FILM // ANMELDELSE – Instruktør Michael Noer gentager lidt sig selv med Birthday Girl. Filmen minder meget om hans Før frosten og er ikke helt lige så god. Men Noer har igen skabt en speciel filmisk verden, der viser den danske instruktørs unikke styrker.
Jeg går ikke ind for, at filmkritikere forsøger at fortælle filmskabere, hvilke film de burde lave, men i tilfældet Michael Noer vil jeg gøre en undtagelse. Han bør lave endnu en film om en forælder, der gør grænseoverskridende ting for at hjælpe sin datter. I så fald kunne vi nemlig kalde Før frosten (2018), Birthday Girl og den tredje film for en trilogi – for eksempel “Alt for min datter”-trilogien, efter salgsteksten til Birthday Girl. Det virker altid overbevisende, at man har lavet en trilogi. Hvis man kun gør noget to gange, så har man bare gentaget sig selv. Stået i stampe, vil onde tunger måske endda påstå.
Og ja, plottet i Birthday Girl minder virkelig meget om Før frosten. Og den er måske ikke helt lige så god som Før frosten, der var en af de bedste danske film fra 2018. Men alt det, som Noer ændrer – særligt den verden, filmen denne gang foregår i – understreger, hvorfor Noer er en af de pt. bedste danske instruktører.
Lidt for meget plot
I Før frosten kæmpede Jesper Christensens lille bonde for at få sin datter gift med den rigeste ungkarl på egnen.
I Birthday Girl er det Trine Dyrholm, der kæmper. Hun spiller Nanna, der har taget sin datter Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og dennes veninde Lea (Maja Ida Thiele) med på krydstogt i Caribien for at fejre, at Cille bliver 18.
Nanna har også smuglet en flaske ind og deler sine gratis drinks med de to unge piger, desuagtet at de er mindreårige i forhold til skibets regler. Der er dog store spændinger mellem mor og datter – fra en skilsmisse, vi aldrig rigtig bliver klog på – så sent på aftenen går Nanna med en smuk, ung mand og lader de to unge piger være unge i fred.
Det ender med at gå helt galt. Næste morgen er noget helt forfærdeligt sket med Cille oppe på dækket. Herefter foregår filmen i to spor. Dels skal Cille igennem den ydmygende mølle med intime undersøgelser samt slet skjult fordømmelse fra skibets personale, der først og fremmest gerne vil vaske deres hænder for det hele. Dels forsøger Nanna selv at opklare, hvad der er foregået, og hvem der har gjort noget. Mistanken rammer særligt på en ung norsk mand, der er på sit polterabend, og som Cille havde et godt øje til.
Det er egentlig ret meget plot. Også lidt for meget. Særligt krimi-delen lider under ikke at have plads nok, og derfor føles det lidt for forudsigeligt, som var det en mainstream amerikansk tv-serie. Før frosten føltes drevet af en skæbnetung drift ud i kulden og mørket, hvorimod Birthday Girl føles mere forvirret, som Nanna sprinter ind og ud af de forskellige rum på det store krydstogtskib.
Noers verdener
Men Nanna og krydstogtskibet er dog også filmens to største trækplastre. Trine Dyrholm er naturligvis fremragende som Nanna, og hun tilfører karakteren den skrøbelighed, som Noers karakterer efterhånden skal have. Der er antydninger af et tidligere mørke i den måde, Cille behandler sin mor på, og Nanna har en anelse usikkerhed, som ikke forlader hende, selv når hun er allermest drevet. Det slår til tider over i en kæmpe afmagt, der spreder sig i hele Dyrholms ansigt.
Og krydstogtskibet er en helt vidunderlig verden. Store dele af filmen er badet i neonlys, hvor de selvlysende armbånd og farvestrålende drinks og kjoler skaber en moderne ønskedrøm. Men gå ind ad den rigtige dør, og grå og larmende rum fyldt med maskiner, rør og kabler åbenbarer sig. Det er nærmest surrealistisk, så hurtigt man går fra for eksempel lægens kolde og sterile klinik via en enkelt smal gang og en dør, lige ud i en reklame- og gamblingverden.
Når Noer er bedst: I “Nøgle Hus Spejl” understøtter særligt klipningen en demens-defineret verden, mens “Før frosten” skaber en tidslig verden præget af historisk omvæltning og socialt kaos
Det er i høj grad skabelsen af filmiske verdener, der er Noers helt store styrke. Fængslet i R (2010, instrueret med Tobias Lindholm), Nordvest (2013) naturligvis, plejehjemmet i Nøgle Hus Spejl (2015) og landmiljøet i Før frosten.
Når han er bedst, bliver verdenerne ikke bare rumlige. I Nøgle Hus Spejl understøtter særligt klipningen den demens-definerede verden, som Lilys hjerne tvinger hende til at leve i, mens Før frosten skaber en tidslig verden præget af historisk omvæltning og socialt kaos, som Jens kæmper for at hive familien væk fra.
Den slags er der ikke helt lige så meget af i Birthday Girl. Der er krydstogtverdenen som paradisk fantasi, hvor Nanna håber, at hun kan komme sin datter nærmere, og hvor Cille og Lea giver den hele armen som små voksne. Lyset og kulisserne skaber denne verden, som Noer så igen underminerer via det dystre plot, indblikkene bag kulisserne på skibet samt en storm, der rammer skibet midtvejs i filmen.
Sin generations mest auteur-agtige auteur
Noer er også bedst, når der er lidt ekstra kompleksitet. Men Birthday Girl understreger, hvor dygtig han er. Der er for eksempel et tidligt droneskud af krydstogtskibet, og det kunne mange andre danske instruktører nok have fundet på. Men Noers skud understreger skibets gigantiske format, og den dunkle musik får alt til nærmest at virke, som om vi ser et slumrende havuhyre.
Det er noget af det, som gør Noer speciel. Der findes andre danske instruktører, særligt blandt de yngre, der har større fokus på at skabe vilde billeder og lyde, men der er altid en fortolkning hos Noer. Han laver ikke bare flotte billeder af et skib, han har en vision om, hvad slags verden det skib udgør. Og så skaber han et drama i den verden.
Det har skabt to stærke film, hvoraf den første er en del stærkere end den anden
Det simple plot i ‘Datter’-filmene er, at karaktererne egentlig befinder sig udmærket i de konstruerede verdener, de bevæger sig rundt i, men fordi deres døtre har brug for noget, bliver de nødt til at trevle verdenerne op og sætte alt på spil. Og så kommer de måske ud på den anden side.
Det har skabt to stærke film, hvoraf den første er en del stærkere end den anden. Hvis Noer gør det igen og finder en ny verden, der ligger lige så langt fra Birthday Girls neon-skib, som den films æstetik er fra Før frostens mørke islandskab, så bliver trilogien en understregning af Noers status som i mine øjne sin generations mest auteur-agtige auteur.
Læs også Frederik Bojer Bovés anmeldelse “Past Lives – Scener fra et uforløst forhold”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
