Magtens skygger #2: Alternativets gyldne mulighed

i Politik & Samfund/Danmark af
POLITIK // DOBBELTKRONIK – Alternativets historie er som en klassisk tragedie om storhed og fald. Men bag det spektakulære kollaps ligger et trist faktum: At smukke visioner stort set altid kommer til kort i mødet med den politiske virkelighed. Hvorfor er det sådan, spørger det tidligere medlem af partiet, Rolf Jackson, i anden del af kronikserien ‘Magtens skygger’.

Læs første del her: ‘Alternativets nedsmeltning’

Svaret kan vi til dels finde i myter, eventyr og store fortællinger, som rummer forbløffende indsigter, hvis man forstår at læse mellem linjerne. Disse myter, som har overlevet århundrederne, udgør et destillat af vores kollektive visdom.

Mest betydningsfuld er nok grals- og ringmyterne, som de sidste tusind år har dannet rammen om vores forståelse for magtens væsen. Der går således en lige linje fra 1200-tallets historier om kong Arthur og sandhedens sværd over Wagners operaer til Tolkiens fortælling om Ringenes Herre. De er alle genfortællinger af det samme universelle drama og beretter om magtens faldgruber – og vores fabelagtige evne til at stikke os selv blår i øjnene.

Ledelsen i Alternativet har gjort det, så godt de kunne. Problemet er, at vi alle er syltet ind i en kollektiv dysfunktion

Disse myter handler om, hvem der er rigets retmæssige hersker, og hvad det kræver for at blive en sand leder. Og selv om indsigterne præsenteres i middelalderlige gevandter er visdommen tidløs. Ringenes Herre er nok den dybeste og bedst kendte fortælling, og jeg vil derfor bruge den som afsæt.

Sandt lederskab

Kerneproblemet i politik er psykologisk. Når verden ser ud som den gør, er det fordi, flertallet ønsker det sådan. Måske ikke med deres bevidste sind. Men de kræfter i vores ubevidste sind, som styrer over 95% af vores valg – ønsker det sådan. Hvis vi vil ændre på dette, nytter det ikke noget blot at følge mennesker, som forfægter smukke visioner. For med mindre disse mennesker har konfronteret og integreret deres ubevidste skyggesider, så sker det vi har set i Alternativet.

Lige under de højstemte idealer ligger nemlig egoets nedrige tendenser og lurer. For at bruge et billede fra Ringenes Herre: Hvis vi ønsker for alvor at ændre på noget, nytter det ikke noget at gribe efter magtens ring, for den tjener kun Sauron, som symboliserer reptilhjernens instinkter og vores ubevidste magtbegær. Hvis du vil gøre en virkelig forskel, må du prøve at ødelægge magtens ring.

Mit ærinde med denne kronik er således ikke at kritisere Alternativets ledelse, men at åbne døren til en kollektiv healingsproces, som forudsætter, at der sættes ord på nogle smertelige sandheder. Ledelsen i Alternativet har gjort det, så godt de kunne. Problemet er, at vi alle er syltet ind i en kollektiv dysfunktion. Vi er vokset op med en kultur, hvor blændværk og virkelighedsforskydninger er dybt indgroede. Vi har arvet en verden på vej imod en klimakatastrofe. Uffe Elbæk & co. havde modet til at gøre noget ved det. Kudos for det. Jeg deler Uffes mål. Men jeg er uenig i hans metoder.

Det kollektive ansvar

Udviklingen i Alternativet er dog ikke kun Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvists skyld. Ansvaret ligger i lige så høj grad hos de mange medlemmer, som ukritisk har bakket op om ledelsens måde at forvalte visionen på. Alle de, som har ment, at en god stemning var vigtigere end sandheden. Alle de, som havde øjnene rettet imod meningsmålinger frem for det interne sammenhold. For ikke at nævne alle de små steder, hvor vi snyder os selv og hinanden og giver efter for vores iboende tendens til at vælge den bekvemme løgn frem for den ubekvemme sandhed.

Den ubekvemme sandhed i relation til Alternativets nedsmeltning er, at det hykleri, vi ser, findes i os alle. På arbejdspladser og i hjemmet hykler vi alle her og der. Og det er bekvemt for os, når vi kan finde nogen andre, som kan ”bære” vores skygge. Undertrykkere, medløbere og undertrykte lever således i en gensidig afhængighed. Den tillader undertrykkeren at give sig hen til forestillingen om egen storhed, medløberen at mele sin egen kage og den undertrykte at dyrke sin offerfortælling – og projicere verdens ondskab over på undertrykkeren.

