KLUMMEN – “Det er en meget mærkelig proces, fordi det er så voldsomt at ‘smide dem ud’ af sit liv. For hver gang jeg trykkede ‘Fjern som ven’ forsvandt den person jo fra min venneliste, ud af mit liv. Endegyldigt”. Monica Krog-Meyer skriver om oprydning i vennekredsen på Facebook.
– Nå, Monica, hvad brugte du så din aften til?
– Jo, nu skal du høre. Det var faktisk ret godt. Jeg fik ryddet op i vennekredsen!
Først dyrkede jeg sløvheden. Jeg sad og stenede lidt foran tv, men flygtede så fra en eller anden Morten Korch-film, som manden gerne ville se igen-igen-igen. Det gad jeg ikke.
Så kiggede jeg på Facebook, som jeg holder meget af. Jeg kalder det at deltage i ‘Den Store Samtale’. Som sædvanlig læste jeg gode og kloge indlæg. Der er jo også ubehagelige og dumme opslag undervejs. Dem ruller jeg forbi. Det gider jeg ikke spilde min tid på. Jeg kommenterede også nogle af mine venners opslag; det kan udvikle sig til små minisamtaler, hvor man for en kort stund kommunikerer intensivt med et andet menneske. Jeg lod bare minutterne rulle. Det var sådan en aften.
Den aften blev det farvel til 18 personer, der før var en del af mit liv, enten langt væk eller tæt på, sådan som det er med Facebook-venner
Men så skete der noget mærkeligt. Jeg fik taget mig sammen til at gøre noget, som jeg længe har trængt til at få gjort. En oprydning af de mere bizarre. Jeg gik i gang med den oprydning, der på den ene side er lidt makaber, og på den anden side nødvendig. Oprydning i vennekredsen. Ikke den barske, hvor man for alvor bryder forbindelsen til nogle venner, der har skuffet. Og heller ikke den der luskede, hvor man bare ikke reagerer, så forbindelsen langsomt forsvinder. Nej, det var mere indviklet end som så.
Jeg bladrede alle mine Facebook-venner igennem. Der er over 2000. Jeg skulle finde alle dem, der er døde. Jeg var flere gange tilfældigt stødt på dem, stadig på Facebook, som om de er levende ligesom før. Men nu skulle det være. De skulle fjernes. Det er en meget mærkelig proces, fordi det er så voldsomt at ‘smide dem ud’ af sit liv. For hver gang jeg trykkede ‘Fjern som ven’ forsvandt den person jo fra min venneliste, ud af mit liv. Endegyldigt.
Jeg vil jo helst ikke glemme dem. Men de er altså døde, de kommer aldrig til at ‘poste’ noget mere selv, de kommer aldrig til at ‘like’ noget på min side eller svare mig. Og jeg bliver så forvirret, når de dukker op.
“Jamen er hun ikke død?”, tænker jeg. “Jo, hun er, men det ser jo ikke sådan ud. Hun er stadig på Facebook.”
Jeg fik fjernet en masse døde mennesker fra min venneliste den aften!
Enten har deres familie ikke vidst, hvordan man får lukket afdødes side, eller også har de pårørende stadigvæk lyst til at bevare dem på Facebook. Det forstår jeg godt. Det er lidt som om, de lever stadigvæk på den måde. Også selv om det er både 2, 3 eller 4 år siden de døde. I en kort stund kan man bilde sig selv ind, at de stadig er der. Der er billeder af dem, og kloge eller sjove ord de engang har sagt. Nettet bevarer jo det hele.
Jeg skrev ned, hvem de var, så jeg ikke glemmer dem helt. Og mon ikke internettet gemmer billederne af dem? Det håber jeg
Nogle pårørende skriver, at det forhåbentlig kan være til glæde for andre også. Og det kan det sikkert i en tid efter, hvor man lige skal vænne sig til at han eller hun er væk. Men på et tidspunkt må man jo selv finde ud af at komme videre. Få styr på, hvem der er iblandt os og hvem der ikke er det.
Den aften blev det farvel til 18 personer, der før var en del af mit liv, enten langt væk eller tæt på, sådan som det er med Facebook-venner. Der var f.eks. to kolleger fra mit radioliv, en fra vennekredsen, en fra vejen, hvor jeg bor, en af mine allerførste lytter-Facebook-veninder, som jeg dog aldrig har mødt, nogle musikere jeg beundrede og så ham, der skrev et afsnit i min bog om Plus-alderen fra 2010. Der var også nogle, jeg slet ikke kender, men bare blev Facebook-ven med undervejs.
Nu, hvor jeg ikke har deres billede, hvor de aldrig mere dukker op på min Facebook-væg, så risikerer jeg jo at glemme dem. Heldigvis har jeg en liste med deres navne. Jeg skrev ned, hvem de var, så jeg ikke glemmer dem helt. Og mon ikke internettet gemmer billederne af dem? Det håber jeg.
Så nu er der ryddet op. Livet går videre.
Foto: skribenten selv
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
