WOKEISME // KRONIK – Politologen Eric Kaufmann mener, at wokeismen har erobret uddannelsessystemet, så nuværende og fremtidige generationer indoktrineres i woke-ideologien. Efter at have færdiggjort deres uddannelser vil de unge diffundere ud i resten af samfundet, hvor de efterhånden vil erobre stadig flere sociale institutioner. Kaufmanns analyse er overbevisende, skriver Per Clausen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af de vigtigste politiske kamppladser i de senere år har været, hvordan man skal betragte etniske gruppers ulige stilling i de vestlige samfund, især sorte i USA, og hvordan man bedst opnår ligestilling, defineret som resultatlighed og ikke som lige muligheder.
Et hovedstridspunkt har været, om man skal udelukke synspunkter, der af nogle i minoritetsgrupperne opfattes som ”sårende”, og som de mener, vil forhindre muligheden for resultatlighed. I daglig tale omtaler man tilhængerne af disse synspunkter som woke.
Den canadiske politolog Eric Kaufmann definerer i bogen Taboo. How Making Race Sacret Produced A Cultural Revolution woke som ”helliggørelsen af historisk forfordelte identitetsgrupper ud fra race, køn (’gender’) og seksualitet”, og han argumenterer for, at disse grupper i dag har erobret hegemoni på amerikanske (og britiske) universiteter, medier, professionelle organisationer og selv i dele af erhvervslivet.
De traditionelle liberale – dem man kunne kalde det traditionelle centrum-venstre – der i dag sidder på topposterne, vil efterhånden blive afløst af wokeister
Kaufmanns analyse af årsagerne til de kulturelle socialisters (som han kalder dem) sejrsgang er overbevisende, især at han godtgør, at cancel-culture ikke er et randfænomen, men et centralt problem. Han var indtil for nylig ansat på Birkbeck College i London, hvor han blev udsat for mobbekampagner på de sociale medier og udsat for hele fire interne undersøgelser på universitetet, og derfor har han fået ansættelse på et privat universitet. Man mærker, at hans oplevelser har haft betydning for analysen og for hans forslag til at bekæmpe wokeismen.
Spørgsmålet er derfor, hvordan det er kommet dertil, og hvad man skal gøre imod det, da han betragter bevægelsen som en dødelig trussel mod den vestlige civilisation. For selvom nogle hævder, at woke-bevægelsen har toppet, så argumenterer Kaufmann, at da wokeisterne har erobret uddannelsessystemet, så indoktrineres nuværende og fremtidige generationer i woke-ideologien.
Efter at have færdiggjort deres uddannelser diffunderer de unge ud i resten af samfundet, hvor de efterhånden vil erobre stadig flere sociale institutioner – og i modsætning til tidligere bliver de unge ikke mere moderate og konservative med alderen. De traditionelle liberale – dem man kunne kalde det traditionelle centrum-venstre – der i dag sidder på topposterne, vil efterhånden blive afløst af wokeister.
Eric Kaufmanns holdninger er ilde set
Eric Kaufmann bruger en masse kvantitative undersøgelser (en del lavet af ham selv) som belæg for sine påstande. Eksempelvis viser han, at selvom der ikke er fyret ret mange på grund af politisk ukorrekte meninger fra universiteterne, så har mange ansatte været indkaldt til kammeratlige samtaler og er blevet truet med fyringer, hvis de ikke retter ind, samtidig med at de er blevet udsat for kampagner på de sociale medier.
I en survey blandt amerikanske, canadiske og britiske akademikere i 2020 udtalte en tiendedel, at de var blevet sanktioneret eller truet efter at have udtrykt deres holdninger
I en survey blandt amerikanske, canadiske og britiske akademikere i 2020 udtalte en tiendedel, at de var blevet sanktioneret eller truet efter at have udtrykt deres holdninger. Dette har skabt frygt blandt de andre ansatte for, hvad de kan blive udsat for, hvorfor de dels ikke mere forsker i politisk betændte emner, dels censurerer, hvad de underviser i, og hvad de siger.
