presse piratfisk

Da pressens piratfisk gik sultne i seng

i Klumme/Medier af
MEDIER // KLUMME – “Alene ved vores bord sad topprofessionelle bladskræddere, og i kreds udenom var salen proppet med mænd, der gik over lig for den rigtige forsidehistorie. Ansporet af tamilskandalen og alle mulige andre tænkelige og ikke mindst utænkelige skandaløse tildragelser og væbnet til tænderne med deres professions fineste næser for eksplosivt stof, om det så var skjult i de uskyldigste bisætninger, vogtede alle på hinanden, som havde de været børsmæglere eller mafiabosser.” Peter Wivel fortæller om en dag i 1989 med Poul Schlüter og pressens piratfisk, der bag jakker, slips og manchetknapper opførte sig som “hyæner, der levede af at mætte sig ved løvernes rester”, men selvom de var sultne, men blev de snydt til sidst.

I 1989 mødte jeg med korte mellemrum Poul Schüter, der nu er afgået ved døden, mæt af dage.

Første gang under ceremonielle former på Christiansborg, 3. april 1989, da statsministeren holdt reception i anledning af sin 60-årsdag.

På min daværende avis Informations vegne og i nogenlunde korrekt påklædning overrakte jeg ham, badet i pressefotografernes lys, en indbunden udgave af Salman Rushdies forkætrede Sataniske Vers, der dengang flammede på bålene i mange dele af verden.

Ådselsgribbe svævede usynligt gennem salen, her var sladretanter, der skabte mirakler af en enkelt fjer, datidens Henrik Qvortrupper i samlet flok, snushaner, posekikkere med ansigterne lagt i de uskyldigste bedemandsfolder

Schlüter smilede sit uforpligtende smil. Intet bragte nogensinde den mand ud af fatning.

Mange vil huske, at han kort efter, 25. april 1989, fra Folketingets talerstol forsikrede nationen, at der i tamil-sagen ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Vi kunne ånde lettet op.

Kunsten at hviske, når andre tordner

En af de sidste dage i juni afholdt Københavns Redaktørforening så sin årlige middag med landets statsminister, der som bekendt nyder den honorære titel ”Pressens minister”, en betegnelse, der nådigt underforstår, at tv og radio selvfølgelig ikke er glemt.

Aftenen blev, hvis jeg ikke husker galt, afholdt på Langelinie Pavillonen, lige ud til den lyse midsommerhimmel og det smukke Øresund. Traditionen var, at statsministeren, hvem han nu måtte være, for hidtil havde han altid været en han, i sin festtale lirkede lidt på godteposen og kastede et par dugfriske nyheder i grams for de sine værter, mediernes chefredaktører.

Ved skæbnens gunst og af grunde, jeg er ude af stand til at forklare, havde foreningens festudvalg sat mig ved selveste statsministerens bord, en ære, som normalt var forbeholdt større aviser end Information. Den avis har aldrig været bange for at sunde sig et par dage på nyheder, andre aviser æder råt.

Hvis nogen nogensinde har haft den ræv skjult bag øret, var det Schlüter, der kunne kunsten at hviske, når andre tordnede

Nu sad jeg kun få meter fra magtens centrum med ørerne slået ud.

Konkurrencen var unægtelig også hård. Alene ved vores bord sad topprofessionelle bladskræddere, og i kreds udenom var salen proppet med mænd, der gik over lig for den rigtige forsidehistorie.

Ansporet af tamilskandalen og alle mulige andre tænkelige og ikke mindst utænkelige skandaløse tildragelser og væbnet til tænderne med deres professions fineste næser for eksplosivt stof, om det så var skjult i de uskyldigste bisætninger, vogtede alle på hinanden, som havde de været børsmæglere eller mafiabosser.

Bag jakker, slips og manchetknapper havde foreningen her bænket hyæner, der levede af at mætte sig ved løvernes rester. Ådselsgribbe svævede usynligt gennem salen, her var sladretanter, der skabte mirakler af en enkelt fjer, datidens Henrik Qvortrupper i samlet flok, snushaner, posekikkere med ansigterne lagt i de uskyldigste bedemandsfolder.

Alle hvæssede de deres ører, ikke mindst, når man tænker på, hvor store buler der trods alt øjnedes under det meget omtalte gulvtæppe, ikke mindst i Roald Als’ tegninger.

Schlüter lod sig mærke med intet. Han sludrede og pludrede med os ved bordet, spurgte interesseret til dit og dat og lod koblet af jagthunde vente i evigheder på ræven.

Statsministeren slog på glasset og rejste sig, beskeden som han var blandt alle de store mænd, der stift stillede ind på hans læber

Hvis nogen nogensinde har haft den ræv skjult bag øret, var det Schlüter, der kunne kunsten at hviske, når andre tordnede. Men hvad nu lille mand, når hajerne allerede har lugtet blod og kredser i flokke omkring dig, som vi husker det fra filmen “Find Nemo”?

