KULTURLISTEN // KLUMME – Springer du på kulturrumfærgen, vil denne uges udvalgte kulturoplevelser bringe dig vidt omkring. Fra ny musik af Melodi Grand Prix-sangskriveren fra Brønshøj og til Færøerne med streamingserien TROM, fra en tur i kabaret Weltschmertz og videre til livet i magtens centrum i Borgens S4:EP1. I 57 biografer landet over falder månen ned med effekter til en milliard, og i filmhuset er der dokumentarfestival med anderledes alvorlig klang. Kulturen er i vild vækst, og derfor udvider vi listen med særlige tips til vinterferiens sidste weekend. POV Kultur orienterer.
Ulrich Thomsens undren giver genklang i færøsk-dansk serie
”Der er noget, der ikke stemmer”, siger Ulrich Thomsens karakter lettere søvngængeragtigt og mekanisk i hvert fald et par gange i den nye dansk-færøske serie, og det har han både ret i og ikke ret i.
Der er nemlig mange ting, der stemmer i det, der ligner og føles som en gennemsnitlig nordic noir med en række genretypiske elementer, som såmænd nok skal lune ude i stuerne: Politibetjenten, der i begyndelsen får et opkald midt i en hyggelig familiesituation; hendes højgravide underordnede, der er vaksere end den mandlige kollega; de gentagne droneoptagelser af naturen, som primært bruges som kulisse; en tematik, der kredser om tidstypiske debatemner som klima, hvalfangst og forurening; en skurk, der ligner og opfører sig som en skurk; små plot-twists, der ikke rigtigt fænger og handlingstråde, der virker noget anstrengte. Alt det stemmer jo fint med, hvad vi ellers har set i denne genre.
Det, der ikke stemmer, er, at jeg efter seks afsnit ikke har fået at vide, hvad TROM er eller betyder, og at jeg var så dum at tro, at de seks afsnit var en afsluttet miniserie. Det er det ikke. Der kommer mere.
Månen falder ned og en sølvpapirshat redder jorden
Nogenlunde sådan kan den tyske hollywoodinstruktør, Roland Emmerichs nye katastrofesci-fi Moonfall og dens to timers premiereunderholdning koges ned til en enkelt sætning. Med film som 2012, Independence Day og The Day After Tomorrow i bagkataloget, er Emmerich garanti for storladne effekter. Moonfall er klassisk Emmerich.
Kort fortalt. Månen falder ned og menneskeheden har tre uger til at redde jorden og sig selv. Men månen er ikke månen. Månen er en dyson-sfære. En megastruktur med en tynd skal af sten, drevet af en hvid dværg og styret af en venligtsindet AI. Den sidste af 12.000 prober som en nu uddød race sendte ud i universet for at redde sig selv ved at bygge nye verdener, fordi deres kunstige intelligens havde vendt sig imod dem og som sværme af sorte nanobotter ødelagde alt biologisk liv.
Filmen starter i 2011, hvor en nanosværm finder månen og nær slår astronautkollegerne Fowler (Halle Berry) og Harper (Patrick Wilson) ihjel. Heldigvis overlever de og kan sammen med sølvpapirshatten KC Houseman (John Bradley) redde jorden. Filmen har fået dårlige anmeldelser, men er seværdig, hvis man er til ’larger than life’ effekter til en lille milliard og er interesseret i AI. Særligt i den samme uge som OpenAI’s medstifter Ilya Sutskeva tweeter at AI netop nu muligvis er ved at opnå bevidsthed, er filmen absolut en biograftur værd.
Borgen 4. sæson: Når olien er løs i Laksegade
Alle os der elsker serier ved, at det kan være svært at skabe begejstring og fastholde seerne efter bare 1- 2 sæsoner. Sådan er det ikke med den nye sæson af Borgen. Jeg har kun set første afsnit i 4. sæson af den populære danske politiske thriller, og jeg må allerede lægge mig fladt ned. Mine fordomme om serier bliver totalt gjort til skamme.