Denne frygt er især udbredt blandt det efterhånden lille konservative mindretal på uddannelsesinstitutionerne. Endvidere er mobning og gruppepres blandt de ansatte meget aldersbetinget, således at det især er yngre mennesker, der er aktive i bestræbelserne på at få andre til at rette ind.
Bevægelsens udspring
Kaufmann argumenterer for, at bevægelsen har sit udspring i borgerrettighedslovgivningen i midten af 1960’erne, hvor de sorte fik lige rettigheder, men for at give lige muligheder for de sorte, anså man det for nødvendigt at indføre positiv særbehandling.
Da mange hvide liberale havde dårlig samvittighed over undertrykkelsen af sorte, kunne denne udnyttes af mere radikale elementer i form af en endeløs række af krav for at opnå resultatlighed, da en sådan lighed er nærmest umulig at opnå.
Baggrunden for ønsket om resultatlighed, som forener liberale amerikanere og wokeismen, er ønsket om følelsesmæssig omsorg for minoriteter og skyldfølelse over tidligere misgerninger og for, at de tidligere offergrupper ikke skal føle sig ekskluderede. Liberale, der stillede spørgsmålstegn ved politikere til at fremme resultatlighed, og at alle minoriteter var undertrykte, blev straks beskyldt for at være racister eller acceptere undertrykkelse, hvorfor de rettede ind og enten tav eller støttede wokeismens ideologi og politik.
Der er nærmest et tabu at argumentere for, at der kan være andre årsager til minoriteters manglende økonomiske ligestilling end diskrimination som fx kulturforskelle eller forskellige præferencer
I dag hævder Black Lives Matter-bevægelsen, at det amerikanske samfund er uhelbredeligt, ”systemisk” racistisk. Denne psykologiske afpresning har mainstreamliberale foreløbig ikke været i stand til ideologisk at imødegå. Den ukritiske støtte til de sortes krav under mottoet ”Majoriteten har uret, minoriteten har ret” har andre ”undertrykte” grupper som kvinder og seksuelle minoriteter senere kunnet overtage, ligesom det er blevet stadig mere omfattende, hvilke ytringer og praksisser der betragtes som skadelige.
Det er nærmest et tabu at argumentere for, at der kan være andre årsager til minoriteters manglende økonomiske ligestilling end diskrimination som fx kulturforskelle eller forskellige præferencer. De sorte betragtes som værende uden handlemuligheder, fordi de er underlagt racistiske strukturer.
Det, woke-bevægelsen har til fælles med den gamle venstrefløj, er ønsket om lighed, men hvor den gamle venstrefløj ønsker økonomisk lighed, så ønsker woke-bevægelsen, de ”kulturelle socialister”, at ”inkludere” minoriteter ved at ophæve forskelle gennem positiv særbehandling og gennem forbud mod ytringer, der kan ”skade” i form af at føles ”sårende” for minoriteter, fx i form af ”mikroaggressioner”, der kan omfattes af stort set alle ytringer.
Nationalstaten latterliggøres
De kulturelle socialister går med deres angreb på ytringsfriheden og krav om positiv særbehandling imod centrale værdier fra oplysningstiden som sandhed, rationalitet, ligebehandling og retsstaten. Derudover griber Kaufmann fat i et andet angrebspunkt, som han analyserede i sin bog fra 2018, Whiteshift, idet de kulturelle socialister også angriber nationale særtræk og symboler, idet de ses som resultat af kolonialisme og undertrykkelse, hvorfor de skal fjernes. Den kultur, der binder folk og generationer sammen, undergraves, ligesom sociale enheder som familien og lokalsamfundet ringeagtes.
Dette gælder fx statuer af gamle nationale helte, men omfatter også en latterliggørelse af nationalstaten til fordel for en kosmopolitisk globalisme, hvilket resulterer i krav om åbne grænser for immigranter. Disse holdninger undergraver samfundets sociale kapital, ”tillid”, og skaber polarisering, og de dele af befolkningen, der føler tilknytning til det lokale og traditionelle værdier, føler sig set ned på, hvorfor de søger politikere, der repræsenterer deres værdier. Dette er baggrunden for højrenationalistiske partiers og politikeres vækst, fx Trump.
