CORONA // ESSAY – En visuel dagbogsreportage: Magisk blå time på Refshaleøen, frygt for nanopsykose, opvågning fra sansernes kryosøvn, ubeskrivelig forventningsglæde – og en forløsende frokost. I Københavns gader og stræder, men også på rejser i parallelvirkeligheder og urfølelser, går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.
Refshaleøen, 7. april 2021
Min yngste datter på 14, meget snart 15, er altid klar på et eventyr! Således også først på aftenen, hvor vi tørner ind til byen med det offentlige. Gennem byen, forbi alle de butikker hun kender så godt – og i Nyhavn ser vi havnebussen.
Kort betænkningstid. Vind i håret og selfies op til Nordre Toldbod. Så Reffen, i den blå time.
Vores kærlighed og forbundethed er så immanent og mærkes i enhver symbiotisk celle, uden ord eller iscenesat handling, også på et tusmørkeeventyr på Reffen
Over den røde bro til det herlige mikrosamfund af multietniske madboder, klondike og the greatest sense of freedom. Vi var har også sommeren 2019, hvor alt brusede af liv og herlige dufte.
Kulørte lamper og kulisser med sjæl og varme. Kun mig og min datter, på eventyr i det stigende mørke. Et sted mellem minder, nutid og forventningsglæde. Vi har det hele for os selv.
Retur ved havnebussen konstaterer vi, at den sidste båd er sejlet. Men min datter er sej, og trods en vabel på hælen er hun so cool. Så vi går langs de nye kollegieboliger, finder en bus, metro, et s-tog, og så hjem og nå takeaway-sushi ti minutter inden restaurantens lukketid.
Det gør mig bange, og en psykose trænger sig på. Eller rettere: Frygten for en psykose. Frygten for en allestedsnærværende fortærende kraft, der suger og fortærer af tiden, som er gået, minderne, fremtiden og det kronologiske kapitelprincip, når man kigger tilbage
Mens vi gik rundt derude, mærkede jeg en gigantisk indre styrke og grænseløs kærlighed til min datter. Naturligvis også til hendes storesøster som bliver student til sommer. Vil gå i døden for dem, deri er der intet nyt – men fik alligevel lyst til at råbe det højt ud over havnens stilhed og fjerne lys.
Ved ikke hvorfor og gjorde det ikke, for begge mine piger ved at jeg vil gå gennem ild og vand for dem, så ord og vikingskrig er ej nødvendige. Vores kærlighed og forbundethed er så immanent og mærkes i enhver symbiotisk celle, uden ord eller iscenesat handling, også på sådan et tusmørkeeventyr på Refshaleøen.
Sankt Pederstræde, 11. april 2021
Uret på Vor Frue Kirke viser midnat, men mit armbåndsur viser 18:45, og kirkeklokkerne ringer da heller ikke. Det virker bizart og forlener den tidlige aften med et skær af eventyrsdrejebog, som skrives, mens man er her.
Utroligt hvad vi alle efterhånden har tålt og hvor solidarisk vi har kæmpet. Trods genåbningsfaser er det fortsat uvist, hvornår vi igen kan slippe den utøjlede glæde, spontanitet og de kryosøvnsbedøvede drifter løs
Mild by i mildt gråvejr. Sovende by. En ring der sluttes i Nørregade, hvor det hele startede. På en bænk bag Sankt Petri Kirke. Men det kan ikke slutte her, for selv om mit essay ‘Vi går rundt om hinanden som spøgelser’, hvis titel egentlig oprindeligt var ‘Stilstandens År’ startede med decembernoter på mobilen i samme område, så befinder vi os stadig i Pandemiens Tid.
Utroligt hvad vi alle efterhånden har tålt, og hvor solidarisk vi har kæmpet. Trods genåbningsfaser er det fortsat uvist, hvornår vi igen kan slippe den utøjlede glæde, spontanitet og de kryosøvnsbedøvede drifter løs.
Pandemien har forandret vores tidsopfattelse. Ikke på den korte akse, for i går, i dag og i morgen fungerer. Men vores tilbagebliksfornemmelse er forhekset, mange år forsvinder, skylles ud i et hemmeligt afløb, hvorfra Coronaens Chronos kommer boblende op og oversvømmer alt
Begærets atrofi, sansernes narkolepsi, energiens og initiativernes implosion. Er vi gået så meget i dvale, at det vil tage tid, kræve øvelse og bevidst indsats igen at udfolde os som hele mennesker med ubegrænset frihed og sult på det hele?
Holmens Kanal, 15. april 2021
Pandemien har forandret vores tidsopfattelse. Ikke på den korte akse, for i går, i dag og i morgen fungerer. Men vores tilbagebliksfornemmelse er forhekset, mange år forsvinder, skylles ud i et hemmeligt afløb, hvorfra Coronaens Chronos kommer boblende op og oversvømmer alt.
Som en blodigle der mæsker sig federe og federe på al den erindrede tid, den fortærer. Og den er glubsk og umættelig.
Det gør mig bange, og en psykose trænger sig på. Eller rettere: Frygten for en psykose. Frygten for en allestedsnærværende fortærende kraft, der suger og fortærer af tiden, som er gået, minderne, fremtiden og det kronologiske kapitelprincip, når man kigger tilbage.
