DAGINSTITUTIONER // KOMMENTAR – Politikere, embedsværk og beslutningstagere ved, hvad der skal til for at skabe trygge rammer for børn. Problemet er, at den viden ikke er bygget ind i regnemodellerne, skriver pædagog og politiker Nanna Høyrup. “Hver gang der skal laves finanslove, strander de ønskede og nødvendige investeringer i Finansministeriets regnemodeller, som ikke anser reelle minimumsnormeringer i børnehøjde som investeringer, men som udgifter,”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Jeg tror nærmere, at politikerne ikke har indsigten i, hvor komplekst et arbejde det er.” Den sætning læste jeg forleden i Politiken i et interview med pædagog og forfatter Stine Askov.
Ordene landede som brikker i det puslespil, jeg kontinuerligt forsøger at lægge: refleksioner over min praksis som både pædagog og politiker og min erfaring med at skabe bevidsthed om pædagogisk kompleksitet som vej til forandring.
Et nyt spørgsmål har formet sig: Er det den manglende indsigt i, hvor komplekst et arbejde det er, som er forklaringen på, at vi ikke ser de nødvendige investeringer i vores daginstitutioner, eller skal vi rette blikket et andet sted hen?
Jeg mener, baseret på min erfaring som både politiker og pædagog, at der er omfattende viden, men at problemet ligger et helt andet sted. Det ligger i, at de politiske regnemodeller ikke afspejler, hvor komplekst det pædagogiske arbejde er, og hvor værdifuldt omsorgsarbejde er.
Vi kan faktisk godt dokumentere effekterne af omsorg og forebyggelse. Vi ved, at det hænger sammen med færre anbringelser, mindre behov for specialundervisning, bedre mental sundhed og højere gennemførelse af uddannelse
Netop derfor er det en mærkesag for Alternativet at få trivselsøkonomien ind i regnemodellerne, så værdien af omsorg bliver anerkendt og faktisk tæller med, når vi prioriterer som samfund. Vores nye finansordfører, Anna Bjerre, har allerede udtalt, at hun vil arbejde for en opdatering af Finansministeriets regnemodeller.
Jeg har i over et årti fremsat argumenter baseret på netop faglighed, tilknytning, børns udvikling og det pædagogiske håndværk. Jeg har igen og igen oplevet, at den viden er til stede. Politikere, embedsværk og beslutningstagere er ikke uvidende om, hvad der skal til for at skabe trygge rammer for børn. De ved det.
Men den viden får ikke lov til at fylde i de beslutninger, der i sidste ende træffes i Finansministeriet.
Regnemodellerne styrer prioriteringerne
For når vi når til det punkt, hvor finansloven forhandles, og der prioriteres i de offentlige budgetter, er det ikke den pædagogiske viden, vores intuition og vores kendskab til mennesker, der er styrende. Så er det regnemodellerne.
Og her opstår det egentlige problem.
Årsagen er, at hver gang der skal laves finanslove, strander de ønskede og nødvendige investeringer i Finansministeriets regnemodeller, som ikke anser reelle minimumsnormeringer i børnehøjde som investeringer, men som udgifter.
I et samråd i december 2025 i Folketingets Finansudvalg om trivselsøkonomi, stillet efter ønske fra daværende finansordfører for Alternativet Christina Olumeko, blev finansminister Nicolai Wammen spurgt til, hvordan værdien af forebyggelse og trivsel indgår i de økonomiske modeller. Her blev det fremhævet, at vidensgrundlaget ikke i tilstrækkelig grad understøtter den type effekter.
Hvis vi vil ændre det, kræver det politisk pres, både gennem samråd, finanslovsforhandlinger og vedvarende debat
Det er en vurdering, jeg mener, vi er nødt til at udfordre. Som pædagog og som omsorgsaktivist er jeg lodret uenig med ministerens vurdering.
For det bliver ofte fremført, at der mangler data for at kunne dokumentere værdien af forebyggelse og omsorg. Men det er ikke hele sandheden. Der findes allerede solid forskning, blandt andet fra Rockwool Fonden, som viser, at længere barsel har målbare positive effekter på børns trivsel og udvikling, helt op i teenageårene.
Viden findes men tæller ikke
Vi ved godt, hvad der virker. Men den viden får ikke lov til at tælle.
Finansministeriets modeller er bygget til at måle beskæftigelse, produktivitet og skatteindtægter, og det betyder, at relationer, trivsel, forebyggelse og omsorg i praksis ikke tæller med. Her bliver kampen både svær og vigtig.
For vi kan faktisk godt dokumentere effekterne af omsorg og forebyggelse. Vi ved, at det hænger sammen med færre anbringelser, mindre behov for specialundervisning, bedre mental sundhed og højere gennemførelse af uddannelse. Se eksempelvis Heckman-kurven for hvordan gode daginstitutioner kan spille en afgørende rolle for børn i udsatte positioner.
Problemet er altså ikke, at der ikke findes viden. Problemet er, at den viden ikke er bygget ind i modellerne.
Derfor handler arbejdet om at koble pædagogisk praksis til livsforløb og videre til samfundsøkonomi samt at få den viden anerkendt som legitim økonomisk viden.
Det, der måles, er det, der prioriteres
For det er i selve regnemodellerne, at den reelle magt ligger. Det er dem, der afgør, hvad der tæller, og hvad der ikke gør, samt hvor mange penge der investeres i menneskers trivsel.
Hvis vi vil ændre det, kræver det politisk pres, både gennem samråd, finanslovsforhandlinger og vedvarende debat. Derudover kræver det konkrete forslag til nye måder at måle på, pilotprojekter og forsøgskommuner, og at embedsværket bliver en del af forandringen. Jeg så gerne, at min egen kommune, Halsnæs, gik foran med et langt mere trivselsøkonomisk fokus, og som politiker og nyvalgt byrådsmedlem er det et emne, jeg italesætter kontinuerligt.
Det er præcis derfor, dette ikke blot er en faglig diskussion. Den er strukturel og i den grad politisk.
Det er ikke bare en teknisk detalje. Det er en grundlæggende måde at forstå og være i verden på.
Når det lykkes os at integrere værdien af trivsel og omsorg i vores regnemodeller, bliver det en gamechanger
For hvis omsorg, nærvær og stabile relationer ikke regnes som investeringer, men som udgifter, vil de altid tabe i konkurrencen med det, der kan måles hurtigere, tydeligere og mere kortsigtet økonomisk, eksempelvis BNP og andre økonomiske transaktioner.
Så længe vi fastholder den logik, vil vi blive ved med at stå i den samme diskussion: Hvor skal pengene komme fra til investeringerne i vores kernevelfærd, i omsorg og trivsel? De ord ved jeg, mange kan genkende, når de advokerer for trivselsøkonomi og investeringer i omsorgsarbejde.
Og det er i virkeligheden det forkerte spørgsmål. For spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at investere i børn. Det rigtige spørgsmål er, om vi har råd til at lade være.
Derfor, når det lykkes os at integrere værdien af trivsel og omsorg i vores regnemodeller, bliver det en gamechanger, som jeg bliver oprigtigt berørt af at tænke på. Det er her, nøglen ligger.
For jeg ser for mig, at årtiers politiske omsorgssvigt af små børn stopper, fordi vi ikke længere skal have de meningsløse diskussioner om, hvorvidt der er råd til omsorg. For så er vi endelig enige om, at der ikke er råd til at lade være – både økonomisk og i hjertet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og