Resultatet af de kulturelle socialisters dominans i offentligheden har været, at en del emner ikke har kunnet diskuteres
Resultatet af de kulturelle socialisters dominans i offentligheden har været, at en del emner ikke har kunnet diskuteres, således at det har været svært at få gennemført politik, der kunne løse problemerne. Det har været gældende inden for kontrol med immigration, kriminalitet, familiestrukturen eller lave fødselsrater, forbedring af uddannelse, osv.
Den ekstreme polarisering i USA har medført indsnørede ekkokamre, der har medført selvforstærkende loops, hvor udtalelser eller politik fra den ene side skaber en tilsvarende reaktion fra den anden side, der igen skaber en modreaktion. Ingen af siderne stiller spørgsmålstegn ved deres holdninger.
Fx stiller Demokraterne ikke spørgsmålstegn ved påstanden om, at kønnet er socialt konstrueret, om transkvinder skal have lov til at deltage i kvindesport, eller om minoriteter altid har ret, og om de selv har muligheder for at tage ansvar for deres liv, så de ikke bare er underlagt ”undertrykkende strukturer”.
Uddannelsesinstitutionerne styres af socialister
Kaufmann er egentlig tilhænger af liberale værdier, og han fremkommer også med nogle fornuftige politiske forslag for at skabe social mobilitet, men kernen i hans strategi er illiberal. Han foreslår nemlig, at statsmagten skal gribe ind, da han ikke mener, uddannelsesinstitutionerne kan styre sig selv, fordi de sidder fast i de kulturelle socialisters klør.
Hver gang de offentlige myndigheder forsøger at ændre på forholdene, smyger institutionerne sig udenom. Det har man fx set, når domstolene har forbudt positiv særbehandling af minoriteter på universiteterne, hvor universiteterne så kalder det noget andet eller ændrer kriterierne, så resultatet bliver det samme.
Han går også ind for en strammere kontrol med tech-virksomhederne, især de algoritmer, de bruger, og for virksomhedernes censurpolitik. Han er tilhænger af Florida-guvernøren Ron DeSantis’ frontalangreb på de offentlige uddannelsesinstitutioner gennem overtagelse af administrationen og fjernelse af diversitets- og inklusionsadministrationer og forbud mod at undervise i nogle emner – hvilket Kaufmann dog er betænkelig ved – samt fjerne finansiering af institutter, der ikke vil makke ret.
Han støtter også, at Republikanerne, hvis Trump vinder valget, gennem Project 2025 skal fyre tusindvis af offentligt ansatte for at erstatte dem med ”pålidelige”, konservative administratorer. Problemet med hans forslag er, at de vil resultere i en højreorienteret magtovertagelse, der kan blive irreversibel, da højrefløjen udviser tydelige totalitære tendenser.
vælgerne vælger i disse år stadig flere politikere til magten, der er imod ideologien
Da Republikanerne sidder på Højesteret og derfor har magten i retsvæsenet, kan den bruges til at undergrave demokratiet. Det kan forudses i tilfælde af en sejr til Republikanerne, at der vil blive gennemført indskrænkninger i stemmeretten, så Republikanerne vil få nærmest monopol på magten, og denne fare ser Kaufmann ikke. Hans forslag vil føre til en total kulturkrig.
En alternativ strategi kunne være at satse på, at liberale og anti-woke dele af venstrefløjen nu har set faren fra de kulturelle socialister, hvorfor de vil gå til modangreb. Der er især i Europa tegn på, at vinden er ved at vende. Man ser nu, at især unge mænd føler sig fortabte, hvilket de i nogen grad tilskrives, at feminismen gået for vidt. Endvidere sidder de kulturelle socialister nu på magten i institutionerne, som yngre generationer for at skabe en egen identitet vil gå i opposition til. Og vælgerne vælger i disse år stadig flere politikere til magten, der er imod ideologien.
Klik dig videre til meget mere debatstof lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
