KUNSTUDSTILLING // ANMELDELSE – SMK’s nye udstilling, “Against All Odds,” bringer oversete kvindelige kunstnere frem i lyset, side om side med moderne teknologi. Her mødes værker fra det 19. århundrede med digital kunst i en unik dialog. Men hvordan formår udstillingen at belyse fortidens uretfærdigheder og samtidig inspirere nutidens kunstnere?
SMK har begået en kuratorisk perle, hvor fortid og nutid bindes sammen. Oversete talenter bringes frem i lyset, samlet, side om side, som dengang de samlede sig i kunstner-fællesskaberne i bl.a. Paris og Berlin, delte atelier og underviserne, som de selv betalte for at komme forbi.
Udstillingen præsenterer 24 nordiske kvindelige kunstners værker fra 1870-1910, hvor halvdelen er fra SMK’s egen samling, resten udlånt, i samspil med samtidskunstneren Ix Shells (udtales ik sells næsten ligesom pixels).
Disse kunstnere havde modet og viljestyrken til at rejse ud i verden og finde den udfordrende læring samt tillære sig den høje tekniske faglighed, der kun var mænd forundt i deres hjemlande. På eminent vis bliver vi flettet ind i kunstnernes livshistorier, som smelter sammen med vores veje i livet, mens vores kroppe spejles og omdannes til noget så nutidigt som pixels.
Jeg starter med at spørge Overgaard, om det ikke havde været på sin plads at inkludere kvindelige billedhuggere og kvindelige dataloger i processen
Når man træder ind i den veltempererede gråmalede sal, møder man et udvalg af datidens bedste, men også forbigåede nordiske malere grundet deres køn – nogle optagede af dagligdagen, nogle med fokus på børneportrætter, nogle gjorde sig i oprørte landskaber og andre i hjemlige opsatser såsom et scenarie bestående af løg i pastose strøg.
Churbergs suveræne strøg
Flere af kvinderne var langt før deres tid som f.eks. finske Fanny Churberg. Kunsthistoriker, ph.d. forskningsstipendiat og kurator ved SMK Emilie Boe Bierlich uddyber for mig. Churberg arbejdede kun, indtil hun blev 35 år. I årevis havde hun forsøgt at finde et publikum og fremvise hendes ekspressive, hudløse strøg, som jeg indfanges af og drages mod grundet den udtryksfulde frihed. Havde hun bare levet i dag, ville jeg komme til alle hendes udstillinger.
Jeg fordyber mig i maleriet Vinterlandskab fra 1878 udlånt af Finlands Nationalgalleri, Kunstmuseet Ateneum i Helsinki. Her ses ikke blot hendes elskede vest-Finland genskabt i al sin vildskab og brutalitet, men lyset på aftenhimlen ligner guld, der harmonisk lyser sneen op på de ensomme hegnspæle.
Churberg har udviklet en teknik på dette ganske lille lærred, der er så forud for hendes tid, at hun udskammes i samfundet og holder helt op med at male efter 15 års produktion.
Flere år efter hendes død udstilles hun på ny og inspirerer en hel generation af malere. Churberg oplevede aldrig denne positive modtagelse.
Banebrydende positur
Også svenske Hanna Hirsch-Pauli bryder med, hvad der i tiden var accepteret, at en kvinde måtte male. I 1886-87 begår Hirsch-Pauli intet mindre end en genistreg, da hun portrætterer kollegaen, der også lægger navn til værket Kunstneren Venny Soldan-Brofeldt, udlånt af Göteborgs Museum.
Soldan-Brofeldt sidder med åben mund på gulvet på, hvad der flere steder beskrives som et tæppe, men jeg vil som billedkunstner mene, at det er lærredsrester med malerklatter på. Hun holder en klump ler i hånden, klar til at skabe et kunstværk, måske afbrudt midt i arbejdet. Der er en uformalitet og arbejdsmæssig relation, der skinner igennem dette maleri, vi bliver lukket ind i atelieret og kan næsten høre de udviklende samtaler kunstner til kunstner.
Posituren er så banebrydende, at det bliver Hirsch-Paulis gennembrud i Paris, men Norden reagerede med alt andet end klapsalver. Den arbejdende kvinde på gulvet var så provokerende i sig selv, fordi det i tiden var comme il faut, at kvinder skulle udtrykke ynde og ubehjælpsomhed, når de blev portrætteret. I datiden må Hirsch-Paulis værk anses som utilbørligt, i dag føles værket mere som et vidnesbyrd, et snapshot, fra kunstnernes dagligdag.
