METTE FREDERIKSEN // POVCAST – I denne episode af den politiske POVcast “Korsholm & Larsen” diskuterer Frank Korsholm og Bjarke Larsen med vært Jan Eriksen blandt andet, hvad der vil ske på den politiske danske scene, når Mette Frederiksen, som alt tyder på, får en international toppost. Andre emner er Mona Juuls første tid som K-formand, Stine Bosses bommert, og hvem bliver blå bloks bud på en ny statsminister?
Meget tyder på, at Mette Frederiksen er på vej til en international toppost. Hun gør alt det, der tyder på, at hun lægger an til et skifte – til gengæld er hendes parti er begyndt at få indre blødninger.
Efter et ekstraordinært landsråd er Mona Juul nu også officielt kåret som De Konservatives formand. Reelt har hun været formand i fem uger. Har hun sagt noget, der er værd at hæfte sig ved?
Der er snart valg til EU parlamentet, og Moderaternes spidskandidat Stine Bosse har indledt sin valgkamp med lidt af en brøler, da hun i et interview med Altinget sagde, at, “Hvis man gør det op ud fra tallene, der er lagt ud nu, så vil vi skulle tage i størrelsesordenen 5.000 til 7.000 flygtninge om året”.
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh er begyndt er slække på de ultimative krav til en evt. kommende blå regering, f.eks. er kravet om en besparelse på 57 mia. kr. i den offentlige sektor droppet.
Det er de fire hovedpunkter i denne udgave af Korsholm og Larsen.
“Det helt store problem for Socialdemokratiet for øjeblikket er spekulationerne om Mettes afgang. At hun ønsker at komme til et topjob i Bruxelles. Indicierne peger kun i en retning, Mette Frederiksen har en mistænkelig adfærd. Når der er møder i Bruxelles, er der også møder i sidegemakkerne, hvor hun mødes med dem, man skal mødes med. Det er det, der giver uroen i Socialdemokratiet, hvem skal følge efter Mette, det er det, der gør, at vi ikke har en særlig beslutningsdygtig regering,” siger Frank Korsholm.
Om Mona Juuls første tid som K-formand siger Bjarke Larsen efter hendes tale på det ekstraordinære konservative landsråd i weekenden 20-21. april:
“Jeg tror, hun gør noget rigtigt ved at gøre klima- og miljø til et af de tre hovedpunkter for De Konservative. Søren Pape prioriterede det ikke. Dels er klima noget, der ligger hende på sinde, dels er der et hul i markedet i den borgerlige lejr, når det gælder klima og miljø,” siger Bjarke Larsen.
Mette Frederiksen og alle de andre i denne POVcast:
Om Frank Korsholm
Frank Korsholm er journalist og rådgiver samt konsulent. Han har blandt andet arbejdet som politisk redaktør og lederskribent på Børsen. Han har også været pressechef for De Konservative samt særlig rådgiver og taleskriver for bl.a. tre ministre – Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen samt Gitte Seeberg. Frank Korsholm har også været kommunikations- og politisk chef i AutoBranchen Danmark.
Om Bjarke Larsen
Bjarke Larsen er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto, der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Han er desuden initiativtager til festivalen Historiske Dage, som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet.
Bjarke er uddannet journalist og var i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet, og han har lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og den tredje verden samt EU.
Politisk har han en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd og amtsråd i en periode, og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er Bjarke passivt medlem af Socialdemokratiet.
Han boede i en menneskealder i Sønderborg, hvor han bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår han sine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Læs mere om dansk politik af POV’s politiske redaktør, Frank Korsholm, her.
Læs flere artikler om politik, samfund og meget andet fra Bjarke Larsen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her