FILM // ANMELDELSE – De lydløse er en kupfilm lavet med stil og personlighed. Havde det været en debut, var det svært at forvente mere, men faktisk var instruktørens første film bedre, skriver Frederik Bojer Bové.
Frederik Louis Hviids De lydløse føles lidt som en type af dansk film, der fyldte rigtig meget for et par år siden. Dengang væltede det frem med unge talenter, der allesammen sprudlede af visuel stil og æstetiske idéer. Men som med så mange debutfilm kunne man også godt se ujævnhederne, hvis man kiggede efter.
Nu er De lydløse desværre ikke en debutfilm. Hviid har allerede instrueret den faktisk noget mere helstøbte Shorta (2020) sammen med Anders Ølholm. At vi så nu er rykket tilbage til ‘lovende’, er derfor en smule skuffende. Men De lydløse giver altså virkelig gode løfter, for det er en film af en instruktør, der virkelig tør tage nogle filmiske chancer.
Baseret på virkelige begivenheder
De lydløse baserer sig løst på den virkelige fortælling om danmarkshistoriens største kup i 2008, hvor en bande slog til mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby og røvede over 70 millioner kroner.
Filmen skaber dog sine egne karakterer, først og fremmest bokseren Kasper (Gustav Giese), der bliver introduceret til idéen om at røve en værdihåndteringscentral af den mystiske ‘marokkaner’ (Reda Kateb), og som ikke kan få idéen ud af hovedet, selvom han har en lille familie og forsøger at gøre comeback som bokser.
Det lyder jo som et godt udgangspunkt for en film, men jeg tror lidt, filmen har det fundamentale problem, at fortællingen om kuppet i 2008 egentlig ikke er så vanvittig dramatisk. Røverne planlagde kuppet virkelig godt, og der var ikke rigtig noget, der gik galt, så filmen skal opfinde en masse små dramaer for at holde dampen oppe.
For eksempel følger vi også vagten Maria (Amanda Collin), som vi til en optagelsesprøve til politiskolen stifter bekendtskab med. Hun er virkelig dårlig til at passe på sig selv. Hun lærer dertil, at man ikke skal konfrontere farlige forbrydere alene. Åh nej, måske det bliver en ting?
Tavse mænd i stjålne biler
Der var også to andre forsøg på at skabe ekstra drama, der egentlig er endnu mere fjollede, men som jeg stadigvæk holdt meget af, fordi de er med til at etablere filmens mest auteuristiske detalje: Biler! Hele flugten fra kuppet er fyldt med ekstra meget drama, men det hele er filmet inde fra en bil i så voldsomt regnvejr, at man intet kan se af omverdenen. Det er fjollet, men ser også godt ud.
Også filmens åbningsscene er filmet fra en bil, hvor vi har fokus på to svenske vagter i en pengetransport, alt imens medlemmer af banden med meget voldelige metoder forsøger at stjæle deres last. Og det er ikke engang de eneste bil-eksempler!
Filmen tør fokusere i lang tid på selv den mindste birolle, hvilket er modigt, men går udover hvor meget tid, der er til de centrale karakterer
Der er fokus på biler, dels som indelukkethed, hvor vagter sidder fanget, eller hvor forbrydere sidder skjult og isoleret med kasketten ned over øjnene, dels som fart og energi, som nærmest mere end pengene lader til at motivere en del af banden. Det er aldrig rigtig tydeligt, om de her folk er frie eller fangne, når de krydser grænser, bevæger sig anonymt rundt i skove og på bjerge, men aldrig kan slappe af hos dem, de elsker. Den utydelighed er egentlig ret fascinerende.
Boksning?
Det skal dog siges, at De lydløse også fremstår lidt utydelig og uafklaret, fordi manuskriptet ikke rigtig formår at skabe klarhed om karaktererne. Filmen tør fokusere i lang tid på selv den mindste birolle, hvilket er modigt, men går ud over, hvor meget tid, der er til de centrale karakterer.
Der gik derfor virkelig noget tid, før det gik op for mig, hvad det var, filmen forsøgte at sige om Kasper. Jeg er stadigvæk ikke helt sikker. Dele af hans forhistorie bliver aldrig fortalt, hvorfor hans besættelse af at røve 70 millioner ikke helt giver dramatisk mening.
Der er så meget fokus på at skille sig ud og være modig og anderledes, at ret kedsommeligt men nødvendigt manushåndværk går galt.
Det er pudsigt med film på den måde. Egentlig er det fordi, jeg ikke forstår, hvor god en bokser han skal forestille at være, hvilket virker som en ret ligegyldig detalje. Der er bare stor dramaturgisk forskel på, om filmen handler om en ekstremt talentfuld bokser, hvis fatale brist er, at han ikke kan lade være med at blive distraheret af tanken om hurtige penge, eller om den handler om en middelmådig bokser, der til gengæld kan blive en fremragende røverbandeleder.
En lovende toer
Det føles som nævnt som et typisk debutantproblem. Der er så meget fokus på at skille sig ud og være modig og anderledes, at ret kedsommeligt, men nødvendigt manushåndværk går galt. Og så er det trods alt alligevel en nogenlunde normal kupfilm, og der er grænser for hvor unikt og auteuristisk, jeg vil kalde det.
Og så på den anden side. Så hepper jeg alligevel på Frederik Louis Hviid. For han har altså sine helt egne filmiske og tematiske idéer, og han er villig til at træffe nogle modige valg. Når han samtidig arbejder inden for bredt populære genrefilm (26.000 solgte billetter i åbningsweekenden er ganske udmærket!), og derfor forhåbentlig snart får mulighed for at lave noget igen, så kan man altså sagtens håbe på, at med det rigtige manus og de rigtige omstændigheder – så kan han lave noget helt vildt stærkt med tiden. Så det er jo, ja, lovende …
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
