The Sisters Brothers – en elegisk western-drøm

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – Jacques Audiard følger op på Guldpalmevinderen Dheepan med sin første amerikanske film, og endda noget så ærkeamerikansk som en western. Men det viser sig, at han mestrer genren til fulde, og resultatet er en af hans mest helstøbte film. Før blandede han genreelementer ind i arthouse-filmen, nu tilfører han westengenren et godt skud elegisk kunst.

Den franske instruktør Jacques Audiard kan være ganske polariserende. På den ene side er der dem, der mener, at han er en af de absolut største filmkunstnere de seneste år.  Soundvenue havde f.eks. hans Profeten som nummer ni på en liste over årtusindets bedste film. Og så på den anden side er der en gruppe, der mener, at han er indbegrebet af ‘middlebrow’-film med fokus rettet mod manus, genrer og en æstetik, der er kunstnerisk uden at være alt for krævende og afskrækkende – og alle ved jo, at filmkunsten skal være både krævende og helst også skræmme pøbelen væk, så kun de ægte cineaster står tilbage.

Jeg har det mere blandet. Ofte synes jeg hans film er usammenhængende, og jeg forstår ikke rigtig, hvad en film som Smagen af rust og ben egentlig forsøger at sige. Men omvendt sætter jeg stor pris på mange af hans billeder, der har printet sig fast i min hjerte. Tahar Rahim, der besøges at et dervish-genfærd i Profeten, Marion Cotillard, der kommanderer en spækhugger eller flyder i havet i Smagen af Rust og Ben eller Jesuthasan Antonythasan vandrende med neonører gennem den europæiske nat som eminent symbol på dehumaniseringen af flygtninge. Audiard er ikonograf, han formår at skabe det enkelte gode billede. Derfor er det også en fryd, at han denne gang har kastet sig over den mest ikonografiske genre af dem alle: Westernfilm.

To brødre i en sær tid, på et sært sted

John C. Reilly og Joaquin Phoenix spiller brødrene Sisters, to lejemordere/dusørjægere på den amerikanske vestkyst. De får til opgave af den mystiske Commodore at finde og dræbe en mand ved navn Hermann Kermitt Warm (Riz Ahmed), der skulle være under opsyn af håndlangeren John Morris (Jake Gyllenhaal). Men opgaven viser sig at være sværere end som så, for Warm er en ganske lun mand, med et hoved fyldt med gode idéer, så Morris er gået over på hans side. Da brødrene finder dem efter en begivenhedsrig rejse sydpå, helt nede syd for San Francisco, må de selv beslutte sig til, hvilket liv de egentlig har tænkt sig at leve fremover.

Landet ser ikke vildt ud, det ligner en urverden, som står for at blive ødelagt af industrialiseringen.

The Sisters Brothers er placeret ret mærkværdigt i tid og sted. De fleste revisionistiske westerns – film som Butch Cassidy and the Sundance Kid, De Nådesløse eller Jim Jarmuschs Dead Man – har fundet sted i den sene periode af 1800-tallet, efter Den Amerikanske Borgerkrig, efter bisonoksen er udryddet og den oprindelige befolkning er blevet sendt i reservat. The Sisters Brothers foregår derimod i 1851, mens verden stadigvæk er ung og uopdyrket.

Derudover foregår den på mit yndlingssted for westernfilm – Oregon – i det nordvestlige USA. Mange af de bedste westerns foregår her: Førnævnte Dead Man, Clint Eastwoods i mine øjne bedste western Pale Rider, og senest Zellner-brødrenes Damsel. Jeg har spekuleret over, hvorfor jeg finder western-tematik så anderledes i norden, snarere end i f.eks. John Fords elskede Monument Valley, og jeg er kommet frem til, at det er det paradisiske i det grønne og skovfyldte landskab, der får nybyggerne til at se helt anderledes ud. Der er bare noget heltemodigt over en cowboy på prærien. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det et menneske, der forsøger at få noget ud af en ørken. Men en cowboy på en grøn slette? Det understreger, i hvor høj grad noget er gået tabt ved civilisationen. Landet ser ikke vildt ud, det ligner en urverden, som står for at blive ødelagt af industrialiseringen.

