ANMELDELSE – Christian Tafdrups “En frygtelig kvinde” har allerede skabt voldsomme diskussioner blandt anmeldere og publikum. Nogle decideret hader den, mens andre føler sig taget på kornet. POV’s Karen Hammer mener, at Tafdrup har lavet årets mest oplivende film og giver ikke mindre end seks stjerner.
En af Danmarks mest charmerende skuespillere skiftede metier for et par år siden og sprang ud som filminstruktør. Christian Tafdrup (født 1978), der allerede i 1993 debuterede i Carsten Sønders Smukke dreng og siden imponerede i en lang række film som En Soap, Efter brylluppet og Lærkevej, gik på Statens Teaterskole fra 1999 til 2003.
Han uddannede sig til skuespiller, på trods af at han først og fremmest ønskede at blive filminstruktør, men ikke følte, at han kunne leve op til sine store forbilleder som Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Morten Arnfred. I studietiden arbejdede han som småtte på Zentropa.
Det lykkedes ham i 1999 at få lavet sin allerførste kortfilm Kopisten, som handler om den meget unge Christian Tafdrup, der brændende ønsker at debutere som filminstruktør og derfor lokker en mængde unge håbefulde piger til falske castings. Siden kom kortfilmene Debutanten i 2002 og En forelskelse i 2008.
Midt i #MeToo-bølgen, der på verdensplan har gjort opmærksom på mænds seksuelle chikane og overgreb på kvinder, vover Christian Tafdrup at se parforholdet fra mændenes point of view
Sidstnævnte var en stor succes ved Odense Filmfestival og indbragte instruktøren en Robert-statuette for bedste kortfilm i 2008 og mange priser ved festivaler rundt i verden. Da det så ud til, at vingerne kunne bære, kastede han sig ud i sit næste projekt – en spillefilm.
Under svære produktionsforhold færdiggjorde han i 2016 Forældre, som ingen rigtig troede på, men som efter en prestigefyldt verdenspremiere ved Tribeca Film Festival i New York modtog adskillige priser, heriblandt en Robert for Bedste Instruktør og en Bodil for Bedste Manuskript. Forældre var desuden nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2017, og i sidste uge klarede Tafdrup også at være skurk i TV 2’s julekalender Tinkas juleeventyr.
En bombe i #MeToo
Nu er Christian Tafdrups anden spillefilm En frygtelig kvinde ude i biograferne. Den var ventet med spænding, for instruktøren har vovet at satirisere over det moderne parforholds problemer og har først og fremmest kastet sig over de unge kvinders intrigante og manipulerende væremåde, der ifølge filmen på det nærmeste kastrerer mændene. Midt i #MeToo-bølgen, der på verdensplan har gjort opmærksom på mænds seksuelle chikane og overgreb på kvinder, vover Christian Tafdrup at se parforholdet fra mændenes point of view.
Mange kvinder er allerede nu voldsomt ophidsede over filmen, hvilket har givet spalteplads til mange avis- og tv-interviews og masser af omtale. En filmanmelder har sågar frarådet, at par ser den sammen, da dette med sikkerhed vil resultere i dagslange skænderier og det, der er værre.
Rasmus er lykkelig – han tror, han har skudt papegøjen. Kort efter flytter Marie ind og begynder straks at ændre alt i hans liv. Hun ser storsmilende hen på os tilskuere, når hun varmt omfavner sit manipulerede bytte
Jeg så filmen til en pressevisning ti dage før premieren. Den greb mig; jeg led med den mishandlede hovedperson Rasmus, der virkelig prøver at behage sin dejlige kæreste Marie uden større held. Jeg følte, jeg kunne genkende hele forløbet, bare med den forskel, at det var mig, der blev kontrolleret og misfortolket.
Christian Tafdrup har i et interview med Information forklaret, at han ikke har ønsket at angribe kvinderne: ”Filmen er en kærlighedserklæring”, lyder det.
Jeg er ikke helt overbevist – især ikke, fordi han i andre interviews beretter, at han og broderen Mads Tafdrup har skrevet manuskriptet ud fra de mange meget grundige dagbøger, som han under otte forhenværende skrækkelige kæresteforhold har forfattet og omhyggeligt gemt.
Lukker djævelen ind
Rasmus er ved filmens start en stor glad dreng i begyndelsen af 30’erne, der lever et muntert liv med gode øldrikkende venner. De fester, spiller fodbold og diskuterer damer. En aften under et større abegilde hjemme hos Rasmus dukker Marie op sammen med et par af vennernes kærester. Hun er ”sygt lækker”, og Rasmus falder øjeblikkelig for hende og beder hende blive bagefter. Hun afslår dydigt hans invitation, men skriver sit telefonnummer på spejlet i badeværelset med læbestift.
