
KVINDER I TECH // KRONIK – Kvinder udgør fortsat kun en tredjedel af de studerende på videregående STEM- og IT-uddannelser. Det svækker ikke kun ligestillingen, men også EU’s konkurrenceevne. Når halvdelen af talentmassen ikke aktiveres fuldt ud, taber Europa terræn. Flere kvindelige rollemodeller er vejen frem, viser undersøgelser, skriver Inese Podgaiska, EU-lobbyist, coach og bestyrelsesmedlem i High5Girls, og Marianne Andersen, stifter og direktør i High5Girls.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Teknologi‑sektoren står over for en stor udfordring: manglen på kvinder i STEM (science, technology, engineering, mathematics). Dette sker på et tidspunkt, hvor konkurrenceevnen er afgørende for at genoplive EU’s innovative forspring og mulighed for at være teknologisk uafhængigt af USA og Kina.
Hvis dette mål skal nås, skal STEM‑sektoren tiltrække og fastholde flere piger og kvinder. Flere kvinder i tech er altså ikke kun et spørgsmål om ligestilling, men også om at styrke EU’s konkurrenceevne.
Hvor i ”kæden” går det galt?
I adskillige lande er problemet stadig primært knyttet til uddannelsessystemet. På universiteter og andre videregående institutioner udgør kvinder kun omkring 35 procent af de studerende, der læser STEM‑fag, og kun 28 procent af verdens forskere er kvinder. Andelen er endnu lavere i de bedst betalte sektorer som datalogi og ingeniørvidenskab.
På den måde hjælper vi ikke kun kvinder med at udfolde deres talent og arbejdsgivere med at få den nødvendige arbejdskraft; vi bidrager til EU’s kamp for ikke at blive løbet over ende af USA og Kina
Ifølge analysen ”AI’s Missing Link: The Gender Gap in the Talent Pool”, findes der flere faktorer, der bidrager til kønsubalancen i STEM-fag.
Kulturelle normer og kønsstereotyper spiller en central rolle i at fastholde denne skævhed. Allerførst påvirkes tidlig eksponering i grundskole‑ og gymnasieårene, hvor manglen på synlige kvindelige rollemodeller i natur‑ og teknologifag giver piger indtrykket af, at disse discipliner er ”mandlige”. Uden inspirerende eksempler mister mange unge piger interessen for STEM og vælger i stedet andre studieretninger.
Kvinder forlader desuden fortsat STEM‑områder i uforholdsmæssigt stort omfang under deres videregående uddannelse og ved overgangen til arbejdsmarkedet. Systemisk diskrimination, ubevidste bias og seksuel chikane er nogle af de faktorer, der får kvinder til at stoppe deres STEM‑karriere for tidligt.
Endelig, når kvinder først er ansat, oplever de udfordringer i karriereudviklingen. Stærkt mandligt dominerede arbejdsmiljøer, lønforskelle mellem kønnene, mangel på synlige kvindelige ledere på mellem‑ og seniorniveau udgør væsentlige udfordringer for kvinder i STEM-sektoren. Dette reducerer fastholdelsen og fører til, at mange kvinder forlader teknologibranchen igen.
Hvilke områder påvirkes mest, og hvad er den økonomiske betydning?
Ifølge rapporten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling vil lukning af kønskløften inden for STEM bidrage til en stigning i EU‑BNP pr. indbygger på 0,7–0,9 procent i 2030. I 2050 vil stigningen være mellem 2,2 procent og 3,0 procent. Omsat til absolutte beløb indebærer en lukning af STEM‑kløften en forbedring af BNP på 610–820 milliarder euro i 2050.
Hvis man ser på de forskellige sektorer hver for sig, ser den økonomiske effekt således ud:
DeepTech
Europas DeepTech‑industri kunne have frigjort omkring 198,8 milliarder euro ekstra værdi i løbet af det sidste årti, hvis kønsuligheder i grundlæggerteams og exit‑fasen var blevet adresseret. Virksomheder ledet af kvinder udgør kun 0,6 procent af ikke-børsnoterede exits i de seneste ti år, men ikke desto mindre har de genereret over 11 procent af den værdi, der er skabt ved sådanne exits.
Startup-miljøet
Kvinder som iværksættere modtager mindre venturekapital og finansiering end deres mandlige modparter, hvilket fører til færre startups og langsommere vækst. Kun omkring 19 procent af teknologivirksomheder har en kvindelig grundlægger. Ifølge Euronews kan større deltagelse af kvinder i investeringslandskabet booste EU‑BNP med 600 milliarder euro inden 2040.
Cybersikkerhed og AI
Når det kommer til cybersikkerhed og kunstig intelligens, er kun 22 procent af jobbene globalt besat af kvinder, et tal, der falder til under 15 procent på ledelsesniveau i AI-sektoren. Selvom der ikke findes nøjagtige tal til at estimere den økonomiske indvirkning, er disse tal afgørende, for der er kritisk behov for at tiltrække talenter til disse sektorer.