Men hvori består så muligheden for Alternativet?

Muligheden består i at bygge Alternativet op fra bunden igen, med afsæt i den smertefulde erkendelse, som Uffes exit har nødvendiggjort. For det handler ikke først og fremmest om Uffe. Det handler om at forstå de psykologiske dynamikker, som igen og igen producerer det modsatte af det, vi ønsker. Det handler om at føde en bevidsthed om, at opgøret med vores egne skygger ofte er mere betydningsfuldt end kampen mod vore politiske modstandere.

Jeg synes, det er indlysende, at vi har brug for en ny politisk kultur. Ikke kun i Danmark men i resten af verden

Hvis vi taler fra et sted af ægte visdom, skal folk nok lytte. Hvis vi demonstrerer en kultur af sand integritet, skal folk nok stemme på os. Hvis vi viser, hvordan man forener magt og kærlighed gennem visdom, så vil ledere af stort og småt blive inspireret af eksemplet, og vi vil have skabt en sand revolution. Men afsættet for en sådan udvikling er en sand erkendelse af, hvor vi er i dag. Og der har Uffe gjort os alle en stor tjeneste. Alternativet har stræbt højt og er faldet dybt. Men det betyder ikke, at det var forgæves eller unyttigt. Det betyder blot, at vi må gøre det, vi satte os for til at begynde med: Lære af vores fejltagelser.

Men lige nu er det blevet tydeligt, hvor tykt hykleriet har været, og hvor dysfunktionel kulturen er. Og Uffes exit afslører, hvor lidt respekt han har for medlemmerne. I stedet for blot at gå, kunne han have stillet sit mandat til rådighed. Han kunne have opfordret til et nyt landsmøde, hvor partiet i fællesskab konfronterede substansen. Eller han kunne have givet den ny ledelse en chance. Men nej: Mødt med et krav fra sit bagland om at rette ind efter medlemmernes vilje går han og smækker med døren.

Dramaet i Middle Earth

Hvis man skulle drage en parallel til Ringenes Herre er det nærliggende at se det aktuelle drama afspejlet i Denathors fald. Denathor er marsk af Gondor. Han er ikke konge, men stedfortræder for den sande konge, som det er spået en dag vil vende tilbage.

Denathor er marsk i Gondor og ser ængsteligt, hvordan Saurons magt vokser. Denathor har forsøgt at skaffe ringen til Gondor i den tro, at den kan beskytte riget. Da det fejler, og Mordors orker står for døren, giver han efter for afmagt og galskab. Hans sidste overlevende søn Faramir er hårdt såret. Men i stedet for at hjælpe sin søn og redde byen, ønsker Denathor blot at brænde, som de gamle hedenske konger, og han forbereder et ligbål. Ikke blot svigter Denathor sit ansvar for landet, han vil endda brænde sin sidste søn levende på bålet. Hans forehavende bliver dog forpurret af den hvide troldmand Gandalf. Faramir bliver reddet, mens Denathor selv bliver taget af flammerne. Leg selv med symbolikken.

Pointen er, at disse arketypiske karakterer lever i os alle. Lige under overfladen på vores civiliserede fernis lever nogle psykologiske tendenser, som hos de fleste er relativt ubevidste – men uhyre magtfulde. Denathor repræsenterer den falske konge: Lunefuld, selvoptaget og hævngerrig. Aragorn repræsenterer den sande konge: Vis, modig og selvopofrende. I fortællinger er disse ting selvfølgelig forsimplede. Men bag arketyperne gemmer sig vigtige sandheder.

Vi har således alle en indre Denathor. Men vi har også en indre Aragorn og Gandalf – for ikke at tale om en indre Frodo (ringbæreren) og Galadriel og Elrond (elverdronning og elverkonge). Elverne repræsenterer i denne sammenhæng vores højere selv og indre visdom. Orkerne og andre monstre repræsenterer vores nedrige tendenser. Disse arketypiske figurer lever i os alle og fortællinger som Ringenes Herre udgør et kort over vores indre landskaber, som kan hjælpe os med at navigere i kritiske situationer.

