VELFÆRDSUDDANNELSE // KOMMENTAR – Den manglende interesse for at læse til socialrådgiver, sygeplejerske, pædagog og lærer skyldes ikke kun udsigten til dårlig løn. Professionsuddannelserne er præget af flere års besparelser, som gør det svært at tiltrække og fastholde de dygtigste undervisere og ledere. Det går ud over kvaliteten af undervisningen og er formentlig medvirkende til, at færre søger ind på studierne.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge var en af de store nyheder, at færre ønsker at læse til socialrådgiver, pædagog, lærer og sygeplejerske. Faldet i antallet af ansøgere til velfærdsuddannelserne kommer i en tid, hvor sygeplejerskerne strejker for at gjort op med lav løn for de traditionelle kvindefag.
Men faldet i søgningen til velfærdsuddannelserne skyldes formentlig ikke udelukkende lønnen, men også uddannelsernes manglende kvalitet.
En gammel drøm at få en socialrådgiveruddannelse
Det har altid været min drøm at tage en socialrådgiveruddannelse, men mine forældre syntes i sin tid, at det var en dårlig idé. ”Du vil blive frustreret over, at uddannelsen er for overfladisk, og at en del af dine undervisere ikke er dygtige nok,” argumenterede min juristfar allerede tilbage i 1980’erne.
Dengang syntes jeg, at det var udtryk for uddannelsessnobberi, men jeg orkede ikke kampen med mine forældre og søgte i stedet ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
Alligevel lykkedes det mig at få vredet brugen af min viden i retningen af socialt arbejde. For et par år siden besluttede jeg, at nu skulle den gamle drøm leves ud, så jeg kunne blive bedre til det sociale arbejde, jeg i mange år har udført i Asien, Afrika og Danmark.
Derfor søgte jeg ind på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, blev optaget og startede på den netbaserede socialrådgiveruddannelse i januar 2020.
Netbaseret indebærer, at en uddannelse er delvist baseret på selvstudier og online gruppearbejde med et par dages undervisning på UCL cirka hver tredje uge.
45 studerende i en klasse
Jeg mødte spændt og begejstret op i Odense til fire dages intro i januar 2020, men allerede der satte frustrationen ind. Hele 45 nye studerende sad meget gammeldags tæt linet op på rækker, så vi ikke kunne se og kommunikere med hinanden.
Allerede i løbet af de første uger faldt to af min gruppes medlemmer fra
På forhånd havde jeg læst studieordningen, hvor jeg havde bidt mærke i, at uddannelsen var ”professionsrettet og praksisnær.” Det viste sig hurtigt, at praksis var lig med uendelige oplæsninger af PowerPoints. Vi blev tilfældigt sat i sekspersoners grupper med meget lidt tid til at forberede samarbejdet og lære hinanden at kende, inden vi var overladt til os selv og skærmbaserede gruppemøder.
Allerede i løbet af de første uger faldt to af min gruppes medlemmer fra. Jeg legede også med tanken om frafald på grund af skuffelsen over den kedelige undervisning, det ekstreme fokus på teori frem for praksis og en voksende følelse af ensomhed, som blev forstærket af en underviser, der trynede mig, samt konflikter i gruppen.
Efter en snak med studievejlederen valgte jeg dog at give studiet en chance, og på 2. semester oplevede jeg, at der var en bedre sammenhæng i undervisningen, mere engagerede og professionelle undervisere og selvvalgte, velfungerende grupper.
Desværre sluttede semestret meget stressende med en helt ny type eksamen, som vi fik modstridende introduktion til fra forskellige undervisere.
Fuldkommen kaotisk 3. semester
I takt med, at jeg lærte mine medstuderende at kende, fandt jeg ud af, at andre også var blevet ydmyget af den samme underviser, at flere af de andre grupper også havde været konfliktramte og havde fået minimal støtte til at konfliktløse, og at rigtig mange følte sig stressede over mængderne af læsestof, som vi kun havde tid til at læse overfladisk, og manglen på tid til at øve sig i at bruge de mange metoder, vi læste om.
