POV på PIX: Et psykologisk hestepigedrama

Anne Mari Borchert 06.10.2018

FILM – Vi begynder med hovene. Sort skærm og lyden af hestehove i trav, så toner et panoramisk ørkenlandskab frem. En ung mand rider direkte mod kameraet. Sådan begynder Joachim Lafosses “Keep Going”, og allerede her møder vi filmens største kvaliteter: hesten, landskabet, en rytters arbejde.

Keep Going er baseret på romanen Continuer (2016) af Laurent Mauvignier. Den er lige dele psykologisk drama og hestefilm: Mor og søn, Sibylle og Sam, er taget på rideferie i Kirgisistan, efter at Sam har banket sin lærer og været på nippet til at blive smidt ud af skolen.

Filmen starter in medias res, og gradvist får seeren optrevlet en historie om mor og søns liv. Han er opvokset hos sin morfar, som nu er død. For at få råd til turen har hun solgt sin fars hus. Den afdøde morfar/far var russer og dygtig til at arbejde med heste. Sin hestekundskab har han videregivet til begge, men kun Sibylle taler russisk og kan kommunikere med de mennesker, de møder i Kirgisistan.

Den gradvise afsløring af baggrundshistorie og psykologiske motiver virker som ren Ibsen, bortset fra at det hele foregår til hest

Den gradvise afsløring af baggrundshistorie og psykologiske motiver virker som ren Ibsen, bortset fra at det hele foregår til hest. Det lidt langtrukne psykologiske drama blegner simpelthen i de blændende smukke optagelser af ørken- og bjerglandskab. Stort shoutout til fotografen, Jean-François Hensgens.

Heste som arbejde og socialitet

Så er der deres heste, Nador og Chibo. De er der hele tiden. Samværet med dem virker som den eneste rigtigt delte oplevelse mellem mor og søn. Det er et arbejde.

På et tidspunkt bliver Nador forvirret og løber ud i natten, så Sam må ride efter ham på Chibo. En anden gang er de ved at blive slugt i en stor ondskabsfuld mudderpøl, og i fælleskab får mor og søn gelejdet hesten videre ved at tale opmuntrende til dem.

Filmen stråler, når hestene træder frem som to af filmens hovedkarakterer, når de bliver en ikke-sproglig, social sammenhæng. Så bliver familiedramaet irrelevant, fordi jeg som seer mærker, hvor vildt det er at være i landskabet med hestene.

Filmen stråler, når hestene træder frem som to af filmens hovedkarakterer, når de bliver en ikke-sproglig, social sammenhæng

Hestepigelitteraturen!

Her indskriver Lafosse sig i en omfangsrig og stærkt undervurderet tradition: Hestepigelitteraturen (som altså også inkluderer film).

Forholdet mellem hest og teenager er skildret i et utal af værker, som dog sjældent har et udtryk, der bliver taget alvorligt som kunst. Jeg nævner i flæng: bladet Wendy, Netflix-serien Frie tøjler om Zoe, der først ikke kan ride på og senere ikke kan komme til at eje sin elskede sorte hingst, Raven, og om Zoes liv på rideskolen Bright Fields. På film findes fx Robert Redfords The Horse Whisperer (1998).

Hestepigen har ikke et bestemt biologisk køn, hestepigen kan sagtens være en ung mand. Og det er hun i “Keep Going”

Af mere kulturelt anerkendte hestebøger kan jeg anbefale Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Mary Gaitskills The Mare (2015), der begge – ligesom Keep Going – undersøger hestepigefigurens potentiale i et fiktionsværk for voksne.

Keep Going flirter med hestepigegenren. I hovedrollen har den en utilpasset ung mand, som er en dygtig rytter og har en ren kærlighed til hestene. Det er sådan han bearbejder sine problemer, det er sådan han fungerer.

Et karaktertræk ved hestepigen er en utilpashed i verden og en dygtighed, som primært udmønter sig i arbejdet med og kærligheden til hestene. Hestepigen har ikke et bestemt biologisk køn, hestepigen kan sagtens være en ung mand. Og det er hun i Keep Going.

Du er så dygtig – [SPOILER ALERT]

Sibylle har en dagbog, som Sam er meget interesseret, men aldrig kommer til at læse. Til sidst i filmen reciterer Sibylle dog uddrag af dagbogen for seeren. Det viser sig, at hun skriver til et du, som er hendes søn. Den henvendelse binder en sløjfe på filmen, idet hendes kærlighed får en konkret form.

Hun udpeger i en enkelt sætning, hvordan hestene og mor-søn-relationen er uadskillelige størrelser: “You’re so good with the horses.”

Anne Mari Borchert

Anne Mari Borchert (f. 1991) er kandidat i Litteraturvidenskab og i Litterär Gestaltning. Har bidraget til en række tidsskrifter med skønlitterære tekster.