Borgen tegner allerede til at blive bedre end nogen af de tidligere og denne gang med den storslåede grønlandske natur som fantastisk baggrundskulisse.
Olie eller velfærd? Olie eller klima? Olie eller kolonialisme? Dilemmaerne er mange, og hvad er bedre end interessemodsætninger til at skabe et godt politisk drama? De storpolitiske dilemmaer udspiller sig ikke bare i forholdet til Grønland, men naturligvis også i forholdet mellem udenrigsministeriet og statsministeriet. For hvem hører Grønland egentligt under? Hvem vinder den interne magtkamp om resort-ansvaret?
Og hvad gør den radikale udenrigsminister, når løsningerne på den politik, som hun selv ønsker at håndhæve over for andre, kommer lidt for tæt på hende selv? Når de udenomsparlamentariske metoder bliver taget i brug i den gode sags tjeneste. Hvordan stiller det hende og hendes idealer, når ideologien støder ind i virkeligheden.
Det er bestemt ikke kedeligt, og serien vil endnu engang sætte dagsordenen.
Velproducerede gode melodier med meningsfyldt lyrik fra Juncker
I sidste uge kom det frem, at sangskriveren Christian Juncker stiller op i årets Melodi Grand Prix. Hvis der er nogen, der kan skrive gode melodier med meningsfyldt lyrik med dybde, er det Brønshøjs egen Juncker.
Hans bidrag til årets Tante Sangfest er ”Kommet for at blive” i den klassiske danske sangskrivertradition, som f.eks. også Folkeklubben gør sig i. En fin, melodisk sang med tyngde i sin egen ret, hvorfor den da heller ikke har en jordisk chance for at vinde, hvis den kommer med i det store Eurovision.
Men lad mig benytte lejligheden til at anbefale Junckers herlige album, Længere nede ad vejen, der udkom sidste år. Det indeholder nye numre og versioner af gamle sange i nye 2021-versioner – som f.eks. storhittet ”Mogens og Karen” og ”Havanna”.
Det gode her er nye sange som pop-solglimtet ”Mintgrøn sommerfugl” i en for Juncker ny stil, det friske vesterhavspust af en sang, ”Havblik”, og det flotte Lars H.U.G.’sk drilske ”Evigheden mellem os”, skrevet sammen med Andreas Odbjerg, smilehulspopsangen ”Wallenberg”. Jeg kunne blive ved.
Det gør Juncker forhåbentlig også.
Sig Jolly til din Weltschmerz
Med Jolly Weltschmerz er kabareten tilbage i Riddersalen på Frederiksberg i en munter blanding af nyt og gammelt – og dansk, tysk og engelsk. Alene det er morsomt.
Det er nemlig ikke så meget det, de gør, som måden, at de altså gør det på. Kendte tekster som ”Hjertestarter”, ”Human Behavior” og ”Sånt er livet” antager en helt ny betydning i hænderne på de fem performere. Det er sjovt, det er frækt, det er begavet.
Den svære samtale i parforholdet, udfoldet for fuld terapeut-lingo med at ”tage ansvar for egne følelser” og ”blive på egen banehalvdel”, er tårefremkaldende morsom. Og Trio-nummeret ”Da da da” trækker i kabaretens fremstilling på noget helt basalt … noget ur-komisk.
Og så er der svirpet.
Ja, publikum, der sidder og nyder et par timers pause fra hverdagen, får lige lov til at kigge sig selv i spejlet og tænke sig om en ekstra gang. Det gælder ikke mindst i forestillingens små ”smørhuller”, hvor vores optagethed af selvpleje og mindfulness bliver lige så stressende faktorer som alt andet – når vi skal poste på det sociale medier, at vi er åh så mindfulde.
