MÅNEDENS KUNSTFILM I HUSET – I en ny månedlig klumme skriver Frederik Bové om kunstfilm til stuen. Denne gang ser han på Steven Soderberghs ‘High Flying Bird’, Yeo Siew Huas ‘A Land Imagined’ og Malene Chois ‘The Return’. Og så er der et YouTube-tip om koreanske film.
Der er i øjeblikket en ret overgearet debat om såkaldt elitær kultur, hvor fordommene om det indspiste, cortado-drikkende københavner-parnas får lov til at komme til live igen.
Det meste er noget pjat, men hvis vi nu er helt ærlige, så er der, når det kommer til film-kritik, måske en lille smule om sagen. Den er meget københavner-fikseret, eller i hvert fald storby-fikseret. Personligt skriver jeg i hvert fald mange anmeldelser af film fra Cinemateket, eller fra CPH:PIX og -DOX, eller af film, der kun kommer op i Gloria og Øst for Paradis og måske en to-tre steder mere.
Man kan sige, at sådan er vilkårene, men jeg vil nu alligevel også gerne slå et slag for film, som kan ses lige nu og her overalt i landet, fra Tønder til Thisted og fra Esbjerg til Amager.
Så derfor er dette første udgave af en ny månedlig klumme kaldet Arthouse i Huset – navnet er måske nok midlertidigt, kom endelig med forslag – der skal omhandle kunstfilm der aldrig har fået biograf-distribution, men som i stedet kan findes på en af de mange streamings- og udlejningstjeneste, og nydes hjemme i stuen.
Jeg var lige ved at sige, at han er en af de centrale instruktører i nyere amerikanske filmhistorie, men det er lige præcis det, han ikke er. I stedet har han, når han er bedst, konstant opdyrket nyt land og nye idéer i udkanten af filmverdenen
I denne måned ser jeg på to Netflix-film, der leder hen til en debat om hvad en ‘Netflix-film’ burde være, og så ser jeg på en af de seneste års bedste danske film.
High Flying Bird
I mine øjne er Steven Soderberghs High Flying Bird utvivlsomt den hidtil bedste Netflix-film, hvis altså man lige definerer ‘Netflix-film’ på en ret specifik måde.
Der er nok ingen tvivl om, at en film som Alfonso Cuaróns Roma er en lidt større præstation, og nok også er den film som Netflix er mest stolt af, men som det ofte blev påpeget da den havde premiere, så er Roma en type film, der virkelig lever i biografen, med sine storslåede sort/hvide billeder og imponerende lydverden. Den blev bare distribueret på Netflix.
High Flying Bird, derimod, er noget ganske andet:
En film der udvikler hvad der kunne kaldes en ‘Netflix-æstetik’, og forbinder det med en dertil passende tematik. Den giver lovning på noget helt nyt. Det er en ønskedrøm af en film.
High Flying Bird handler om noget så sexet som spiller-rettigheder inden for basketball, hvilket sikkert ville virke noget uforståeligt på danske seere, hvis ikke vi havde haft en lignende konflikt mellem DBU og begge landshold i løbet af de sidste par år. Temaet er dog sat en del mere på spidsen i High Flying Bird, da basket-spillere for størstedelens vedkommende er sorte, mens ejerne, der tjener de fleste penge på deres talent, er hvide.
Ray Burke (André Holland, der også var med til at udvikle historien) er en rutineret sportsagent, der forsøger at guide den unge Erick Scott (Melvin Gregg) gennem en ‘lockdown’.
Scott er teknisk set signet, men det bliver ikke offentligt, og han får ingen penge, før spillerforening og hold-ejere kan blive enige om en ny aftale. Burke forsøger også at hjælpe sin gamle træner Spencer (Bill Duke, der også er en erfaren filminstruktør), der mener problemet kommer af at de sorte ikke længere har deres ‘egen’ basket-liga.