Vejen til en ny politisk kultur

Jeg synes, det er indlysende, at vi har brug for en ny politisk kultur. Ikke kun i Danmark men i resten af verden. Men udviklingen af en sådan ny kultur kræver ikke kun et opgør med den gamle politiske kultur. Den kræver også et opgør med magtens skygger: De mange måder hvorpå vi snyder os selv og hykler i stort og småt. Og heri ligger den allervigtigste pointe. Vi er alle en del af problemet – alle uden undtagelse.

Uffe Elbæk på Folkemødet i Allinge 2018. Foto: Wikimedia Commons

Kultivering af en ny politisk kultur er et dannelsesprojekt, der tager årevis og kun kan realiseres i små skridt. Udviklingen af en ny politisk kultur fordrer et helt nyt forhold til magt. Det kræver en kultur, hvor der er tid og rum til at adressere ikke blot konflikter, men årsagen til konflikter. Og lige der ligger måske det største konkrete ledelsessvigt i Alternativet: Mottoet om hele tiden at se fremad.

Konstruktiv konfliktløsning, og prioriteringen af den, har været næsten ikke eksisterende i Alternativet. Der var et evigt mantra om at se fremad, mens krænkelser, vedtægtsbrud, manipulation og meget andet blev fejet ind under gulvtæppet – igen og igen.

Den store hovedrengøring

Hvis partiet ønsker at tage visionen om en ny politisk kultur alvorligt, så er det første skridt på vejen en hovedrengøring. Der er brug for en indre refleksions- og omstillingsproces, hvor alt, hvad der gennem årene er blevet fejet ind under gulvtæppet, kommer op i lyset og bliver taget hånd om. Og der er brug for en ledelse, som legemliggør nogle af de kvaliteter som myterne fortæller os, at det kræver for at være en sand leder.

Og hvad er de kvaliteter?

I Ringenes Herre er det Aragorn, som udfolder denne rolle. Og ud over at afvise at tage imod ringen, da Frodo tilbyder den til ham, så har han rejst gennem underverdenen og har konfronteret de dødes konge (ryddet op i fortidens skeletter). Endelig rummer bogen om Ringenes Herre (men ikke filmen) følgende nøglepassage om Aragorn, som udspiller sig lige efter slaget om Gondor. Prinsesse Éowyn af Rohan og hobitten Merry er hårdt såret efter opgøret med den mægtigste af Nazgul dragerytterne, og Aragorn er endnu ikke anerkendt som konge:

På Gandalfs anmodning kommer Aragorn ind i byen klædt som vandringsmand. De sårede, deriblandt Merry, Faramir og Éowyn bliver stadigt svagere af giften fra Mordors våben. En sygeplejerske husker en gammel legende, der siger: ”Kongens hænder er en healers hænder, og således skal den sande konge kendes.” Der er kun Aragorn, der kan redde dem, som er såret af fjendens våben.

Aragorn knuser bladene fra en almindelig, tilsyneladende ubrugelig urt og kommer dem i en skål med varmt vand. Den sødmefulde duft af urten vækker Faramir fra hans feber. Faramir genkender med det samme Aragorn som sin konge og anerkender ham som sådan. Aragorn tager sig derefter af Éowyn og Merry, som begge vågner, da han rører dem og kysser dem blidt. Igennem hele natten healer Aragorn byens sårede. Snart flyver rygtet igennem byen, at Gondors konge er kommet tilbage og bringer healing med sine hænder. Som profeteret ved Aragorns fødsel kalder folket ham Elessar eller ”Elversten” efter den grønne juvel, han bærer om sin hals – en gave fra elverdronningen Galadriel.

Denne centrale scene i bogen antyder, at kernen i sandt lederskab ligger i både at være kriger og healer – i at mestre både sværdets og healingens kunst. Det er den samme konklusion, man finder i C.G. Jungs arbejde om dybdepsykologi. Og det er her den store ledelsesudfordring i Alternativet ligger.

Alternativet har brug for en ledelse, som kan heale de sår og krænkelser, der præger Alternativet. Men det stopper ikke der. Vi lever i en kultur med dybe sår fra en smertefuld historie. Disse sår kræver lys og luft, for at vi kan samle samfundets kræfter om de store udfordringer, som står foran os – klima, ulighed og nu også uoverskuelige pandemier. De konflikter, som udspiller sig i Alternativet, er ikke i sig selv problemet. De er derimod symptomer på nogle dybereliggende problemer, som i almindelighed bliver undertrykt og ignoreret. Alternativet har haft modet til at ville noget andet. Derfor er disse ting brudt ud i lys lue i Alternativet.

