POLITISK ANALYSE // KOMMENTAR – De politiske øjne og ører vil på onsdag være rettet imod hele den røde blok, Enhedslisten, SF, De Radikale plus det løse, men især er der fokus på Pernille Skipper som den, der har været længst fremme i skoene med hensyn til at true fødevareminister Mogens Jensens ministertaburet. Frank Korsholm, fhv. redaktør og lederskribent på Børsen og fhv. pressechef hos de Konservative, trækker linjerne op i minksagen og retter blikket en måned længere frem – mod Instrukskommissionen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På onsdag fremlægger fødevareministeren den mink-redegørelse, der i hvert fald foreløbigt skal udrede trådene i minksagen, altså hvordan regeringen kunne beordre nedslagtningen af hele den danske minkbestand uden at have den nødvendige lovhjemmel på plads. Med andre ord. En grundlovsstridig handling.
Det store spørgsmål er, om Mogens Jensen vil overleve som minister, og det endnu større spørgsmål er, om statsminister Mette Frederiksen vil benytte lejligheden til at foretage en mellemstor ministerrokade, der i givet fald skal omfatte en #metoo-belastet udenrigsminister og en kulturminister, der ligner et fejlcast til posten. Lejligheden til rokaden er der, og statsministeren trænger lige nu til en revitalisering og en anden dagsorden, efter hun i foråret kunne gå på vandet.
Allerede nu tales der om en minkskandale af historiske dimensioner, der for alvor har givet de borgerlige partier blod på tanden efter næsten et helt år, hvor de ikke har kunnet kommet til fadet på grund af interne skærmydsler og en global corona-krise, der i foråret fik tilslutningen til Mette Frederiksen til at ligne en eksponentiel kurve for antallet af nye covid-19-smittede.
Men i takt med, at covid-19’s anden bølge langsomt spredte sig, og den borgerlige blok fik styr på sig selv efter sommeren, begyndte de blå partier også at bide fra sig.
Ellemann måtte hurtigere, end en mink kunne nappe ham i fingeren, vende på en tallerken og er nu helt fremme i første række blandt de blodtørstige
Tilliden til Mette Frederiksen svandt ind og sidste weekend sluttede den brat, da Mogens Jensen til alles overraskelse meddelte, at regeringens kun få dage gamle beslutning om aflivningen af hele den danske minkbestand på 15-17 millioner dyr var ulovlig. En de facto nedlukning af et næsten 100 år gammelt erhverv, hvor Danmark har omkring 80 pct. af verdensmarkedet.
Hvad mener Venstre?
Ja, helt slut med tilliden så det måske ikke ud til at være i starten, da Venstres formand, Jacob Ellemann-Jensen, søndag aften lige akkurat nåede at udsende en mail til hele folketingsgruppen, hvori han gav udtryk for, at en Venstre-regering nok havde gjort det samme. Mailen kunne derfor opfattes som en støtte til regeringens minkbeslutning uanset dens manglende lovlighed.
Det udløste fluks ny Venstre-ballade efter et mail-bombardement fra baglandet, og Ellemann måtte hurtigere, end en mink kunne nappe ham i fingeren, vende på en tallerken og er nu helt fremme i første række blandt de blodtørstige.
Men at Venstre dybest set bakker op om den endelige løsning på minkene i den nuværende corona-krise, fik man også syn for, da altid skarpe Clement Kjærsgaard i Debatten i torsdags trykkede partiets fødevareordfører, Sofie Løhde, på maven og spurgte, hvad Venstre ville have gjort, hvis de som regeringsbærende parti havde modtaget en risikovurdering om minkmutationer fra sundhedsmyndigheder. Det var svært at udlede andet af hendes nølende svar end, at de nok havde gjort det samme – men med en lovhjemmel i ryggen.
For Enhedslisten og SF er minkskandalen en anelse tricky
Minksagen er speciel. Den er dybt tragisk for minkene, avlerne, lokalsamfund o.a. med tilknytning til erhvervet. Selve skandalen er derimod udelukkende en principsag. Realpolitisk eller substantielt, som Mette Frederiksen foretrækker at sige, har den ikke den store betydning, da sagens reelle ofre, minkene, under alle omstændigheder ville lide samme triste skæbne. Med eller uden lovhjemmel.
