FILM // KINOK – Hvorfor er argentinske film så voldelige? Først fik vi Wild Tales, der allerede efter et kvarter lader en pilot styrte et fly ned med alle sine fjender ombord. Så var der Klanen, om en stor familie der bortførte og myrdede bekendte. Og nu El Angel, en film om Argentinas mest kendte seriemorder, der myrdede elleve mennesker, før han blev sendt i fængsel. Hvad foregår der? Jeg troede da, det var Brasilien og Venezuela der var ustabile for tiden.
En del af forklaringen er, at det er et ret særligt udsnit af argentinske film, vi får til de danske biografer. Alle tre film er co-produceret af firmaet El Deseo, stiftet af spanske Pedro Almodóvar og hans bror Agustin. De står for fængende, effektiv filmkunst, og det kommer naturligvis ganske bredt ud. Men det er ikke hele forklaringen for under sidste efterårs CPH:PIX, kunne vi se Benjamin Naishtats Rojo, der, jep, også handler om mord og forsvindinger i tiden omkring militærdiktaturet. For det er den anden del af forklaringen, både Klanen, El Angel og Rojo forsøger at fortælle en ny historie om tiden omkring det brutale argentinske militærdiktatur, der styrede landet fra 1976 til 1983. Dermed indskriver de argentinske film sig faktisk i et større trans-amerikansk historisk filmisk projekt. Men mere om det senere.
El Angel
El Angel handler om Carlos Robledo Puch, der myrdede 11 mennesker i 1971 og 72, mens han stadig kun var en teenager. Vi møder først den unge mand, der spilles med et charmerende babyface af Lorenzo Ferro, mens han stadigvæk mest bare laver ballede, bryder ind i tomme huse, drikker deres alkohol, danser rundt, stjæler en motorcykel for sjov. Men det bliver mere seriøst, da han starter på en ny skole og møder Ramón (Chino Darín), hvis far er en erfaren indbrudstyv. De tre laver en bande sammen, og snart begynder Carlos at have mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Hvis han da ellers havde en samvittighed…
El Angel kører af sted lidt som var det en Scorsese-film. Den er stilig, hastig og har styr på sit tidsbillede. Der er ikke mange forsøg på at psykologisere Carlos. Hans familieliv er okay, han virker ikke ubegavet, men omvendt heller ikke som en stenkold psykopat. Det meste af tiden udvikler røverier eller slagsmål sig bare til, at han slår ihjel igen. Det eneste psykologiserende tema er en vis fokus på attraktionen mellem Carlos og Ramón, der antyder at noget undertrykt homoseksualitet ligger bag forbrydelserne (suk…)
Respekten for de almindelige argentinere er ved at forsvinde, de ses som kvæg, som ligegyldige, som umenneskelige. Det kan få både en ung knægt og en gammel general til at vælge volden som sidste udvej.
Men filmen handler mindst lige så meget om samfundets vold og repression, som den handler om Carlos. Læg mærke til møderne med politiet; der er konstante vejspærringer, trusler om tortur og snak om, at de unge måske er ‘terrorister’. I 1971 forsøgte man at genetablere demokratiet, men militæret udnyttede samtidig opblomstringen af forskellige kommunistiske guerillagrupper til at stramme grebet om landet.
Læg også mærke til de mange samtaler om tyvene som mere levende, mere heroiske, end de almindelige borgere i landet (pudsigt er det kriminelle og popstjerner, som Ramón mener lever, hvilket giver anledning til nogle ret bizarre surreelle dansescener). Det er den slags machismo-fascisme, der ligger bag såvel Carlos’ som militærets vold. Respekten for de almindelige argentinere er ved at forsvinde; de ses som kvæg, som ligegyldige, som umenneskelige. Det kan få både en ung knægt og en gammel general til at vælge volden som sidste udvej.
Cívico-Militares
Den chilenske skuespiller Alfredo Castro fortalte i forbindelse med førnævnte film Rojo i filmmagasinet Film Comment om netop dette emne. Han sagde bl.a.:
“The dictatorships in Latin America installed this consent. You are allowed to murder who you want, when you want, and make it disappear. Why shouldn’t an outcast, a psychopath, be able to kill an old lady to purchase some glass to dance on? Why shouldn’t a man ostensibly on the side of justice let a murderer go free? This was the message of the culture at the time. This is why we now adopt the term dictaduras cívico-militares. We experienced a military-civilian dictatorship, not a military dictatorship.
