Jens-Peter Bonde og Uffe Østergaard: Sådan redder vi Europa og får et bedre EU

af i Europa/Featured/Politik & Samfund

DEBAT – Professor Uffe Østergaard var censor for den danske EU-veteran Jens-Peter Bonde, da sidstnævnte afleverede sit speciale i statskundskab om ”Borgerne, folkestyret og EU”. Nu har den stærke EU-tilhænger fundet sammen med den stærke EU-kritiker omkring en ny bog, “Hvad nu EU?”, hvis ambitiøse sigte er at redde Europa og i tilgift ende med en mere levedygtig og demokratisk europæisk union. Der er ingen tid at spilde i en kaotisk og usikker verden. Vi har brug for Europa, hvis ikke vi om få år skal regeres fra Beijing, advarer de.

Vore mange forslag lægger ikke op til udtræden af EU, og vi advokerer heller ikke for Europas Forenede Stater. Vi lægger op til bedre løsninger for de grænseoverskridende problemer, som landene ikke kan løse selv. Hvis EU holder sig til det, har vi ikke noget at miste ved at dele beslutningsmyndighed med de andre lande og folk i EU. Vi kan vinde medindflydelse ved at dele suverænitet, hvis EU vel at mærke også bliver åbent, nært og demokratisk.

Vi lægger op til, at EU skal give magt tilbage til medlemslandene og blande sig uden om en række sager, som bedre kan afgøres af vore nationale myndigheder og folkevalgte i stater, regioner og kommuner. Det er alt for centralistisk, når 70 procent af lovgivningen i de tyske delstater vedrører EU, og når halvdelen af de kommunale dagsordener i Norden indeholder EU-tilpasning.

Vi skal finde en mere passende balance mellem medlemslandene og EU, så borgerne ikke længere ser EU som et problem, men i stedet som en del af løsningen. Der er vi desværre langtfra i dag. Derfor er det nuværende EU måske under opløsning uden udsigt til en festlig halvfjerdsårs fødselsdag.

Tænk, om vi tog den britiske beslutning som det wakeup-call, der fik os til at reformere EU så grundlæggende, at også de britiske vælgere fik lyst til at være med igen. Gør vi ikke det, bliver det ikke blot status quo uden Storbritannien. Så kan flere følge efter, og verden kan om føje år blive regeret fra Beijing

I maj 2019 er der valg til Europa-Parlamentet. Vil valgdeltagelsen også falde ved det tiende direkte valg og yderligere begrænse legitimiteten for de folkevalgte i EU? Eller vil vi deltage i valget og være med til at gøre en forskel? Får vi lov til at stemme om kandidaterne til Kommissionen og dermed få medbestemmelse i det organ, der er det eneste, som kan foreslå nye love i EU og ændringer i de bestående?

Vi kunne også samtidig vælge et nyt konvent til at lave nye grundtraktater for EU. Skal det være en snævrere samarbejdsaftale eller en egentlig EU-grundlov? Konventet kunne som foreslået i kapitel 6 udarbejde to forskellige forslag og lade dem komme til folkeafstemning den samme dag i alle EU-lande. Da et forfatningsudkast blev forkastet af vælgerne ved folkeafstemninger i 2005 i Frankrig og Holland, blev indholdet i stedet vedtaget uden folkeafstemninger i Lissabon-traktaten. De fælles grundregler savner direkte folkelig legitimitet. Det kan de få, hvis vi selv kan være med til at beslutte dem.

En måned før EU-valget i 2019 planlægger Storbritannien at forlade EU. Tænk, om vi tog den britiske beslutning som det wakeup-call, der fik os til at reformere EU så grundlæggende, at også de britiske vælgere fik lyst til at være med igen. Gør vi ikke det, bliver det ikke blot status quo uden Storbritannien. Så kan flere følge efter, og verden kan om føje år blive regeret fra Beijing.

Bogens forside.

Ti konkrete forslag

1. Luk alle skattely og reformer Møntunionen
* Forbyd alle transaktioner med skattely.

* Indfør fælles regler for beskatning af alle virksomheder med eksport eller filialer i andre lande. Det er ikke fair, at store virksomheder kan slippe for at betale skat, mens mindre virksomheder og almindelige borgere betaler regningen for dem, der har meget bedre råd.

* Indfør en fælles beskatning af finansielle transaktioner og virksomhedsoverskud til afløsning af medlemslandenes og borgernes bidrag til EU-kassen.

