USA // ANALYSE – Mandag aften gik Donald Trumps toldrefusionsmaskineri i gang. Den egentlige omkostning handler imidlertid ikke bare om dollars, der skal betales tilbage for den ulovlige told, men om fordelingen af fremtidens handelspolitiske magt i Amerika, skriver Annegrethe Rasmussen. Den endelige udskrivelse af regningen kommer ved midtvejsvalget i november.
KØBENHAVN – Da den amerikanske Højesteret i februar i en meget længe ventet dom slog fast, at loven International Emergency Economic Powers Act ikke giver præsident Donald Trump hjemmel til at indføre told mod enkelte lande med henvisning til, at USA står i en økonomisk nødsituation, ophørte spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske stat skulle betale de virksomheder, der havde betalt tolden, penge tilbage.
For svaret er åbenlyst ja.
Spørgsmålet er snarere: ”Hvornår, hvordan og til hvilke virksomheder vil staten betale? Og skal firmaer eller enkeltpersoner bede om pengene, skal de sagsøge regeringen eller vil pengene arrivere af sig selv?”
Regeringen har selv opgjort, at den skylder ca. 330.000 virksomheder omkring 160 milliarder dollars, og hertil kommer renter
Svaret kom mandag, da den amerikanske toldmyndighed CBP (U.S. Customs and Border Protection) lancerede en ny digital refusionsportal ved navnet CAPE (Consolidated Administration and Processing of Entries), der åbnede kl. 20 østkysttid. Her kan man søge om at få sine penge tilbage.
Ser man nærmere på portalen, finder man hurtigt ud af, at den ikke er for enkeltpersoner, kun virksomheder, der kan bruge portalen til at ansøge om at få deres betalte told refunderet.
Regeringen har selv opgjort, at den skylder ca. 330.000 virksomheder omkring 160 milliarder dollars, og hertil kommer renter. Hvis forbrugere vil kompenseres for højere priser, de har måttet betale som en følge af den ulovlige told, er der kun én vej frem, nemlig at anlægge sag i et såkaldt class-action lawsuit.
Saldoen er gjort op for den ulovlige told
Omfanget er svimlende, og det er ikke sikkert, at 160 milliarder rækker. Analyser fra Penn Wharton Budget Model vurderer, at de samlede refusionskrav kan nå op omkring 175 milliarder dollars. Over 56.000 importører havde allerede gennemført de indledende trin til at modtage elektroniske refusioner, inden portalen overhovedet åbnede. Og nogle eksperter ser lanceringen af CAPE ikke som en begyndelse, men som en flaskehals, hvor især USA’s største virksomheder har stillet sig i kø. I Washington er det oftest dem, der er hurtigst ved tasterne, som bliver betalt først.
Portalen er sådan konstrueret, at den samler krav i én samlet elektronisk transaktion frem for at tvinge virksomheder igennem en toldpost for toldpost-behandling. Det er reelt en indrømmelse af, at det eksisterende toldapparat slet ikke har været bygget til en masseannullering af ulovligt opkrævede afgifter i den størrelsesorden. Første fase er desuden begrænset til ikke-afsluttede sagsakter og sager afgjort inden for de seneste 80 dage, hvilket betyder, at mange virksomheder kommer til at stå i kø og vente på efterfølgende faser eller separate juridiske procedurer.
Dommen afslører i realiteten Kongressens egen ambivalens. I årtier har lovgiverne nemlig delegeret store dele af handelsbeføjelserne til den udøvende magt for at undgå svære afstemninger, der vækker vrede hos eksportører, importafhængige industrier eller fagbevægelsen
Det betyder videre, at nogle importører vil bevæge sig hurtigt gennem et system, der lover effektivitet, mens andre – særligt virksomheder med ældre sagsakter, komplicerede indberetninger eller mellemhandlerkonflikter – risikerer at ende i et juridisk limbo. Reuters noterer også, at det ikke er udelukket, at regeringen fortsat vil forsøge sig med en juridisk nødhandling i sidste øjeblik, hvilket tilføjer endnu et usikkerhedslag til et allerede teknisk komplekst forløb.
Var der en handelsstrategi, eller manglede der ”bare” penge i statskassen?
Men der er også en bredere pointe: Refusionsprocessen blotlægger, i hvilken grad Trumps toldpolitik har fungeret mere som et finansieringsinstrument end som en egentlig handelsstrategi.
Da det juridiske grundlag kollapsede, blev staten pludselig skyldner over for virksomheder, som regeringen ellers har trykket på maven med krav om betaling af told. Her bevidner amerikanerne, og verden, en ideologisk indenrigspolitisk kamp om USA’s handelspolitik, der er endt med et juridisk nederlag, en proces om udbetalinger, om administrativ kompetence og især en demonstration af manglende tillid til statsapparatet.
Fra Det Hvide Hus præsenteres refusionsprocessen naturligt nok som regeloverholdelse og ordentlig administration frem for en handelspolitisk retræte. Men billedet er langtfra sejrrigt. Den samme præsident, der i årevis har solgt toldsatser som løftestang for hele sin økonomiske politik – og som central for ikke blot sin indenrigsøkonomiske, men også sin udenrigspolitiske strategi – og som kernen i Make America Great Again, blev i sidste ende tvunget af Højesteret til at bygge et system til at rulle toldsatserne tilbage.
Trump kunne aldrig selv drømme om at erkende et nederlag, men det er svært ikke at se dommen i februar som andet. Og dermed samtidig som et enormt tilbageslag for præsidenten; uden tvivl det største i hans anden præsidentperiode.