Docs & Talks Festival i Filmhuset
I den kommende uge afholder Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) en dokumentar-festival med film fra verdenens brændpunkter. Festivalen Docs & Talks har blandt andet klimaforandringer, kunstig intelligens, migration, oprør, den amerikanske højrefløj, kultursammenstød og Kinas fremtrædende rolle i Afrika på programmet.
Rent geografisk kommer man som publikum vidt omkring, fra Europa til USA, Kina, Mellemøsten, Sahel bæltet og Lesotho. Hver fremvisning efterfølges af samtale og debat med eksperter indenfor det pågældende felt.
På programmet findes blandt andet filmen Purple Sea af den syriske kunstner Amel Azalkout. Med hendes Go Pro-kamera bundet om håndleddet ser man menneskers kamp for at overleve i Middelhavet efter endnu en kæntret båd med alt for mange mennesker ombord.
Det er på alle måder en fuldstændig klaustrofobisk og grænseoverskridende film at se. Den surrealistiske virkelighed, der udspiller sig for åbent kamera om håndleddet på en kvinde, der ligger bevidstløs i Middelhavet. Ben og fødder, voksne som børn, der i starten kæmper for at holde sig i live, for så til sidst at ligge som druknede, der flyder ind og ud af kameraets ubarmhjertige linse. Det er en uafrystelig dokumentarfilm.
Den uforlignelige professor Carsten Thau
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
En redaktionsgruppe bestående af venner og kolleger, har sammensat bogen Carsten Thau – Om transparens og andre essays, der består af en række af hans vigtigste tekster om bl.a. arkitektur, film og billedkunst.
Teksterne er forfattet over en lang årrække fra 1989 og frem til 2020 og hentet fra udstillingskataloger, arkitekturtidsskrifter, dagblade mm. Ikke kronologisk og ’i tur og orden’, endnu en lidt altmodisch vending, som jeg klukker over, at Thau brugte igen og igen, men med indlevet fornemmelse for Thaus intellektuelle spændvidde samt glæde ved og enestående evne til at associere imellem kunst, arkitektur og politik
De er ordnet i tre afsnit: Først under overskriften ”Figurer”, syv essays om vidt forskellige emner, der demonstrerer bredden i Thaus interessefelt – fra trapper til rammer, fra politiske medløbere til Venedigs vaklen mm. Dernæst under overskriften ”Interventioner”, seks kortere anmeldelser og kommentarer. Og sluttelig under overskriften ”Transparens og intransparens”, tekster viet til temaet om gennem- og uigennemsigtighed, der optog en central plads i Thaus arbejde i de sidste år.
Jeg er helt igennem imponeret over, hvordan det er lykkedes redaktionsgruppen at udvælge teksterne blandt den enorme produktion, Thau har begået, og ikke mindst at koreografere dem til en yderst inspirerende helhed.
Vinterferieweekend i hovedstaden eller derhjemme i sofaen
Foto: Malthe Ivarsson
Hvis orkanen Noras vilde vinde ellers løjer af i løbet af lørdagen, kan du stadig gå på opdagelse i kulturens store skatkammer i denne den sidste weekend i skolernes vinterferie.
Der er stadig lysfest i Københavns gader, hvor CPH Light Festival lyser op til den 27. februar. Du kan tage børnene med på skattejagt og kreativt værksted i Den Sorte Diamant, eller se om du kan finde et scoop på loppemarked i Bella Center. Hvis du tager derud, så grib chancen for en gang røde kinder gå en tur på fælleden inden den helt forsvinder.
Hvis det alligevel bliver for koldt, kan du nøjes med at gå en tur forbi LiteraturHaus, hvor der er søndags-klippe-klistre stue, eller bare blive hjemme. Hvis du skal en tur i skærmens verden og gerne slapper af med lidt ultravold, kan du se en ny remake af Tope Hoopers klassiske Motorsavsmassakren på Netflix.
Mulighederne er mange, og det er kun dig – og kulturlisten – som bestemmer. Vi ses i næste uge.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