De to delvis ukendte skuespillere Anders Juul og Amanda Collin er begge fremragende troværdige som Rasmus og Marie
Næste dag dukker hun op i sort lingeri med en flaske champagne, en flot og lidenskabelig pige, som liggende nøgen på gulvtæppet roser hans middelmådige guitarspil. Rasmus er lykkelig – han tror, han har skudt papegøjen. Kort efter flytter Marie ind og begynder straks at ændre alt i hans liv. Hun charmer sig ind på hans forældre, laver hjemmelavet trifli til dem og fortæller om sine rejser og sin uddannelse i kunsthistorie. Hun ser storsmilende hen på os tilskuere, når hun varmt omfavner sit manipulerede bytte.
Imens undrer Rasmus sig lidt over, hvor meget hendes ting fylder, accepterer at kød er ”ulækkert” i lasagne og protesterer sagtmodigt, da hun går til angreb på hans elskede cd’er. ”Hvis du ikke hører dem, så kunne vi jo putte dem i en kasse og putte dem ned i kælderen,” siger hun. ”Men det kan du jo tænke over”. Kort efter ser vi Rasmus stå på loppemarkedet og sælge cd’erne for en tier; pengene snupper hun.
“Det er kun kvinder for helvede”
Marie forstyrrer ham, når han forsøger at arbejde, men hvem kan undvære god sex? Hun retter ham sarkastisk for ikke at placere tallerknerne mere effektivt i opvaskemaskinen; han forstår, at det er synd for hende, at han er så umulig. Først da hun insisterer på at fjerne plakaten med Jeff Bridges på hans væg og erstatte den med et moderne maleri, som har kostet 1500 kr, sætter han hælene i, og de skændes rigtigt for første gang.
Rasmus klager over, at han forsvinder og ikke længere kan mærke sig selv; Marie mener, det ville hjælpe, hvis han ikke så på hende som en hængemulet Fedtmule, hvis han tog sig sammen og gav hende lidt modspil. Han søger ad flere omgange hjælp hos bedstevennen Troels, der ikke rigtig forstår hans problemer med Marie. ”Alt bliver okay, det er kun kvinder for helvede!”
Christian Tafdrup er en genial satiriker. Hans gamle dagbøger, som vel engang er skrevet af en lettere desperat ungersvend, viser sig at være en guldgrube af præcise iagttagelser og mundrette sætninger
Rasmus beslutter at tage sig sammen og gøre det helt rigtige, så Marie kan forstå, at han virkelig elsker hende: Han arrangerer en kærestedag, med hotelindkvartering og besøg på Glyptoteket. Men det gør bare sagen værre. Han kan ikke imponere hende, for han ved for lidt om kunst og tripper usikkert rundt mellem de antikke statuer. Hun hvæser irriteret: ”Du opfører dig som en lille hund. Hvorfor kan du ikke bare være dig selv?”
Kort efter præsenterer hun ham for sine kunstnervenner, men her har hun forregnet sig, for de er begejstrede over Rasmus’ friske og uimponerede angreb på de prestigefyldte museer som Louisiana. For første gang i deres forhold slapper han af og nyder at tale lige ud af posen – og se en Marie, der ikke længere er i centrum.
De to delvis ukendte skuespillere Anders Juul og Amanda Collin er begge fremragende troværdige som Rasmus og Marie.
Årets mest oplivende film
Christian Tafdrup er en genial satiriker. Hans gamle dagbøger, som vel engang er skrevet af en lettere desperat ungersvend, viser sig at være en guldgrube af præcise iagttagelser og mundrette sætninger. Hvordan har han mon kunnet tiltrække så mange frygtelige kærester? Har han en svaghed for dominerende kvinder? Jo, det har han, indrømmer han i et interview i Politiken og fortsætter: ”Har jeg nogensinde mødt en kvinde, som ikke var dominerende? Det er, som om, der er noget i kvindens natur, der er en smule dominerende. Og manipulerende.”
”Så det, der er spændende for mig med filmen, er ikke så meget at undersøge påstanden om, at kvinden er frygtelig, men mere hvad det er, der sker med manden i det her forhold”.
Christian Tafdrup har lavet årets mest oplivende film. Den har allerede skabt voldsomme diskussioner. Nogle kvinder hader den, mens mange mænd føler sig ramt på kornet. Jeg er grebet og begejstret. Det bliver spændende at følge denne modige, intelligente og humoristiske instruktør i fremtiden. Jeg giver filmen seks stjerner.
En frygtelig kvinde, Premiere: 25.12.2017. Genre: Komedie, drama, Copyright og fotos: Nordisk Film
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her