DANSK POLITIK // ANALYSE – En ny katastrofemåling for regeringspartierne cementerer den negative tendens, der har været tydelig længe. Strategien om at arbejde sig igennem vælgerkrisen ved at skabe reformer holder ikke. Vil Socialdemokratiet, der har en ny sag buldrende i Magnus Heunickes Miljøministerium, have succes med at tilbageerobre vælgere som følge af den værdidebat, Frederik Vad har introduceret?
Dårlige meningsmålinger er efterhånden hverdagskost for regeringen, men den, som Megafon og TV 2 landede i sidste uge, er alligevel i en kategori helt for sig selv. Katastrofemåling, lød den enslydende udlægning fra de politiske kommentatorer, der nærmest kun manglede at nummerere målingen på richterskalaen for at beskrive dens omfattende skader på de tre regeringspartier S, V og M.
Megafonmålingen og en ny skovrapport, der neddrosler klimaudfordringerne, afslører Venstres elendige strategiske analysekraft og sætter på ny gang i spekulationerne om partiets fortsatte deltagelse i regeringen. Samtidig prøver Socialdemokratiet at genåbne udlændingedebatten, som tidligere har martret partiet. Det risikerer den at gøre igen.
Meningsmålinger skal altid tages med et gran salt. Dels fordi de er behæftet med statistisk usikkerhed, og dels fordi man ved, at de en gang imellem bare rammer helt skævt. Derfor skal man primært hæfte sig ved tendenserne i målingerne.
Alex Vanopslagh og LA tilsvarende oppe at bide S i haserne og gøre det rangen stridig som Danmarks største parti
Men selv når det er sagt, er der ikke meget trøst at hente for regeringen.
Megafon topper den negative tendens, der satte ind lige fra ministrenes første dag på kontorerne den 15. dec. 2022, og som blev markant accelereret med afskaffelsen af store bededag to måneder senere.
Regeringen er aldrig kommet sig, og sandsynligheden for, at den rejser sig igen, synes at blive mindre og mindre for hver måned, der går.
Strategien om at arbejde sig igennem vælgerkrisen ved at reformere ældreplejen, sundhedssektoren, det offentlige bureaukrati og jobcentrene virker ikke. Befolkningen efterspørger ikke reformer, og reformpartier bliver af samme grund sjældent belønnet.
Konservative prøvede det op gennem 00’erne, hvor partiet konstant gik i brechen for at afskaffe efterlønnen og topskatten. Hver gang diskussionerne om nedskæringer kørte, fik partiet på hattepulden, og den eneste sikre konsekvens var, at Dansk Folkeparti som VK’s eneste støtteparti blev belønnet ved at sige nej.
Ingen kender Løkkes hold
Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er dem, der slipper nådigst med 6,6 pct. opbakning, svarende til at 30 pct. af dets vælgere har forladt partiet siden folketingsvalget.
Løkke har helt generelt haft meget svært ved at skabe en positiv opmærksomhed omkring sit parti, selv efter de tre personsager med Kristian Klarskov, Jon Stephensen og Mike Fonseca er kommet på afstand.
Partiets ministre og ordførere har generelt meget svært ved at gøre sig synlige og genkendelige.
De færreste vil nok kunne sætte navn på landets ældreminister, hvis hun optrådte uden undertekst. Det er på trods af, at hun gennem de seneste måneder har forhandlet ældrereformen. Hun hedder i øvrigt Mette Kierkgaard.
Samme skæbne overgår partiets klimaminister, Lars Aagaard, der ellers burde være regeringens grønne flagskib, men som aldrig rigtigt har fundet sig til rette i ministerstolen. Det førte i efteråret til, at Finansministeriet satte sig på Grønt Udvalg i forsøg på at speede den grønne omstilling op.
Glansen er gået af Sankt Gertrud
Socialdemokratiet har med 17,6 pct. aldrig stået dårligere i en meningsmåling. SF er nu kun et mulehår efter, og ser man over i den blå blok, er Alex Vanopslagh og LA tilsvarende oppe at bide S i haserne og gøre det rangen stridig som Danmarks største parti.
Hvis disse tal materialiserer sig ved det kommende folketingsvalg, vil ordet katastrofe næppe være dækkende for, hvad der rammer Socialdemokratiet. Nedsmeltning vil måske være mere præcist.
Til den tid er Mette Frederiksen nok over alle bjerge. Det er efterhånden hævet over enhver tvivl, at hun går efter en af de ledige topstillinger i EU, når det storpolitiske puslespil skal lægges hen over sommeren.
Frederik Vads diskussion vil rykke partiet endnu et skridt til højre, men det er umiddelbart svært at se, hvilke vælgere partiet skal trække med sig
Selv inde i partiets egen folketingsgruppe ulmer irritationen over Mette Frederiksens mentale fravær fra den indenrigspolitiske dagsorden.
Hvor hun under coronakrisen havde status som almoderlig, så er glansen efterhånden gået noget af Sankt Gertrud.
