POV på PIX: Komplicerede billeder fra Sydamerika

i Film/Kultur af

FILM // CPH:PIX – 2019 har været et dramatisk år for Sydamerika med politiske omvæltninger flere steder på kontinentet. Filmkulturen er også i udvikling i disse år, men på en mere lavmælt politisk måde. CPH:PIX havde tre film af yngre latinamerikanske instruktører på programmet, som POV’s Frederik Bojer Bové har kastet et kig på.

I mange, mange år har latinamerikansk film været kendt for sit politiske indhold. Først var der de venstreorienterede oprør i tresserne, hvortil Latinamerikanske filmstrømninger som Third Cinema måske spillede den vigtigste rolle overhovedet. Det blev efterfulgt af en gigantisk højreorienteret modbevægelse, der gav filminstruktørerne godt med materiale at lave film om i deres eksil i halvfjerdserne med Patricio Guzmans The Battle of Chile som nok mest kendte eksempel.

Så var der de mange melodramaer om diktaturernes forbrydelser i 1980’erne – se Luis Puenzos Oscar-vinder The Official Story som et perfekt eksempel – og så i 90’erne og 00’erne en mere kantet, abstrakt, anti-neoliberalistisk indie-film.

På det seneste er Latinamerika blevet et mærkværdigt filmisk kontinent. Det er som om der foregår et stille oprør med machismo, det er der hvor de bedste film om midaldrende kvinders seksualitet bliver lavet – Gloria, Las Herederas, The Desert Bride – og samtidig foregår der et mere komplekst oprør mod middelklassens delagtighed i fortidens forbrydelser, som jeg tidligere har beskrevet. Tre film i årets program på CPH:PIX var på sin vis alle optaget af politiske problemer, men beskrev det uden paroler, med æstetik og forsøg på at opdage passende æstetiske stemmer til personer, der ellers ikke ville have dem.

Maternal

Instruktøren af Maternal, Maura Delpero, er egentlig italiener, men har studeret og arbejdet i Argentina, og hendes film beskriver en argentinsk virkelighed. Og dog. For som postkolonialistisk land er Argentina selvfølgelig stadigvæk del af en udveksling med lande i Europa, hvilket Delperos film på ret simpel vis fanger ganske fremragende.

Filmen foregår på et såkaldt ‘hogar’, hvilket også er den argentinske titel. Et hjem for teenagemødre drevet af italienske nonner. Kontrasten mellem de spansktalende teenagere og de italiensktalende autoritetsfigurer tegner på simpel vis et ret fint billede af et samfund fanget af fortidige normer. Hele historiens kontekst er også, at Argentina stadigvæk ikke har fri abort, præget som det er af katolsk religiøsitet.

Maternal er en ret ideel kunst-film, den viser præcis hvor meget mere komplekse situationer man kan dykke ned i, hvis man også vælger at arbejde med et komplekst filmsprog

Men helt så simpelt er det selvfølgelig ikke. Magtbalancen i sådan et aflukket rum for kvinder er konstant til debat, især under så mærkelige omstændigheder. Maternal, som filmens internationale titel hedder, omhandler også et moderideal, som de unge teenagere på forskellig vis lever op til, men som nonnerne jo alle som én har lovet aldrig at give sig i kast med. I filmens mest forunderlige scene får teenagerne lov til at afholde en fest på klosteret, mens nonnerne sidder inde ved siden af og passer på de undrende babyer. Det er arthouse-udgaven af De unge mødre, bare med et godt skud religiøsitet indover.

Æstetisk er vi ude i et ret afmålt, afdæmpet, kontrolleret filmsprog, som vi herhjemme måske bedst kender fra folk som Ruben Östlund. Det er først og fremmest et stedportræt, en afdækning af rum og magt på det her mærkværdige børnehjem, og det stationære kamera klipper til, afslører, fremviser rum lidt ad gangen. Som f.eks. en af de første scener, hvor Lu braser ind på et toilet, sætter sig, brokker sig over for mange hår dernede, beder om at låne en pincet. Og først da klippes der til den anden vinkel, og vi ser Fati sidde på kanten af badekarret med et håndklæde omkring sig. Der er mange overraskelser på spil her: Der er en anden i rummet, Fati er tydeligt gravid. Men det er også den rent rumlige overraskelse som er væsentlig, at det er et fælles rum, at selv intime ting som bad og toiletbesøg ikke er private det her sted.

