FILM // FESTIVAL: Der sker noget nyt i filmkunsten for tiden. Der er et større fokus på nærhed, en ny måde at skildre nærhed på. En “Ny Nærhed”, kan man kalde det. Hvordan påvirker det de nye film på godt og ondt? Frederik Bojer Bové ser “nærheden” i fire PIX-film og dykker ned i den nye tematik.
Alle filmene til dagens artikel er instrueret af kvinder. Det havde jeg overhovedet ikke opdaget, da jeg valgte dem – de er valgt, fordi ordet “familie” indgik i beskrivelsen af dem alle. Gad vide om de to ting hænger sammen?
Det er ikke én til én, for mænd laver jo bestemt også film om familier. Alligevel er der ingen tvivl om, at filmverdenen har ændret sig socialt de seneste år, og at det også har sat sig i filmsproget. Det synes, efterhånden som jeg så dem, at være ret tydeligt, at et element spiller en større rolle end tidligere: Det nære.
El Planeta (Amalia Ulman)
Amalia Ulmans debutfilm El Planeta starter ellers med noget nær det mest upersonlige møde, man kan forestille sig. På en café mødes en en ung kvinde og en lidt ældre mand, og en lidt urolig sniksnak starter. Er de på en tinder-date? Næ, manden er gift, han har responderet på en annonce på craigslist og tænker, de skal mødes hver tirsdag og så finde et hotelværelse. Og åh ja, så tænder han på at blive tisset på, og han kommer til at sende en liste med ting, hun gerne skal spise og drikke dagen i forvejen. Pris: Tyve euro.
Reaktion: “Jeg tænker, at jeg har set en bog, jeg vil have til 19,99€, og om jeg har tænkt mig at sutte en p.. for at læse den bog…’ ‘Kan den ellers lånes på biblioteket?’
El Planeta er en virkelig sjov sort komedie om en mor og en datter med rige vaner, der er gået fallit i et post-krise Spanien. Det er en imponerende debut fra Amalia Ulman, der også har skrevet manuskriptet. Og som såmænd selv spiller hovedrollen. Rollen som moderen spilles af hendes egen mor. Det er også i høj grad sammenspillet mellem de to, der bærer filmen.
Det er i udpræget grad en indie-film. Billederne er sort-hvide, og der er idiosynkratiske glidende skift mellem scener, hvor billeder folder sig ud af hinanden som i en lidt for pep reklame. Mange scener er optaget med én kameraindstilling, nogle gange er der et enkelt jumpcut eller to, hvis f.eks. en datesamtale trækker ud. Andre gange klippes lige et enkelt closeup ind på et overraskende sted. Det er ekstremt ungt og cool, men også lidt noget vi har set mange gange før.
Der er en for cool indie-film sjældent stærk emotionel nerve, og det er her den skæve og morsomme stil løfter sig op over det sædvanlige
Det minder om tidlig Jim Jarmusch, hvilket beskrivelsen hos PIX da også gør opmærksom på. Men man kan ikke bare kopiere Jarmusch og så håbe på, det fungerer. Der var altid noget ekstra hos Jarmusch. Hans første film lever i høj grad af hans helt ekstremt cool og idiosynkratiske kultursyn, hvor roller spilles af Tom Waits og Roberto Benigni, alle går klædt i vildt sejt tøj, siger seje ting, hører sej musik, etc. Og hans karakterer finder et autentisk fællesskab i den måde at være på, hvilket udgør en emotionel klangbund.
Det er her, nærværet kommer ind i El Planeta. Der er på samme måde en autentisk relation mellem mor og datter, som man kan mærke hele vejen igennem. Man tror virkelig på, at de er mor og datter, hvilket de jo så også er, men altså. Der er en for cool indie-film sjældent stærk emotionel nerve, og det er her den skæve og morsomme stil løfter sig op over noget, vi har set før.
La Civil (Teodora Ana Mihai)
Vi har også efterhånden set rigtig mange film om kartellerne i Mexico, fra Hollywood film som Sicario over mexikansk arthouse som Heli, til dokumentarfilm som DOX-vinderen Dark Suns, så det gælder igen om at finde noget, der får filmen til at hæve sig over det normale. Og igen er det familierelationerne, der får Teodora Mihais rumænsk-mexikanske film til at ramme hårdere.
