SAMTYKKE // KRONIK – Litteraturlektor Marianne Stidsen har i en række interviews, debatindlæg og kronikker i blandt andet Information og Politiken hævdet, at tanken om en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er totalitær og udtryk for “ræverød symbolpolitik”. En stor del af Stidsens argumentation for denne påstand hviler dog på en historieløs og dybt problematisk brug af klassiske og moderne politiske tekster og begreber, påpeger cand. mag, ph.d. i filosofi Carsten Fogh Nielsen i dette modsvar til Stidsens seneste kronik i Politiken. Politiken afslog at bringe modsvaret med henvisning til pladsmangel. POV International bringer her indlægget i forlænget form.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sin kronik med overskriften “Jeg er ikke voldtægtsapologet” i Politiken den 9. maj anfører litteraturlektor Marianne Stidsen en række fejlagtige og direkte forkerte idéhistoriske påstande om forholdet mellem samtykke, ejendomsret og socialkonstruktivisme. Disse påstande bør ikke stå uimodsagte, også fordi hun krediterer de forkerte, men indledningsvis nogle ord om forhistorien.
Marianne Stidsen reagerede på en ældre klumme i Politiken, hvor journalist Tine Byrckel går i rette med dem, der klandrede Suzanne Brøgger og tre andre forfattere for at have forladt Det Danske Akademi i stedet for offentligt at markere afstand til akademimedlemmet Stidsens spektakulære holdninger ikke mindst til #MeToo-bevægelsen, som Stidsen betegner som en terrorbevægelse.
Men Byrckel går i sin klumme også i rette med litteraturlektoren selv, der i en tidligere kronik har argumenteret imod en samtykkebaseret voldtægtslovgivning og kaldt denne tanke for “ræverød symbolpolitik af værste skuffe”.
I denne kronik mener Stidsen tilsyneladende, at “Et lille beskedent: Tak, men nej tak” overflødiggør et krav om samtykke. Tine Byrckel fokuserer dog især på et andet udsagn i kronikken: “Hvis du fryser, så tag dog noget tøj på”, lød det fra litteraturlektoren i relation til, at ganske mange kvinder, der udsættes for voldtægt “fryser” – bliver passive – udløst af en slags overlevelsesinstinkt.
Stidsen går galt i byen. Det var ikke den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler, der udformede socialkonstruktivismen.
I Marianne Stidsens aktuelle, fejlbehæftede kronik giver hun igen udtryk for, at samtykkekravet repræsenterer noget ræverødt og er et opgør med kønsstereotypierne også i relation til det seksuelle samvær, for eksempel at mænd ofte ses som de aktive og kvinder de passive.
“Disse forestillinger skal, viser det sig, laves fuldkommen om. Det er vigtigt at have for øje, hvor den idé kommer fra. Den kommer nemlig fra den amerikanske radikalfeminist Judith Butler,” skriver Stidsen og fortsætter:
“Alt, hvad der vedrører køn og seksualitet, ses hos denne netop som værende til konstant forhandling og ombrydning – heraf også navnet på den teori, hun har udformet: socialkonstruktivismen.”
Den sociale konstruktion af virkeligheden
Men Stidsen går galt i byen. Det var ikke den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler, der udformede socialkonstruktivismen. Butlers hovedværk Gender Trouble (da. ’Kønsballade), som Stidsen bruger en del tid på at kritisere, udkom i 1989. Peter Berger og Thomas Luckmanns The Social Construction of Reality (da. ‘Den sociale konstruktion af virkeligheden’) udkom i 1966. Socialkonstruktivisme fandtes længe før Butler.
Stidsen hævder også, at tanken om, ”at kvinden har ejendomsretten til sin egen krop, hvorfor det partout skal hedde ’samtykke’ og ikke ’frivillighed’ (fordi ejerskabet herved stadfæstes), i virkeligheden kan føres direkte tilbage til Det kommunistiske manifest.”
Dette er forkert af flere grunde.