Emilie Mundts skønne sommerdage
Den danske Emilie Mundt, Marie Luplaus partner gennem hele livet, er repræsenteret med maleriet Et barn der plukker blomster i en blomstereng fra 1893, udlånt af Øregaard Museum. Jeg indrømmer, jeg er draget af Mundts store kærlighed til Luplau og deres rejse til Paris samt somrene i Pont-Aven, hvor konteksten blev udskiftet og fokus holdt på livet omkring dem.
Også deres liv i København, værende måske verdens første kendte regnbuefamilie, er interessant. Med åben-dørspolitik i et levende hjem, hvor kunsten udvikles i alle døgnets timer, gik disse to kvinder sammen imod, hvad der var accepteret i tiden, også privat hvor de adopterede datteren Carla.
Mundt formår at male – hvad jeg sammen med Boe Bierlich antager er – et lokalt barn, i et lys, som kun kan skabes på sommerdage, hvor alt blomstrer og summer af liv, et øjebliksbillede fra et langt og spændende liv, og en af de mange sommerdage i Frankrig. Desværre er partneren Luplau udeladt i denne kuratering, det må vi have til gode.
Chat med Anne Marie Carl-Nielsen
En anden dansk kunstner, der får lidt bedre plads, er billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945). SMK har samarbejdet med DTU og skabt en chatbot, og med hjælp fra Digital Kurator Majken Overgaard har de udviklet en robot, der kan svare, som havde de bragt Carl-Nielsen til live igen, fremført af skuespiller Lotte Andersen.
Botten består af et podie med en mikrofon og en skærm med digitale fotos af Carl-Nielsen i evig forandring. Her er det muligt at stille billedhuggeren de spørgsmål, man måtte ligge inde med omkring hendes liv og arbejde med kunsten i en meget misogyn tid.
Men jeg starter med at spørge Overgaard, om det ikke havde været på sin plads at inkludere kvindelige billedhuggere og kvindelige dataloger i processen med at genskabe hendes stemme og tanker anno 2024, i stedet for de, sikkert dygtige, fem mænd, der har udviklet botten?
Overgaard forklarer: “DTU er meget mandsdomineret, og derfor var det ikke muligt lige at finde nogle”. Jeg tænker, at processen måske er gået for hurtigt, og at researchen efter de kvindelige matematikgenier er blevet underprioriteret i den ellers velkomponerede udstilling.
Vi får lov til at se kvinden som handlekraftig udøvende kunstner
Uanset dette glitch er ideen god og taler ind i vigtigheden af at gemme dokumentation og data gennem hele livet, uanset hvilket køn du er, og arkivere din proces som kunstner, også selvom gennembruddet ikke står lige for døren. For det er kun Carl-Nielsen, der er nok data indsamlet omkring, til at skabe denne maskine. Botten danner pixelerede portrætter, som ligner landskaber og insektsværme. Overgaard har bearbejdet Q&A-teknikken, så man kan spørge ind til kunsten, men ikke trivialiteter.
Fra maleri til flydende kunstværk af pixels
Til gengæld er inkluderingen af den Panama-baserede digital-kunstner Ix Shells spot-on, da hendes fortælling smelter sammen med de udfordringer, som udøvende kvindelige kunstnere havde og til stadighed har, se blot på indkøbene og bevaringen af mandlige kunstnere kontra kvindelige i de museale samlinger. Mændene står stadig for to-tredjedele af salget til museerne, på gallerierne og ude i verden. Og det retter sig kun alt for langsomt, mens vi mister de kvindelige talenter og deres historier i endnu en generation.
Jeg fanger Ix Shells. Hun beskriver sin rejse ind i kunsten og de barrierer, hun har mødt, og denne rejse forekommer mig at være lige så nødvendig som kunstnernes i slutningen af 1800-tallet, begyndelsen af 1900-tallet. “Jeg er ensom, arbejder meget alene og har kun en håndfuld kolleger i Panama, jeg kan spare med” – fortæller hun, ligheden er slående med udstillingens præmis, og jeg mærker et slægtskab på tværs af tid, fra kvindelige kunstnere dengang til kvindelige kunstnere i dag.