Nogle mink har i bedste fald fået forlænget deres restlevetid med et par uger, mens omkring 6000 mennesker mister deres levebrød, familier gennem generationer mister deres livsværk og nye unge minkfarmere mister deres investeringer.
Samfundet står derudover til et tocifret milliardtab. Her er ingen vindere, og at avlerne nu kæmper med alle midler og lobbyer for at få det bedste ud af situationen, kan de naturligvis ikke fortænkes i.
Tricky sag for venstrefløjen
For Enhedslisten og SF er minkskandalen en anelse tricky. De vil sandsynligvis fyre en minister, der i virkeligheden gennemfører deres egen politik. Nemlig de facto at lukke for minkavl i Danmark, som det allerede er sket og stadig sker i en stribe europæiske lande. Det har været deres hede drøm i årevis, og nu sker det så ad slagtervejen. En grim politisk proces, men hvor midlet i deres øjne helliger målet.
Mogens Jensens ventede redegørelse vil sikkert kunne forklare, hvorfor det gik så galt, og de ulovlige minkdrab blev iværksat. Det bliver en blanding af kommunikationsfejl, misforståelser og tekniske problemer. Han gav allerede en forsmag på indholdet under sidste onsdags samråd, hvor det lykkedes ham at træde i vande i et par timer.
Redegørelsen bliver en sang fra de varme lande, der måske ville kunne redde en skoleinspektør for at have glemt at informere om Santa Lucia-optoget på Intranet, men ikke en minister. Det er uanset, hvor ædruelig forklaringen bliver, for den ændrer ikke ved sagens principielle indhold. Der er foregået forvaltning uden lovhjemmel, og det kan oppositionen – og sådan set heller ikke vælgerne – ikke lide. Og de kan slet ikke lide, at embedsmænd længere nede i systemet evig og altid skal tage skraldet for ministrenes fejl og lovbrud.
Embedsmænd og især departementschefer har altid til opgave at sikre, at deres ministre holder sig på dydens smalle stil
Minksagen er mere speget, end den er røget. Den historiske beslutning om at nedslagte alle dyr blev truffet i regeringens koordinationsudvalg, K-udvalget, tirsdag den 3. november og et døgn efter kommunikeret af statsministeren på det berømte pressemøde, hvor også Nordjylland blev lukket ned med et senere ønske om at like Mette Frederiksens sympatiopslag på Facebook.
Juraen i minksagen
Det spegede er, at sekretæren i K-udvalget hedder Barbara Bertelsen. En stjernejurist, der kunne få tidligere umulige ting til at ske i sin tid som departementschef i Justitsministeriet. En person, der også anses for mastermind bag den massive nedlukning af landet den 11. marts, hvor statsministeren, med rygdækning fra Barbara Berthelsen, trodsede Sundhedsstyrelsens advarsler, og senere hængte Søren Brostrøm til tørre i offentligheden.
Som en mønsterembedsmand er Barbara Bertelsen hidtil lykkedes med at flyve under radaren i alle sager, men spørgsmålet er nu, om ikke hun nu står tilbage med dybe ridser i den dobbelthærdede metallak. I givet fald billigt sluppet i forhold til at løbe ind i en totalskade.
Barbara Berthelsen burde med sin juridiske indsigt i minkbeslutningen have stillet det elementære spørgsmål: Er det lovligt det her? Hun kunne have sat sagen på standby for at sikre sig, at den nødvendige lovhjemmel kom på plads. Det er ikke statsministerens opgave. Embedsmænd og især departementschefer har altid til opgave at sikre, at deres ministre holder sig på dydens smalle stil.
Statsministeren kommer uundgåeligt til at slås med en alvorlig tillidskrise, og hun kan kun langsomt genopbygge den autoritet og troværdighed, der ellers har været hendes varemærke siden coronaens indtog.
