Rolf Jackson: Alternativets nedsmeltning og opgøret med magtens skygger

i Politik & Samfund/Danmark af
POLITIK // DOBBELTKRONIK  – Da jeg meldte mig under fanerne i Alternativet i efteråret 2013, var det især løftet om en ny politisk kultur, der talte til mig. For det var blevet tydeligt, at kernen i samfundets store problemer stikker langt dybere end politiske uenigheder. Nu små syv år senere er Alternativet nedsmeltet og fire ud af fem folketingsmedlemmer har forladt partiet, skriver Rolf Jackson, som blev akutekskluderet fra partiet i 2017. 

Læs andel del her: ‘Alternativets gyldne mulighed’

Det er nemt at pege fingre ad enten Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Josephine Fock eller den indspiste og hykleriske kultur i Alternativet. Men bag konflikten om lederskabet i partiet ligger et langt dybere problem. Hykleriet på den store scene har nemlig rod i det personlige hykleri og de steder, vi hver især lyver over for os selv og stikker os selv og hinanden blår i øjnene.

Hvis blot jeg fik magt…

De fleste politikere har en forestilling om, “at hvis blot de fik magt som de havde agt, så ville de kunne gøre verden bedre”. Det er sjældent sandt. Hvis jeg må bruge et billede fra fortællingen om Ringenes Herre, kan man sige, at stort set alle politikerne kæmper om, hvem der har magtens ring. Der er næsten ingen, som kæmper for at ødelægge den.

Jeg mødte første gang Uffe Elbæk i efteråret 2013 – ca. tre uger inden Alternativet officielt blev lanceret. Jeg blev en del af initiativgruppen og var blandt de 13 personer, der officielt stiftede partiet nogle uger senere

I sit manifest fra 2013 lagde Uffe op til, at han ville noget andet med magten. Og hvis han havde fulgt den kurs og spist sin egen medicin, så ville vi være et andet sted i dag. Men hykleriet internt i partiet blev ignoreret til fordel for fokus på meningsmålinger: Man sagde ét, men gjorde noget andet, og jeg blev til sidst smidt ud, fordi ledelsen blev træt af, at jeg pegede på det problematiske i den tilgang.

Mødet med Uffe og Alternativet

Jeg mødte første gang Uffe Elbæk i efteråret 2013 – ca. tre uger inden Alternativet officielt blev lanceret. Jeg blev en del af initiativgruppen og var blandt de 13 personer, der officielt stiftede partiet nogle uger senere.

Som 16-årig havde jeg i midten af 1980’erne deltaget i partiet De Grønnes klodsede og mislykkede forsøg på at komme i Folketinget. Siden dengang havde jeg følt mig politisk hjemløs. Men den korte berøring med politik havde åbnet mine øjne for det spegede og hykleriske spil, der præger politik.

I de mellemliggende år interesserede jeg mig således indgående for de underliggende årsager til, at smukke visioner ofte kollapser i mødet med den politiske virkelighed. Jeg interesserede mig for ledelse, psykologi, mytologi og arketyper – og for den udfordring det er at være ”en sand leder”.

Nu kom så dette projekt – Alternativet – hvor Uffe ville noget nyt med magten. Han ville skabe en ny politisk kultur og sætte bæredygtighed forrest i det politiske arbejde. Det var smukt og inspirerende, og som mange tusinde andre troede jeg, at her var noget virkelig nyt og anderledes. Men der skulle ikke gå ret længe, før virkeligheden blev mere tvetydig.

Konfrontationen med Uffe i Allinge 2014

Alternativet blev lanceret på en bølge af entusiasme, og stiftelsen af partiet skete på to årsmøder i starten af 2014. Først et i Aarhus, der handlede om det politiske program, og dernæst et i Allinge under Folkemødet på Bornholm, hvor partiets endelige vedtægter skulle vedtages.

En række uafhængige arbejdsgrupper havde formuleret politiske oplæg inden for forskellige områder. I Aarhus skulle det vedtages og samles til et program. Der kom ikke mindre end 150 ændringsforslag, hvilket var overvældende. En hel del blev vedtaget med ledelsens velsignelse. Der var dog enkelte forslag, som ledelsen var imod, men som blev vedtaget alligevel. Et par af dem havde undertegnede som afsender. Mange medlemmer var meget tilfredse med dette resultat, men Uffe, Rasmus m.fl. var helt klart irriteret over ikke at kunne styre processen fuldstændig.