Filmen dyrker en dokumentarisk æstetik – i øvrigt fotograferet af Marius Panduru, der også er fast fotograf for Radu Jude – og holder sig næsten altid tæt på Cielo, en midaldrende kvinde, der desperat leder efter sin datter. Vi er hjemme hos dem i første scene, mens de to kvinder småskændes, inden datteren skal mødes med sin kæreste. Kort efter bliver Cielos bil stoppet, og en smart ung mand fortæller hende, at de har hendes datter, og hun hellere må se at skaffe en masse penge.
Det bliver udgangspunktet for en mørk rejse. Til at starte med forsøger Cielo at skaffe penge, men da det ikke skaffer datteren tilbage, begynder hun at bore i sagen. Efterhånden får hun hjælp af militæret, hvorefter rejsen for alvor bliver mørk og dødelig. Men datteren er ikke til at finde. Det virker heller ikke som om, de mange store og voldelige mænd omkring hende egentlig rigtig går op i, hvorvidt den ene eller anden kvinde er i live eller ej.
Den enes drøm om et bedre liv bliver af kartellerne brugt til at tvinge civilister til at medvirke til mord på deres naboer
La Civil er til at starte med lidt æstetisk ensformig, og med sine 140 minutter kunne det være blevet lidt kedeligt. Men da Cielo besøger et lighus begynder formen for alvor at virke. Hun har set i nyhederne, at man har fundet ligene af to halshuggede kvinder og vil se, om hendes datter er blandt dem. Den slags nyheder fra Mexico har jeg også læst mange af. Men der er kæmpe forskel på at læse den slags nyheder og så se et lighus med så mange halshuggede lig, at de efterhånden må ligge på gangen. I den slags scener bliver vi tvunget til at komme tæt på volden, tæt på drabene og tæt på konsekvensen af, hvad der sker i Mexico for tiden.
La Civil er også helt klarsynet om, hvordan militæret agerer. Og sagerne er ikke simple. En mand forklarer sig med, at han må hjælpe gangsterne, fordi hans søn skylder penge til lånehajer, hvilket jeg antog betød, at sønnen selv måtte være småkriminel eller misbruger. Men vi lærer senere, at sønnen er illegalt i USA, og pengene sikkert er gået til menneskesmuglere. Den enes drøm om et bedre liv bliver af kartellerne brugt til at tvinge civilister til at medvirke til mord på deres naboer.
Ingen lader til at forstå hende. Ingen ser på en mor, hvis datter er forsvundet, og forstår hendes fortvivlelse
Hvad i alverden er det der sker i Mexico? Det er det spørgsmål, som igen og igen bliver stillet. Filmen Dark Suns var så stærk, fordi den dykkede ned i så frygtelig mange aspekter af mordepidemien, men ikke kunne konkludere andet, end at det måtte være noget kosmisk. Hvis man politisk naivt havde skudt skylden på højrefløjen, som trods alt har regeret Mexico siden revolutionen i 1910’erne, så må man tro om igen, efter venstrefløjslederen, der bare kaldes AMLO, blev Præsident og nærmest virkede endnu mindre optaget af at løse problemet.
Cielo putter fingeren et andet sted hen: “I believe if you have a mother, you know what love is”, siger hun til en af morderne. Men pointen er, at hun tager fejl. Vi har tidligere set morderens grædende mor fortvivlet over sin anholdte søn, vitterlig et symbol på kærlighed, men det preller af på den unge mand.
Man forstår tydeligvis ikke kærlighed, bare fordi man har en mor. Man skal lære empatien. I et land med en forrået politisk historie, en ekstrem patriarkalisme, stor fattigdom, flossede sociale relationer og et gangstervæsen evigt fodret af lukrative narkoruter til den store nabo nordpå, så er der ikke nok incitamenter til kærlighed. Det er den helt centrale pointe i Cielos kamp. Ingen lader til at forstå hende. Ingen ser på en mor, hvis datter er forsvundet, og forstår hendes fortvivlelse. De virker ikke onde. Men de virker simpelthen ikke som om, de helt kan regne ud, hvorfor hun er så oprevet.