Mens vi venter på redegørelsen
De første meningsmålinger taler allerede deres klare sprog. At Mette Frederiksens autoritet også smuldrer blandt støttepartierne, ses måske tydeligst ved, at SF’s Pernille Dyhr nu kræver markante ændringer i den omdiskuterede epidemilov, der langt hen ad vejen har kortsluttet de vanlige demokratiske processer og samlet en næsten total magt hos sundhedsministen.
Redegørelsen på onsdag vil som sagt afsløre kommunikationsbrist og misforståelser imellem stats- og fødevareministeriet og ikke mindst ned til fødevarestyrelsen, der fredag den 6. nov. udsendte den omstridte besked til alle minkavlerne om, at de hurtigst muligt skulle komme i gang med at slå minkene ned, og at de oven i købet ville få en ekstra bonus pr. snude ved en hurtig eksekvering inden 16. nov.
I en tid, hvor hele verden er online 24/7 slipper fødevarestyrelsen nok ikke med røde ører for den fadæse
En besked, som Mogens Jensen senere har klokket gevaldigt rundt i og påstået, at ordet ”skal” blot skulle læses som en opfordring, hvilket ikke ligefrem har mildnet sindene hos de mere sprogkyndige på Christiansborg og blandt minkavlerne.
Fødevarestyrelsens ordre blev først ændret tirsdag den 10. november, selvom Mogens Jensen og Mette Frederiksen blev gjort opmærksomme på den manglende lovhjemmel på et hidtil hemmeligt tidspunkt i løbet af weekenden.
Alligevel skulle der altså gå mellem 48 og 72 timer, inden avlerne fik besked om, at de ikke behøvede at slå deres mink ned lige med det samme, hvilket forklares med såvel tekniske som mandskabsmæssige problemer i fødevarestyrelsen.
Den pågældende medarbejder, der havde forstand på at sende mails til minkavlerne, var af uforklarlige årsager ikke til disposition, selvom vi her har at gøre med at få stoppet et grundlovsbrud. I en tid, hvor hele verden er online 24/7 slipper fødevarestyrelsen nok ikke med røde ører for den fadæse.
Ministerstorm
Den ventede redegørelse ville måske under normale omstændigheder kunne tilfredsstille en loyal opposition. Uden at foregribe det konkrete indhold, har politiske redegørelser det oftest med at tørre ansvaret af nede i systemet, selvom både Ole Stavad og Lars Barfoed nok har en lidt anden opfattelse af det.
Minkskandalen fører dermed direkte over i Instrukskommissionen, som Inger Støjberg jo foretrækker at benævne ”barnebrudskommissionen”
Men så let slipper fødevareministeren nok ikke.
Mogens Jensen, der oprindeligt blev kendt for sine sortsnakkende Nyrup-Rasmussen imitationer, har efterladt en rundtosset befolkning og opposition med sine skiftende og modstridende forklaringer. Ikke en kinamand forstår ham, selv om han konsekvent fastholder at have talt sandt i hele forløbet.
Det sidste er næsten det værste. Tilliden er væk og et nyt samarbejde med oppositionen synes umuligt.
Tilbage står grundlovsbruddet – og det lyder som noget, vi har hørt før. Godt nok virkede Pernille Skipper ikke helt så fast i kødet under Debatten med Clement, hvilket tyder på, at fødevareministeren under hånden allerede har forsøgt at få hende til at bløde op på hendes ellers stålsatte kritik af forløbet.
Instrukskommissionen og minksagen
Men Skipper har også sin egen troværdighed at tænke på, og minkskandalen fører dermed direkte over i Instrukskommissionen, som Inger Støjberg jo foretrækker at benævne ”barnebrudskommissionen”.
Kommissionen, der jo i et halvt års tid har gransket forspillet til den fhv. udlændingeministers ulovlige instruks om at adskille unge asylpar under 18 år, kommer med sine foreløbige konklusioner om en måned.
