MEDIE- & KUNSTKRITIK // DEBAT – I et portræt af kunstneren Kristian von Hornsleth 2. januar 2024 påstår Jyllands-Posten, at udstillingen Political Art, som blev vist i Warszawa i 2021, blev “beskyldt for racisme og antisemitisme”. Dermed tog avisen hul på den første runde i den skandinaviske favorit-stoleleg “Hvem er nazist?” for 2024, skriver Jon Eirik Lundberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et portræt af kunstneren Kristian von Hornsleth i anledning af dennes runde fødselsdag 2. januar 2024 påstår Jyllands-Posten (JP), at udstillingen Political Art, som blev vist i Warszawa i 2021, blev “beskyldt for racisme og antisemitisme” (link kun for abonnenter).
Danske medier, som Information, DR og Politiken, har tidligere fremført lignende påstande i den skandinaviske favorit-stoleleg “Hvem er nazist?”, men det gør ikke udsagnene mere sandfærdige, at danske medier citerer hinanden.
Ingen af de danske medier sendte nogen ud for at se udstillingen, til trods for dette indledende engagement. Og de har aldrig gjort noget forsøg på efterfølgende at begrunde beskyldningerne sagligt
Anklagerne rettede sig ikke imod udstillingen som sådan, eftersom den ikke var åbnet på det tidspunkt, de blev fremført. De var i stedet udløst af listen med medvirkende kunstnere, og altså et forsøg på at påvirke kurateringen.
Ingen af de danske medier sendte nogen ud for at se udstillingen, til trods for dette indledende engagement. Og de har aldrig gjort noget forsøg på efterfølgende at begrunde beskyldningerne sagligt.
Beskyldninger nævnt i Jyllands-Posten stammer fra Antifa
Beskyldningerne stammer desuden ikke fra publikum og heller ikke fra kritikere eller journalister, men fra et netværk knyttet til Antifa.
Det er faktisk de eksakt samme beskyldninger, som blev rettet imod udstillingen Den politiske kunst i 2019 – og mod det samme persongalleri. Dengang var afstanden mellem kritikerne, som befandt sig i København, og udstillingen, som fandt sted på Læsø, ca. 500 km. I 2021 var afstanden mere end fordoblet, til over 1000 km.
Den oprindelige afsender af beskyldningerne insisterer på at være anonym. Organisationen kalder sig “Antifascistisk Dag”.
Deres udspil bestod i et forsøg på at intimidere udstillingens kvindelige kunstnere. Disse fik tilsendt en mail, hvor den anonyme afsender, som i praksis stalkede kvinderne, påstod, at udstillingen var “fascistisk”.
Danske journalister behandler gerne kontroversiel kunst med en påfaldende slap venstrehånd. Det er, som om de basale regler for saglighed og efterretlighed bliver sat i parentes, når samtalen falder på den tematik
Udsagnet er principielt meningsløst af to årsager. For det første hader fascister, ifølge filosoffen Cecilia Sjöholm, ord som “kunst” og “kultur”. For det andet er den såkaldt “antifascistiske” bevægelse en levning fra Sovjetunionen.
Ifølge “antifascismen” er demokratiet, især symboliseret ved USA, selve ærkefjenden. Ytringsfrihedsmiljøet i Danmark har været intimideret af såkaldt “antifascisme” i årtier. Den mest omfattende bog om bevægelsen har den sigende titel: Unmasked; Antifa’s Radical Plan To Destroy Democracy (Andy Ngo, 2021).
Danske journalister behandler gerne kontroversiel kunst med en påfaldende slap venstrehånd. Det er, som om de basale regler for saglighed og efterretlighed bliver sat i parentes, når samtalen falder på den tematik.
Ingen opmærksomhed omkring kvindelige kunstnere
De kvindelige kunstnere vier man konsekvent ingen opmærksomhed. De har baggrund i så forskellige lande som Kina, Iran, Nordkorea og Yemen.
Hvad fortæller de? Redaktionerne er tilsyneladende komplet uinteresserede. Dette er kvinder, der lever med en fatwa på sig, eller i eksil i Vesten. Hvorfor er deres kunstneriske praksis ikke interessant for danske medier? Hvorfor er fokus altid de skandinaviske mænd?
Første gang udstillingen blev vist, altså på Læsø i 2019, påstod Weekendavisen, at “nazister” medvirkede i den.
Vi bad derfor kunstnerne tage den valg-test, Politiken havde skabt til folketingsvalget samme år. Besvarelserne pegede på to politikere fra Socialdemokratiet og en fra Alternativet.
Det var altså de politikere, der stod tættest på kunstnernes politiske præferencer. Vi sendte en pressemeddelelse ud om dette fund, som jo må overraske alle journalister, der forestiller sig, at nazister laver kunst. Men pudsigt nok fandt man ikke, at resultatet havde nogen nyhedsværdi.
Hitler hadede præcis den type kunst, som danske medier elsker at skælde ud på
Som de fleste nok vil huske, konfiskerede de faktiske, historiske nazister store mængder kunst, som de mente var “degenereret”. Den betegnelse satte de på kunst, der betjener sig af sarkasme, kommentar, frihed i udtryksformen og overraskende semantiske greb. Altså den selv samme kunstform, der optræder i udstillingerne om “den politiske kunst”. Hitler hadede præcis den type kunst, som danske medier elsker at skælde ud på. For at vende tilbage til spillet: Hvem peger flasken på nu?
Hornsleth udforsker neo-kolonialisme
Det kontroversielle hos Kristian von Hornsleth og andre består ikke i, at de arbejder på kanten af loven. Det består i, at deres værker udforsker normative positioner.
Von Hornsleths værker i Warszawa adresserede neo-kolonialisme maskeret som udviklingshjælp, performative selvmodsigelser i vestlig klima-politik, kunstnerens rolle og politisk ikonografi.
Alt dette er Jyllands-Posten gået glip af, fordi avisen ikke afsætter tid til at læse noget som helst af udstillingens formidling. Som består af et frit tilgængeligt katalog som pdf, fotografier fra udstillingsrummene og talrige artikler og videointerviews på engelsk. Intet af dette indgår i danske mediers research.
Forholder det sig ligesådan med andre nyhedssager?
Udstillingen indeholdt stærke, dagsaktuelle og vedkommende fortællinger, udført af modige og kompromisløse kunstnere, som, til trods for alt, også har deres humoristiske sans intakt
Udstillingen Political Art blev vist på Polens største center for samtidskunst, Ujazdowski-slottet i Warszawa, og tiltrak ca. 25.000 besøgende.
Udstillingen var en grund til, at museet blev rangeret blandt Polens 5 vigtigste kunstinstitutioner i 2022. Men det skyldes ikke, at den havde det indhold, som danske medier påstår.
Det skyldes, at udstillingen indeholdt stærke, dagsaktuelle og vedkommende fortællinger, udført af modige og kompromisløse kunstnere, som, til trods for alt, også har deres humoristiske sans intakt. Værkerne er intuitivt forståelige, også uden en akademisk manual, og bryder med de tabuer og den tavshedskultur, som en politisk monoman og verdensfjern kulturmiddelklasse tvinger ned over det øvrige samfund.
Ovenstående indlæg blev, i dets første udgave, afvist af Jyllands-Postens debatredaktion.
Jon Eirik Lundberg var medkurator på udstillingen ”Political Art” i 2021 og kurator på udstillingen ”Den politiske kunst” i 2019.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