Til et velgørenhedsarrangement for Spencers ungdomshold bliver Scott udfordret til en 1-on-1 kamp af en rival, og da videoen går viralt opstår der pludselig en idé: Hvorfor ikke gentænke basket-spillet udenom alle de eksisterende strukturer?
Det er ikke en film, der imponerer med gigantiske komplicerede kamera-bevægelser, visuelle effekter, og rekonstruktioner af gamle dage. Det er ikke Roma. Det er en lille film, der gør alle ting lidt skævt, hvorfor alt ser helt nyt ud.
Lyder det genkendeligt? Det lyder lidt som en analogi for den måde Netflix forsøger at revolutionere filmbranchen udenom biograferne. Det er jo så i så fald ikke første gang Steven Soderbergh har stået i spidsen for en branche-orienteret film-revolution.
Hans debut-film, den Cannes-vindende Sex, Løgn og Video var et af de første amerikanske ‘indie’-hits, der brød grænserne for hvor stor succes man kunne få med en film lavet uden for systemet, via Sundance, udenlandske filmfestivaler, og små nye distributører.
Jeg var lige ved at sige, at han er en af de centrale instruktører i nyere amerikanske filmhistorie, men det er lige præcis det, han ikke er. I stedet har han, når han er bedst, konstant opdyrket nyt land og nye idéer i udkanten af filmverdenen. Omend måske ikke altid æstetisk.
Men nu har Steven Soderbergh fundet den perfekte æstetiske form til hans tematiske indhold. Som med Unsane er High Flying Bird filmet med en iPhone, og som med Unsane er det en gennemført æstetisk nydelse.
Det lille kamera gør, at alt ser anderledes ud. Alle samtaler – og High Flying Bird består først og fremmest af samtaler – ser sjældent særegne ud, for det lille kamera gør at Soderbergh i langt højere grad kan filme ovenfra, nedenfra, skråt på, etc. Alene den første scene mellem Burke og Scott er en masterclass i, hvor visuelt interessant man kan gøre en scene, der reelt bare er eksposition via to mænds samtale, men som konstant byder på smukke konstellationer af anspændte ansigter og travle baggrunde.
Læg dertil et vellavet lydspor fyldt med by-larm, og du har en fantastisk æstetisk verden som det komplicerede drama kan udspille sig i. Det er et drama om de små ting her i livet. Om at tingene bare lige kunne være en smule anderledes. Det er ikke en film, der imponerer med gigantiske komplicerede kamera-bevægelser, visuelle effekter, og rekonstruktioner af gamle dage. Det er ikke Roma. Det er en lille film, der gør alle ting lidt skævt, hvorfor alt ser helt nyt ud. Man kunne sådan ønske, at Netflix ville blive fyldt op med den her slags film, film med intelligente pointer, og et billedsprog der passede perfekt dertil, og samtidig var friskt og anderledes. Men sådan kommer det vel nok ikke til at gå.
A Land Imagined
I stedet får vi nok mange flere film som Yeo Siew Huas A Land Imagined, hvilket dog nok heller ikke er så skidt endda. A Land Imagined vandt tidligere på året den Gyldne Leopard på filmfestivalen i Locarno, for næsen af den på POV før anmeldte storfilm La Flor, så det er da ret fantastisk at den nu kan ses i hele Danmark, er det ikke? Jo, bestemt. Men det er nu alligevel en film, der havde gjort sig godt i biografen.
Hvis man er fan af Jia, eller gerne vil have et hint om hvor fjernøstlig kunstfilm er på vej hen, så er A Land Imagined bestemt et must
Det var en stor overraskelse at den ret ukendte Yeo Siew Hua vandt den store pris, men set i bakspejlet burde det ikke have været det. For jury-formanden på sidste års Locarno-festival var den kinesiske mesterinstruktør Jia Zhangke, og A Land Imagined er nærmest som en syntese af forskellige Jia-film. Jia har desværre ikke fået megen opmærksomhed i Danmark – den eneste film i dansk distribution, Guldløve-vinderen Stille Liv fra 2006, solgte et par hundrede billetter – men hvis man gerne vil have dem i sit hus kan man købe dem på dvd og bluray.
