Mette Kirstine Goddiksen: Jeg stemte på #slemmemand

Mette Kirstine Goddiksen 18.01.2018

KOMMENTAR – Mette Kirstine Goddiksen har det anstrengt med krænkede kvinder og opråb om friblødning og store patter. Men da socialdemokraten Thomas Hav kaldte en partifælle for en ‘tæve’ og herefter – på spørgsmålet om, hvorvidt han virkelig mente det – svarede “men det er du jo”, var grænsen langt overskredet for hende: “Hans herremandsmentalitet får alt til at stritte på mig og hans type er ganske enkelt det bedste svar på, hvorfor #metoo-bevægelsen har sin berettigelse” skriver hun. Men før udtalelserne kom frem, kom hun forresten også til at stemme på ham. Sammen med 3.886 andre mennesker i Region Nordjylland

Thomas Hav. Regionspolitikeren, der for nyligt trak sig mere eller mindre frivilligt som socialdemokrat i Nordjylland. Ham med Messenger-beskederne, hvor han umotiveret kaldte en partifælle for tæve og tilbød hende 10.000 kr. Han var ikke helt specifik i forhold til, hvad pengene skulle være betaling for, men den sproglige kontekst taget i betragtning, så var det ikke for hendes gamle Skoda Fabia. Nå…

Jeg stemte på ham.

There. I said it.

Men det var ikke bare mig, som de siger henne i skolegården. 3.886 andre mennesker i Region Nordjylland gjorde det samme.

Det her er det dummeste valg, jeg har truffet, siden jeg solgte min første tungeslasker til Svenne for en Pokal-pils. (Havde det så bare været en Hof)

Havde ellers planlagt, at jeg som sædvanligt ville sætte krydset ved sikre Ulla Astman, den nuværende formand, men da jeg stod i stemmeboksen, overdøvede en lille, djævelsk stemme i baghovedet både min mavefornemmelse og min forstand:

“Giv nu de unge en chance. Hallo, det er samme parti alligevel – hvad er det værste, der kan ske? Vær nu lidt frisk… “

Og hvad har jeg lært?
1. At jeg er ret frisk
2. At det værste, der kan ske, faktisk godt kan overgå ens fantasi.

Til mit forsvar vil jeg sige, at erkendelsen kom ret hurtigt, og før selve Tæve-gate begyndte at rulle. Faktisk præcis lige for sent i øjeblikket, jeg slap stemmesedlen. Alle rygterne dæmrede ligesom.

På vej hjem fra valgstedet kiggede jeg stift ud af vinduet og tænkte igen og igen:

Det her er det dummeste valg, jeg har truffet, siden jeg solgte min første tungeslasker til Svenne for en Pokal-pils.
(Havde det så bare været en Hof).

Fra slemt til #slemmemand
Min ærgrelse skulle vise sig at være begrundet. For en uges tid siden kunne medierne fortælle, at Thomas Hav var persona non grata i sit parti på grund af alle moders #metoo-skandale. Det var slemt.

Det kunne blive endnu værre: Han forsvarede sig nemlig med, at sådan taler man på fodboldbanen/byggepladsen, hvor han har tilbragt meget tid. God arbejderhumor. Lige noget for Socialdemokratiet. Slap lige af, ikke?

Og det kunne blive endnu værre: Han forsvarede sig nemlig med, at sådan taler man på fodboldbanen/byggepladsen, hvor han har tilbragt meget tid. God arbejderhumor. Lige noget for Socialdemokratiet. Slap lige af, ikke?

Nej!

For hvis han ikke er klog nok til at notere sig, hvilken kontekst han befinder sig i som folkevalgt, og hvilken tillid han dér har fået, så burde han end ikke sidde i forældrebestyrelse i Børnehaven Trollerolle.

Umiddelbart kunne partifællerne heller ikke nikke genkendende til, at tæve er en almindelig måde for raske drenge at omtale kvinder på.

Det kan jeg heller ikke, og jeg er ellers vokset op i et kvarter og på en skole, hvor der bestemt ikke blev lagt fingre imellem verbalt.

Jeg har brugt en god portion ungdom blandt rockere, og da jeg blev voksen, giftede jeg mig med en fodboldspiller: Pointen er, at jeg bestemt ikke er ukendt med testosteronpumpede miljøer, men mindes ikke, at ordet tæve nogensinde er blevet brugt. Tror faktisk, at selv dér ville ordet blive betragtet som alt for nedladende og blive mødt med et ”nå, nå, skulle vi nu ikke liiiige”.

Eller bare blive opfattet som tåkrummende, fordi det ville være et produkt af en usikker mand, der prøver for hårdt på at være en bad motherfucker.

