KONCERT // ANMELDELSE – En god koncert, der havde været lidt til den pæne side, endte heldigvis lige så smukt som dengang i de sorte 80’ere – med hvid støj ringende i ørerne.
Tekst: Bo Heimann. Fotograf: Eddie Michel
Kan man på samme tid være melodisk som The Beach Boys, eksperimenterende som The Velvet Underground og larmende som Iggy and The Stooges?
Det var i hvert fald skotske The Jesus and the Mary Chains erklærede ambition, da de i sin tid lagde fra land. Deres største hits – “April Skies” og “Just Like Honey” – nåede i sin tid tæt på drømmen om at bruge ganske få akkorder til at få kontraster og modsætninger til at favne både det intenst larmende og romantisk poppede.
Førstnævnte var ikke på setlisten, men sidstnævnte blev spillet tirsdag aften i den næsten udsolgte Amager Bio. På “Just Like Honey” var danske Camilla Florentz og Tanja Forsberg fra ONBC inviteret med på kor. Ærgerligt nok lå de så lavt i mikset, at de kun knap kunne høres.
I lange passager lød bandet ovenikøbet mest som et klassisk rockband, hvilket alt sammen efter applaus at dømme passede det mestendels gråhårede og mandlige publikum udmærket
Den ellers vidunderlige sang indeholder disse to linjer, der er meget betegnende for bandets depressive tekstunivers: “I fill myself with chemicals/To hide the dark shit I don’t show.”
De ord kunne til gengæld høres fra no nonsense-forsanger Jim Reid, lillebroderen, der har aldrig pakket noget ind. Faktisk tværtimod. The Jesus og Mary Chain blev egentlig opløst i 1998, efter at broderparret Reid var kommet op at skændes på scenen i Los Angeles. Storebror William Reid skred simpelthen efter kun 15 minutters koncert. Han gad ikke høre mere pis fra sin galpende lillebror. Herefter var der udgivelsespause i 19 år. Ikke ret mange havde spået et comeback.
Men alligevel blev publikum i Amager Bio pakket i en virkelig fyldig og distinkt lyd, der viste et tight og sammenspillet band frem på fineste vis. De leverede 90 skarpe minutter med popmelodier ringende nedenunder de spidse guitarfigurer, William Reid huggede ud af den hvide støj. Han stod med sit flagrende hvide hår ude til højre nærmest ved siden af scenen og var mere optaget af trommeslageren og sine højtalere og forstærkere end publikum. Præcis som den slags skal være.
Hvis noget musik ellers kan flyde ud i en grød af larm, så er det netop den støjrock, som The Jesus and Mary Chain nærmest har været med til at opfinde. Det skete heldigvis ikke. Der blev spillet højt, men ikke øreblødende højt som tidligere i karrieren, og alle instrumenter stod tydelige i lydbilledet.
I lange passager lød bandet ovenikøbet mest som et klassisk rockband, hvilket alt sammen efter applaus at dømme passede det mestendels gråhårede og mandlige publikum udmærket. Det var dog faktisk over stregen, at Jim Reid gik på scenen i habitjakke, og at Joan Jetts “I love rock ’n’ roll” randt i hu under det frygtelige nummer “The Eagles and the Beatles” fra seneste album, det kun nogenlunde-OK, Glasgow Eyes. Ingen af delene ville altså være gået i 80’erne.
Men værre var det heller ikke. Faktisk var det meste ret godt. Hyggeonkler bliver Reid-brødrene aldrig. “Amputation” fra 2017-comeback albummet, det næsten varme og ikke prangende Damage and Joy viste, at Noel Gallagher ikke kun havde hørt The Beatles, da han gjorde Oasis til megastjerner. Han havde helt sikkert også hørt Reid-brødrenes udtryk og riffs. Og lillebror Liam havde lige så sikkert som en dranker i en spiritusbutik set den stivbenede, ikke-dansende og småtvære Jim Reids omgang med mikrofoner. Som bekendt er der kun fine linjer imellem inspiration og tyveri.
Nummeret “Venal Joy”, også fra Glasgow Eyes, stod stærkt. “I pissed bleach to meet you/crawled through broken glass to meet you,” vrængede Jim Reid hængende over mikrofonstativet. Albummet er lettere kantløst, men markerer utroligt og uventet nok bandets 40-års jubilæum.
Bandet debuterede på en scene i 1984 og med det nu ikoniske album Psychocandy i 1985. Frem mod 1998 udgav de yderligere fire albums, der tilsammen skulle sætte nye standarder for den feedback-prægede noise-industrial-shoe-gaze-rock. Ud over allerede nævnte Iggy & the Stooges fra Michigan, der debuterede helt tilbage i 1967, så kravlede Reid-brødrene op og stillede sig på siden af næsten jævnaldrende bands som Echo & The Bunnymen fra Liverpool (debut 1978), Sonic Youth fra New York (debut 1981) og My Bloody Valentine fra Dublin (debut 1983).
“Sidewalking” lød som dengang I 1988, og “Some Candy Talking” som i 1986, hvilket vil sige godt. Sidstnævnte med verset med “I love the way she’s walking /I love the way she’s talking /I want your candy /I want your candy” giver fortsat et smil på læberne.
“Darklands” fra 1987 var første ekstranummer. En lige så charmerende popmelodi som dengang, der er glaseret med disse smukke, sorte ord: “I’m going to the darklands/To talk in rhyme/With my chaotic soul/As sure as life means nothing/And all things end in nothing/And heaven I think/Is too close to hell.”
Præcis den kombination, som The Jesus and Mary Chain gjorde sig til verdensmester i helt fra begyndelsen.
Siden blev “I hate rock ’n’ roll” serveret som en skudsalve, der råbte: “Elsker du rockmusik? Så skal du eddermame få rockmusik!” Og hvis nogen skulle have glemt, at rock er (var?) en fuckfinger til det etablerede, så blev de mindet om det her: “I love the BBC/I love it when they’re pissing on me/And I love MTV/I love it when they’re shitting on me.”
The Jesus and Mary Chain var i udgangspunktet et overfald på 80’ernes glade pastelfarver. Well, faktisk var de et overfald på alle sanser og det meste andet. De viste her, at de fortsat kan være et kradsbørstigt bekendtskab.
Udgangsbønnen blev aftenens højdepunkt. En aldeles vidunderlig version af “Reverence” fra 1992’s Honey’s Dead med lang intro, trommesolo undervejs og feedback at gå af på. Kuldegys og stort smil! Alle sang med på de provokerende linjer: “I wanna die like JFK/I wanna die on a sunny day”.
Det var lang og god orgastisk udladning efter en god koncert, der havde været lidt til den pæne side. Det endte dog heldigvis lige så smukt som dengang i de sorte 80’ere – med hvid støj ringende i ørerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her