SUNDHED // KRONIK – “Vi er mange danske psykologer, der ser med alvorlig bekymring på den nye ordning, hvor vores autorisation og tilsyn flyttes fra Social- og Boligministeriet over til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi frygter, at vi mister retten til at gøre vores brede faglighed gældende og i stedet bliver definitivt underlagt lægefaglighedens logik og tilgang,” skriver en række psykologer og psykologistuderende.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Udover Philippa Lund er kronikkens øvrige skribenter børnepsykolog Vickie Kolmos Schmidt, psykolog Jonas Vennike Ditlevsen, psykologstuderende ved KU Marlice Larsen og psykologistuderende ved AU Mads Bruun Pedersen.
Psykologiens genstandsfelt er ikke sygdom. Psykologiens genstandsfelt er psyken. Derfor er vi mange danske psykologer, der ser med alvorlig bekymring på den nye ordning, hvor vores autorisation og tilsyn flyttes fra Social- og Boligministeriet over til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Vi frygter, at vi mister retten til at gøre vores brede faglighed gældende og i stedet bliver definitivt underlagt lægefaglighedens logik og tilgang. Dertil frygter vi, at vores fagidentitet vil blive forskubbet i en retning, hvor vi vil blive opfattet som rendyrkede klinikere, der agerer diagnostisk og symptombehandlende i overensstemmelse med den psykiatriske tilgang til psykisk lidelse.
Denne forskydning vil få betydning for både for os selv, for andre faggrupper og for befolkningen. Dette er et alvorligt problem for vores fagligheds autonomi og bredde, og det er et problem for befolkningssundheden, da grundforståelsen af, hvad psykisk lidelse, normafvigelse og mistrivsel egentlig er for noget, vil blive skubbet endnu længere over i et diagnostisk og symptomfokuseret paradigme.
Et paradigme, der i forvejen dominerer både fag- og lægfolkskredse, og som generelt mangler dokumentation for effektivt at hjælpe de mange personer, der lider psykisk.
Psykologer: Diagnosticering og symptombehandling er lægefaglighedens domæne
Fra 1/1 2026 bliver en ’psykolog’ i Danmark per definition en sundhedsfagligt autoriseret person, hvis formelle rammer nu vil høre ind under Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Hidtil har ikke-autoriserede, privatpraktiserende psykologer ikke været underlagt tilsyn. Der er ingen psykologer, vi kender til, som er uenige i, at det er en god idé med et universelt tilsyn for alle psykologer.
Alle, der går til psykolog, bør kunne stole på, at den fagperson, de sidder over for, agerer ansvarligt og i overensstemmelse med god praksis og etik. Det, der er problemet, er ikke tilsynet. Det byder vi varmt velkommen. Det, der er problemet, er at tilsynet nu flyttes over under en styrelse, der kun har ét sprog at forstå vores gerning i: Nemlig symptomer, diagnoser og behandlinger.
De psykologistuderende på landets universiteter beretter også i avisartikler og debatindlæg om studier, der glemmer den humanistiske og sociologiske psykologi og i stedet bliver mere og mere rettet mod klinisk, diagnostisk tænkning samt en snæver forståelse af evidens
Det betyder, at psykologen fra 1/1 per definition bliver en fagperson, der behandler psykiske sygdomme eller forstyrrelser. Altså dem, der står i diagnosemanualerne. Dette er ikke bare et problem. Det er en katastrofe.
Diagnosticering og symptombehandling er lægefaglighedens domæne. Det er det sprog, som læger har at forstå psykisk lidelse og normafvigelse ud fra. Læger dannes og uddannes til at udrede og behandle, og det er det, de forsøger at gøre med psykisk lidende danskere.
Det er det, vi kan kalde den patologiserende (sygeliggørende) tilgang til psykisk lidelse. Det er i sig selv ikke et problem, at lægerne har et internt fagsprog for, hvordan de prøver at forstå psykisk lidelse. Problemet er, at det lægefaglige sprog i dag er blevet altdominerende i en grad, hvor det er svært for andre perspektiver at gøre sig gældende, såsom psykologiske, pædagogiske, sociologiske, filosofiske mm.
De psykiatriske diagnoser har nemlig udviklet deres helt eget liv, godt støttet af både sundhedsvæsenet og psykiatrien. Alt fra kommunal støtte til SU-tillæg til anbringelsessager afgøres ofte med tung vægt på diagnoser. Diagnoserne stilles og formidles af fagpersoner og forstås af mange som neurologiske, genetiske, biokemiske eller på anden vis sygelige, forstyrrede og velafgrænsede tilstande, som man kan behandles for.
Problemet er blot, at det aldrig er det, der har været intentionen med psykiatriske diagnoser. De psykiatriske diagnoser er intet andet end beskrivelser. Dette er ikke en kritik; det er faktuelt. Det står direkte i indledningen til det europæiske diagnosesystem ICD, at diagnoserne ikke er årsagsforklarende. De beskriver blot måden, hvorpå en person lider.
