Xinjiang – Et illegitimt projekt i tvungen assimilation

i Politik & Samfund/Asien af

KINA // OPDRAGELSESLEJRE – Er der usikkerhed om antallet af internerede i genopdragelseslejre i den kinesiske Xinjiang-provins, er der ingen grund til at betvivle, at der er lejre, og at de i et eller andet omfang tager sigte på at gøre de internerede til loyale kinesiske borgere, som helt og aldeles har lagt deres etniske og religiøse identitet fra sig. Der er med andre ord tale om et hårdhændet assimilationsprojekt, hvor etniske og religiøse mindretal tvinges til at afsværge deres nationale mindretalsidentitet i loyalitet overfor styret i Beijing, skriver Lars Erslev Andersen. 

I efteråret 2017 begyndte der i forskellige medier at dukke artikler op om, at Kina havde etableret store opdragelseslejre i Xinjiang-provinsen. Nogle beskrev dem som koncentrationslejre, andre som lejre, hvor muslimer blev tilbageholdt på ubestemt tid. Der blev talt om, at omkring 1 million sad interneret på ubestemt tid i disse lejre.

I august 2018 blev sagen bragt op i FN’s panel for menneskerettigheder, hvilket affødte en aggressiv benægtelse fra Kina.

Senere erkendte såvel provinsregeringen i Xinjiang som officielle talspersoner for regeringen i Beijing, at der var etableret lejre i Xinjiang, og at det var ”uddannelseslejre”, hvor de lokale minoriteter kunne lære det nationale kinesiske sprog, fralægge sig lokale (religiøse) skikke og i stedet lære at sætte pris på kommunistpartiet og opnå tilstrækkelige færdigheder til at få job på det kinesiske arbejdsmarked.

I dag ved man fra mange forskellige kilder, at virkeligheden er en anden: at der sker interneringer i stort omfang mod folks vilje

Regeringen bedyrede også, at folk kom til lejrene af egen fri vilje, og at antallet nævnt i internationale rapporter var overdrevet. Senest har det lydt fra regeringen i Beijing, at lejrene er ved at blive lukket. Der er imidlertid meget, der tyder på, at sandheden ligger et andet sted, og at realiteterne med lejrene i Xinjiang er ganske anderledes, end det billede den kinesiske regering gerne vil tegne.

Havde Xinjiang været en selvstændig stat ville den i størrelse ligge i top 10 i verden. Alligevel foregår der så meget i den store provins, som omverden ikke kan se eller følge med i. Antallet af lejre og internerede i dem er ukendt, skriver Lars Erslev Andersen. Foto: Wikimedia.

Havde Xinjiang været en selvstændig stat, ville den i størrelse ligge i top 10 i verden. Alligevel foregår der så meget i den store provins, som omverdenen ikke kan se eller følge med i. Antallet af lejre og internerede i dem er ukendt.

Spørger man talspersoner for uighurer-diasporaen i Washington, DC, er antallet tre millioner, mens nogle forskere angiver det til ca. en million, og andre, heriblandt den danske antropolog Rune Steenberg, der har forsket i Xinjiang, at op imod to millioner har været gennem lejrene de sidste to år. Om antallet går op eller ned er ligeledes uvist.

Slægtninge uden for Xinjiang samt f.eks. forskere med forbindelser til personer i Xinjiang beretter om, at disse personer og familiemedlemmer pludselig forsvinder. Andre dukker op, men nogle som fabriksarbejdere med kontrakter, der stavnsbinder dem til helt bestemte områder.

Er der usikkerhed om antal, er der ingen grund til at betvivle, at der er lejre, og at de i et eller andet omfang tager sigte på at gøre de internerede til loyale kinesiske borgere, som helt og aldeles har lagt deres etniske og religiøse identitet fra sig.

Der er med andre ord tale om et hårdhændet assimilationsprojekt, hvor etniske og religiøse mindretal tvinges til at afsværge deres nationale mindretalsidentitet i loyalitet overfor styret i Beijing. Som én udtrykker det i en særudgave af Dagbladet Information, der rummer 25 vidnesbyrd om Kinas undertrykkelse i Xinjiang: ”De ønsker at udslette os som nation”.

Kina fremstiller derfor uighurerne – og skelner i stigende grad mindre mellem befolkningen og de små militante grupper – som radikaliserede oprørere og separatister i ledtog med udenlandske islamistiske, militante netværk

I dag er det en kendt sag i den store middelklasse i Øst- og Sydkina, at der finder internering sted i Xinjiang, men det diskuteres ikke. Adspurgt vil mange sige, at de udenlandske rapporter er overdrevne og myndighederne blot hjælper uighurer og andre med at få et bedre liv, hvilket er den officielle historie.