Ix Shells har i otte år arbejdet med digital kunst, og Against All Odds er hendes første museale udstilling. Hun har brugt et år på at udvikle maskinen, der samler data fra de udvalgte malerier og skulpturer og kvindernes rejse. Det har hun omformuleret til en væg med en slags stjernehimmel af pixels, der ændrer sig, når vi træder ind i rummet og vores bevægelser går i dialog med værket Interlinked. Mens vi leger i Interlinked, blandes fortidens data med nutiden, og nye forbindelser skabes. Ix Shells har bidraget til kunstscenen med noget befriende nyt, levende og storslået.
Herhjemme brillerede Den Frie Udstillingsbygning ved ikke at udstille kvindelige kunstnere fra 1900-1940, medmindre de var gift med en kunstner eller var en elskerinde
Vi får tilmed lov til at se maskinens opbygning, da man kan gå om bagved og få kendskab til teknikken og rejsen fra maleri til flydende kunstværk, sammensat af pixels i samme farveskala som de udvalgte malerier, fra en tid for 110-150 år siden.
Rollerne byttes om
Udstillingens cover er SMK’s eget Aftenstemning fra 1904 af min navnesøster, danske Henriette Hahn-Brinkmann. Kunstneren var inspireret af japanske træsnit, og hun formåede at trykke “9,10,11,12 gange”, som Boe Bierlich udtrykker det.
Med den teknik vinder hun faktisk en sølvmedalje for sit arbejde, da hun formår at skabe et unikt lys, og skyggerne bliver subtile, næsten skulpturelle.
Pludselig er manden model og kvinden den skabende kunstner, hvilket også er tilfældet i norske Asta Nørgaards værk Edvard Munch fra 1885, udlånt af Munchmuseet.
Nørregaards teknik er ikke til diskussion, med sikkerhed lander skyggerne under øjet, over håndfladen og på lærredet, som modellen er placeret foran. Der er en kølighed over det, der får mig til at tænke på arbejdsforholdene, som ofte var udfordrende i de kolde atelierer. Hvis de var heldige, havde de en lille kakkelovn til at varme rummene og fingrene op med. Og så er jeg fascineret af, at rollerne er byttet om, og vi får lov til at se kvinden som handlekraftig udøvende kunstner.
Kunsten er vores fælles historie
Inden jeg forlader udstillingen, spørger jeg Anne Marie Carl-Nielsens chatbot, om hun følte sig overset i sin samtid? Hun svarer: “Ja, jeg følte mig overset, men gjorde hvad jeg kunne for at arbejde for diversiteten”. Anne Marie Carl-Nielsen havde giftet sig med komponisten Carl-Nielsen og havde derfor stadig en lille stemme på kunstscenen, da man i begyndelsen af 1900-tallet besluttede ikke at udstille kvinders værker. Herhjemme brillerede Den Frie Udstillingsbygning ved ikke at udstille kvindelige kunstnere fra 1900-1940, medmindre de var gift med en kunstner eller var en elskerinde.
Denne eksklusion bredte sig i hele Norden som en steppebrand, og vi mistede store fortællinger og mange talenter. Men Boe Bierlich understreger for mig, at det ikke handler om at skrive kvinderne ind i historien, men at vi skal nuancere fortællingen og lade poesien, æstetikken forplante sig.
Scenen rummer et hav af talentfulde kunstnere af alle køn, men oftest er det kvinderne, der er oppe imod alle odds
Jeg håber, publikum vil tage forbi Against All Odds og gerne tage deres børn med, øve navnene over middagsbordet, så kommende generationer rækker hånden op i skolen og sammenligner Fanny Churbergs tidlige ekspressionisme men den sene amerikanske ekspressionisme og action painting-bevægelsen.
Tillykke SMK med en fuldendt udstilling og et smukt katalog – lad dette være første af mange vigtige hemmelige fortællinger, som ser dagens lys, og med tiden inkluderer nutidens kvindelige samtidskunstnere i endnu større grad, så vi ikke gentager fortidens fejl. Kunsten er vores fælles historie, ikke kun mændenes, og kunsten er vores spejl. Scenen rummer et hav af talentfulde kunstnere af alle køn, men oftest er det kvinderne, der er oppe imod alle odds.
Læs flere tekster af Henriette Hellstern her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og