Kaspar Colling Nielsen: Kunststøtte er en fantastisk god forretning for Danmark

i Bøger/Danmark/Kultur/Kunst/Politik & Samfund/Scenekunst af

DEBAT // KUNSTSTØTTE – Den branding, som dansk kultur, repræsenterer for Danmark er til gavn for både eksporten og danske politikere, når de rejser rundt i verden. Forfatter Kaspar Colling Nielsen tror, at mange lande i fremtiden vil efterligne Danmarks kulturpolitik,” fordi den er så effektiv forstået på den måde, at man får en stor effekt af en lille investering”. Når man betænker, hvor meget, man får ud af den, burde støtten faktisk fordobles, skriver han, der også gør opmærksom på, hvor brødløst livet som kunstner samtidig er. Det skal man ikke ynke nogen for, det er et frit valg. Men det ville gavne debatten om kunststøtte at være klar over det.

Statens kunstfond udbetaler lidt over 500 mio. hvert år i kunststøtte til kunstnere indenfor alle kunstgenrene. Det er under en 1/2 promille af det samlede statsbudget.

I forhold til beløbets ringe størrelse, må det være den mest diskuterede udgiftspost overhovedet på statsbudgettet. Især fordi der et betydeligt tilbageløb til staten af den støtte, man som kunstner kan få.

Beløbet er altså i realiteten endnu mindre.

Jeg er en af de kunstnere i Danmark, som har fået mest støtte de seneste otte år. Jeg har modtaget omkring 1.5. mio. før skat, (ca. 750.000 efter skat).

For de penge har jeg skrevet tre bøger, som har solgt ca. 50.000 eksemplarer, der ved en stykpris på ca. 200 kr. har omsat for ca. 10.000.000 kr.

Jeg har fået 1.5 mio. af det beløb (15 procent i royalty), som jeg har betalt skat af (ca.750.000).

Staten har altså allerede fået sine penge hjem af skatten fra mine royalties.

Hvis vi beskedent antager at 20 procent er gået til skat, så har staten altså netto tjent 1.7. mio. på at støtte mig. Hvis vi medregner momsen, er statens indtægt tæt på det dobbelte

De resterende 8.5 mio. er tilfaldet forlag, distributør, boghandlere o.a., som alle betaler skat af deres overskud, og har medarbejdere, der betaler indkomstskat.

Hvis vi beskedent antager at 20 procent er gået til skat, så har staten altså netto tjent 1.7. mio. på at støtte mig.

Hvis vi medregner momsen, er statens indtægt tæt på det dobbelte.

Ingen ved, hvor stor den reelle udgift til kunstnere er, alligevel vil mange sænke den.

Stort set ingen forfattere jeg kender, kan leve af deres kunst.

Derfor har de almindelige jobs. De er lærere, opvaskere, postbude, handicaphjælpere osv. I deres fritid skriver de så deres bøger.

Af og til kan man være heldig at få et arbejdslegat. Hvis man er hot, sker det hvert andet år, hvor man så modtager omkring 100.000 før skat, som betyder, at man kan holde fri fra sit almindelige arbejde i et par måneder og skrive på fuld tid.

Forestillingen om kunstnere, som danderer den på statsstøtte, har intet med virkeligheden af gøre.

De fleste kunstnere er fattige; som kunstner har man opgivet ting som biler, store lejligheder, sommerhuse, vinterferier, pensionsopsparing og den slags. Det er ikke synd for os, det er et bevidst valg man foretager, når man vælger et liv som kunstner

Alle de forfattere jeg kender, som er noget som helst, er besatte af at skrive. De skriver hele tiden, når de ikke passer deres almindelige arbejde.

De fleste kunstnere er fattige; som kunstner har man opgivet ting som biler, store lejligheder, sommerhuse, vinterferier, pensionsopsparing og den slags.

Det er ikke synd for os, det er et bevidst valg man foretager, når man vælger et liv som kunstner.

Men for de ekstremt begrænsede støttemidler får vi et utroligt rigt kunst- og kulturliv, som forhåbentligt gør vores samfund rigere, smukkere og mere interessant.

Hvis man vurderer kunststøtten ud fra et økonomisk nytteperspektiv, som vores kulturminister gerne vil, synes det også at gå ret godt.

Dansk film er berømmet i hele verden, især dokumentargenren. Vi har musikkere, som ligger nummer 1 i hele verden. Vores skuespillere er med i de største film- og tv-serie-produktioner, vores forfattere bliver oversat til alverdens sprog (jeg er selv oversat til ti sprog), folk i hele verden ser danske tv-serier på dansk!  Vi har danske billedkunstnere, som er blandt verdens bedste.

Alt dette er med til at brande Danmark i udlandet på en meget positiv måde, som et interessant, cool og kompetent land.

Når man er på besøg i udlandet, kan de faktisk ikke forstå, hvorfor et så lille land som Danmark er så synligt indenfor kunst og kultur.

Der bliver nærmest overperformet indenfor kunst- og kulturområdet i Danmark. Den succeshistorie er vel også en af grundene til, at Danmark fremhæves positivt i amerikansk politik, hvorfor Fukuyama i sin seneste bog, har et begreb som hedder’ “becoming Denmark”, der handler om, at alle lande stræber efter at blive som Danmark

Med andre ord, bliver der nærmest overperformet indenfor kunst- og kulturområdet i Danmark.

Den succeshistorie er vel også en af grundene til, at Danmark fremhæves positivt i amerikansk politik, hvorfor Fukuyama i sin seneste bog, har et begreb som hedder’ “becoming Denmark”, der handler om, at alle lande stræber efter at blive som Danmark.

Denne branding er til gavn for dansk eksport og danske politikere, når de rejser rundt i verden. Jeg tror, at mange lande i fremtiden vil efterligne Danmarks kulturpolitik, fordi den er så effektiv forstået på den måde, at man får en stor effekt af en lille investering.

Det er underligt, at vi på trods af denne enorme succes, hele tiden diskuterer, om vi skal have kunststøtte i Danmark, eller om den skal sænkes. Hvorfor fordobler vi den ikke, når den nu skaber så utrolige resultater?

Topillustration: Creative Commons, Wikimedia Commons. Robert Berry – Waywords and Meansigns 2015

Kaspar Colling Nielsen er forfatter. Han er født 1974 og debuterede som forfatter med MOUNT KØBENHAVN i 2011. I 2013 udkom opfølgeren, fremtidsfortællingen DEN DANSKE BORGERKRIG 2018-24. Begge værker befinder sig i grænselandet mellem roman og novellesamling, hvori det groteske, tragikomiske og samfundssatiriske sammenflettes i unik fortællekunst. I 2017 er han aktuel med DET EUROPÆISKE FORÅR.
Foto: Jes Larsen, 2017