Før verden faldt på plads

Industrialisering spiller vitterlig en sjælden stor rolle i The Sisters Brothers. Hermann Warm er en ung kemiker, der har fundet på en helt speciel måde at udvinde guld på ved hjælp af kemikalier. Han håber på at tjene penge nok til at finansiere en såkaldt ‘Falanstéres’ ved Dallas, formentlig en henvisning til det virkelige utopiske samfund La Réunion, der eksisterede 1855-1860  og baserede sig på idéer fra den franske proto-socialist Charles Fourier.

Audiard har haft for vane at blande genre-træk ind i sine mere alvorlige kunstfilm, men nu tager han genren seriøst som en kunst i sig selv, og det er måske det mest helstøbte han nogensinde har lavet

Der er noget helt vidunderligt melankolsk ved så tidlig socialisme, der foregår blot et par år efter at Det Kommunistiske Manifest blev udgivet. Det er utopi uden klassekamp, sammenhold i stedet for blodig kamp mod kapitalisterne. Den tyske teoretiker Walter Benjamin kaldte tiden med den tidlige industrialisering for ‘fantasmagorisk’, en tid hvor forholdende mellem arbejdere og kapitalister egentlig allerede eksisterede, men hvor folk ikke vidste det endnu. Det fandt de først ud af med den blodige reaktion på arbejderopstanden i forbindelse med Pariserkommunen i 1871, der resulterede i et decideret blodbad. Et sådant afsluttende blodbad hænger også hele tiden over handlingen i The Sisters Brothers – det er vel en western – men det er ikke at spoile noget at fortælle, at filmen konstant foretager overraskende drejninger, der dog fungerer inden for filmens egne logik.

The Sisters Brothers har således en skøn fantasmagorisk stemning. Det er et portræt af civilisationen på vej, hvor Eli Sisters går umanerlig meget op i sin nye tandbørste, mens bipersoner kredser om utopiske filosofier og forsøger at finde på utrolige opdagelser. Audiard er overraskende god til den her fantasmagoriske, drømmende stemning. Filmen er fyldt med nattescener, hvor mørket oplyses af pistolskud. Scenen, hvor vi får demonstreret udvindingsmetoden, er æstetisk fantastisk: det mørke vand oplyst af de grønlige kemikalier og det skinnende guld på bunden. De to brødre smiler og jubler, da de for første gang i deres liv ser Stillehavet, men mængden af drivgods på stranden understreger havets nådesløshed.

En elegisk drøm

The Sisters Brothers er som en revision til det revisionistiske. Det er en drøm om at western-genren kunne have været meget mere givende, hvis ikke den var blevet så optaget af at bearbejde sin egen status, til hele tiden at handle om western-myter. Audiard dykker helhjertet ned i en verden fyldt med potentiale, og det er en fryd, at han aldrig holder sig tilbage. Han har haft for vane at blande genretræk ind i sine mere alvorlige kunstfilm, men nu tager han genren seriøst som en kunst i sig selv, og det er måske det mest helstøbte han nogensinde har lavet, og i hvert fald hans bedste film siden Profeten.

Audiard er ikonograf, han formår at skabe det enkelte gode billede. Derfor er det også en fryd at han denne gang har kastet sig over den mest ikonografiske genre af dem alle: westernfilm.

Der er ikke så meget pjat. Der er en musikalitet over filmen, en rytme, som hører den gammeldags studiefilm til. Der er en glathed over fortællingen, den glider frem, som om det var den mest logiske historie i verden, og man kan helt overse, hvor bizar og fragmenteret den egentlig er. Audiard opbygger en anden verden end den virkelige, en mulig verden, som ikke var den, vi slog ind på. Det er lidt mærkeligt at kritisere en karriere, der for fire år siden udløste en Guldpalme, men jeg ærgrer mig over, at den 68-årige instruktør ikke tidligere har givet sig i kast med en amerikansk film; han passer som fod i hose til den stil.

I stedet for at blande genre ind i den europæiske kunst, så blander han kunst i den amerikanske genre. Og når vi når til den elegiske udtoning, hvor hans sædvanlige komponist Alexandre Desplat bidrager med noget af karrierens bedste musik, så rammer vi en tone, der gjorde mig forbløffet og opstemt. Så god tror jeg aldrig, jeg har set ham før.


Foto-credit: Camera Film.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film