
AI // KOMMENTAR – Nøjagtig ligesom dengang internettet brød igennem i starten af 1990’erne, findes der et stort håb om, at AI vil blive en teknologi, der kan være med til at demokratisere vores samfund, skabe større transparens og viden, redde klimaet og give os mennesker større frihed, skriver Trine Nielsen fra Sydney, hvor hun deltager i tech-festivalen South by Southwest. “Hvis den vision skal kunne realiseres, kræver det imidlertid, at vi allerede nu tager stilling til, hvordan vi vil regulere den kunstige intelligens, så vi ikke kommer på bagkant igen. Og netop den problemstilling var et af hovedsporene på konferencen”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Australien er myndighederne lige nu i gang med at implementere en særdeles omtalt lov, der betyder, at ingen børn under 16 år længere skal have adgang til sociale medier. På skæringsdatoen, 10, december 2025, vil der blive lukket for al adgang for børn og unge under 16 år platforme som Facebook, TikTok, Instagram og Snapchat.
Lige nu taler vi også i Danmark om regulering af de sociale medier for børn under 15 år. Det fremtidssikrende initiativ er at tænke AI med ind i denne regulering som en integreret del af reguleringen fra starten, ikke som noget, der skal lægges oveni senere
I medierne kører lige nu kampagner, der rådgiver børn, unge, forældre og lærere om, hvordan de skal forholde sig til loven. Overtrædelse af loven, fx hvis de sociale medier og platforme ikke i tilstrækkelig grad lukker ned for børns adgang, straffes med bøder på op til 49,5 millioner australske dollars (ca. 207,4 millioner danske kroner).

SXSW: En unik og innovativ festival for hele verden
Loven var en del af bagtæppet til dette års South by Southwest Sydney, der er den australske udgave af den legendariske festival fra Austin, Texas. SXSW er en tværgående festival, der kombinerer tech og innovation med musik, film, tv, spil kreativitet og kultur.
Australien kæmper konstant med at kunne følge med Kina, Korea og Taiwan, hvilket betyder, at landet også i dag er foran Europa på mange områder både digitalt og teknologisk
Det interessante ved denne udgave af festivalen, der foregår i Sydney, er, at den ikke bare tiltrækker folk fra hele verden, men at deltagerne i særlig grad består af mennesker fra Asien, Stillehavet og Australien.
Se festivalens egen opsummering her:
Er en sådan festival så overhovedet relevant for en dansker?
Ja, i høj grad. For vi har i den grad noget at lære. Jeg havde selv det store privilegium at læse i Australien for 35 år siden og oplevede allerede dengang, at Australien var langt foran Europa, når det gælder den teknologiske udvikling.
De kæmpestore afstande i landet betød også dengang, at teknologien bandt de mange landsdele og byer sammen. I 1991, da jeg læste på universitetet i Sydney, var onlinelæring (der dengang kørte som interaktivt tv) en helt naturlig del af hverdagen for de elever, der boede uden for byerne. En hverdag, vi andre først blev bekendt med årtier senere, da corona-pandemien ramte hele verden og sendte en hel generation af studerende hjem bag deres skærme, ligesom alle arbejdspladser uden for sundhedssektoren, der kunne, også valgte remote work.
Australiens demokrati er i skarp konkurrence med Asien om tech
Placeret i den asiatiske del af verden kæmper Australien konstant med at kunne følge med Kina, Korea og Taiwan, hvilket betyder, at landet også i dag er foran Europa på mange områder både digitalt og teknologisk.
Til gengæld har de en radikalt anden tilgang til udvikling end især USA, hvilket landets seneste lovgivning om adgang til sociale medier vidner om. Men man så det også i Australiens lovgivning om betaling for brug af nyheder på fx Google fra 2020.
Loven ”News Media Bargaining Code” pålagde teknologigiganter som Google og Facebook at forhandle betaling til australske medier for brugen af deres nyhedsindhold, fordi platformene tjente penge på journalistikken uden at dele værdien med dem, der faktisk producerede den
Loven med det officielle navn News Media Bargaining Code, pålagde teknologigiganter som Google og Facebook at forhandle betaling til australske medier for brugen af deres nyhedsindhold. Loven blev til, fordi medierne mente, at platformene tjente på journalistikken uden at dele værdien med dem, der faktisk producerede den. Modellen tvang tech-selskaberne til kollektive aftaler med både store og små mediehuse, og resultatet blev millionbetalinger til den australske nyhedssektor.
Loven er i dag internationalt banebrydende og har inspireret lignende tiltag i både EU og Canada.