Lægefaglighedens perspektiv har været for dominerende
Hvordan er vi så kommet dertil, at diagnoserne i sig selv har så stor magt, betydning og indflydelse på alt fra identitet til støtte og behandlingsmuligheder? Det har vi, fordi lægefaglighedens perspektiv på psykisk lidelse har fået lov at dominere i alt for lang tid. Selv WHO, der står bag diagnosesystemet ICD, har erkendt, at ”Den internationale menneskerettighedsramme kræver en markant bevægelse væk fra den biomedicinske tilgang og frem mod et støttende paradigme, der fremmer personlighed, autonomi og inklusion i lokalsamfundet”.
En persons traumer, marginalisering, diskrimination, sociale kår, socioøkonomiske status og øvrige sundhed fortæller langt mere om, hvorfor en person lider psykisk end en diagnose
Lige netop her kunne psykologien spille en enormt vigtig rolle over for den mest magtfulde diskurs omkring psykisk lidelse – nemlig den patologiserende tilgang. Ideelt set ville vi bruge vores psykologfaglighed til at insistere på, at det diagnostiske sprog blot er én måde at konceptualisere psykisk lidelse og normafvigelse på, men bestemt ikke den eneste.
Vi ville insistere på og oplyse om, at sociokulturelle og livshistoriske perspektiver på psykisk lidelse har langt større forklaringskraft end de vage forskningsresultater, som hjerne- og genforskningen hidtil har kunnet frembringe. En persons traumer, marginalisering, diskrimination, sociale kår, socioøkonomiske status og øvrige sundhed fortæller langt mere om, hvorfor en person lider psykisk end en diagnose.
Disse faktorer fortæller samtidig langt mere om, hvordan vi bedst hjælper den psykisk lidende person, end en diagnosebaseret behandlingsindsats nogensinde vil kunne. Der er en enorm forskel på at skulle hjælpe en person, der er alvorligt deprimeret på grund af gentagne seksuelle krænkelser i barndommen, og så en der er blevet deprimeret på grund af en krise i voksenlivet. Begge skal have hjælp, men af vidt forskellig karakter, og ingen af dem er bedst tjent med blot at få dæmpet deres reaktioner (i psykiatrisk jargon: symptomer).
En bredt forankret psykologfaglighed ville kunne være med til at bane vejen for, at såvel befolkningen som fagpersoner i det hele taget får et tiltrængt supplement til den altdominerende patologitænkning. Den ville kunne tilbyde nye handlemuligheder.
Når vi erkender, at der ikke er evidens for, at psykisk lidelse er velafgrænsede “sygdomme i hjernen” eller ”genetisk betingede forstyrrelser” bliver det tydeligere for os, hvor mange måder vi kan handle på for at ændre vores og vores børns hverdagsliv og selvforståelse.
Det vil også tydeliggøre, at mange af de lidelsesfulde reaktioner, vi ser i vores samfund, ikke er underlige og uventede stigninger i psykiske sygdomme, men meningsfulde og forventelige reaktioner på fx mangeårige nedskæringer på velfærd, geopolitisk uro, øget ulighed, tempo, traumer, præstationspres mm.
Dette vil gøre opgaven med at hjælpe landets psykisk lidende børn, unge og voksne mere klar og tydelig, da vi ikke centrerer alle indsatser om at behandle symptomer på en sygdomsbeskrivelse. Vi ville antage, at den lidende person reagerer meningsfuldt på et-eller-andet i dennes liv. Det ér alt andet lige lettere at gribe ind i livets mange kontekster, end det er at forsøge at behandle en diagnose, der udelukkende beskriver, at nogen lider eller har udfordringer. Det svarer til at konstatere, at nogen er trist og forsøge at dæmpe tristheden uden at forstå, hvorfor personen er trist.
Et af de ubesvarede og vigtige spørgsmål er, om vores nye autorisation og tilsyn vil acceptere, at mange af os ikke arbejder diagnostisk, selv om vi arbejder med psykisk lidelse i mange udtryksformer
Som sagt er der intet galt med, at lægefagligheden har et sprog, som de har tradition for at forstå psykisk lidelse i. Problemet er sprogets dominans. Det er her, at vi er mange psykologer, der begræder, at vores titel, autorisation og tilsyn nu skal høre ind under Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Selvom det lykkedes Dansk Psykolog Forening at få ind i loven, at psykologer har med ”borgere, klienter og patienter” i stedet for blot ”patienter” at gøre, så bliver vi de facto en del af et system, der forstår vores ”borgere, klienter og patienter” som personer med patientjournaler, der har diagnoser, som skal behandles.
Derfor forventer systemet naturligvis, at vi behandler de sygdomme eller forstyrrelser (læs: diagnoser), som vi sidder over for. Det er dog kun en lille del af psykologer, der bekender sig troligt til diagnoser. Langt de fleste psykologer opfatter diagnoserne som beskrivelser, men interesserer sig langt mere for det menneske, de sidder over for og for det levede liv, der har ført til, at man har behov for hjælp.