For det første er tanken om selvejerskab, altså at mennesket har ejendomsret over sig selv og sin krop, ikke noget, som Marx og Engels finder på. Det er en liberalistisk grundtanke, der mest præcist formuleres af John Locke, den moderne liberalismes stamfar.
I sit politiske hovedværk Anden afhandling om styreformen, skriver Locke følgende:
”Selv om jorden og alle lavere skabninger er fælles for alle mennesker, så har hvert menneske dog en ejendom i sig selv. Ingen undtagen han selv har nogen ret dertil”.
158 år tidligere
Anden afhandling om styreformen udkom første gang i 1690. Det kommunistiske manifest udkom i 1848.
For det andet hviler Stidsens tolkning af Det kommunistiske manifest på en tvivlsom forudsætning om, at ”En afgørende pointe i Karl Marx og Friedrich Engels’ berømte manifest […] lyder, at arbejderne gennem en aktiv revolte skal erobre ejendomsretten til produktionsmidlerne.”
Stidsens forsøg på at bruge tanken om selvejerskab som udgangspunkt for et marxistisk opgør med mandens ret til at bestemme over kvinden er derfor forfejlet
Stidsen overser, at Marx og Engels klart skriver, at deres sigte ikke blot er en mindre ændring af ejendomsforholdene, men noget langt mere radikalt, nemlig afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Som Marx og Engels selv skriver i samme værk:
“Alle tidligere klasser, der har erobret magten har søgt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun erobre samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.”
Stidsens forsøg på at bruge tanken om selvejerskab som udgangspunkt for et marxistisk opgør med mandens ret til at bestemme over kvinden er derfor forfejlet, både som historisk tese og som tekstlæsning.
Stidsen ser “afmægtigt pattebarn”
Endnu et problem med Stidsens argumentation er hendes forsøg på at koble tanken om en samtykkebaseret voldtægtslovgivning med det, hun i en anden kronik som nævnt tidligere kaldte for ”ræverød symbolpolitik af værste skuffe”.
”Ordet ’samtykke’” forklarede Stidsen her, er nemlig ”baseret på et grundsyn på kvinden som et væsen, der på forhånd er diskvalificeret til at tage vare på sig selv som voksent, fornuftigt individ, og som derfor på forhånd må omfattes af nogle særlige hensyn, der pakker hende ind i vat. Som et afmægtigt spædbarn.”
Den historie er, for nu at sige det så klart som muligt, noget filosofisk og idehistorisk vrøvl
Problemet her er igen, at Stidsen simpelthen ikke har styr på sin politiske idéhistorie. For nu blot at slå ned et enkelt sted, så spiller netop samtykke en central rolle hos førnævnte John Locke, som ingen kan beskylde for at være ræverød totalitarist.
For Locke, og med ham en lang række liberalistiske tænkere, er samtykke vigtigt, netop fordi det understøtter det liberalistiske synspunkt om, at mennesker, herunder kvinder, er frie og fornuftige individer, der både kan og skal forvalte deres eget liv. Ud fra denne forståelse kan et menneske kun legitimt underlægges andres magt, hvis hun frivilligt giver sit samtykke til det. Som Locke formulerede det i Anden afhandling om styreformen, så forbliver alle mennesker i en naturtilstand, og dermed fri fra statsmagtens indblanding, ”indtil de af deres eget samtykke gør sig til medlemmer af et eller andet politisk samfund.”
Stidsens argument om, at samtykke er et ræverødt, dvs. kommunistisk og i Stidsens forståelse totalitært, begreb, der reducerer kvinden til et ansvarsløst spædbarn, er derfor ikke blot historieløst. Det er også misvisende og forfejlet. Det samme gælder Stidsens overordnede historie om, at en samtykkebaseret voldtægtslovgivning hviler på en tanke om selvejerskab, der via Judith Butlers socialkonstruktivisme kan føres tilbage til Det kommunistiske manifest. Den historie er, for nu at sige det så klart som muligt, noget filosofisk og idehistorisk vrøvl.
Der kan være mange gode grunde til at være modstander af en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Dårlige filosofiske og idehistoriske argumenter er dog ikke en af dem.
Topillustration: Bogsidefotos fra Amazon
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og