Det med glasset og dansen er en reference til en anden rolle, Alfredo Castro spillede i filmen Tony Manero, som danser besat af John Travolta. Det er den første film i instruktøren Pablo Larrains trilogi om Pinochet-styret (Tony Manero, Post Mortem og No, alle med Alfredo Castro i en bærende rolle), der nu står som helt centrale i moderne latinamerikansk filmhistorie.
Hvad end det er danseren, der myrder for småpenge, eller retsmedicineren i Post Mortem, der forfærdes over at skulle arbejde på selveste Salvador Allende, men i sidste ende symbolsk spærrer uretfærdigheden inde bag en mur, så vælger de civile personer selv volden og mørket. Og når vi følger styret falde i No, så er fokus ikke på aktivister og den politiske kamp, men på reklamemændene, der får solgt demokratiet tilstrækkelig tillokkende og poppet.
Det er mørkt og kynisk, og Larrain blev kritiseret for at være for nedladende omkring almindelige chilenere, men i dag virker det som et modigt opgør.
https://www.youtube.com/watch?v=t-sR3LSx_Fs
Benjamin Naishtats Rojo gør det samme om tiden lige omkring det endelige argentinske militærkup i 1976. Han skildrer det som om hele Argentina ser rødt (‘rojo’ på spansk), bogstavelig talt, idet himlen farves rødt af en solformørkelse halvvejs i filmen.
Filmen åbner med et tomt hus, åbenlyst forladt fordi militæret har fået beboerne til at forsvinde, hvorfra helt almindelige argentinere vandrer med diverse indbo i hænderne. Det er en perfekt kontrast til El Angel, der også starter med et tomt hus. Både Carlos såvel som alle andre argentinere vil gerne gå ind og tage naboens ting. I 1971 kan Carlos bare være så uheldig, at beboerne er hjemme, og så må han jo myrde dem. I 1976 har militærdiktaturet ordnet det for naboerne.
Volden
Jeg må indrømme, jeg foretrækker den ret abstrakte Rojo frem for de mere direkte Klanen og El Angel. Benjamin Naishtat – der i øvrigt havde sin glimrende debutfilm History of Fear i konkurrence på CPH:PIX – er en æstet, hvorimod instruktørerne bag Klanen og El Angel – henholdsvis veteranen Pablo Trapero og den noget yngre Luis Ortega – har en lidt mere mainstream tilgang. Det kan man også mærke på, at Naishtat tør gå efter struben, skælde ud på hele den argentinske befolkning, mens det føles lidt som om Trapero og Ortega holder en lille smule igen.
El Angel er en god og stilig film, der forsøger at formidle en ondskab i hjertet på en ung smuk mand og et ret så ungt og ret så smukt land. Men måske kan den ondskab bare ikke formidles uden at være alt for frastødende
Det er egentlig også min eneste direkte indvending mod El Angel: at den ret så ubehagelige film ikke er ubehagelig nok. Som jeg tidligere skrev, og som pressematerialet også siger, så myrdede Carlos Robledo Puch 11 mennesker, men når jeg tæller efter får jeg det altså kun til syv. Der er skåret et par stykker fra, og det er overraskende nok de mest ubehagelige. Der var to mord på kvinder, der først blev voldtaget eller forsøgt voldtaget. Og der var et angreb på en hel familie: faren blev myrdet, moren blev skudt og forsøgt voldtaget, og Carlos skød endda efter deres grædende baby. Det står endda i pressematerialet at den scene blev optaget til filmen, men senere klippet ud.
Jeg kan sagtens forestille mig, at det var for hårdt at se Carlos skyde efter et spædbarn. At publikum ville stå af. Men jeg ærgrer mig lidt over, at filmen på den vis holder igen.
El Angel er en god og stilig film, der forsøger at formidle en ondskab i hjertet på en ung smuk mand og et ret så ungt og ret så smukt land. Men måske kan den ondskab bare ikke formidles uden at være alt for frastødende.
Det er dilemmaet som de her film støder op imod. Måske er det kun chilenske Pablo Larrain, der for alvor har knækket koden. Andre film er enten for glatte til at gøre rigtig ondt eller for smalle og ubehagelige til, at folk vil se dem, og det er sådan set skidt på hver sin måde. Men jeg sætter pris på, at El Angel er kommet til landet. Ville ønske danske film også turde tackle dansk historie på den her måde.
Følgende film fra den latinamerikanske bølge kan ses i Danmark: ‘No’ af Pablo Larrain og ‘Klanen’ af Pablo Trapero kan ses på Filmstriben.
Foto: Miracle Film
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