Personligt ville jeg ikke engang bruge det, om jeg så kommunikerede med en hunhund med poter og det hele.

Thomas Hav brugte ordet flere gange i tråden med partifællen. Det må have været surrealistisk, hvilket fik hende til lige at tjekke med spørgsmålet: ”Kalder du mig tæve?”

…

Her var det jo, at Thomas Hav kunne have valgt at skrive noget med ”Du milde moses, Jasmine! Selvfølgelig ikke. Det er den fjollede stavekontrol igen”.

Var det sket, så kunne jeg have på én eller anden måde have tilskrevet det noget klodset. En slags forvirring over sin manderolle i 2018, måske endda blandet sammen med en liter gin – eller bedre endnu: Absint.

Det kunne have været et kikset forsøg på at pirre en kvinde ved at være den store, stærke hanhund/mand, der jokker på hende og fandeme tager, hvad han vil.

Den slags er der stadig en del kvinder, der tænder på – om de vil indrømme det eller ej #guerderså. Og jeg forstår, grænsen mellem at være en stærk, stålsat ridder og så et dumt svin er hårfin. Alt for mange kvinder har ualmindeligt svært ved at bevare respekten for en mand, der viser sårbarhed (De vil ikke have sådan en ”skumfidusmand”).

Selv mænd kan have svært ved at acceptere sårbarhed ved sig selv eller hinanden – det ligger ofte ikke i deres gensidige kultur. Alt det ved jeg.

Jeg har haft det anstrengt med evigt krænkede kvinder, der gennem sociale medier og medier sætter en proportionsløs og privilegieblind dagsorden om emner som friblødning og et frydefuldt kampråb om store patter

Men det retfærdiggør stadig ikke Thomas Havs opførsel – hvor gerne jeg end ville komme min kandidat (og de udstødte) til undsætning.

Han svarede nemlig på spørgsmålet med: ”Men det er du jo”, selvom han ikke bare havde fået et vink med en vognstang om, at det ikke var en acceptabel tone mellem to politiske kolleger. Ja, han var nærmest blevet pryglet i ansigtet med den vognstang. Det hjalp ikke det mindste, som disse skærmbilleder fra Facebook viser:

Nu brækker jeg valg-pennen
Min line over for grove, ærlige, spontane mennesker – mænd som kvinder – er lang.

Faktisk føler jeg mig langt mere fri blandt dem, der går lidt over grænsen frem for dem, der vogter nidkært på den. Jeg foragter den evige jagt på at føle sig krænket og tilskriver den mennesker, der ikke kan kontrollere sine følelser, hvorfor de prøver på at kontrollere mennesker omkring dem.

Jeg har haft det anstrengt med evigt krænkede kvinder, der gennem sociale medier og medier sætter en proportionsløs og privilegieblind dagsorden om emner som friblødning og et frydefuldt kampråb om store patter.

Og selvom jeg er vokset op med Alanis Morissette og Lola Baidel – og gerne stadig skovler deres værker ind i sindet, så har jeg det ofte svært med de mest hysteriske #metoo-soldater. Det er som om, deres skingre tone mudrer billedet og fjerner troværdigheden i ligestillingsproblematikker generelt. Det fjerner fokus fra det væsentlige. Det graver grøfter, og det gør mig virkelig ikke mere stolt af mit køn.

Det minder mig om dengang, hvor jeg var i elevråd og satte skoletoiletterne på dagsordenen, da de var kolde og klamme og gav de mere sensitive børn forstoppelse på stribe. Men da en anden elev satte fokus på det alt, alt for dårlige i, at én eller anden havde tegnet en kæmpe pik på toiletdøren, så kom det til at handle om det.

Det overordnede – den retfærdige kamp for bedre latrinære forhold – blev overdøvet af indignerede stemmer, der hver især havde et bud på, hvem der havde tegnet den sjofle tegning. De overordnede linjer druknede i en hysterisk heksejagt og et blindt fokus på det kuriøse og letfordøjelige.

Og vi fik ikke bedre skoletoiletter – nej. Hvem kunne tage sådan en overgearet, perspektivløs forsamling alvorligt?

Jeg ynder også at huske, at der hele vejen igennem har været mange flere af den rigtige slags mænd omkring mig. Flertallet var altid af den dejlige slags, der stod klar til at støtte, beskytte eller bakke op, fordi de var akkurat lige så bevidste og rasende over magtmisbruget. Det gør der altid, hvis man rækker ud og ikke ser magtmisbrug som et kvindeproblem, men et mellemmenneskeligt problem

Jeg har også stilfærdigt og uden selv at være helt overbevist forsvaret f.eks. Aalbæk, så lad det være et endegyldigt bevis for, at jeg ved Gud ikke mener, der skal gå hys, heksejagt og offermentalitet i den.

