ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSE: ML Buch er blevet kaldt for androide-sær, og Charli XCX var en femmebot. To kvindelige kunstnere legede med krop og teknologi lige efter hinanden fredag aften på Roskilde.
Roskilde Festival ser ud til at være på vej i mål med ligestillingen – når der er lige så mange kvindelige som mandlige mange rappere på Orange, så har man været god til at lede, desuagtet at Ice Spice efter sigende faldt igennem. Hvad gør det ved musikken?
Det påvirker selvfølgelig mangt og meget, og jeg skal ikke forsøge at fælde nogen forkromet dom over før og nu.
På de seneste sange er den digitale dimension mindre betonet, men legen med kropslighed og menneskelighed er der fortsat
Jeg vil bare byde ind med den detalje, at jeg fredag aften så to kvindelige kunstnere, der tekstmæssigt er optaget af at lege med krop og teknologi og identitet, og hvor den leg er vokset ud i musikkens lyd. Og er nye lyde ikke det, vi alle sammen leder efter på Festival?
ML Buch blæste små mærkelige idéer op i widescreen
ML Buch er nok stadig et nichenavn i Danmark, men internationalt er hun faktisk en af de mest hypede danske musikere.
Blandt andet har Pitchfork skamrost begge hendes albums, og kaldte den ret elektroniske debut Skinned for ‘as uncanny as an android‘. Opfølgeren Suntub fra sidste år var mere guitar-baseret, men det lød stadigvæk mærkværdig uvirkeligt store dele af tiden.
I år optrådte hun også i en let mærkelig opsætning. Selv spillede ML Buch guitar og keyboard/sampler, og den eneste anden musiker stod også ved et keyboard, samt ved et trommesæt, der dog mest bestod af virtuelle trommer, og som først og fremmest fremstod som skelettet af en rytmegruppe.
Musikken lød som om det blev spillet af en ‘Fleshless Hand’, som en af Buchs nyere sange hedder
Der var også backingtracks med, så ved første nummer stod de to musikere f.eks ved hvert sit keyboard, der var trommer på lydsporet, selvom trommerne stod ubrugte, og ML Buch spillede forvrængede guitar-riffs via sin sampler, med to urørte guitarer bag hende. Det var som om, et usynligt rockband hjalp til? Der var for få kroppe til musikken.
Netop krop spiller en stor rolle i ML Buchs univers. Debut-ep’en hed Fleshy, og hendes sange har titler som ‘I’m A Girl You Can Hold IRL’.
Som musikvideoer til Skinned slugte hun et lille kamera, som dermed optog, hvordan hun ser ud indeni. ML Buch sang om at leve i en digital verden, hvor vi foretager store dele af vores liv uden krop. På de seneste sange er den digitale dimension mindre betonet, men legen med kropslighed og menneskelighed er der fortsat.
Til koncertens sidste del inviterede ML Buch hele seks guitarister med op scenen, der spillede nogle meget simple guitarfigurer ret så synkront. Men ikke fuldstændig synkront. De ramte tydeligvis strengene lige en anelse forskelligt fra hinanden, hvilket havde den effekt, at man aldrig rigtig kunne høre fingrene ramme strengene. Det blev simpelthen til ren guitarlyd; fingre, krop og menneskelighed forsvandt fra sangene. Det lød, som om det blev spillet af en ‘Fleshless Hand’, som en af Buchs nyere sange hedder.
Her løftede koncerten sig for alvor. Ellers var det en virkelig sjov leg, med de mange fine sange som ML Buch har skrevet. Først til sidst blev det for alvor til en god og medrivende koncert.
Charli XCX ravede, og overlod det til publikum at finde meningen bag galskaben
Popstjernen Charli XCX satsede omvendt først og fremmest på det medrivende til sin hårdpumpede klub-fest straks efter ML Buch. Efter ti minutters forsinkelse – hun forklarede det selv med, at hun havde glemt sit pas og næsten ikke havde nået det – kom hun løbende ind til et hårdtpumpet eurodance beat, og det var det energiniveau, som holdt koncerten igennem.