Alt i mens Die Kanzlerin og kollegerne sidder på Borgen lige ved siden af og pløjer paragraffer og sætter vores lands tradition for menneskerettigheder fuldstændigt over styr
Psykosofobien frakobles dog brat og effektivt på Højbro Plads. Langt over 100 mennesker hygger sig i små selskaber langs Holmens Kanal, og pludseligt er jeg en af dem. En del af det skønne abstrakte fællesskab i byen. Solskin, snak, kaffe, vin, øl, papkrus og takeawaymenuer.
Som en blodigle der mæsker sig federe og federe på al den erindrede tid, den fortærer. Og den er glubsk og umættelig
En sjov debat i køen til et offentligt toilet om det grinagtige faktum, at en storby som København har så få toiletter. Når promillen stiger, laver folk nok en festivalløsning i stedet. I hvert fald de mandlige deltagere. Men folk opfører sig dog forbilledligt igen i dag, og stemningen er varm, hjertelig og spontan. Forårsglæde og sammenhold.
At bryde stilstanden igen, Ordrup Station, 16. april 2021
Sidder på en stationstrappe. Som en bedaget og slukket flanør. Ryger en cigaret, som ikke smager mig. Ser folk gå forbi, suger deres efemeriske glæde og latter til mig.
Mit eget humør tungt i dag. Private årsager, som ikke skal nævnes her. Men kender løsningen, både på udfordringerne og mit blueshumør netop nu. Må ind til byen.
Gammel Strand, 16. april 2021
Igen er folk samlet langs kanalerne. Små joller tøffer forbi, folk nyder medbragt mad og drikke på skibene, nogle spiller musik. Der vinkes fra bådene ind mod kajen og tilbage igen.
Himlen er i bevægelse og farvemæssigt en palet af changerende dueblå, granit og blåsort. En flok fugle skyder lydløst henover over Højbro Plads, med direkte kurs mod Christiansborg.
Også Oraklet fra Flintholm og anticiperingen af et ‘sudden strike’ på Borgen melder sig. Ved at det kun er et kortvarigt indtryk, blot en psykedelisk optisk illusion. Men efter alt vi har været igennem, er akutte og nanokorte hallucinationer ikke helt ulogiske
De ligner jagerfly fra 2. verdenskrig, især efter jeg konverterer billedet til s/h. Ved ikke, hvorfor jeg gør det. Men måske er det Tidsmaskinen fra tidligere, som er på spil igen, og den angrebsrettede fugleformation sætter gang i en forestilling.
Også Oraklet fra Flintholm og anticiperingen af et sudden strike på Borgen melder sig. Ved at det kun er et kortvarigt indtryk, blot en psykedelisk optisk illusion.
Men efter alt vi har været igennem, er akutte og nanokorte hallucinationer ikke helt ulogiske, når man medtænker underbevidsthedens virkekraft, også ved højlys dag. En dansende Brostrøm, Fingernemme Frank og silhouetter af andre personager dukker også frem i skyformationerne.
Men så er fuglene væk, jeg kniber øjnene sammen og er tilbage i den såkaldt konkrete virkelighed.
Vejret er dramatisk omskifteligt, og pludseligt slår en byge ned. Tunge dråber. Folk griner i ekstatisk panik, søger ind under tagskæg, forsøger at slå caféernes låste parasoller op.
En del mennesker forsvinder som lynhurtige lemminger. Væk er de. Andre holder stand og forudser snarlig opklaring, hvad vi da også får tyve minutter senere.
Surrealistisk frokostglæde, Amaliegade, 21. april 2021
Så oprinder dagen omsider, hvor det efter flere udsættelser lykkes min gamle gymnasiekammerat og mig at mødes til en herlig frokost i byen.
Vi griner begge af ventetiden.
Det opleves lidt som et fatamorgana at sidde ved veldækket frokostbord, men den er god nok.
Menneskerettigheder, Christiansborg Slotsplads, 21. april 2021
Senere spadserer jeg rundt i byen, som jeg så ofte gør. Finder en gave til min mor, og efter fangsten går jeg efter lyden af pumpende musik og en kvindelig rapper.
Drengen beretter i nøgternt valgte ord om deres velintegrerede status og indsats i Danmark, herunder færdiggjort gymnasial uddannelse, deres frygt for nu at få inddraget deres opholdstilladelse og blive sendt til et land præget af barbari, vold og utryghed
På Christiansborg Slotsplads er langt over 500 mennesker mødt frem i protest mod regeringens groteske udvisning af borgere med opholdstilladelse i Danmark. To unge syrere, en dreng på 18 og hans storesøster på 22, går på scenen.
Drengen beretter i nøgternt valgte ord om deres velintegrerede status og indsats i Danmark, herunder færdiggjort gymnasial uddannelse, deres frygt for nu at få inddraget deres opholdstilladelse og blive sendt til et land præget af barbari, vold og utryghed. Det er rørende, publikum klapper og holder røde hjertefigurer op i solidaritet.
De ligner jagerfly fra 2. verdenskrig, især efter jeg konverterer billedet til s/h. Ved ikke, hvorfor jeg gør det. Men måske er det Tidsmaskinen fra tidligere, som er på spil igen, og den angrebsrettede fugleformation sætter gang i en forestilling
Alt imens Die Kanzlerin og kollegerne sidder på Borgen lige ved siden af og pløjer paragraffer og sætter vores lands tradition for menneskerettigheder fuldstændig over styr.
Men forsamlingsfriheden har vi trods alt stadig. Så længe det varer. Det er langt fra alt, man tør taget for givet i disse tider.
LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER
Alle fotos: Gorm Bloch
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
