
Efter halvanden måned aner vi stadig ikke det mindste om, hvad der egentlig skete nytårsnat på banegårdspladsen i Köln. En begivenhed som hensatte hele Tyskland i chok, og allerede har påvirket landets asyldebat, er fuldstændig uopklaret.
Tyske medier gjorde status mandag: Der efterforskes mod 73 personer i forbindelse med nytårsnat. 15 er varetægtsfængslet. Af disse 15 er der én, altså én eneste fængslet, som er sigtet for sexovergreb. Alle de andre er sigtet for tyveri og den slags.
Vi aner reelt ikke hvad der er foregået.
Ét eller andet grimt er der foregået. Der er indgivet et svimlende antal anmeldelser, over 1.100 er berørt, heraf dog kun 454 af sexovergreb. Det er alligevel mange, og hvis vi lægger til grund at der ikke er tale om massehysteri eller massesuggestion, så har det virkelig været slemt.
Men gerningsmændene? Vi aner ikke hvem de er.
Men hvem er så de 73 der efterforskes mod? Overstatsadvokat Ulrich Bremer bliver mandag citeret i tyske medier for, at det ”i langt overvejende grad” er ”asylsøgere eller mennesker der opholder sig illegalt i Tyskland.” De to største grupper er marokkanere og algierere.
Da vi véd så lidt, er der frit spillerum for ønsketænkning og desinformation. I dag, mandag, kunne man på dr.dk læse: ”58 anholdt for overgreb i Köln: Kun tre var flygtninge”. Det var et Ritzau-telegram, og det angav britiske Independent som kilde; på Ritzau kan man nemlig læse engelsk. Men åbenbart ikke tysk. Independent havde nemlig oplysningerne et andet sted fra; de linkede til die Welt. Problemet er, at die Welt faktisk IKKE skriver at der kun skulle være tre flygtninge blandt overgrebsmændene (det siger næsten sig selv, når man endnu ikke med sikkerhed har kunnet identificere mere end én overgrebsmand, men man blander sexovergreb og tyveri sammen).
Lidt videre undersøgelser viser, at Independents påstand er en lidt frisk læsning af die Welt, som stammer fra den tyske udgave af Huffington Post. Man tager udgangspunkt i tallet 58 mistænkte – som altså er forældet; det aktuelle tal er 73, som jeg skriver ovenfor. Nå, man fra de 58 trækker man så alle algierere og marokkanere (46 personer), samt de tre tunesere, tre tyskere samt en libyer, en iraner og en montenegriner. Så er der to syrere og en iraker tilbage, og det er så dem, som Huffington Post udnævner til de tre flygtninge.
Det er temmelig friskt gjort, da en del af de andre – marokkanere, algierere, libyere og så videre – jo godt kan være asylsøgere. Ja, sådan kan det gå, når man ikke gider læser tyske aviser, men nøjes med Independent og DR.
I øvrigt, for balancens skyld, vil jeg da også nævne, at flere danske medier lige efter nytår fortalte at ”1000 mænd forulempede kvinder i Köln nytårsaften”; det havde Ritzau nemlig skrevet. Blandt andet Information skrev dette vrøvl. Sandheden var, at tysk politi ganske rigtigt havde anslået at der var omkring 1.000 mænd på pladsen. Men hvor mange af dem som havde begået noget ulovligt, endsige begået sexovergreb – det anede man ikke. Og det aner vi stadig ikke.
Pas på hvad du læser i aviserne, ikke; hold dig hellere til POV International.
RETTELSE: En første version af denne blog overså at artiklen på dr.dk ikke er skrevet af DR selv; der er tale om et Ritzau-telegram.
Foto: Banegården i Köln. Foto: Pedelecs
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 29 86 66 52. Det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her