* Opgiv euroen eller lad Møntunionen styre demokratisk med større vægt på vækst og beskæftigelse end inflation og med den nødvendige vilje til solidaritet med de regioner, der sakker bagud.

2. Lav grøn omstilling
* Brug EU-budgettet, Investeringsbanken og Den Europæiske Centralbank til at bidrage til klimasikring, grøn omstilling og jobskabelse i medlemslandene. Det giver bedre mening end fortsat massiv støtte til at eje landbrugsjord.

* Lav en glidende skala for landenes medfinansiering af den grønne omstilling efter deres økonomiske formåen, så de rigeste lande f.eks. kan få 10 pct. i tilskud, mens de fattigste kan få 50 pct.

3. Fælles flygtningefond
* Lav en Marshall-plan for landene i Mellemøsten og Afrika til at skabe håb om lokal beskæftigelse.

* Åben vore markeder for toldfri adgang, så de fattige lande kan eksportere varer i stedet for mennesker.

* Vejen til Europa skal gå gennem ambassader, lufthavne og lejre i nærområdet, ikke i overfyldte gummibåde.

* Åben for legal adgang til at søge visum, så vi kan lukke den illegale immigrations-industri, der plyndrer immigranterne.

* Lad EU-budgettet finansiere udgifter til flygtninge og lad kommuner, organisationer og virksomheder i hele EU konkurrere om at tilbyde gode løsninger.

4. Effektiv grænsekontrol og ret til velfærd
* De fælles ydre grænser må kontrolleres effektivt og humant med tilskud fra EU-budgettet. Det er ikke fair at overlade regningen og besværet til de mest udsatte lande som Italien og Grækenland.

* Skibe med immigranter må returneres. Det er ikke smukt, men nødvendigt. Så kan vi nøjes med mild og venlig grænsekontrol ved Unionens indre grænser og skabe større tryghed f.eks. med scanning af nummerplader.

* Medlemslande må selv have ret til at begrænse indvandring ved at fastsætte regler for minimumsløn og tildeling af velfærdsydelser.

* Reglerne for den frie bevægelighed af personer må ændres, så borgerne kan acceptere dem.

* EU må også sætte mere effektivt ind mod grænseoverskridende kriminalitet, så vi kan føle os trygge.

5. Åben og demokratiser EU
* Ethvert møde skal være åbent og ethvert dokument tilgængeligt, medmindre en lov eller konkret beslutning hjemler undtagelse.

* EU-Ombudsmanden, Revisionsretten og Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg skal have ret til at kontrollere alle bilag.

* Alle love skal vedtages af Europa-Parlamentet og Ministerrådet i forening og kunne ændres igen på initiativ af Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet eller de nationale parlamenter.

* Delegerede retsakter skal også kunne ændres af almindeligt flertal i de valgte organer. Vi kan ikke længere have love og regler, som ikke kan ændres af vælgerne og vore folkevalgte.

* EU-Domstolen skal lægge dommer-aktivismen til side og holde op med at lovgive gennem domme. Love bør altid vedtages af folkevalgte under kontrol af vælgerne. Vi kan ikke have vidtgående dommerskabte love, som aldrig kan ændres af Europa-Parlamentet, Ministerrådet eller de nationale parlamenter.

6. Vælg vore ledere
* De nationale kommissærer skal kunne vælges direkte samtidig med valget til Europa-Parlamentet.

* Det er ødelæggende for tilslutningen til samarbejdet, når/hvis vi skal gå over til en mindre Kommission fra 2019. Små lande må også kunne føle sig repræsenteret i Unionens regering.

* En Kommission uden deltagelse af alle lande vil savne legitimitet, når Kommissionen vedtager 70 pct. af alle love selvstændigt, og har eneret til at foreslå alle andre.

* Formanden for Kommissionen bør vælges af Europa-Parlamentet og statsministrene i Det Europæiske Råd i forening, så længe der ikke findes et europæisk folk, der er parat til direkte valg af præsidenten som i USA.

7. Start i de nationale parlamenter
* De nationale parlamenter bør vedtage EU’s årlige lovgivningskatalog og blive bedre til at kontrollere nærhedsprincippet. Det er ikke Bruxelles, som skal beslutte, hvad de vil kunne beslutte. Rammerne bør altid bestemmes nedefra og op i stedet for oppefra og ned.

