BARNETS TARV // DEBAT – “Hvem har nogensinde spurgt barnet, om det ønsker at være en del af morens (eller for den sags skyld farens) contentmaskine? Hvem har spurgt barnet, om det ønsker at få sine mest sårbare øjeblikke delt med tusindvis af fremmede mennesker”, spørger Andreas Steno. Han er træt af de såkaldte “momfluencers” – af begge køn – der scorer kassen på deres børn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg ved godt, at det er som at stikke hovedet direkte ind i et hvepsebo at lægge sig ud med de indflydelsesrige momfluencers. Og jeg ved også godt, at klokken er kvart i “du-er-misogyn”-anklagen, bare fordi man vover at stille kritiske spørgsmål til et segment, der ellers ofte pakkes ind i forståelse og sympati.
Men hvornår begynder nogen at tænke på børnene i det her?
Før nogen gør det her til et spørgsmål om køn: det gælder præcis det samme for mandlige influencere. Problemet er ikke, om det er en mor eller en far. Problemet er, at barnet reduceres til content
Tidligere i dag faldt jeg over et Instagram-opslag, som ærligt talt ramte en ny bund for mig. En såkaldt “ærlig” og “relaterbar” video, hvor et barn står midt i en nedsmeltning – grædende, skrigende, tydeligt i affekt, og i stedet for at blive mødt med ro, nærvær og omsorg, bliver situationen dokumenteret, filmet og kurateret. Og efterfølgende pakket ind i et “velkommen til jackass”-agtigt koncept om det hårde liv som mor.
Jeg forstår udmærket problematikken. Jeg kender den. Jeg har selv stået i de situationer. Små børn med store følelser, der vælter det hele på et splitsekund. Det er kaotisk, det er opslidende, og ja – det er også en del af virkeligheden som forælder. Men netop derfor skærer det ekstra i øjnene, når den slags øjeblikke ikke bare håndteres, men ligefrem skal udstilles.
For hvem er det egentlig, vi gør det her for?
Hvem har nogensinde spurgt barnet, om det ønsker at være en del af morens (eller for den sags skyld farens) contentmaskine? Hvem har spurgt barnet, om det ønsker at få sine mest sårbare øjeblikke delt med tusindvis af fremmede mennesker? Hvem har spurgt barnet, om det vil kunne genkendes på gaden for noget, det aldrig selv har haft en chance for at sige ja eller nej til?
Det interessante – og ærligt talt ret paradoksale – er, at mange af de samme forældre formentlig ville nægte deres børn adgang til sociale medier. “Det er for tidligt.” “Det er ikke sundt.” “De skal beskyttes.” Og det er jo fair nok.
Men hvordan hænger det sammen med samtidig aktivt at eksponere dem på præcis de samme platforme, bare fordi det sker gennem forældrenes profil?
Hvornår begynder vi at sætte en grænse for, hvad der bør deles, og hvad der burde blive mellem barn og forælder?
Hvor går grænsen?
Momfluencers (af begge køn) reducerer deres børn til ‘content’
For mig er det her bunden af bunden. Ikke bare at børn indgår i indhold – det kan der være mange nuancer i – men at de bruges aktivt som middel til at generere opmærksomhed og indtægt. Og især når det sker i situationer, hvor de er sårbare. Når de græder. Når de mister kontrollen. Når de har allermest brug for en tryg voksen – ikke et kamera i ansigtet.
Og før nogen gør det her til et spørgsmål om køn: det gælder præcis det samme for mandlige influencere. Problemet er ikke, om det er en mor eller en far. Problemet er, at barnet reduceres til content.
Vi har efterhånden haft mange samtaler om mental load, om det usynlige arbejde, om presset på forældre – og det er vigtige samtaler. Men midt i det hele mangler der én ret afgørende stemme:
Barnets.
For hvornår begynder vi at tage deres perspektiv alvorligt? Hvornår begynder vi at spørge, hvad det her gør ved dem – både nu og på sigt? Og hvornår begynder vi at sætte en grænse for, hvad der bør deles, og hvad der burde blive mellem barn og forælder?
Eller er jeg virkelig den eneste, der synes, det her er regulært kvalmende?
Læs mere af Andreas Steno i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.