INTERVIEW – Da Alternativets spidskandidat Niko Grünfeld efter kommunalvalget i København lagde billet ind på posten som kultur- og fritidsborgmester, blev han beskyldt for at vælge den “lette borgmesterpost” fremfor at satse på et “tungere” område som for eksempel beskæftigelse og integration. Men kunst, kultur og idræt skal højere op på den politiske dagsorden, mener borgmesteren, der ser området som et godt afsæt til at øve politisk indflydelse.
“Der er en tendens til at sige, at kultur- og fritidslivet ikke er så vigtigt. Men hvis alle begynder at kigge på sit eget fritids-, forenings- og kulturliv, og hvordan det har præget ens liv og opvækst, uanset om man har spillet fodbold, skak, været med i en teatergruppe eller siddet på biblioteket hver eneste eftermiddag, så tror jeg, de vil se, hvor stor indvirkning, det har haft. Jeg tror, vi skal blive bedre til at synliggøre, hvilken kraft kulturen har, og det vil jeg gerne bringe højere op på den politiske dagsorden”.
Ordene kommer fra den nyvalgte kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld, som i januar overtog nøglerne til borgmesterkontoret på Københavns Rådhus.
“Jeg tror, vi skal blive bedre til at synliggøre, hvilken kraft kulturen har, og det vil jeg gerne bringe højere op på den politiske dagsorden”
For ham er kultur- og fritidsområdet en forudsætning for en bæredygtig samfundsudvikling og samtidig et godt afsæt til at øve politisk indflydelse på mange forskellige områder.
Niko Grünfeld afviser dermed også den kritik, der fra forskellig side har været af Alternativets valg af borgmesterpost, og han glæder sig til at sætte fokus på det københavnske kultur-, idræts- og foreningsliv og til at arbejde for en mere åben og demokratisk politisk kultur på rådhuset.
Kultur og idræt som motor for samfundsudviklingen
Det var et oplagt og naturligt valg for Niko Grünfeld og hans partifæller at gå efter kultur- og fritidsborgmesterposten, da Alternativet som det tredjestørste parti i Københavns kommune skulle vælge borgmesterpost, efter at Enhedslisten havde valgt miljø- og teknikområdet.
“Jeg tror, hvis man spurgte vores medlemmer generelt, så er det selvfølgelig den grønne dagsorden med klima, miljø og natur, der er højest oppe. Man kan sige, at miljø- og teknikborgmesterposten er en bæredygtig, grøn post, men det var jo ikke en mulighed, for den var sådan set valgt.”
Kunst og kultur kan ifølge Alternativet være med til at sætte fokus på nye former for vækst: kulturel, intellektuel og personlig vækst. Det fremgår af deres partiprogram, hvor man også kan læse, at kunst og kultur ikke bare skal være et marginalområde, men skal ind i centrum af al politikudvikling.
“Jeg vil gerne have kulturens og idrættens potentiale som motor i samfundsudviklingen op på en højere dagsorden”, lyder det fra Niko Grünfeld.
Et mangfoldigt kulturliv og flere faciliteter til sport, bevægelse og idræt er da også nogle af de områder, Alternativet satte fokus på i deres valgprogram bestående af 17 københavnermål med hver deres bud på, hvordan hovedstaden bliver mere bæredygtigt.
Her kan man blandt andet læse at “kunst og kultur skal være en central del af alle københavneres liv, i hverdagen, på gaden, i folkeskolen, på bibliotekerne og på de forskellige scener i byen”.
“Man kan sige, at miljø- og teknikborgmesterposten er en bæredygtig, grøn post, men det var jo ikke en mulighed, for den var sådan set valgt.”
Kulturen og idrætten spiller, ifølge Niko Grünfeld, en vigtig rolle i forhold til at skabe bæredygtige fællesskaber og sammenhængskraft. Det kan for eksempel være i form af den lokale fodboldklub, en læseklub for ensomme eller svømmetræning for unge piger med anden etnisk baggrund.
Byens kulturliv skal i det hele taget sprudle, og det indebærer også bedre vilkår for kunstnerisk udfoldelse, mener Alternativet, og Grünfeld vil gerne arbejde for at skabe gode fysiske rammer og rum i byen for kunstnere og kulturelle ildsjæle, så der opstår bedre muligheder for at blive og være udøvende kunstner: “Det er på gadeplan, at væksten og kreativiteten oftest opstår”, siger han.
En platform for politisk indflydelse og samarbejde på tværs
Hvad den nyvalgte kultur- og fritidsborgmester forventer at opnå af politiske resultater i den kommende fremtid, kan han ikke konkret sige noget om.
”Det er afhængigt af kulturudvalget. Jeg kan ikke som borgmester beslutte noget som helst hvis der ikke er opbakning”, lyder erkendelsen. Grünfeld kan imidlertid se masser af potentiale i sit nye job: “Det er en fed platform, hvor vi kan få lov til at komme igennem med rigtig meget af vores politik. Jeg mener faktisk, at kulturen og idræts-foreningslivet er en kæmpe faktor i at drive en bykultur frem, der er inkluderende, som kan skabe mening og også er med til at uddanne og danne folk”.