A Land Imagined forener fokus på arbejder-forhold i en nærmest fantasmogorisk asiatisk virkelighed, ligesom Jia gjorde med The World om arbejdere i en forlystelsespark, med et lidt mærkværdigt genreplot, som Jia også har eksperimenteret med i sene film som A Touch of Sin og Ash Is Purest White. Hvis man er fan af Jia, eller gerne vil have et hint om hvor fjernøstlig kunstfilm er på vej hen, så er A Land Imagined bestemt et must.
Vi følger en ung politimand, der efterforsker en kinesisk migrantarbejders mystiske forsvinden. Samtidig følger vi i flashback livet for den unge migrant, der udnyttes på sin arbejdsplads, og bruger sin fritid på at spille counterstrike. To verdener fremstilles:
Glansbilledet af Singapore som en moderne og velhavende bystat, og bagsiden, hvor migranter fra hele Syd- og Østasien lever under slavelignende forhold, uden at kunne tage del i det fantasi-land de er med til at opbygge. Det er en film, der skildrer aktuelle forhold overalt i verden, Singapore, Dubai, Kina, etc.
A Land Imagined er ret meget en film der skal leve på en strøm af overvældende billeder, så overvældende at du bliver væk i dem.
A Land Imagined ligger sig virkelig i kølvandet på en bølge af nylige kinesiske film. Kinesisk film har ellers i en årrække været mest kendt for sine dokumentariske værker, især kendetegnet ved instruktøren Wang Bing, der såmænd vandt den Gyldne Leopard året for Yeo for portrættet Mrs Fang.
Men på det seneste er det som om det her fantasmagoriske er begyndt at trænge sig på, der er mere surrealisme, mere genrefilm, de er blevet mindre realistiske og mere drømmende. Man kan se et eksempel på det snart, idet Cinemateket viser Bi Gans A Long Day’s Journey Into Night i 3D. Men det understreger så igen problemet om, at det kun er københavnere der kan se den her slags film.
Bi Gan skabte en sær og mystisk film noir, og krydrede det så med et vaskeægte filmisk kup: Et timelangt klip i 3D. Den scene var vild da jeg så den på PIX, og jeg har tænkt mig at se den igen i Cinemateket. Det kommer aldrig til at fungere i fjernsynet. På samme måde, så er A Land Imagined også ret meget en film der skal leve på en strøm af overvældende billeder, så overvældende at du bliver væk i dem.
Der er så mange storby-panoramaer, så meget danse-scene, og bedst af alt, rigtig mange scener der er lavet i Counter-strike, hvilket virker overraskende filmisk. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det havde været meget bedre i biografen. Så selv om det er dejligt, at Netflix sender den ud til hele landet, så kan det ikke rigtig erstatte en potentiel national biograf-distribution. Som jeg dog godt ved aldrig ville kunne ske.
The Return
Endelig er der en film, der nok var en del tættere på dansk distribution, men som i stedet er blevet sendt ind i folkets stuer helt kvit og frit via public service. Malene Chois The Return spillede sidste år på CPH:DOX, hvor den fik en del opmærksomhed som noget så sjældent som en dansk hybrid-film.
Den er værd at se. Det er faktisk en af de bedste danske film i mange år
Den fik dog aldrig dansk distribution, men blev i stedet vist på DR sidste måned. Så nu ligger den kvit og frit til streaming på dr.dk, så vidt jeg kan se indtil 2024.
Den er værd at se. Det er faktisk en af de bedste danske film i mange år.
I The Return følger vi Karoline (Karoline Sofie Lee), der er taget fra Danmark til Sydkorea for at finde sin biologiske mor. Hun bor på et hostel hvor de fleste andre beboere er andre unge i samme situation, og hænger især ud med Thomas (Thomas Hwan, fra Bedrag).