Der er ingen tvivl om, at der ikke skal være sat mange kommaer forkert i den, før alle de røde partier ønsker Inger Støjberg sendt direkte i Rigsretten. Ikke nok med, at hun udsendte den ulovlige instruks – så løb hun også om hjørner med de røde partier i alle samråd. Nu er hævnens time kommet.
I øvrigt er det i sig selv uforståeligt, at de toneangivende landbrugsorganisationer, Landbrug og Fødevarer, Minkavlerforeningen, partierne på Christiansborg og andre i et land, der kan fodre mink med jurister, ikke opdagede regeringens grundlovsbrud
Inger Støjberg kan ikke længere dække sig under DF’s kappe. Hun er alene, men har hidtil haft et svagt håb om, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen nok ikke i sidste ende tør støtte kravet om en rigsretssag. Dels af frygt for at gøre Støjberg til martyr og dels af frygt for selv at blive beskyldt for at være slappere i udlændingepolitikken.
Kan Pernille Skipper og de andre røde partier så lade Mogens Jensen slippe af krogen her en måned før den kommissionsrapport, der skal danne grundlag for at få Støjbergs hoved på et fad?
Nej, den går naturligvis ikke, selv om de to sager har væsentlige forskelle, derved at den nuværende regering jo ikke blev afsløret i sit grundlovsbrud, men selv opdagede og kommunikerede den manglende lovhjemmel, mens Støjberg fortsatte sin ulovlige forvaltning i Røde Kors-centrene trods advarsler fra Ombudsmanden og sine egne embedsmænd.
Ministerrokade kan rydde bordet
I øvrigt er det i sig selv uforståeligt, at de toneangivende landbrugsorganisationer, Landbrug og Fødevarer, Minkavlerforeningen, partierne på Christiansborg og andre i et land, der kan fodre mink med jurister, ikke opdagede regeringens grundlovsbrud, og at der skulle gå fem dage fra statsministerens pressemøde, til grundlovsbruddet blev opdaget og kommunikeret og igen som nævnt to døgn til avlerne fik besked. Nogen må stå til skideballer.
At tilstå sin forbrydelse og hjælpe med opklaringen kan i civilsamfundet være en formildende omstændighed, der giver strafnedsættelse.
Men ikke i politik. Det har sine egne spilleregler og står man i et hul, er en af reglerne, at man skal stoppe med at grave. Det har Mogens Jensen ikke gjort. Alt peger derfor på, at han ryger i næste uge, uanset hvor god hans forklaring end er.
Dermed vil enhver spekulation, om Socialdemokratiet vil frede Støjberg, blive ryddet af bordet
Han trækker sig nok selv eller kommer til at indgå i en mellemstor ministerrokade, som kun statsministeren kender til på nuværende tidspunkt. Det får det til at se lidt pænere ud, og Mette Frederiksen får dermed det – eller de – offerlam, hun skal bruge til at genvinde noget af sin troværdighed.
Øje for øje, tand for tand
Det kommer til at svie på statsministeren, men på den anden side gør det måske også valget lettere for hende i forhold til Støjberg. Øje for øje og tand for tand.
Når Venstre og de andre gamle som nye borgerlige partier pludseligt går så meget op i lovparagraffer, så skal de også få kærligheden at føle, vil være hendes ræsonnement.
Dermed vil enhver spekulation, om Socialdemokratiet vil frede Støjberg, blive ryddet af bordet.
Der bliver ingen kære mor, og Venstre vil komme til at smage deres egen medicin, hvis blot kommissionsrapporten levner den mindste åbning for det.
Ingen er hævet over Grundloven, som et ikonisk skilt blev formuleret af Sofie Løhde i ugens løb, og som lystige sjæle hurtigt omformulerede til:
Inger er hævet over Grundloven.
Det bliver en hektisk uge med politisk historieskrivning. Lige nu står regeringen for skud og i næste måned vender kanonerne så imod Inger Støjberg og de blå partier.
Inden året udgang vil ministerstillingen mellem rødt og blåt hold derfor nok stå 1-1
Topfoto: Keld Navntofte
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