Mødet i Aarhus var da også første og sidste gang, hvor politiske forslag på denne måde kom til direkte afstemning på et årsmøde. Derefter blev beslutningsprocesserne i det væsentlige orkestreret således, at meget få ting, som ledelsen ikke gik ind for, nogensinde kom til afstemning. Desuden blev det kort efter knæsat i vedtægterne, at politiske forslag ikke kunne komme til afstemning på årsmøderne.

Mht. hvem der udgjorde ”ledelsen” i Alternativet må man forstå, at selvom hovedbestyrelsen og dennes formand formelt var ansvarlig for en del ting, så udgik den reelle ledelse af partiet fra inderkredsen omkring Uffe. I denne inderkreds var bl.a. mange tidligere kaospiloter, og i tråd med filosofien herfra, blev strukturer, vedtægter og regler generelt betragtet som et nødvendigt onde, som til enhver tid kunne tilsidesættes, hvis de stod i vejen for en god idé.

Fra Alternativets første årsmøde i Aarhus 2014. Mødet var første og sidste gang, hvor politiske forslag kom til direkte afstemning, skriver Rolf Jackson.

Som optakt til årsmødet i Allinge i juni 2014 kom der et udkast til vedtægter fra Rasmus Nordqvist. Da jeg så dette udkast, blev jeg lettere chokeret, idet vedtægterne fuldstændig manglede paragraffer for en række vigtige områder, herunder hæftelse, valg til tillidsposter og afstemningsmetoder. I udkastet til et nyt politisk parti var der således ingen bestemmelser om, hvordan valg til tillidsposter eller andre typer af valg skulle foregå i praksis.

Rystet over den enorme nonchalance overfor det grundlæggende medlemsdemokrati satte jeg mig sammen med to andre medlemmer og lavede en række ændringsforslag. Disse forslag sigtede på at skabe nogle mekanismer, som ville sikre en repræsentativ fordeling af magten i partiet. Det faldt dog ikke i god jord hos ledelsen.

Mit modsætningsforhold til ledelsen startede for alvor i Allinge 2014, fordi jeg kæmpede for medlemsdemokratiet, men tre år senere skulle det tage en dramatisk drejning

Det lykkedes dem også at blokere for vedtagelsen ved at suspendere den normale procedure ved en generalforsamling (at man behandler indkomne forslag) og i stedet invitere forsamlingen til at komme med nye forslag på stedet. I kølvandet på det kaos, der opstod, fik ledelsen vedtaget nogle ret uigennemtænkte stemmeregler, der betød, at et snævert flertal på årsmødet kunne vælge hele hovedbestyrelsen.

Det betød samtidig, at et stort mindretal kunne sættes helt uden for indflydelse, hvilket var det som skete. Disse regler blev senere ændret, men det betød, at Uffe og hans inderkreds i de første to år af partiets levetid effektivt set kunne diktere, hvem der sad i hovedbestyrelsen.

Mit næste sammenstød med Uffe angik politikudviklingen. Uffe og Rasmus ønskede, at folketingsgruppen skulle have ansvaret for at udvikle politikken, og medlemmerne skulle så efterfølgende kunne blåstemple den. Jeg var med til at stille et forslag om, at denne rolle skulle tildeles et medlemsvalgt politisk forum, og det blev vedtaget i Allinge på trods af ledelsens tydelige modstand. Det faldt heller ikke i god jord, og min rolle i disse anliggender gjorde mig til persona non grata hos ledelsen, men populær hos en bred skare af medlemmer, som så værdien i en mere repræsentativ ramme om politikudviklingen.

Mit modsætningsforhold til ledelsen startede for alvor i Allinge 2014, fordi jeg kæmpede for medlemsdemokratiet, men tre år senere skulle det tage en dramatisk drejning.