Idrætsklubberne og foreningslivet er med til at sikre integration, løfte en social dagsorden og skabe fællesskab, mener han og påpeger, at kulturområdet griber ind i mange forvaltninger.
En vigtig ambition for kultur- og fritidsborgmesteren er netop samarbejdet på tværs af forvaltningsområder, og det er vel at mærke i en kommune, hvor den politiske kultur på rådhuset af tidligere borgmestre er blevet beskrevet som giftig og præget af interne magtkampe
Men Alternativet har som et af deres vigtige mål at skabe en ny politisk kultur og vil, som det hedder sig i et af de 17 københavnermål, arbejde for ’et langt mere åbent, gennemsigtigt og demokratisk rådhus’.
“Der har været en tradition for, at hver forvaltning kigger på sit eget område, men vi skal samarbejde på kryds og tværs og ikke kun internt i kultur- og fritidsudvalget. Så når man laver et idrætsprojekt for socialt udsatte, så er det oplagt at arbejde med socialforvaltningen, og når man laver integrationsarbejde ude i Tingbjerg, så er det oplagt at samarbejde med integration- og beskæftigelsesforvaltningen. Der er mange krydsflader, hvor det er oplagt at insistere på et samarbejde”, erklærer han.
Er kultur- og fritidsområdet ikke bare den nemme løsning?
Journalist og forfatter David Trads skrev tilbage i november i en kommentar på Altinget.dk om det selvfølgelige i at Alternativet og Niko Grünfeld valgte kulturområdet, når muligheden for teknik – og miljø ikke var der. Og om at Alternativet med dette valg i grunden blot lever op til det værdigrundlag, som i forvejen har givet partiet succes.
”For Alternativet er kultur- og fritid ikke noget sidstevalg, ikke den krumme, der er tilbage, når brødkurven er tom. Tværtimod er en bys kultur- og fritidstilbud helt afgørende for et bedre liv og mere harmoni – og, hvis man gør det godt, så modvirker det i længden sociale problemer, mener partiet”, lød det blandt andet fra David Trads.
Men helt så selvfølgeligt har det ikke set ud for alle. Alternativet er fra forskellig side blandt andet blevet beskyldt for at vælge den nemme løsning og den “lette borgmesterpost” fremfor at vælge et “tungere” område som for eksempel beskæftigelse og integration.
Kritikken er både kommet fra andre politiske partier og fra egne rækker og viste sig i dagene efter valget blandt andet i form af en decideret shitstorm på de sociale medier. Niko Grünfeld er specielt blevet udfordret på, hvorfor han ikke valgte at stå i spidsen for et område, der handler om at lave politik for de udsatte og svage.
“Jeg forstår ikke kritikken. Vi har aldrig sagt, at vi ville vælge posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester”, svarer kultur- og fritidsborgmesteren.
Han understreger samtidig, at Alternativet som det tredjestørste parti kommer til at have stor politisk indflydelse, i og med at partiet har personer med i alle udvalg på rådhuset.
“Hele Alternativets gruppe vil jo arbejde for det, vi er sat i verden for. Vi gik jo til valg på de 17 københavnermål for bæredygtig udvikling, hvor vi betragter bæredygtighed som en helhed i alt fra madkultur, bynatur og kulturelle legepladser til sociale indsatser og miljø- og klimainvesteringer. Og det vil vi som gruppe stadigvæk gøre.”
Alternativist med blik for tal
Niko Grünfeld har en baggrund indenfor økonomi, ledelse og organisationsteori og har samtidig i mange år arbejdet i kreative miljøer og i begge sammenhænge været med til at lede og drive processer. Det er erfaringer, som han regner med kan komme ham til gavn i det kommende job, når han og hans parti skal forsøge at sætte politiske fingeraftryk.
”Der er handleaspekt i mig, et resultatfokus”, fortæller han.
Samtidig er han optaget af, hvordan man kan lykkes med at samles omkring noget, og hvordan vi som mennesker spiller sammen.
”Jeg kan favne forskellige fagligheder. Jeg er jo både udlært fra Handelshøjskolen og har undervist mange år på Kaospiloterne, så jeg kan forstå tal og samtidig forstå kunstnerens måde at tænke på”.
Tiden må vise, hvordan han vil lykkes i sit arbejde på Københavns Rådhus. Udfordringer skal der nok vise sig, men det er ikke der, at den nye borgmester har sit fokus.
“Selvfølgelig er der masser af udfordringer og masser af faldgruber, og dem må vi jo prøve at navigere i, men jeg er mest af alt optimistisk”.
Hovedfoto: Green Laser Beam. Copenhagen Light Festival. Martin Ersted.
Fotos: Skribenterne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her