Statsministeren slog på glasset og rejste sig, beskeden som han var blandt alle de store mænd, der stift stillede ind på hans læber. Han gav sig tid til at rykke stolen på plads, rette på slipset og gøre, som enhver god taler:

Han skabte et rum omkring sig for at vise, at han vidste, hvor han var, også den aften. Bag ham hang en af kunstneren Ib Antonis folkelige Tivoli-plakater i glas og ramme.

Schlüter roste kunstneren og motivet, så vidt jeg husker, en pantomimedanserinde, der strakte sit ene ben ud. Så vidt, så godt.

Uroen greb forsamlingen

Men så tog Schlüter hul på sin tale. Ikke et ord faldt der om tamilsagen, om underskuddet på statsbudgettet, om finansloven, om TV2, om Ninn-Hansen, der næppe mere var hans bedste ven, hvis han nogensinde havde været det. Intet om Venstres Uffe Ellemann-Jensen, der var fyrtårnet, hvor Schlüter selv var bivognen. Intet.

Ved de andre borde så sværvægtsbokserne og sumubryderne morgendagens forsidehistorie fordampe i den lune sommerluft. Jo mere statsministeren plaprede løs om kærlighedens vinger, jo større trøst måtte de nu søge i bunden af rødvinsglasset

I stedet kastede statsministeren sig ud i betragtninger over kærlighedens magt og hjertets kalden, bestemt ikke på højde med vores ypperste digtere, men dog nok til, at man mærkede en uro gribe forsamlingen.

Jeg selv, Information var jo oppositionen, tænkte, at her fik jeg til overflod bekræftet mine fordomme.

Jeg kan godt på så mange års afstand røbe, at jeg tænkte, at statsministeren var lidt af en klovn, ingen kunne tage alvorligt, og det havde Information da heldigvis heller aldrig gjort.

Ved de andre borde så sværvægtsbokserne og sumubryderne morgendagens forsidehistorie fordampe i den lune sommerluft. Jo mere statsministeren plaprede løs om kærlighedens vinger, jo større trøst måtte de nu søge i bunden af rødvinsglasset.

Omsider blev Schlüter færdig med sin udsvævende og vidtløftige hyldest til Amors pile. Forsamlingen klappede pligtskyldigt, mens statsministeren satte sig ned igen og fortsatte konversationen ved vores bord, som var intet hændt.

Senere under cognac’en og cigarerne skal der nok være en eller anden, der har lokket en petit-historie fra Christiansborg ud af Schlüter, der til gengæld strålede over hele ansigtet, som havde han aldrig nydt et selskab med de frygtede medier mere end denne mindeværdige aften, da alle piratfiskene måtte gå sultne i seng.

Næste morgen, alle de sædvanlige triste historier.

Til vores uforfalskede forbløffelse blev vi præsenteret for statsministerens kommende hustru, danserinden og lederen af Det kongelige Teaters balletskole, Anne Marie Wessel

Og så kaldte Schlüter os igen sammen på en restaurant på Frederiksberg, hvor sladderpressen til vores uforfalskede forbløffelse blev præsenteret for statsministerens kommende hustru, danserinden og lederen af Det kongelige Teaters balletskole, Anne Marie Wessel. Sådan.

presse piratfisk
Poul Schlüter med hustruen Anne Marie Wessel i 1990. Fra Wikimedia Commons

LÆS MERE AF PETER WIVEL HER


Topillustration: Pressens piratfisk gik sultne i seng, da Poul Schlüter snød dem. Begge billeder er Creative Commons. Originalbillede af statsminister Poul Schlüter er fra Wikipedia. Originalbilledet af piratfiskene er fra Flickr.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Peter Wivel er født i København i 1943. Han er journalist, forfatter og debattør og har læst klassisk filologi på Københavns Universitet, hvor han skrev og redigerede Studenterbladet fra 1969-76. I 1976 startede han som skrivende medarbejder på Dagbladet Informations udenrigsredaktion, hvor han var korrespondent i London fra 1979-80 og i Paris fra 1984-85. Fra 1987-90 var han avisens chefredaktør. I 1990 blev han udenrigsredaktør på Berlingske Tidende og medlem af chefredaktionen, hvor han sad til 1992. Fra 1992-98 var han chefredaktør på Weekendavisen. I 1998 vendte han tilbage til Berlingske Tidende som ansvarshavende chefredaktør frem til 2001. Fra 2001-2003 var han kulturjournalist ved avisen, og siden 2003 har han arbejdet for Politiken, først som udenrigskorrespondent i Berlin og nu som kommentator. Han har skrevet flere bøger, herunder "Tvesind. En bog om Benjamin Constant", "Rousseau. Fantasien til magten", Drabet på Petra Kelly – en historie om Murens fald." samt "Baader-Meinhof. 30 år med tysk terror." Peter Wivel bor i Berlin med sin hustru og to børn.

Seneste artikler om Klumme