Et nødvendigt fokus på kunstig intelligens
Hovedfokus for dette års SXSW konference i Sydney var udviklingen inden for AI, og hvilken betydning kunstig intelligens får for alle dele af vores samfund.
Og nøjagtig ligesom dengang internettet brød igennem i starten af 1990’erne, findes der et stort håb om, at AI vil blive en teknologi, der kan være med til at demokratisere vores samfund, skabe større transparens og viden, redde klimaet og give os mennesker større frihed.
Hvis den vision skal kunne realiseres, kræver det imidlertid, at vi allerede nu tager stilling til, hvordan vi vil regulere den kunstige intelligens, så vi ikke kommer på bagkant igen. Og netop den problemstilling var et af hovedsporene på konferencen.
Mo Gawdat, forfatteren til Scary Smart: The Future of Artificial Intelligence and How You Can Save Our World, var en af konferencens hovedtalere. Gawdat argumenterer for, at kunstig intelligens uundgåeligt vil overgå menneskelig intelligens inden for få årtier (måske endda hurtigere). Når det sker, vil AI kunne lære, tilpasse sig og handle langt hurtigere end mennesker. Derfor bliver det umuligt at ”kontrollere” AI med traditionelle midler, som vi gør med anden teknologi i dag.
Vi står over for et helt centralt valg lige nu. Vil vi bruge AI til at skabe Utopia eller til at kontrollere os og tage magten over os?
Derfor står vi over for et helt centralt valg lige nu. Vil vi bruge AI til at skabe Utopia eller til at kontrollere os og tage magten over os? Koncentration af magt over for en uendelig demokratisering er et valg, vi står overfor – ikke i fremtiden, men lige her og nu.
Det valg kræver øget regulering af AI.
Ray Sun som har udviklet og grundlagt Global AI Regulation Tracker, der tracker AI-love, reguleringer og politikker i hele verden. Hans pointe er, at der lige nu ikke findes en standard for, hvordan vi skal regulere AI.
EU er p.t. længst fremme ift. regulering. I USA er det politiske system smeltet ned i polarisering og et tilsandet lovsystem, hvilket betyder, at reguleringen sker ved hjælp af retssager og afprøvninger af lovgivningen, men de fleste steder er der ingen entydig måde, som AI bliver reguleret på.
Det kan have store konsekvenser for os alle, fordi det betyder, at det igen bliver markedet alene, der regulerer udviklingen, uden at de demokratiske institutioner har mulighed for at handle.

AI: Vi skal have mennesket i centrum
Her kan vi lære rigtig meget af Australien, der som nævnt har valgt en langt mere restriktiv tilgang til at styre den teknologiske udvikling i en retning, der understøtter udviklingen af samfundet og ikke bare overlader udvikling til tech-giganterne. Et af de mange eksempler på, hvor galt det kan gå uden regulering, og som fyldte en del på konferencen, var eksempler på unge, der havde fået hjælp til at begå selvmord af ChatGPT.
En anden prominent oplægsholder, Niall Firth, der er Executive Editor for MIT Technology Review, gennemgik de trends, der dominerer lige nu, når det gælder AI. En af hans vigtigste pointer er, som han udtrykte det, at AI er ”power hungry and getting hungryer”. Og det gælder både, når det gælder strøm til drift og vand til køling – et forbrug af energi, der svarer til mere end en tiendedel af det samlede energiforbrug i USA.

Alle de store selskaber – som Meta, Google, Amazon og Microsoft – investerer lige nu milliarder af dollars i datacentre. De centre skal betales og forrentes, og det bliver i sidste ende os som forbrugere, der ender med at skulle betale prisen. Alene af den grund bør vi også blande os meget mere i, hvad vi mener, at vi som samfund skal bruge kunstig intelligens til. Hvilke værdier skal AI hjælpe os med at skabe inden for sundhed, energiudvikling og velfærd? Men selvfølgelig også fordi vi alle har en interesse i at finde svar på, hvordan vi skaber et bedre samfund fremadrettet for os mennesker?
Vi skal tage magten tilbage over udviklingen af AI og lave regulering, der fremmer menneskeligheden, og ikke lade markedskræfterne være de styrende alene
Tilbage til Mo Gawdat. Frem for at fokusere på rene tekniske løsninger, mener han, at opgaven består i at forme AI gennem menneskelige værdier. Vi skal lære vores ”digitale børn” at være venlige, empatiske og etiske – ikke blot effektive. Vi skal tage magten tilbage over udviklingen af AI og lave regulering, der fremmer menneskeligheden, og ikke lade markedskræfterne være de styrende alene.
Lige nu taler vi også i Danmark om regulering af de sociale medier for børn under 15 år. Den rettidige omhu, det fremtidssikrende initiativ, er at tænke AI med ind i denne regulering som en integreret del af reguleringen fra starten, ikke som noget, der skal lægges oveni senere.

SXSW Sydney
SXSW Sydney er den officielle Asien/Stillehavs-udgave af den ikoniske innovations- og kulturfestival South by Southwest (SXSW) fra Austin, Texas. Det er første gang i festivalens historie, at SXSW afholdes uden for USA. Festivalen finder sted i Sydney, Australien. Den første udgave løb af stablen 15.–22. oktober 2023. SXSW Sydney samler konferencer, koncerter, film- og tv-premierer, gaming-events, TECH-messer samt en lang række talks og workshops på tværs af kreative og teknologiske brancher.
Formålet er at skabe et regionalt knudepunkt for kreativitet, teknologi og entreprenørskab i Asien/Stillehavsregionen og bygge bro mellem globale skabere, investorer, forskere og beslutningstagere. Festivalen tiltrækker internationale kunstnere, udviklere, startup-founders, teknologer, brancheledere og talenter i alle aldre, der mødes for at udveksle idéer, opdage nye tendenser og skabe samarbejder på tværs af lande og industrier.
Du kan læse mere om AI i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og