Eksklusioner og cigarkasser

Vi springer til april 2017. Det ordinære årsmøde er under forberedelse, og pludselig får medlemmerne at vide, at vi skal betale 550 kroner for at deltage. Det var langt mere end tidligere år. Da jeg undersøgte hvorfor, opdagede jeg, at der faktisk var afsat kr. 500.000 kroner til årsmødet i budgettet, men at ledelsen havde besluttet kun at bruge kr. 250.000 kroner. Det nødvendiggjorde en stor brugerbetaling, hvilket mange var fortørnede over.

I en intern Facebook-gruppe skriver jeg 22. april 2017:

Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt tung, når jeg ser på landsmødets dagsorden, pris og hele setuppet. 550,- kr. for at bruge to dage på landsmødet synes jeg er meget. Det skyldes formentlig, at hovedbestyrelsen ikke har haft styr på økonomien, men det er et helt forkert sted at spare. Så synes jeg hellere, de skulle fyre en medarbejder i København og give medlemmerne over hele landet et landsmøde, der i højere grad er finansieret af organisationen…

Denne bemærkning var den formelle årsag til, at jeg kort efter blev akutekskluderet, selvom sagen var intern og der intet akut var ved den. Senere har kilder fra hovedbestyrelsen dog fortalt mig, at den egentlige grund til eksklusionen var, at jeg var ved at komme for tæt på sekretariatets misbrug af midler, hemmelige cigarkasser og rod i regnskaberne. De havde brug for at lukke mig ned, inden jeg opdagede, hvad der egentlig foregik.

Gennem den vedtægtsstridige akuteksklusion lykkedes det for ledelsen at fjerne min kritiske stemme, og siden 2017 har jeg ikke været en del af Alternativet – og jeg blev dermed igen politisk hjemløs

Min dagsorden i partiet har hele tiden været at tage livtag med magtens skygger og skabe en kultur, hvor vi hjalp hinanden til at se de måder, hvorpå vi snyder os selv og saboterer vores egne mål. Det er noget, vi alle gør, også jeg selv. Den ydmygende og meget offentlige eksklusion gjorde således ondt, og kombineret med det ufrivillige politiske eksil har jeg også lært meget. Og det har gjort mig bevidst om de steder, jeg selv kunne have handlet klogere og mere omsorgsfuldt. Men forudsætningen for at blive klogere som gruppe er parathed til i fællesskab at forholde sig til de virkelige årsager bag de interne konflikter. Det har jeg aldrig oplevet, at Alternativets ledelse var parat til – og deri er problemets kerne.

Gennem den vedtægtsstridige akuteksklusion lykkedes det for ledelsen at fjerne min kritiske stemme, og siden 2017 har jeg ikke været en del af Alternativet. Jeg blev dermed igen politisk hjemløs. Men at fjerne mig løste ikke problemet, det blev blot fejet ind under gulvtæppet som så meget andet. Ved mit exit var der således næsten 12.000 medlemmer. I dag er der ca. det halve. Partiet er nedsmeltet, og de tendenser, jeg som medlem kæmpede imod, har totalt smadret partiet.

Alligevel mener jeg, at partiet, netop fordi det er nedsmeltet, står overfor en spændende ny mulighed.

Læs andel del her: ‘Alternativets gyldne mulighed’


Topfoto: Fra Alternativets første årsmøde i Aarhus, 2014

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er forfatter, underviser, debattør og samfundshealer. Med afsæt i en naturvidenskabelig baggrund som civilingeniør med speciale i kvantefysik og erkendelsesteori har jeg i mange år interesseret mig for bæredygtige fællesskaber, mytologi, historie og samfundspsykologi.

25 års erfaring med pionerarbejde inden for krydsfeltet mellem samfund, psykologi og bæredygtige levefællesskaber har givet mig en stor indsigt i, og respekt for, betydningen af det som C.G Jung kaldte det ”kollektive ubevidste” når det kommer til den måde samfundet udvikler sig på. I mine artikler forsøger jeg således at bringe de historiske og mytiske perspektiver i spil i relation til de konkrete politiske udfordringer.

Mit forfatterskab omfatter romanen ”Grail Wars”, samt eventyrerne ”Udødelighedens Spejl”, ”Tavshedens konge” og en gendigtning af klassikeren ”Parzival” fra det 12 århundrede.

Seneste artikler om Politik & Samfund

kakao

Slavekakao

BAGGRUND // POV BUSINESS – Fænomenet ‘slavechokolade’ er langt fra nyt, så