Men i dag ved man fra mange forskellige kilder, at virkeligheden er en anden: at der sker interneringer i stort omfang mod folks vilje, at de enten straffes eller sendes gennem ”uddannelsesprogrammer” i lejrene, og at de slipper ud ved at acceptere tvunget arbejde på nyopførte fabrikker.

Adspurgt vil mange sige, at de udenlandske rapporter er overdrevne og myndighederne blot hjælper uighurer og andre med at få et bedre liv. Men i dag ved man fra mange forskellige kilder, at virkeligheden er en anden. Foto fra Wikimedia af genopdragelseslejr i Xinjiang, 2017.

Det er tillige kendt, at Xinjiang er overvåget i absurd grad, at moderne overvågningsteknologi anvendes, at byerne inddeles i små firkanter, der gør det muligt at kontrollere dem for politiet (det såkaldte ’grid’), og at overvågning, kontrol og interneringer ikke alene er rettet mod uighurerne, men mod alle etniske og religiøse mindretal i Xinjiang, herunder de ellers så integrerede Hui-muslimer.

Der er restriktioner for muslimske ritualer, og der er kampagner mod traditionel påklædning.

Alt dette er efterhånden både kendt og dokumenteret.

Det er en voldsom kampagne, der synes rettet mod hele befolkningsgrupper, og man spørger sig selv, hvorfor? Den officielle forklaring er, at Kina bekæmper radikalisering, at det er en kamp mod de tre onder, ekstremisme, separatisme og terrorisme. At lejrene skal genopdrage de internerede til kinesisk kultur og moral og dermed bekæmpe risiko for terrorisme.

Sagen er, at der både i Xinjiang og i det kinesiske befolkningsflertal har været tilfælde af vold og terrorisme begået af uighurer med trusler om mere vold og krav om løsrivelse. Selvom der utvivlsomt er tale om meget små grupper, har de fået stor opmærksomhed og siden 2016 er de blevet genstand for en særdeles målrettet antiterror-kampagne, der har ramt hele det uighuriske mindretal; tilsyneladende ud fra devisen om, at er man uighur, er man potentiel terrorist.

Som belæg peger regeringen på trusler fremsat af jihadgrupper forud for olympiaden i Beijing i 2008, på sociale uroligheder i provinshovedstaden Urumqi i 2009, der i kinesiske medier blev omtalt som Kinas 9/11, og på en række voldshandlinger i 2013 og 2014, hvoraf den ene var et selvmordsangreb udført på Tiananmen-pladsen i Beijing.

I Krigen mod Terror så Kina en oplagt mulighed for at kunne slå hårdt ned på uighurerne i Xinjiang og fremstille det som en del af den globale krig mod terrorisme

Derudover peges der på, at der har været forbindelser med grupper i Xinjiang og udviklingen af de transnationale jihadnetværk i Pakistan, Afghanistan og Centralasien, og at der har været migration mellem grupperne på tværs af grænser.

Det sidste har man i Kina forsøgt at bekæmpe gennem et regionalt samarbejde i Shanghai Cooperation Organization (SCO), men det har ikke kunnet forhindre, at et betydeligt antal uighurer rejste til Syrien og Irak for at kæmpe sammen med Islamisk Stat.

Kina fremstiller derfor uighurerne – og skelner i stigende grad mindre mellem befolkningen og de små militante grupper – som radikaliserede oprørere og separatister i ledtog med udenlandske islamistiske, militante netværk.

Det er imidlertid en tvivlsom fremstilling. Som en muslimsk nation har uighurerne været til stede i Xinjiang siden det 10. århundrede. Efter 1949 forsøgte Kina at integrere dem i folkerepublikken.

Filosofien var i princippet den samme, som den, der lå bag velstandsbraget i Østkina fra 1978 og frem, og som fremføres i prestigeprojektet Belt and Road Initiative (BRI), nemlig at udvikling og øget velstand i sig selv skaber tilfredshed og fjerner motivation for ekstremisme og oprør. Det er den kinesiske Root Cause Model, der påstår, at økonomisk udvikling i sig selv skaber stabilitet.

Som drivkraft for udvikling i Xinjiang etableredes i 1955 Xinjiang Production and Construction Corps, der refereres til som bīngtuán (militært korps), som skulle forestå udvikling og industrialisering og dermed integration af de etniske mindretal, herunder uighurerne.

Problemet var blot, at mellem 80 og 90 % af bīngtuán udgjordes af hàn kinesere, der ofte kom som migranter fra Østkina, en stor del fra Shanghai, og de fik fordele i form af lønnede jobs og boliger, mens uighurerne blev skubbet til side og kunne se deres traditionelle håndværk gå til grunde i moderniseringen. Samtidig ændredes den demografiske sammensætning i Xinjiang, hvor der i 1955 var 10 % hàn-kinesere til i dag godt 40 %.