Tre magtcentre i konflikt
Afgørelsen blotlægger også en tredimensional magtkonflikt:
Formelt er dommen en sejr for Kongressen, fordi Højesteret med dommen bekræftede, at told er skat, og at retten til at opkræve skatter i USA tilhører lovgiverne, ikke den udøvende magt. Afgørelsen understreger, at når Kongressen ønsker at lade præsidenter justere toldsatser – via lovgivning som Section 232 eller Section 301 – skal det ske, som det hedder i dommen, i ”klare og snævert definerede termer”, hvilket er en skarp kontrast til IEEPA’s generelle sprogbrug.
Med februars dom sendte Højesteret ikke blot et budskab til Det Hvide Hus, men også til Kongressen: Hvis I vil have præsidenter til at bruge toldvåbnet i denne skala, må I sige det åbent til jeres vælgere og bære de politiske omkostninger, sådanne beslutninger vil medføre
Samtidig afslører dommen dog i realiteten også Kongressens egen svaghed og ambivalens. I årtier har lovgiverne nemlig delegeret store dele af handelsbeføjelserne til den udøvende magt for at undgå svære afstemninger, der vækker vrede hos eksportører, importafhængige industrier eller fagbevægelsen. Så med februars dom sendte Højesteret ikke blot et budskab til Det Hvide Hus, men også til Kongressen: Hvis I vil have præsidenter til at bruge toldvåbnet i denne skala, må I sige det åbent til jeres vælgere og bære de politiske omkostninger, sådanne beslutninger vil medføre.
Det gør også dommen til en klar udfordring i de sidste to år af Trumps præsidentskab. Kan kongressens republikanere, muligvis sammen med visse demokrater, samles om en eksplicit bemyndigelseslov for Trump-style eller Trump-light toldsatser, eller bliver passiviteten en de facto accept af et snævrere og mere regelbundet handelsregime, hvor fremtidige præsidenter vil blive mødt med en strammere juridisk kontrol?
Trumps svar peger, som så ofte med denne præsident, klart mod en mulig ny konfrontation. Efter dommen i februar angreb Trump flertallet af dommere og annoncerede omgående ”andre muligheder”, herunder indførslen af en ny global 10 procent-told ”oven i vores normale toldsatser” blot med hjemmel i et andet retsgrundlag – der dog kun kan have en varighed af 150 dage.
Trump agter altså at finde nye lovhjemler frem for at acceptere en ny, mere indskrænket rolle, og dermed vil handelsretten sandsynligvis fortsætte som en løbende kamp mellem præsidentens advokater og en skeptisk Højesteret.
Pengene mangler, uanset bebudede sociale nedskæringer og nedskæringer i sundhedsudgifterne, og den kommende tilbagebetaling af de ulovlige toldsatser har efterladt et gigantisk hul i statskassen
Det vil ikke gå stille af. Ikke uden grund var økonomiske kommentatorer i starten af året enige om, at slaget om IEEPA var ”den mest konsekvensrige enkeltudvikling i amerikansk handelsret i nyere tid”, fordi dommen forsøgte at nulstille præmissen om, hvem der kontrollerer toldsatserne. Fremover vil forsøg fra Det Hvide Hus på at begrunde nye store handelsindgreb med et gammelt eller vagt formuleret lovgrundlag sandsynligvis løbe ind i den samme juridisk doktrinære mur.
Højesteret har imidlertid efterladt et vist rum til mere specifikke handelsstatutter – og dem har Trump allerede som nævnt sagt, han vil benytte sig af. Det bliver han også nødt til, for regningen for de ekstremt dyre skattelettelser, de øgede bevillinger til Pentagon i forbindelse med Iran-krigen samt et kæmpestort nyt budget til immigrationshåndhævelsen skal betales.
Pengene mangler, uanset bebudede sociale nedskæringer og nedskæringer i sundhedsudgifterne, og den kommende tilbagebetaling af de ulovlige toldsatser har efterladt et gigantisk hul i statskassen.
Hvem kommer til at betale den egentlige regning?
Afgørelsen har altså tvunget såvel den udøvende som den lovgivende magt til at afvikle sit arbejde under et vist retligt opsyn. Men dermed har dommen også skabt en massiv fiskal konsekvens, der ikke udspringer af Kongressen eller Det Hvide Hus, men af en retssal i Højesteret. Maksimalistisk præsidentiel magtudøvelse har ført til denne juridiske kollision, og nu følger et kapløb om at tilpasse bureaukratiet til det økonomiske og politiske efterslæb.
Refusionsportalen vil muligvis vise sig at fungere upåklageligt – det vil de næste måneder vise. Men en ting er sikker: handelspolitikken er forblevet en kæmpe rodebunke under overfladen, hvor usikkerheden om fremtidens kurs er betydelig. Betales virksomhederne effektivt tilbage, vil det vise en evne til ”administrativ korrektion”. Går processen omvendt i stå, vil langsommeligheden eller stilstanden udstille en regering, der improviserer under pres, mens det amerikanske erhvervsliv og borgerne kommer til at bære omkostningen ved en fortsat usikkerhed.
Hvis regningen for den kuldsejlede handelspolitik entydigt ender hos amerikanske virksomheder og forbrugere, der i forvejen kæmper med højere priser på alt fra dagligvarer til især benzin, vil den egentlige betaling lande hos Trump, der vil bære ansvaret for et muligt kæmpe republikansk nederlag ved det kommende midtvejsvalg
Politisk kan en sådan usikkerhed bidrage yderligere til en allerede mulig synkende skude:
Hvis regningen for den kuldsejlede handelspolitik entydigt ender hos amerikanske virksomheder og forbrugere, der i forvejen kæmper med højere priser på alt fra dagligvarer til især benzin, vil den egentlige betaling lande hos Trump, der vil bære ansvaret for et muligt kæmpe republikansk nederlag ved det kommende midtvejsvalg. Vælgerne ved som hovedregel godt, hvor dén type regning skal sendes hen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og