Hvordan ser det ud i IT-sektoren i den danske kontekst?
Den seneste statistik fra Dansk Industri viser, at kvinder fortsat kun udgør en tredjedel af de studerende på videregående STEM‑uddannelser i Danmark. På de specifikke IT‑uddannelser ligger andelen af kvindelige studerende på samme niveau – omkring 31 procent i 2024 – så selv inden for den mest digitale disciplin er kvinder underrepræsenterede.
Denne direkte eksponering for kvindelige rollemodeller styrker pigernes selvtillid og vækker en større interesse for tekniske studier. Samtidig får mødrene indblik i, hvordan de kan støtte deres døtre
På arbejdsmarkedet er situationen tilsvarende. Kun omkring en tredjedel af de ansatte i den digitale branche er kvinder – tallet lå på 31 procent i 2024. Denne skævhed i beskæftigelsen begrænser diversiteten i teams, og forskning viser, at manglende kønsdiversitet kan bremse innovationen. Man kan så diskutere, om det er manglen på kvinder i sig selv, der bremser innovation, eller om det er den bagvedliggende manglende progressive kultur, der ikke tør satse på kvinder, som slår igennem.
Tidlig eksponering som kraftfuld drivkraft
Vores erfaringer fra de sidste otte år viser, at rollemodeller spiller en afgørende rolle i at motivere og fastholde flere piger og kvinder i techbranchen. De erfaringer har vi høstet gennem vores arbejde i High5Girls, en nonprofit-organisation, der siden 2017 har sat fokus på kvindelige rollemodeller.

Flere undersøgelser peger på, at tidlig kontakt med kvindelige rollemodeller er en af de stærkeste faktorer for, at piger vælger STEM‑uddannelser. Når piger ser kvinder, der arbejder i tekniske fag, får de et konkret billede af, hvad der er muligt for dem selv. En evaluering udført for High5Girls af Rambøll Management konkluderer, at ”High5Girls kan bidrage til at fastholde pigernes interesse på længere sigt og derved hjælpe med at løfte den samfundsmæssige udfordring, der består i, at mange piger taber interessen for STEM, når de bliver ældre”.
Rollemodeller som katalysator for strukturelle forandringer
Hos High5Girls er rollemodeller ikke blot symbolske figurer. De er en komplementær komponent, der både inspirerer individer og understøtter en uafbrudt ”talentpipeline” i techbranchen via:
Rekruttering
Gennem vores program samarbejder High5Girls med virksomheder om at åbne praktikpladser specifikt for piger, der styrker rekrutteringspipelinen og sikrer, at flere kvinder får sat deres første fodaftryk i branchen.
Et centralt element i vores arbejde er gratis tech-events afholdt i samarbejde med virksomheder og tech-universiteter, og ”mor-datter-dage”, hvor unge piger sammen med deres mødre får hands‑on‑oplevelser med kvinder inden for STEM. Denne direkte eksponering for kvindelige rollemodeller styrker pigernes selvtillid og vækker en større interesse for tekniske studier. Samtidig får mødrene indblik i, hvordan de kan støtte deres døtre, selvom de ikke selv har en teknologisk baggrund. Unge kvinder får desuden et trygt rum, hvor de kan dele udfordringer og lære af andres erfaringer, hvilket gør vejen ind i teknologiverdenen mindre skræmmende.
Fastholdelse
Når en kvinde ser en anden, der deler hendes baggrund og livsstil, er det lettere at forestille sig en langsigtet karriere i samme felt. Gennem mentorordninger, netværk og deling af autentiske karrierehistorier kan rollemodeller hjælpe med at nedbryde stereotype forestillinger, tilbyde vejledning og skabe et støttende fællesskab. Her mødes piger med kvinder, der allerede er etableret i branchen, og får individuel vejledning. Den personlige kontakt åbner karrieremuligheder og nedbryder forestillinger om, hvad der er muligt. Dette øger trivsel og engagement, hvilket reducerer frafald og sikrer, at flere kvinder bliver i teknologibranchen på længere sigt.
Forskning dokumenterer, at sådanne tiltag har målbare effekter på både rekruttering og fastholdelse af kvindelige talenter i STEM.
EU’s konkurrenceevne kræver hele talentmassen
Rollemodeller er ikke en mirakelkur, der kan stå alene. Men når de anvendes i kombination med strukturelle reformer, kan de både øge diversiteten i talentpuljen, styrke kvinders selvtillid og karriereambitioner og understøtte de nødvendige organisatoriske ændringer, som techbranchen har brug for.
På den måde hjælper vi ikke kun kvinder med at udfolde deres talent og arbejdsgivere med at få den nødvendige arbejdskraft; vi bidrager til EU’s kamp for ikke at blive løbet over ende af USA og Kina.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og