Det lod til at sætte gang i festen også helt nede bagerst på pladsen ved Arena, der var helt fyldt op af et ungt menneskehav. Så på den led var det nok det helt rigtige valg. Men nogle dele af Charli XCX kunstneren fik vi aldrig rigtigt at se den aften.
Ep’en Vroom Vroom, mixtapet Pop 2 og super-singlen ‘Boys’ er for mig højdepunktet af hendes virke. Og på en god dag højdepunktet af 10’ernes popmusik
Charli XCX er åbenlyst en af vor tids mest talentfulde pop-kunstnere efter min mening. Hun var blot nitten år gammel, da hun skrev ‘I Don’t Care’, som med Icona Pop i 2012 blev et top ti-hit i USA og gik nummer et i UK. Efter at lave glimrende pop-musik i et par år, gik hun nærmest elektronisk avantgarde med vennerne fra kollektivet PC Music, særligt den stadigvæk enormt savnede afdøde super-producer SOPHIE.
Årene 2016-2017 med ep’en Vroom Vroom, mixtapet Pop 2 og super-singlen ‘Boys’ er for mig højdepunktet af hendes virke. Og på en god dag højdepunktet af 10’ernes popmusik. Ekstremt catchy sange, men samtidig forvrængede og eksperimenterende lydbilleder, der med sang-længder på op over 5 minutter også fik plads til at inkorporere techno’ens mere episke arkitektur. Og tekster om at være en ‘Femmebot’ fik det tilført en art android-feministisk klangbund. Måske ML Buch hørte Charli?
Årene siden da er lidt gået med at jagte gennembruddet. Først med Brat fra i år var det som om, hun slappede af, og igen forsøgte at lave et sammenhængende værk. Hvilket så medførte hendes endelige gigantiske gennembrud som pop-ikon. Måske fordi teksterne meget direkte handlede om hendes eget liv som forvirret popstjerne, og dermed blev mere direkte følsømme end før? Det er en af årets bedste pop-plader, men jeg kunne bedre lide hende som avantgarde femmebot.
Selvom Brat fyldte meget på setlisten, hvor det buldrede og hamrede og hele pladsen dansede, så fik vi dog også nogle af de gamle klassikere. Der var fællessang på ‘Boys’, mens ‘Vroom Vroom’ samt ‘Unlock It’ og ‘Track 10’ fra Pop 2 skabte kolossalt opbyggede højdepunkter. Det var en stærk koncert, som dog også understregede, at det var alt for sent, hun Roskilde-debuterede.
Jeg tror, koncerten havde været bedre i 2017, eller måske bliver den bedre om et par år, når hun fylder Orange i timevis. I år føltes lidt som en mellemting
Charli XCXs stemme lyder nogen gange som de dehumaniserede PC-stemmer, der sang om sex i diverse techno-pop sange for år tilbage. Tænk f.eks Benny Benassis ‘Satisfaction’, med kvinden der messer ‘Push me / And then just touch me’ Effekten på Brat er lidt som om, en af den slags sex-robot-programmer er blevet vakt til live, Pinocchio-style, og nu har fået beef med Taylor Swift, har komplekse veninde-forhold med Lorde, og savner sin mentor SOPHIE.
Følelserne føles rigtig ægte på Brat, måske også lidt fordi de føles, som om sangeren føler dem for første gang. Og måske er det også derfor blevet en generationelt definerende ungdoms-plade. Og måske er det derfor, pladens bedste nummer hedder ‘Girl, So Confusing’, og simpelthen bare dissekerer, hvor bizart det er at være en pige.
Det var desværre lige præcis den sang, som Charli XCX ikke spillede. Og generelt kom vi aldrig helt ind til kernen i Charli-projektet, dertil var det lidt for meget en hit-parade, som også skulle have plads til mere straight rave-dans.
Jeg tror, koncerten havde været bedre i 2017, eller måske bliver den bedre om et par år, når hun fylder Orange i timevis. I år føltes lidt som en mellemting. Men en mellemting fra en af tidens største kunstnere er bedre end så meget andet.
Fotocredits: Alt er pressebilleder. Og hvis ikke du har set det endnu, så kig lige en ekstra gang på ML Buchs hals på top-billedet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