Et af de ubesvarede og vigtige spørgsmål er, om vores nye autorisation og tilsyn vil acceptere, at mange af os ikke arbejder diagnostisk, selv om vi arbejder med psykisk lidelse i mange udtryksformer. Hvis fx en psykolog i PPR mener, at et barns lidelse eller mistrivsel bør anskues med et bredere blik end det snævre diagnostiske, må vedkommende så godt det, selv hvis man med psykiatriens blik ville stille en diagnose?
Hvis privatpraktiserende psykologer sidder over for en person, som psykiatrien utvivlsomt ville diagnosticere, må vi så gerne undlade at udrede eller sende personen videre til udredning? Det er en ret, vi håber på at kunne beholde.
Dansk Psykolog Forening arbejder på dette ved at udvikle en faglig norm for nonpatologiserende psykologpraksis. Problemet er imidlertid, at love og bekendtgørelser juridisk trumfer faglige normer, samt at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke er forpligtet til at inddrage faglige normer i en vurdering af, om en psykolog har gjort sit job forsvarligt. Måske der bliver plads til at arbejde uden diagnoser i mødet med psykisk lidelse. Måske ikke.
Faktum er i hvert fald, at psykologiens virkefelt tager et markant ryk i retning af diagnostisk og symptombehandlende sprog og tænkning. Ydermere risikerer vi, at hvis psykologien som fagfelt ikke får sin egen plads og berettigelse, vil mennesker, som ikke ønsker at blive sygeliggjorte, være begrænset til at opsøge fagstande, der hverken er underlagt tilsyn eller er juridisk forpligtede på etiske principper. Disse borgere bliver sat i en særligt udsat position under den nye ordning.
Et fagidentitært problem
Foruden de praktiske problemer forbundet med den nye ordning er der ligeledes et fagidentitært problem: Hvad betyder det for psykologien som fag, når vi redefinerer, hvad det vil sige at være psykolog? Hidtil har det været sådan, at alle, der færdiggør psykologuddannelsen, kan kalde sig ’psykolog’. Men hvis man fra 1/1 vil kalde sig psykolog, så skal det altså være som sundhedsfagligt autoriseret fagperson, hvilket betyder, at man per definition hører ind under styrelser, der taler om behandlinger af patienter med diagnoser.
Dermed ændrer man den uofficielle kontrakt, som alle der har læst psykologi indgik med samfundet. Hvis man fortsat vil være psykolog, skal man altså acceptere, at det kliniske og diagnosecentrerede sprog nu er defineret i grundforståelsen af det arbejde, man udfører. Det er en markant indsnævring af, hvad det vil sige at være psykolog, og den bestyrker det eksisterende, biomedicinske paradigme i højere grad end at nuancere eller udfordre det.
Psykologien, når den fungerer bedst, har det brede blik for, at menneskepsyken lever i et evigt samspil mellem krop, sind, kulturelle normer samt kunstige og naturlige omgivelser
De psykologistuderende på landets universiteter beretter også i avisartikler og debatindlæg om studier, der glemmer den humanistiske og sociologiske psykologi og i stedet bliver mere og mere rettet mod klinisk, diagnostisk tænkning samt en snæver forståelse af evidens. Når de studerende, som i forvejen præges i denne retning, tvinges til at acceptere en psykologtitel, der er uløseligt bundet til Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at fremtidens psykologer bliver endnu mere kliniske, reduktionistiske, metodebundne og diagnostiske. Psykologien som fagstand risikerer at spille en rolle som pseudolæger og dermed blive opfattet som fagpersoner, der hjælper folk med diagnoser. Dog er psyken – og dermed psykologien – i sin natur langt bredere.
Når vi som samfund centrerer os om diagnosticering og symptomfokus, retter vi opmærksomheden mod individerne i samfundet i stedet for mod fællesskabet. Psykologien, når den fungerer bedst, har det brede blik for, at menneskepsyken lever i et evigt samspil mellem krop, sind, kulturelle normer samt kunstige og naturlige omgivelser. Megen af den psykiske lidelse, mistrivsel og udfordring vi ser i dag, kan bedre forklares af samfundets, folkeskolens og institutionernes rammer, end de kan forklares af et diagnostisk sprog.
Af alle disse årsager opfordrer vi til at psykologien får en plads, også juridisk, hvor den netop er noget andet og mere end patologisering. Hvor titlen psykolog er en garanti for, at du møder et menneske med et åbent og helhedsorienteret blik på din problematik, der jf. De etiske principper for nordiske psykologer er forpligtet til at fremme dine mentale rettigheder, værdighed, integritet, selvbestemmelse og autonomi.
Det ville være psykologiens fornemste opgave at pege på den mangfoldighed af perspektiver, der alt for let risikerer at blive negligeret eller forputtet, når man individualiserer psykisk lidelse som sygdom eller forstyrrelse. I stedet indordnes psykologfagligheden under lægefagligheden, når det kommer til psykisk lidelse. Det er efter vores mening det sidste, vi og samfundet som helhed har brug for.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og