DANSK POLITIK // ANALYSE – Frank Korsholm analyserer Venstres aktuelle udfordringer: 1) Venstres topfolk har fejlet, men har intet lært af fejlene. 2) Fatale personsvigt har skabt den nuværende krise. 3) Venstre fremstår som en taberko, og Troels Lund Poulsens manglende strategiske forståelse gør kun partiets krise endnu dybere.
Errare humanum est.
Det er menneskeligt at fejle. Det gælder også Venstre, der i den grad har fejlet og i sådan et omfang, at det nu kan true partiets eksistens.
Fejlene ligger i partitoppen, hvor ingen kan sige sig fri. Fra tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen til Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen og Stephanie Lose. Alle bifaldt regeringssamarbejdet og Venstres monumentale løftebrud om at pege på Mette Frederiksen som statsminister.
Normalt lærer man af sine fejl, men ikke i tilfældet Venstre. Selv om strategien allerede har givet partiet en gedigen øretæve, har de ansvarlige ikke tænkt sig at ændre på strategien.
Som den fhv. verdensmester i sværvægtsboksning Mike Tyson har sagt: ”Everyone has a plan until they get punched in the mouth.” Frit oversat: Man har en strategi, til man bliver ramt direkte på kæben.
Venstre er ramt. Partiet er groggy med historisk lave meningsmålinger på 6,6 pct., og alligevel synes der ikke at være nogen selvrefleksion i partitoppen.
Bevares, Venstre havde også karakter af en rodebutik, inden Løkke blev afsat som formand
I sidste uge stillede Troels Lund Poulsen og partiets næstformand, Stephanie Lose, således op til et interview i Jyllands-Posten, og hvis forventningerne hos de sagesløse læsere var, at de to frontfigurer ville gå canossagang og angre den mindste smule for strategien og tidligere beslutninger, tog de grueligt fejl.
Venstre fører ikke politik efter meningsmålinger, lød det kækt fra Troels Lund Poulsen, mens Stephanie Lose stemte i; ”at i givet fald er vi rimeligt dårlige til det”.
Det var nok tænkt som en munter bemærkning, men det er faktisk så sandt, som det er sagt.
Venstre er dårlige til at føre politik, og det har partiets topfolk været, lige siden et flertal af partiets hovedbestyrelse i august 2019 afsatte Lars Løkke Rasmussen som formand kun få måneder efter, at han havde skaffet Venstre ni ekstra mandater.
Ikke nok til at genindtage statsministeriet, der gik til Mette Frederiksen, men nok til at fremstå som blå bloks ubetingede leder og i en stærk position til at genvinde magten ved det efterfølgende folketingsvalg. Det skabte de næste års kaos i partiet.
Bevares, Venstre havde også karakter af en rodebutik, inden Løkke blev afsat som formand. De talrige bilagssager, førsteklasses flyveture til Sydkorea og det evindelige magtopgør mod Kristian Jensen, der endte i en uklar aftale om magtfordelingen i en kælder under Odense Kongrescenter en sen nattetime i 2014.
Det, som skulle have været en fredsaftale, udviklede sig i stedet til en åben krigserklæring, og Venstre er nu endt som en taberko, som en af partiets gamle rådgivere, Christopher Arzrouni, for nylig forklarede det i Information.
Venstres gentagne svigt
I årtier kunne Venstre forene de borgerlige, fra de socialliberale til de nationalkonservative, gårdhaverne i storbyerne og gårdejerne i Vestjylland. Nu er partiet spredt for alle vinde.
Inger Støjberg stiftede Danmarksdemokraterne efter at have følt sig svigtet af Jakob Ellemann-Jensen og dømt ved Rigsretten. Lars Løkke Rasmussen dannede Moderaterne efter at være blevet svigtet af sin hovedbestyrelse.
To fatale svigt, som gør, at Venstre skal kigge langt efter fordums styrke og stille sig tilfreds med en opbakning omkring 10 pct. på den korte bane samtidig med, at rollen som de blå partiers mest oplagte statsministerparti er gået fløjten. En position, som man kun skal 10 år tilbage for at finde utænkelig.
Hvad Troels Lund Poulsen vil svare, ved ingen
Venstres mangeårige politiske tovholder, Claus Hjort Frederiksen, tror på en genopblomstring af Venstre, da nye partier har det med at skrumpe og helt forsvinde igen. Historien er således fuld af politiske døgnfluer.
Det er da bestemt også et muligt fremtidsscenarie, men umiddelbart svært at se for sig inden for de kommende ti år, medmindre Lars Løkke Rasmussen skulle tage imod en lukrativ stilling uden for dansk politik.
Hvad vil Troels Lund Poulsen med nye reformer?
Troels Lund Poulsen har kæmpet sig vej til toppen i Venstre ved en sjælden kombination af flid og bøllemetoder, men i Jyllands-Postens interview skinner det tydeligt igennem, at han også er i besiddelse af de strategiske evner, der skal til for at bringe Venstre på rette kurs. Interviewet levner ikke meget plads til optimisme.
For i stedet for at lytte til vælgerne og stoppe selvpineriet taler han om nye reformer. Han ved godt nok ikke, hvad de skal indeholde, men Venstre er et reformparti, og derfor skal der partout reformeres for enhver pris.
Reformerne er blevet målet i sig selv for Venstre og ikke bare et middel til at gøre borgernes liv lettere og bedre.
Her er det så, at nogen burde prikke den politisk tonedøve partiformand på skulderen og spørge: Hvem er det lige, der efterspørger og vil belønne partiet for de reformer, der – så vidt man kan udlede – skal handle om at øge arbejdsudbuddet endnu mere?
Hvad Troels Lund Poulsen vil svare, ved ingen.
Men det helt neutrale svar er, at det nogenlunde er det samme antal vælgere, der synes, at det var en god idé at afskaffe store bededag og indføre en CO2-afgift på landbruget. Altså et absolut fåtal, som givetvis kan opdrives i de førende erhvervsorganisationer i Dansk Industri og Dansk Erhverv, men kun i begrænset omfang uden for de bonede gulve.
Tilbage i 00’erne, da Claus Hjort Frederiksen var beskæftigelsesminister, blev han engang spurgt, hvorfor Venstre ikke gik ind for en afskaffelse af efterlønnen, som de tunge drenge i erhvervslivet krævede.
Frit efter hukommelsen svarede Claus Hjort Frederiksen nogenlunde sådan her: ”Jeg vil hellere være populær blandt 400.000 vælgere end populær blandt 4.000 erhvervschefer.”
Det kunne Troels Lund Poulsen lære meget af.
Læs også denne analyse af Frank Korsholm: “CO2-afgiften er Venstres chance for en ny begyndelse”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her