De to tager til møder med hospitaler, der ikke er ret investerede i at hjælpe dem, de drikker og snakker, og de mødes med Thomas’ biologiske mor i en gennemført fantastisk scene. Det er en lille film, men den er så overlegen, dels i sin sammenstykning af det dokumentariske og det fiktionelle, og i dens rent æstetiske dimension.
Blandingen af dokumentar og fiktion er virkelig best of both worlds.
Der fortælles så meget om livet som trans-nationalt adopteret, så meget om racisme i Danmark, og det fortælles bare. Det virker autentisk, som de unge mennesker sidder i sofaer og fortæller, om alle de grimme ting, de er blevet kaldt, hvor svært, det har været for deres adoptivforældre at håndtere deres problemer, og hvor kompliceret forholdet til Korea er for dem.
De to ting, dokumentariske passager, og abstrakt æstetik, gør hybridfilmen The Return til ganske enkelt en af de stærkeste danske film i årevis
Kameraet forholder sig helt i ro, det er bare vidnesbyrd. Og så kombineres det med fornemme fiktionelle scener, som f.eks. mødet med Thomas’ biologiske mor, hvor Thomas Hwan spiller så indestængt, nedlukket, komplekst fantastisk, at det 100 procent legitimerer skuespillet som del af en ellers dokumentarisk fremstilling.
Men derudover må alle de tekniske kræfter hyldes. Catherine Pattinama Coleman har allerede opbygget sig et navn via film som Venus – Let’s Talk About Sex og Lifeboat, men The Return er klart den bedste fremstilling af hendes minimalistiske, ofte symmetriske, og ualmindeligt smukke billedstil. Philip Nicoloai Flindt leverer et vidunderligt boblende soundtrack, der passer perfekt til en række små montage-scener, formidabelt klippet af Julis Krebs Damsbo.
De her montager, af tomme steder, af mennesker i fart, små glimt, der først giver mening, når vi genkender et sted senere hen, er filmens helt store bedrift. De er ekstremt effektfulde til at skabe en kompleks følelse. Det er en art tomrum, eller et rum som man ikke rigtig passer ind i.
Det koreanske filmarkiv har en egen YouTube-kanal, hvor man kvit og frit kan se nogle af de største klassikere fra den koreanske filmhistorie. Hvilket måske ikke er den mest gloriøse filmhistorie, men der er dog nogle glimrende ting imellem.
Det er et rum mellem steder, mellem mennesker, en art vakuum mellem Danmark og Korea. Det er en filmisk kreeret abstrakt ting, som forklarer lige så meget om Karoline og Thomas som deres samtaler gør. De to ting, dokumentariske passager, og abstrakt æstetik, gør hybridfilmen The Return til ganske enkelt en af de stærkeste danske film i årevis. Og så fungerer det ret upåklageligt over stream.
The Return kan streames ganske gratis her.
Korean Film Archive
Og nu vi taler om Korea, så lige en sidste anbefaling:
Det koreanske filmarkiv har en egen YouTube-kanal, hvor man kvit og frit kan se nogle af de største klassikere fra den koreanske filmhistorie. Hvilket måske ikke er den mest gloriøse filmhistorie – den har været hæmmet af krig og diktatur og censur sådan ca helt frem til midthalvfemserne – men der er dog nogle glimrende ting imellem.
For tiden lægges der restaurerede versioner af de helt store klassikere op, og jeg anbefaler især Yu Hyun-moks The Aimless Bullet, der af mange opfattes som den bedste koreanske film nogensinde, og især især Im Kwon-taeks Sopyonje. Im Kwon-taek havde en aftale med sit produktionsselskab om at han måtte lave én for sig selv for hver gang han lavede én for dem, så han fik frie tøjler til det her lille bitte drama fra 1993 om ‘pansori’-musikere i tressernes Korea.
Der så gik hen og slog alle billetsalgs-rekorder, vel og mærke mens det stadigvæk kun spillede i en to-tre biografer af gangen. Et melodrama af de aller største:
https://www.youtube.com/user/KoreanFilm
Fotocredits:
High Flying Bird: Netflix
A Land Imagined: IFFR
The Return: Pluto Film
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her