Uighurerne peger på, at spændingerne mellem dem og hàn-kinesere først og fremmest skyldes sociale forhold, og at de føler sig marginaliserede og trådt under fode – selvom de har fået nogle privilegier i form af f.eks. lettere adgang til det kinesiske uddannelsessystem end andre grupper i Kina. Mens de kinesiske medier ser urolighederne i Urumqi i 2009 som Kinas 9/11, ser de fleste uighurer dem som udtryk for sociale problemer og spændinger.

Trods det spændte forhold, der var mellem USA og Kina kort efter George W. Bush indtog præsidentembedet i januar 2001 og hurtigt udpegede Kina som den store strategiske trussel, var Kina bemærkelsesværdig hurtig til at udtrykke sin støtte til Bush’ Krig mod Terror efter 9/11, ligesom kineserne med det samme rykkede i FN og ville have en del Xinjiang-grupper listet som globale terrorister. I Krigen mod Terror så Kina en oplagt mulighed for at kunne slå hårdt ned på uighurerne i Xinjiang og fremstille det som en del af den globale krig mod terrorisme.

Med etableringen af lejrene i Xinjiang har Kina i grotesk grad overspillet sine kort i denne strategi. Det gælder selvsagt, hvad angår menneskerettigheder. Men også strategisk i forhold til at kunne legitimere kampagnen i Xinjiang som led i ”afradikalisering” og krig mod terror: Kritikken vokser – og det skal den også, for ingen skal tvinges til assimilering, hverken i Kina eller andre steder.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, anbefaler følgende materiale, hvis man vil læse videre om Xinjiang.

Chien-peng Chung, ”Chinas Uyghur problem after the 2009 Urumqi riot: repression, recompense, readiness, resistance” , Journal of Policing, Intelligence and Counter Terrorism, Vol. 13, No. 2, 2018: 185-201

Sean R. Roberts, “The biopolitics of China’s “war on terror” and the exclusion of the Uyghurs”, Critical Asian Studies, Vol. 50, No. 2, 2018: 232-258

Shan Wei & Chen Gang, “The Urumqi Riots and China’s Ethnic Policy in Xinjiang”, East Asia Policy, Vol. 1, No. 3, July/September 2009

Yuchao Zhu & Dongyan Blachford, “Economic Expansion, Marketization and Their Social Impact on China’s Ethnic Minorities in Xinjiang and Tibet”, Asian Survey, Vil. 52, No. 4, July 2012: 714-733

Special Issue: Securitization, insecurity and conflict in contemporary Xinjiang, Central Asian SurveyVol. 38, No.1 2019

Lars Erslev Andersen & Yang Jiang: China’s Engagement in Pakistan, Afghanistan and Xinjiang. Will China’s Root Cause model provide regional stability and security?DIIS Report 2018:06

Austin Ramzi and Chris Buckley: “’Absolutely No Mercy’: Leaked files Expose How China Organized Mass Detentions of Muslims”, New York Times, 16. november 2019

Særtillæg I Dagbladet Information, 2. november 2019: ”25 vidnesbyrd om Kinas undertrykkelse i Xinjiang” med forord af Rune Steenberg

Officielle kinesiske reaktioner på international kritik af forhold I Xinjiang:

The State Council Information Office of the People’s Republic of China: Historical Matters Concerning Xinjiang, July 2019, http://dk.china-embassy.org/eng/zgxw/t1684268.htm

Remarks by the Spokesperson of the Chinese Embassy to Australia to the Australian ABC Four Corners program about Xinjiang on July 15, 2019, http://au.china-embassy.org/eng/sghdxwfb_1/t1681195.htm


Artiklen er første gang bragt i tidsskriftet Kinabladet, der udgives af Dansk-Kinesisk Forening.


Foto: Sammenstød mellem det muslimske mindretal uighurerne og etniske kinesere i Urumqi, 2009. Flickr. 

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier i International Sikkerhedspolitik, pt. gæsteforsker ved Utrikespolitiska Institutet i Stockholm og ofte brugt kommentator i medierne i konfliktspørgsmål.

Hans forskningsområder omfatter terrorismens idehistorie og terrorisme aktuelt, USA's sikkerhedspolitik og politik i Mellemøsten, Kinas bekæmpelse af ekstremisme og politik i Mellemøsten, partisankrig og oprørsbekæmpelse samt udviklinger i Irak, Den persiske Golf og de palæstinensiske selvstyreområder.

Foto: Andrea Liebman, Utrikespolitiska Institutet.

Seneste artikler om Politik & Samfund