Så slemt er det, at 15 ministre og højtstående socialdemokrater for nylig forsøgte at slå ring om hende ved at kontakte Berlingske, hvor de med navns nævnelse insisterede på at udtrykke deres ubetingede støtte til Mette Frederiksen. En aktion, der var iværksat af politisk ordfører Rasmus Stoklund, og hvis man skal rubricere den form for kommunikation på en skala, er vi vist meget tæt på bunden. Elendig vil være en mild beskrivelse.
Ny værdidebat er risikabel for S
Hvad skal der til for at vende udviklingen i S? Den ubetingede støtte til Ukraine nyder generel opbakning i befolkningen og i Folketinget, så her er ingen billige point at score. Statsmandseffekten er forduftet.
Det kan måske forklare, hvorfor Mette Frederiksen for et par uger siden sendte partiets udlændingeordfører, Frederik Vad, på banen med en gammel traver.
Udlændinge og integration.
Det har skabt stor debat, at Frederik Vad helt udokumenteret, men med referencer til en svensk rapport, påstår, at der sidder muslimske celler rundt om i det danske samfund, hvor de fra deres job som fængselsbetjente, socialrådgivere, apotekere osv. modarbejder det danske samfund.
Formår Troels Lund Poulsen ikke engang at åbne munden, når de stegte duer kommer flyvende af sig selv, står det virkeligt skidt til med partiets politisk-strategiske analysekraft.
Frederik Vad ønsker dermed at åbne en ny værdipolitisk diskussion. At tage debatten til et nyt niveau, hvor første niveau handlede om at få indvandrerne i job, mens det nye niveau tilsyneladende skal handle om, om de så også er blevet danskere indeni.
En risikofyldt debat. Udlændingedebatten har tidligere martret Socialdemokratiet, og man skal ikke pille meget under den pæne overflade for at finde ud af, at den stadig vækker de helt store følelser i partiets bagland.
Frederik Vads diskussion vil rykke partiet endnu et skridt til højre, men det er umiddelbart svært at se, hvilke vælgere partiet skal trække med sig. Det bliver næppe vælgere fra blå side, hvor man til hver en tid vil kunne matche eller slå S på udlændingeområdet.
Mette Frederiksen og Frederik Vad må have en forventning om, at de vil kunne gafle nogle af de tabte vælgere tilbage fra SF.
Vælgere, der dog primært har vendt Socialdemokratiet ryggen pga. SMV-samarbejdet, store bededag og en slap miljøpolitik fra Magnus Heunicke, der blandt onde tunger er kendt som minister for Det Døde Hav: Oven i alle de andre sager om iltsvind, fiskedød, import af urenset norsk spildevand har Heunicke nu også fået sig en sag på halsen fra den vestjyske pesticidfabrik Cheminova, der stik imod miljøloven har fået godkendelse til at lede giftstoffer ud i havet.
Oppositionen kræver svar. Tilliden er i bund, og Heunicke ligner mere og mere en minister på lånt tid.
Venstre mangler strategisk analysekraft
Hvis nogen havde forventet en positiv ”Troels Lund Poulsen-effekt” for Venstre, efter at han for fem måneder siden blev formand for det kriseramte parti, så må man bare konstatere, at forventningerne er gjort til skamme.
Tyngdekraften har for alvor ramt Venstre, og med kun 6,5 pct. i Megafon og udsigten til en CO2-afgift står partiet i gylle til halsen.
Venstres sporadiske angreb på LA var en farce, og siden har Alex Vanopslagh ovenikøbet slækket på sine topskattekrav og er blevet endnu mere spiselig for blå vælgere.
Imens har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne tordnet mod CO2-afgiften og turneret med en rodeotyr som et andet amerikansk sydstatshow. Støjberg kan lige nu gå på vandet og bliver tidligst ramt af bølgen, når hun bliver nødt til at tilslutte sig CO2-afgiften for at få en blå regering.
Troels Lund Poulsen har sit at se til i Forsvarsministeriet, hvor skeletterne vælter ud af skabene. Senest det defekte missilsystem på fregatten Iver Huitfeldt, indkøb af israelske kanoner og fyringen af forsvarschef Flemming Lentfer.
Men som ideologisk igangsætter og indpisker har Troels Lund endnu ikke stemplet ind.
Skovrapport burde være en appelsin i Venstres turban
En ny rapport, der viser, at skoven optager langt mere CO2 end ventet, og som næsten fjerner reduktionsbehovet på landbruget frem til 2030, har Venstre end ikke formået at gribe og gøre politisk.
Det er ellers ved at være sidste udkald, medmindre Venstre pønser på at trække helt ud af regeringen.
Formår Troels Lund Poulsen ikke engang at åbne munden, når de stegte duer kommer flyvende af sig selv, står det virkeligt skidt til med partiets politisk-strategiske analysekraft.
Det er måske i virkeligheden partiets største problem?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her