Da uddannelseslederen pludselig varslede, at det var slut med de selvvalgte grupper, gik vi på holdet sammen om at skrive et brev om, hvorfor det var uhensigtsmæssigt at skifte grupper så ofte på et netstudie, hvor så megen læring går tabt, når man med få måneders mellemrum skal bruge tid på at skabe nye arbejdsrelationer.
Der var begrænset mulighed for at spørge på grund af et hav af skiftende undervisere, og flere af dem sagde op eller blev syge
Det blev afvist på en kortfattet mail, og afvisningen blev gentaget på et møde, og så startede et fuldstændig kaotisk 3. semester med meget begrænset feedback på de relativt få øvelser, men i tusindvis af siders teoretisk læsestof – størstedelen var klumpet sammen de sidste uger op til eksamen.
Der var begrænset mulighed for at spørge og følge op med underviserne på grund af et hav af skiftende undervisere, hvoraf flere sagde op eller blev syge.
Jeg mistede gradvist følelsen af overblik og blev syg med stress umiddelbart før eksamen.
Det gik det op for mig, at der slet ikke var sat tid af til at læse til eksamen, fordi der var undervisning de sidste to hverdage op til den mundtlige prøve, at vi skulle lave semestrets anden store skriftlige opgave i samme uge som den mundtlig prøve, og at der slet ikke kom nogen intro til den efterfølgende skriftlige eksamen.
Da jeg gjorde en underviser opmærksom på, at det var meget stressende ikke at have tid til eksamenslæsning, svarede hun: ”Nå, jeg det troede jeg var blevet lavet om, for de studerende klagede over det samme på sidste semester.”
Ikke bare på UCL
Mine medstuderende og jeg talte undervejs om, at vores mangelfulde studiemiljø formentlig skyldtes, at underviserne havde et dårligt arbejdsmiljø på UCL. Vi havde gættet rigtigt: UCL søger lige nu ny uddannelsesleder. Det fremgår direkte af jobopslaget, at ”arbejdsmiljøet har været udfordret.”
Desværre er problemet med dårligt studiemiljø og elendig uddannelseskvalitet ikke kun et problem på socialrådgiverstudiet i Odense.
Manglende kvalitet på tværs af alle uddannelser gør, at 16 procent af de studerende dropper ud allerede i løbet af det første studieår og 29 procent afbryder studiet i løbet af fem år, viser en undersøgelse fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Af den fremgår det, at hele 40 procent af de studerende på professionsuddannelserne angiver kvaliteten af uddannelsen som årsag til, at de falder fra. Selvom de studerende på socialrådgiveruddannelsen ligesom jeg var relativt afklarede omkring deres valg af uddannelse ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), kan den slags tal nok afholder nogle fra overhovedet at søge ind.
Andre gode grunde til at lade være med at søge ind er, at socialrådgiverstuderende ifølge EVA oplever, at studiestarten i mindre grad skaber gode sociale rammer for at møde de medstuderende, og de studerende får ikke tilstrækkelig feedback fra deres undervisere.
Dem, der alligevel søger ind på og gennemfører hele studiet, skal kæmpe umenneskeligt hårdt for at blive dygtige nok
Velfærdsuddannelsernes manglende kvalitet er altså godt belyst. Alligevel har skiftende regeringer valgt at videreføre besparelser på to procent om året. I dag er socialrådgiverstudiet den velfærdsuddannelse med den laveste finansiering.
Det kan selvfølgelig mærkes. Når man har begrænsede midler, er det svært at tiltrække og fastholde de dygtigste undervisere og ledere. De studerende, der alligevel søger ind på og gennemfører hele uddannelsen, skal kæmpe umenneskeligt hårdt for at blive dygtige nok.
LÆS MERE AF LOTTE LADEGAARD HER
Alle fotos: Lotte Ladegaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