Æstetik og indhold er tæt forbundne: Når kamera og klip konstant giver os ny og overraskende information, så tvinges vi til at genoverveje forholdet mellem personerne og det sted, de er. Og på samme måde er forholdet mellem teenagere og nonner, mellem seksualitet og religion, mellem trykkende kvindenormer og reel omsorg for børn, konstant flydende og til genforhandling i denne film. Teenagepigerne ligger under for kvælende kønsnormer, det er der ingen tvivl om, og de har internaliseret denne misogyni og udøver den overfor hinanden. Men samtidig: Hvis man stikker af fra sit barn for at være sammen med en mand som allerede én gang har vist sig at være voldelig, så har man vel også et eget ansvar?

Jeg skal ikke afsløre, hvordan den situation – som er afsløret af filmens egen beskrivelse på CPH:PIXs hjemmeside – udspiller sig, men det er igen komplekst og hjerteskærende. Maternal er under alle omstændigheder, omend måske ikke fantastisk æstetisk original, en ret ideel kunstfilm. Den viser præcis hvor meget mere komplekse situationer, man kan dykke ned i, hvis man også vælger at arbejde med et komplekst filmsprog.

The Fever

Jeg ved heller ikke hvor unik og original brasilianske Maya Da-rins The Fever er, men jeg er ikke sikker på, jeg har set noget lignende i en latinamerikansk kontekst. I stedet mindede den mig meget om østasiatiske film. Dens konstante brug af mystisk jungle kontrasteret med storby mindede mig om thailandske Apichatpong Weerasethakul. Og dens skildring af migrantarbejdere mindede mig om film som A Land Imagined fra Singapore, der vandt sidste års Gyldne Leopard på festivalen i Locarno, eller et utal af kinesiske film.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at migrant-billedet har været en af de største kunstneriske kræfter i de sendte tyve års filmkunst

The Fever var også, ligesom Maternal i øvrigt, på Locarno, hvor filmens hovedrolleindehaver Regis Myrupo vandt prisen for bedste mandlige skuespiller. Han spiller Justino, en sikkerhedsvagt i Manaus, en by midt inde i Amazonas regnskoven. Justino pendler frem og tilbage mellem Manaus og den lille landsby inde i junglen, hvorfra han kommer som del af kontinentets oprindelige befolkning. Hans kone er død, hans datter rejser snart væk for at studere medicin. Og et eller andet bliver ved med at bryde ind der hvor han holder vagt. Og så er der den der mystiske feber.

Jeg tror, det er migrant-oplevelsen, som forbinder The Fever med de østasiatiske film. Rent æstetisk minder filmene også lidt om dansk-tyske Giraffe, der også kan ses på årets festival, og svenske Säsong, der vandt hovedprisen på årets CPH:DOX. Og de to film er måske de første skandinaviske film, der sætter fokus på polske migrantarbejderes forhold i de to lande. Jeg er lidt i tvivl, om filmkunsten har beskrevet denne erfaringsverden særligt fyldestgørende op igennem historien. I de lande, hvor kunstens potentiale først blev udforsket, var migrationen fra land til by nemlig faldet igen på det tidspunkt. Men især i Østasien, hvor industrialiseringen virkelig har hærget de seneste årtier, er der fremkommet et væld af filmiske vidnesbyrd om den virkelig mærkelige oplevelse, det lader til at være, at pendle mellem to verdener. Jeg vil gå så langt som til at sige, at migrant-billedet har været en af de største kunstneriske kræfter i de seneste tyve års filmkunst.

Men i The Fever bliver det så meget mere hallucinerende, eftersom de to verdener ikke bare er land og by, men jungle – amerindiansk kultur – kontra Manaus, som virkelig ser ud som en mærkelig by, når den filmes på den her måde. En isoleret betonklods midt inde i en vild verden, som lader til konstant at skulle tæmmes, beskyttes imod, holdes på afstand. Maya Da-rin skaber med enkle midler en mærkværdig verden, busser har sjældent føltes så vægtige, og selvom det ikke helt er på højde med en Weerasethakul eller de andre store østasiatiske mestre, så er det en absolut lovende debut.

Monos

Alejandro Landes’ Monos er uden tvivl en af de største film på årets festival. Den vandt en stor pris på årets Sundance Festival, en noget mere populistisk festivalkonkurrence end Locarno, og den har også allerede fået dansk distribution via Angel Film. Det er også rent filmisk en meget større produktion, fyldt med storslåede landskaber, nykomponeret musik, og endda et par slagscener med eksplosioner og alt muligt. Men som med så mange andre af årets film er den båret af en enkel idé: Teenage-guerilla-soldater.

Det lyder virkelig forfærdeligt. Det er det også. En lille gruppe teenagere er blevet udstationeret højt oppe på en colombiansk bjergside som vogtere af et amerikansk gidsel (spillet af Julianna Nicholson fra tv-serier som Ally McBeal, Boardwalk Empire og Law & Order). De er helt åbenlyst placeret på så kedelig en post, fordi de rangerer allerlavest i hierarkiet, men fordi ingen tager sig af dem har de heller ikke styr på noget som helst, så snart følger den ene ulykke efter den anden, mens filmen blot bliver mørkere og mørkere.

