke på knapper med.
Undgå kontakt med overflader
Man kan enten sætte værktøjet fast i en nøglering eller i sin bælteclips, så man kan have det med sig overalt og bruge det i dagligdagen for at undgå at komme i kontakt med overflader, som bliver brugt af mange mennesker.
Det er lavet i messing, et kobberbaseret metal, som er valgt, fordi det virker antiviralt og er slidstærkt, fortæller medstifter af Saanize, Orion Pilo:
”Messing er stærkt nok til at åbne døre, og materialet sørger samtidig for, at værktøjet ikke bliver en smittebombe.”

I slutningen af marts gik de studerende i gang med at brainstorme, udføre 3D-tegninger og udvikle prototyper. Nu er værktøjet sat i produktion i Danmark, hvor det bliver vandskåret i messing. Det betyder, at alle kanter er rundede af, så der ikke opstår snavs nogen steder.
Kobber nedbryder virus
Redskaber til at åbne døre er ikke en ny opfindelse, men de studerendes antivirale hånd skiller sig alligevel ud først og fremmest på grund af materialet.
Flere har også kontaktet os for at investere i produktet eller hjælpe med at distribuere det til andre lande, men lige nu fokuserer vi på at ramme markedet i Danmark
De metalliske ioner i kobber er nemlig i stand til at nedbryde cellevæggene i vira og bakterier gennem et fænomen kaldet oligodynamisk virkning.
”Virus og bakterier, som rammer overfladen, bliver ustabile og har derfor ikke mulighed for at overleve i særlig lang tid. Derudover har vi gjort værktøjet smalt for at skabe en så lille berøringsoverflade som muligt. Det gør, at risikoen for smittespredning er minimal,” siger Orion Pilo.
Stigende interesse for Saanize
Da Markus Iversen og Orion Pilo udviklede prototypen, var det først og fremmest familie og venner, som var interesserede i at bruge værktøjet, men efter deres produkt er sat i produktion, kan de knap nok følge med den store efterspørgsel.
”Vi modtager henvendelser fra både større og mindre virksomheder, privatpersoner og skoler, som er interesserede i at købe værktøjet. Flere har også kontaktet os for at investere i produktet eller hjælpe med at distribuere det til andre lande.”
“Men lige nu fokuserer vi på at ramme markedet i Danmark,” siger Orion Pilo.
I fremtiden har de to unge opfindere allerede planer om at udvikle flere produkter i kobber, som på samme måde kan være med til at begrænse direkte berøring med overflader for at mindske smittespredning med vira.
Det regionale program TV2 Lorry har produceret et indslag om Saanize, der kan ses nedenfor:
Billeder: Fra Saanize.
Artiklen er en redigeret udgave af originalen, der findes hos POV’s mediesamarbejdspartner, DTU.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.