KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Kun ved at deeskalere konflikten og ikke længere besvare vold med vold, at nægte at spille det spil, som Hamas ønsker, at Israel skal spille, kan en ende tænkes, skriver Bernhard Bierlich.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Man har desværre hørt det mange gange før: “Aldrig igen.” Man bliver nedslået over vores gentagne fejlen, som desværre nok skyldes noget, vi helst ikke taler om: “vores tragiske menneskelige natur”, hvor det gode og næstekærlige i os manipuleres gang på gang, og mennesker sættes op imod hinanden. Vi går derfor fra den ene menneskeskabte krise til den anden, udtaler pligtskyldigt ordene “Aldrig igen”, men der er ingen, der rigtig lytter og sætter et punktum.
Vi synes at have “dobbeltmoralske principper”, når det kommer til Israel, og kaster os over alt, hvad det gør og ikke gør, med stor hårdhed og beskylder det mere eller mindre for at bære skylden for sult, underernærede børn og fordrivelser i Gaza. Et tilbageblik på det forgangne år siger alt. I 2023 vedtog FN’s Generalforsamling ikke mindre end 15 resolutioner, der var kritiske over for Israel, men kun syv resolutioner, der var kritiske over for alle andre lande i verden tilsammen. Er der nogen, der mener, at det repræsenterer lige behandling?
Sudans lidelser
Med den fremtrædende filosof om krigens moral professor Michael Walzers ord, dømmer verdensopinionen Israel ud fra “højere moralske standarder” – højere end man nok selv ville kunne leve op til. Når man dømmer parterne efter forskellige standarder, er der tale om brug af dobbelte standarder eller moral.
Så er der tale om en dobbeltmoral i global opmærksomhed? Uden tvivl
Rigtig tydeligt bliver det, idet man samtidig ignorerer, at der er sult, underernærede børn og fordrevne mennesker på en kolossal skala bare lidt længere syd for Gaza, i Darfur-distriktet i det sydvestlige Sudan. Vi ser tydeligt dobbeltmoralen i spil. Det er åbenbart ikke alle konflikter, vi skænker samme opmærksomhed.
Vores tavshed om situationen i Sudan og Darfur er utilgivelig, understregede USA’s ambassadør ved FN, Linda Thomas-Greenfield, forleden i New York Times. Folk fokuserer mere på Israel end på, hvad Unicef beskriver som en “bølge af grusomheder”, der for øjeblikket udøves med især børn som ofre. Antallet af børn, der er fordrevet af nylige kampe i Sudan (tre millioner), er større end hele befolkningen i Gaza. Rundtomkring i verden protesteres mod krigen i Gaza, mens man stort set ignorerer de 700.000 børn, der står over for alvorlig akut underernæring i Sudan, efter at en borgerkrig begyndte der i april sidste år.
Sudans lidelser i dag er på tragisk vis velkendte. Lignende scener af elendighed og sult udspillede sig for 20 år siden, da sudanesiske flygtninge flygtede fra volden i Darfur, hvor Janjaweed, med opbakning fra Omar al-Bashirs brutale, autoritære regime, gennemførte en folkemordskampagne med massedrab, voldtægt og plyndring.
Dobbeltmoral
Så er der tale om en dobbeltmoral i global opmærksomhed? Uden tvivl. Vi fokuserer på sultkatastrofen i Gaza, men ikke på, hvad der udspiller sig i Darfur. Hvorfor mon? Skyldes det ikke politiske, racistiske og koloniale attituder, som inddeler mennesker i to kategorier: dem, der fortjener vores opmærksomhed, og dem, der ignoreres. Er det ikke dybt forkert af os at vægte værdien af et liv forskelligt, alt efter hvor det leves, i Gaza eller i Darfur? Vores “samvittighed” siger noget andet.
Kun ved at deeskalere konflikten og ikke længere besvare vold med vold (…) kan en ende tænkes
Den tillader os ikke at skelne på den måde. Dermed opnår vi også en mere lige og helstøbt forståelse af den sultende verden og sultens årsager. En sådan skelnen er samvittighedsløs. På samme måde forekommer det også samvittighedsløst bare at henvise til verdens hykleri, uanset hvor rigtigt det end er, og ikke at påtale den katastrofale situation for børn i Gaza, som ifølge Unicef er det farligste sted på kloden at være barn for tiden.
Ifølge de Hamas-styrede sundhedsmyndigheder er 12.500 børn blevet dræbt i de sidste fem måneder. Til sammenligning opgiver Unicef et tab af børneliv for 2022 på 2.985 dræbte i alle krige over hele verden. Blandt de dræbte børn i Gaza var 250 spædbørn under 1 år. “Jeg kan ikke komme i tanke om nogen konflikt i dette århundrede, der har dræbt babyer i sådan et tempo,” skriver journalisten Nicholas Kristof i New York Times.
I Gaza er Israel, forklarer Walzer, løbet ind i en “fælde”, lagt af Hamas, og fælden har involveret uhyggelig destruktion af menneskeliv og infrastruktur. Hamas, siger Walzer, har designet “en krig, som Israel kun kan udkæmpe ved at skade civile”.
Når voldens onde cirkel brydes, bliver Hamas irrelevant, og et fredeligere Israel-Palæstina kan udvikle sig
Tricket er nu at slippe ud af fælden, få gidslerne frigivet (de 100, som formodes at være i live), at indføre en våbenhvile – og opbygge et midlertidigt “Arabisk Mandat” (bestående af Ægypten, Jordan og Saudi-Arabien) – “en mellemøstlig version af Dubai”, hvor Gaza udvikler sig til “et fremtidsorienteret, moderniserende, anti-ekstremistisk område og åbent over for verden og ønskende varig fred”, som Bret Stephens skriver i New York Times.
Mandatet kan, siger Stephens, ses som “en realistisk vej at gå hen imod en endelig tostatsløsning” og en normalisering af Israels forhold til store dele af den arabiske verden. Naturligvis forudsætter alt dette, at Benjamin Netanyahu ikke fortsætter sit styre.
Kun ved at deeskalere konflikten og ikke længere besvare vold med vold, at nægte at spille det spil, som Hamas ønsker, at Israel skal spille (og dermed få hele verden imod sig), kan en ende tænkes. Det vil gøre Hamas rigtig bange, hvis Israel nægter at gå voldens ærinde og viser modet og trækker sig og ikke længere gør volden en tjeneste. Det vil indvarsle en ende på volden og civiles lidelser, når Hamas’ voldshandlinger over for Israel den 7. oktober ikke længere besvares med vold fra israelsk side.
Når voldens onde cirkel brydes, bliver Hamas irrelevant, og et fredeligere Israel-Palæstina kan udvikle sig. Alt, det kræver, er modet til at “trække sig fra voldens kapløb”. Det vil ikke ses som et nederlag, men tværtimod som en stor sejr, og så giver “Aldrig igen” endelig mening.
I en verden, hvor vi alle er forbundet af vores fælles menneskelighed, kan vi aldrig tillade, at vores meget menneskelige, dobbeltmoralske holdninger og manglende evne til at deeskalere afleder fra de tragedier, der udspiller sig i dag for børn i Gaza, Darfur, ja OVERALT i denne verden.
Læs mere af Bernhard Bierlich i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