Monos føles som en fortælling, der aldrig holder op. Det gør den helt reelt heller ikke, den handler jo om Colombias uendelige guerillakrig, som på trods af en fredsaftale og en nobelpris til præsident Juan Manuel Santos, alligevel ikke lader til at være afsluttet. Men Monos skildrer noget, som jeg sjældent har set: En disintegrerende hær. Når man læser historie, så er det næsten altid sådan, at der går et stykke tid fra en krig egentlig er tabt til den reelt bliver stoppet. Kampagner slår fejl, disciplinen forsvinder og det degenerer til blot at handle om vold.

Vi bliver med andre ord revet rundt, og det er ekstremt manipulerende. En sådan æstetik skal man dæleme have et køligt overblik for at håndtere i så stor skala som her

Monos skildrer krig så gennemført forfærdeligt, fordi den i virkeligheden ikke er så voldelig, der er ikke så mange medvirkende, så der er heller ikke så mange døde, men den formår at skildre en helt central absurditet ved soldaterlivet: De bliver trænet til at kunne forholde sig til de mest grufulde og ekstreme situationer, får fortalt at de kæmper på liv og død  og en glorværdig sag, og så bliver de egentlig det meste af tiden sat til at vente et eller andet gudsforladt sted… De unge soldater har for mange våben, for meget alkohol og for meget adrenalin, og så er det dømt til at gå galt.

Æstetikken er vidunderlig, så modig og så gennemført. Nogle film forsøger med håndholdt kamera at få os til at føle som om, vi er en del af handlingen. Nogle film observerer køligt og tålmodigt og lader os tænke selv. Monos er et sted imellem. Kameraet glider gerne rundt med steadycam, de flydende bevægelser får det til at ligne en observerende ånd. Der skiftes konstant fokus og der klippes hastigt, som om filmen siger ‘se her! og her! og nu her! og også det her!!!’  Vi bliver med andre ord revet rundt, og det er ekstremt manipulerende. En sådan æstetik skal man dæleme have et køligt overblik for at håndtere i så stor skala, som det er tilfældet her.

Det er bare så fremragende udført alt sammen. Og det virker som om det er den eneste æstetik der ville fungere. Filmens situation er simpelthen for kaotisk, for omskiftelig, for absurd, til at kunne fremstilles på anden vis. Det bør blive et gennembrud for Alejandro Landes, som stiller sig op ved siden af Ciro Guerra og Cristina Gallego (Slangens Favntag, Trækfugle) som Colombias bedste nye instruktører.

Kompliceret kontinent

Alejandro Landes debutfilm Cocalero har været en lille smule i vælten de seneste uger. Det er nemlig et portræt af Evo Morales under hans første kampagne for at blive Bolivias præsident. Og i virkeligheden har reaktionen på kuppet mod Morales været meget sigende for de problemer, som det virker til de unge instruktører forsøger at kæmpe imod. Her er det nemlig som om, tingene meget hurtigt er blevet reduceret til den sædvanlige sorthvide brudflade i en kamp for eller imod ‘amerikansk imperialisme’.

Problemet lader til at være meget mere komplekst og facetteret. Måske spiller de to ting som de nye film især angriber vigtige roller: Machismo, og en reaktionær middelklasse, der nægter at se deres egen rolle i øjnene

Men Sydamerikas situation i 2019 er helt ærligt mere kompleks end den måske nogensinde før har været. For Evo Morales var jo den første amerindianske præsident for landet, hvor 70% af befolkningen havde samme baggrund. Og før i tiden var der bare ganske enkelt ikke folkevalgte socialister, der som Morales blev genvalgt løbende gennem 14 år. Og alligevel endte det med, at Morales, som så mange andre latinamerikanske ledere, begyndte at ville ændre forfatningen, så han personligt kunne blive genvalgt: Der kom et uafklaret valg, og militæret satte ind.

Tilbage til start. Så problemet blev ikke løst ved demokratisk socialisme. Og det blev ikke løst ved, at den oprindelige befolkning kom til magten. Problemet lader til at være meget mere komplekst og facetteret. Måske spiller de to ting, som de nye film især angriber, vigtige roller: Machismo og en reaktionær middelklasse, der nægter at se deres egen rolle i øjnene.

På vej ind i et nyt årti står kontinentet et farligt sted med uro i både Venezuela, Chile, Brasilien og Bolivia. Man mærker så småt også desperationen i de spirende filmstemmer. Det giver vital og overbevisende filmkunst. Ikke at det er at foretrække frem for fred og demokrati…


Foto: CPH:PIX

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film