DANS // ANMELDELSE – Betty Nansen Teatrets dronningedrama i en nutidig skildring er måske mere et billede på magtens logik end en reel skildring af dens veje og vildveje. En art bandeopgør, der udspilles i et betændt, natklubsagtigt magtmiljø, hvor den historisk-ikonografiske portrættradition af de to rivaliserende dronninger er blevet behandlet omvendt.
Schillers sceniske drama Maria Stuart fra år 1800 om de to rivaliserende dronninger, Maria Stuart og Elizabeth, er den oplagte teaterhistoriske reference for enhver scenisk behandling af dette tema. Heri skildrer Schiller den skotske dronning, der henrettes af den engelske Elizabeth for en forbrydelse, hun ikke har begået, men tager døden på sig for de handlinger, hun må anklage sig selv for, og viser dermed sin moralske storhed, mens Elizabeth alene har sejret udadtil, men indadtil har mistet sin værdighed.
At vi er placeret i denne kontekst, gør forestillingen Mary vs. Elizabeth da også klart opmærksom på i dens indledende projicerede tekster. Reelt og scenisk er vi med denne dansefortælling dog ikke hensat til en historisk rekonstruktion af dramaet, men mere til en art bandeopgør, der udspilles i et betændt, natklubsagtigt magtmiljø, hvor der udfolder sig et dansedrama anlagt på en til dette formål absolut minimal scenestørrelse.
Af netop denne grund holder danseudfoldelserne sig da også til overvejende jordnære trin i bevægelsesmæssige break- og diskodance-mønstre og de lange, unisone trinserier, der ofte udfolder sig i kanonbevægelser, og hvor der i starten gås til den, som var vi tilskuere til et bokseringsopgør mere end dybere og indre sjæleskildringer.
Sjælsopgør kommer der dog mere af, så snart hovedpartierne for alvor indtager scenen i form af den skotske dronning Mary over for hendes engelske modpart Elizabeth. De sekunderes begge i intense danseduetter med hoffets mandlige bejlere, der som deres respektive tilbedere i realiteten blot udnytter begge kvinder og følgelig ender som ofre for deres personlige magtambitioner.
Den historisk-ikonografiske portrættradition af de to rivaliserende dronninger er her blevet behandlet omvendt. Den traditionelt fremstillede blege og jomfrunalske Elizabeth bliver her skildret som en jordnær og tætbygget brunette. Mary derimod, som traditionelt ses afbilledet som en varmblodet og sanselig kvinde, bliver nu fremstillet som den blege, bly og lyse af de to.
Styrken ved forestillingen er således den bestandigt afvekslende portrættering af dronningefigurerne, der forbindes af deres velvillige mandlige tjenere
Dette skærper indtrykket, men forrykker samtidig også skildringen noget af de to dronninger, idet de hver især ligesom sammensmelter deres individuelle karaktertræk undervejs i fortællingen, så man til slut kommer i tvivl om deres egentlige og reelle personligheder. De kunne begge koreografisk stå skarpere tegnet, medmindre hele grundidéen da er den, at begge dronninger har de helt samme iboende karaktertræk og derfor forvirres og udfordres af modparten i deres indbyrdes magtrivalisering.
Begge figurer, der fremstilles af henholdsvis Camilla Spidsøe og Astrid Elbo, fremstår dog scenisk med både stort og autoritativt individuelt engagement.
I rollen som deres tilbeder og bejler står Tobias Praetorius som den ledende maskuline rolle og bliver til selve personificeringen af lumsk, snu og konspiratorisk magtliderlighed. Han kaster sig gerne og velvilligt for fødderne eller i skødet af begge dronninger, når given lejlighed sig byder. Og han forstår til fulde at udnytte deres styrker og svagheder, idet han omfavner dem henholdsvis som sexobjekt eller voldsvåben i sine målrettede bestræbelser på at vinde magten for sig selv.
Den trinmæssige skildring af disse hovedpartier får dog en vis grad af gennemgående koreografisk monotoni, der afveksles med enkelte fine pointer, som primært lyser op i de intime samdanse mellem især Mary og hendes tilbeder. Hun (Astrid Elbo) fremstår her som en forførende, dansende harem-odalisk, hvor han (Tobias Praetorius) er et pågående og beregnende bandemedlem, der søger magten, hvor end han ser dens potentiale.
Elizabeth på sin side skildres som en fingerknipsende dominatrix, over for hvem alle hankønsvæsener falder i komaagtig besvimelse ved hendes blotte tilstedeværelse, gennem hvilken hun gerne lader sig bruge som kropsligt seksualiseret våben i kampen om tronen.
Styrken ved forestillingen er således den bestandigt afvekslende portrættering af dronningefigurerne, der forbindes af deres velvillige mandlige tjenere, mens svagheden måske mest ligger i optrinenes tableaux vivant-agtige formgivning og tilrettelæggelse, der i hovedsagen synes at fortone dramaets egentlige kernekonflikt gennem dets fem kvarters ustoppelige forløb mod vejs ende.
Musikken er sammensat som en collageagtig komposition af rå lydeffekter, breakdance-rytmer og seriel elektronmusik, iblandet monologer og sange, der dog kun delvist løfter forestillingen til et hele grundet lydsidens gennemgående lidt for fragmenterede karakter.
Kostumerne derimod gør indtryk, hvor Elizabeths dragt fremstår som et art symbolsk, overdimensioneret kyskhedsbælte, der reflekterer den puritanske dronning, som nyder sin magtdominans, men som holder hende indestængt i sit eget liv.
Her overfor står Marys odalisk-lignende dragt, der både viser hendes sårbarhed og sanselighed, men som samtidig udfordrer de mandlige entourager gennem hendes afslørende og frigjorte kropslighed. Disse dragter er både godt set og sammensat og bidrager dermed væsentligt til forestillingens helhed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og