Men Thomas Havs herremandsmentalitet får alt til at stritte på mig. Hans type er ganske enkelt det bedste svar på, hvorfor #metoo-bevægelsen har sin berettigelse.

For det var virkelig ikke et hyggeligt, lettere klodset forsøg på at flirte, lave sjov med kant eller give en flot dame en kompliment til en julefrokost – det var rendyrket storhedsvanvid, han præsterede. Nedladenhed og respektløshed af værste skuffe.

Det giver mig flashbacks til den håndfuld mænd, der gennem deres magtposition har listet seksuelle, stærkt grænseoverskridende tilnærmelser ind over for mig. Den håndfuld har de fleste kvinder oplevet, og selvfølgelig skal de stoppes.

Men jeg ynder også at huske, at der hele vejen igennem har været mange flere af den rigtige slags mænd omkring mig. Flertallet var altid af den dejlige slags, der stod klar til at støtte, beskytte eller bakke op, fordi de var akkurat lige så bevidste og rasende over magtmisbruget. Det gør der altid, hvis man rækker ud og ikke ser magtmisbrug som et kvindeproblem, men et mellemmenneskeligt problem.

Og hvor vil jeg hen? Noget usandsynligt godt er der kommet ud af tæve-gate: Hvor andre #metoo-sager hurtigt blev kørt over i en ikke særlig konstruktiv heksejagt eller en pattet drengene mod pigerne-debat, som vi også så det i forbindelse med filmen ”En frygtelig kvinde”, så har indignationen mod Thomas Havs opførsel været kønsneutral.

Det er dét, ligestillingskampen skal være: Ikke drengene mod pigerne, men respektfulde, empatiske mennesker mod nedladende magtmisbrugere af begge køn.

Og tænk sig: Alt det var sandsynligvis ikke kommet frem, hvis jeg og 3.886 andre mennesker ikke havde stemt på ham.

Topfoto: Thomas Hav kridter banen op før regionsvalget – fra kandidatens officielle og åbne Facebookside. For Mette Kirstine Goddiksen var det andre grænser, der blev kridtet af. efter hun havde stemt.

Mette Kirstine Goddiksen

Mette Kirstine Goddiksen (1976) er uddannet cand. comm. Hun har arbejdet som journalist, fast og freelance, og har de seneste tre år været ansat som seniorkonsulent i et pressebureau med noget så forskelligt som kultur og logistik/transport som primære stofområder. Også sociale medier, influencers og natives hører under ansvarsområderne. Mette Kirstine har skrevet klummer og kronikker til BT, Information, Nordjyske Stiftstidende, Alt for Damerne og KommunikationsForum gennem mange år. Første kronik nogensinde blev bragt i Weekendavisen i anledningen af 8. marts. Dertil har hun skrevet en bog om rovfugle. Mette Kirstine kan lide at variere sine skriverier og målrette dem til forskellige platforme. Hun pendler mellem at skrive humoristisk om letbenede emner for det næste øjeblik at skrive dybdegående om mere seriøse forhold. Mette Kirstine kalder sig selv en socialklassesurfer og nyder friheden ved både at kunne begå sig på de bonede gulve og på den bruneste bodega. Hun sætter en dyd i ikke at være målrettet, da det i høj grad er hendes afstikkere i livet, der har udviklet hende. Således byder hendes CV på job som rengøringsdame, radiovært, stewardesse, tjener, croquismodel, pølsemand, satiriker, handicaphjælper, bartender, eventmanager og kærlighedsbrevkasseredaktør. Hun har boet og arbejdet som booker i Dublin. Mette Kirstine har en stor interesse i politik, debat og samfundsforhold, men har større indsigt i og engagerer sig hellere i de psykologiske bevægegrunde for vores ord og handlinger end i storpolitik. Hun holder af at undre sig, se det store billede i de små ting og kærligt sætte fokus på hverdagshykleriet, ikke mindst hos sig selv. Mette Kirstine betragter sig selv som noget så banalt som en drømmer, der ved at beskrive nuancer, tabuer og egen utilstrækkelighed måske kan gøre verden en anelse mindre polariseret og mere tillidsfuld. Hun er svær at sætte i bås – og det er tilsigtet. Hun bor i centrum af Aalborg i et skævt arbejderhus fra 1919, der har mere sjæl, end hun har håndværksmæssige evner til. Mette Kirstine bor med sin mand, der er journalist, samt fire sammenbragte børn. Har du lyst til at donere til Mette Kirstines skriverier, er nummeret til Mobile Pay: +6165 7202. Du kan ikke ringe til nummeret, men du kan skrive til hende på Facebook eller LinkedIn. Klummer, kronikker og tankespind er desuden samlet på mettegoddiksen.dk