Fødslen af et nyt lederskab

Verden skriger på sandt lederskab. I myternes verden kommer det i form af en sand konge som Aragorn. I virkelighedens verden kommer det dog næppe i skikkelsen af én person. Men det kunne komme i form af visionære idéer båret frem af almindelige mennesker, som i fællesskab er i stand til at opnå ekstraordinære resultater, fordi de er parat til at forvandle skyggerne i dem selv. Mennesker, som er villige til at konfrontere den grimme underverden i deres indre, for at virkeliggøre smukke visioner i det ydre.

Danmark har historisk set været et foregangsland med højskoler og andelsbevægelse, med fleksible modeller for arbejdsmarkedet, ligestilling og meget andet. I udlandet kigger man mod Norden, og Danmark nævnes igen og igen i den amerikanske valgkamp. Vi er pionerer for en humanistisk og dynamisk kultur – og udvikling af sandt lederskab, gennem et modigt opgør med de kollektive skygger, udgør lige nu frontlinjen i kampen for en bæredygtig civilisation.

De svigt Alternativets medlemmer har oplevet fra ledelsen har skabt en bevidsthed om, hvad der ikke virker. Og det er en uhyre vigtig erkendelse, for det åbner for muligheden af at tage skridtet videre til noget som virker

Alternativet var et nybrud, som gav ekko verden over. Hvis denne vision om en ny politisk kultur skulle ende som et samfundsbærende parti, der ikke blot står for højstemte visioner og kreative happenings, men også en ny forståelse af magt, kombineret med lavpraktiske løsninger, der skaber fundamentet for et frit, retfærdig og bæredygtigt samfund, så vil vi have opnået et fantastisk resultat.

Men vejen dertil går over et beslutsomt opgør med magtens skygger og udvikling af nye måder at håndtere magt på. Et fokus på at ødelægge magtens ring i stedet for at gribe efter den er en start. Og fødslen af en ny politisk kultur, der forener magt og kærlighed gennem visdom er næste skridt på vejen til en smukkere samfundsvision, som ikke kollapser i mødet med virkeligheden.

De svigt Alternativets medlemmer har oplevet fra ledelsen har skabt en bevidsthed om, hvad der ikke virker. Og det er en uhyre vigtig erkendelse, for det åbner for muligheden af at tage skridtet videre til noget som virker. Om udviklingen af en virkelig ny politisk kultur kan ske indenfor Alternativets rammer, er for tidligt at sige. Men jeg er ikke i tvivl om, at de ting jeg her skitserer, er en nødvendig ingrediens, hvis visionen om en ny politisk kultur skal blive mere end blot en smuk drøm.

Midt i de smertelige erkendelser og knuste drømme, så rummer Alternativets kollaps således en gylden mulighed i form af en mulig erkendelse af, hvad der rent faktisk skal til for at skabe en ny politisk kultur.

Læs første del her: ‘Alternativets nedsmeltning’


Topfoto: Fra det ekstraordinære landsmøde i september 2014, hvor Alternativets kandidater til Folketinget blev valgt.  

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er forfatter, underviser, debattør og samfundshealer. Med afsæt i en naturvidenskabelig baggrund som civilingeniør med speciale i kvantefysik og erkendelsesteori har jeg i mange år interesseret mig for bæredygtige fællesskaber, mytologi, historie og samfundspsykologi.

25 års erfaring med pionerarbejde inden for krydsfeltet mellem samfund, psykologi og bæredygtige levefællesskaber har givet mig en stor indsigt i, og respekt for, betydningen af det som C.G Jung kaldte det ”kollektive ubevidste” når det kommer til den måde samfundet udvikler sig på. I mine artikler forsøger jeg således at bringe de historiske og mytiske perspektiver i spil i relation til de konkrete politiske udfordringer.

Mit forfatterskab omfatter romanen ”Grail Wars”, samt eventyrerne ”Udødelighedens Spejl”, ”Tavshedens konge” og en gendigtning af klassikeren ”Parzival” fra det 12 århundrede.

Seneste artikler om Politik & Samfund