* Vedtagelse af love bør ikke fortrinsvis være et anliggende for ministre, embedsmænd, eksperter og lobbyister. De folkevalgte i de nationale parlamenter bør beslutte og kontrollere landenes input til den fælles lovgivning i EU. De nationale parlamenter og vælgerne må have medindflydelse og medansvar.

* Man kunne lave første-behandling af alle forslag til EU-love i parlamenternes fagudvalg, anden-behandling i Europaudvalgene og tredje-behandling med vedtagelse af landenes holdninger i de nationale parlamenter. Så kan vælgerne se, hvem de skal straffe og belønne på næste valgdag.

8. Begræns bureaukratiet
* Love og tilskudsordninger bør vedtages med udløbsdato, så de bortfalder automatisk, medmindre de fornys.

* Udbudsreglerne bør ændres, så de skaber mindre irritation og større konkurrence. Mindre og mellemstore virksomheder bør have bedre mulighed for at vinde udbud.

* Alle love bør gøres tilgængelige for borgerne. Det skal være muligt for borgerne at læse og forstå lovgivningen på det område, de er interesserede i.

* De mange tusinde EU-love og endnu flere regler må samles i hovedlove med bilag. Forslag til ændringer må synliggøres. I dag har selv eksperter svært ved at finde ud af retstilstanden.

* Kendskab til EU-forhold er blevet et speciale for jurister og 30.000 betalte lobbyister i Bruxelles. Lovene og deres tilblivelse bør principielt tilhøre os alle.

9. Større frihed til medlemslandene
* Kommissionen og EU-Domstolen skal kun kunne gribe ind i medlemslandenes beslutninger, hvis de kan påvise en grænseoverskridende effekt.

* Det kan gøres med en europæisk ’frihedsakt’, der indskrænker Unionens nu over 144.000 love, regler, standarder og domme til kun at gælde for grænseoverskydende spørgsmål.

* Harmoniseringer skal foregå, så virksomheder og borgere oplever en lettelse ved at få én standard i stedet for 28 forskellige sæt regler.

* Fælles minimumsregler kan kunne give landene mulighed for at vedtage ekstra beskyttelse af f.eks. klima, miljø, sundhed og forbrugersikkerhed.

10. Fred og frihandel
* EU bør bidrage til fredssikring og udvikling ved at styrke og støtte FN og respektere FN’s 17 verdensmål.

* EU bør forsvare og respektere menneskerettighederne, både i og udenfor Unionen.

* Medlemslandene skal fortsat selv bestemme, om de vil deltage i EU’s fælles forsvar og NATO.

* EU bør fjerne told og mængdemæssige begrænsninger for indførsel af varer og indgå frihandelsaftaler med flest mulige lande og områder.

* Aftalerne bør tage hensyn til landenes udviklingsgrad og respektere klima, miljø, sundhed, sikkerhed og folkestyret i de deltagende stater og EU.

* Man bør anvende mægling og økonomisk kompensation i stedet for at overlade besluttende og dømmende myndighed til hovedsageligt multinationale selskaber og deres advokater, som der var lagt op til i TTIP-aftalen med USA.

Uffe Østergård og Jens-Peter Bonde er begge forfattere til talrige bøger om EU og Europa. De har skrevet med helt forskellige udgangspunkter, men har særligt efter Brexit kunnet forenes om fælles råd til at redde Europa. Bogen kan lånes på biblioteket eller købes hos boghandlere eller direkte hos forlaget: https://www.frydenlund.dk/boeger/varebeskrivelse/4200

Topillustration: POV International med LunaPicEditor.

Jens-Peter Bonde, redaktør. Født 1948. Medlem af Europa-Parlamentet 1979-2008. Han repræsenterede Folkebe- vægelsen mod EU, indtil han var med til at etablere JuniBevægelsen efter det danske nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i 1992. Bonde er cand.scient.pol. og forfatter til 70 bøger om Danmark og EU.

Uffe Østergård, historiker. Født 1945. Professor emeritus i europæisk og dansk historie, Copenhagen Business School, og adjungeret professor Historisk afdeling, Aarhus Universitet. Tidligere direktør for Dansk Institut for Holocaust- og Folke­drabsstudier, København. Har udgivet mange bøger og artikler om Danmark og Europa på dansk, italiensk, tysk, fransk, engelsk, spansk, ungarsk, græsk, kinesisk

Seneste artikler om Europa