
MORTEN KÆRSÅ // POVCAST – I denne podcast fortælles historien om musiker og forfatter Morten Kærsås vej fra en lilleskole i Bagsværd til det største københavnske rockband i primofirserne, Sneakers. Og videre med Moonjam, som stadig eksisterer i bedste velgående. Det har været en stenet vej, hvor Kærså har måttet kæmpe med alkoholproblemer og kræft i tredje stadie. Men som han siger: “Jeg har aldrig haft det så godt som nu.”
I januar 2020 sagde en læge til Morten Kærså: ”Du har nok ikke mere end et par år tilbage at leve i.”
Fire år forinden havde han fået konstateret prostatakræft i stadie 3. Det var altså alvorligt. Det har været en hård omgang for musikeren, de sidste seks år, i forvejen arbejder han dagligt på at holde sig ædru, men heldigvis har han gjort lægernes ord til skamme.
“Jeg har aldrig været så frisk og rask,” som jeg er nu, siger Morten Kærså i denne podcast. Også Moonjam lever i bedste velgående – har optrådt hele sommeren.
De seneste tyve års tid har Morten Kærså boet i en usædvanlig hyggelig ’luksusødegård’ i nærheden af Tyringe i Sverige.

Inspireret af de mange koncerter på Moonjams Facebook-profil kørte Jan Eriksen en tur langt ind i den svenske skov til ødegården Havgårdsnäs og mødte musikeren, komponisten og forfatteren Morten Kærså til en snak om karrieren – om at sætte en ny barre for dansk rock med Sneakers og de mange år efterfølgende med Moonjam. Og om hans sygdomsforløb.
Det begyndte i 2016, hvor en tysk lægevikar insisterede på at undersøge den mulige årsag til smerter i Mortens underliv.
“Der er noget helt galt, Morten,” sagde han.
“Du har et PSA-tal, der er fuldstændig sindssygt. Risikoen for at du har prostatakræft er 99,9999 pct. Det var virkelig, virkelig slemt, alle alarmklokker ringede. Af en eller anden grund lever jeg endnu,” siger Morten Kærså.
Efter operation lykkedes det de dygtige svenske læger at fjerne prostataen. Nu var han kureret, troede han, indtil lægerne fandt flere levende celler.
“Mine nerver har hængt uden på tøjet, men nu er jeg så frisk – og jeg er blevet enig med lægerne om, at lige nu er der ikke noget at være bange for. Det har ikke bredt sig, og jeg er fuld af energi.”
Hør meget mere i podcasten:
Da Kærså og Sanne skabte rockhistorie
Vi kommer også omkring Morten Kærsås første roman Den ensomme morder, der udkom i 2012 – en fabel, der delvist bygger på Kærsås liv. I bund og grund handler det om at leve med – og ikke mindst desperat forsøge at skjule – et stort alkoholmisbrug.
Og vi taler om baggrunden, musikken, der allerede blev en del af Morten Kærsås identitet som lille dreng. Hans mor, Lotte, var en kendt musik- og børnepædagog og havde stor indflydelse på det, der skulle ende med at blive til Sneakers. Ligesom, selvfølgelig, den anden vigtige kvinde i Mortens liv, Sanne Salomonsen, der kunne et trick eller to og erobrede pladsen som forsanger i Sneakers.
Hvad skete der i maskinrummet, da fusion, jazz, funk og rock blev til dansk poprock? Det, jeg plejer at kalde lyden af Sankt Peders Stræde. Hvordan var Sannes og Mortens unikke samarbejde – med tekstforfatter Hans Henrik Kolze som tredje kreative hjul?
Og om ærgrelsen over de internationale muligheder, der brast, da Sanne og Morten – og dermed Sneakers – splittedes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.