Playground (Laura Wandel)
Den belgiske film Playground er også et godt eksempel på, at hvad der tidligere har været betragtet som småt, nu bliver taget seriøst på nye måder. Filmens æstetik er ret genkendelig: Kameraet holder sig tæt på ryggen af hovedpersonen, mens hun bevæger sig igennem en uhyggelig verden, og der er ikke ret meget dybdefokus, så vi er for det meste nødt til at forestille os uhyrlighederne. Det ligner kort fortalt László Nemes’ holocaust-klassiker Sauls søn. Det handler bare i stedet om en skolegård.
Filmens centrale relation er igen familiær. Åbningsbilledet viser Nora omfavne sin storebror Abel. Det er hendes første skoledag, og Abel er den eneste, hun kender. Skolegården er et skræmmende sted, og hendes bror er den eneste, der kan passe på hende. Men pludselig viser det sig, at det snarere er Abel, der er i fare. Han får tæv af en ældre elev, men han vil ikke have, at Nora gør noget ved det. Det bliver startsskuddet til en kompleks fortælling, for magtrelationer blandt små børn kan skifte lynhurtigt, den der er offer i dag kan være mobber i morgen, hvis ikke de voksne formår at gøre noget. Nora bliver mere og mere fortvivlet.
Det virker måske en lille smule usmageligt at kalde det for Sauls søn i en skolegård, men det er ellers en nærmest genial idé. Mobning er dødsens seriøst for små børn, og æstetikken, hvor vi aldrig har overblik over omgivelserne, passer perfekt til et lille barns blik på hendes verden – og filmen hedder i øvrigt bare Un monde, en verden, på originalsproget. Filmen er også særdeles veludført. Lydbilledet er ekstremt vigtigt, for vi skal kunne høre og fornemme, at der foregår en masse ting, vi ikke kan se. Kameraarbejdet må have været helt crazy at lave, for det hele foregår jo i børnehøjde, så fotografen kan ikke bare selv vandre rundt med kameraet. Men det fungerer alligevel.
Det er meget definitivt den bedste Sauls søn-men-i-en-skolegård film, jeg kan forestille mig
Som prikken over i’et er børneskuespillet aldeles forbløffende. Det er ikke bare godt børneskuespil, det er fremragende skuespil, punktum. Der er en scene, hvor Nora ser et eller andet, vi ikke kan se hvad er, og det er som om et angstanfald skyller ind over hendes ansigt. Og den slags detaljer kommer fra stort set alle de små børn. Så det er også en kæmpe cadeau til instruktør Laura Wandel, hun lader til at kunne noget helt unikt, både med miljø-skildringer og med børneskuespil.
Jeg er dog lidt usikker på, hvad man så gør herefter. Det er meget definitivt den bedste Sauls søn-men-i-en-skolegård film, jeg kan forestille mig, så man må finde på noget andet herefter. Små børn i en ny situation. Men hvor mange miljøer bevæger de sig i udover skolegården? Hvor mange film kan man lave på den her måde? Vi får se.
Murina (Antoneta Alamat Kusijanovic)
Og så havde jeg lidt tænkt, at teksten skulle kulminere med Antoneta Alamat Kusijanovic’ debutfilm. Den handler om familieforhold. Den foregår i en helt særlig verden, en lille kroatisk ø. Og det er den mest hypede film af dem, jeg har skrevet om, støttet af selveste Martin Scorsese, og vinder af debutant-prisen Camera d’Or i Cannes. Men … Jeg må indrømme, jeg mest føler, at filmen viser, at man kan gøre brug af nok så mange nye principper og idéer – og alligevel lave et ret gennemtygget familiedrama.
Unge Julija bor isoleret på en lille ø, men drømmer om at studere på Harvard. Hendes far og mor (der spilles af Danica Curcic, der vandt en Golden Arena, den største kroatiske filmpris, for hendes rolle) drømmer også om at komme væk. De vil sælge noget jord til farens ven og flytte til Zagreb for pengene. Men vennens ankomst sætter et komplekst opgør i gang, for det viser sig, han engang havde en relation til moren, og hans genkomst vækker tydeligvis nogle følelser til live. Alle drømmer om et andet liv, så vreden mod den dominerende far bliver større og større.
Det er klart faren, som er skurken. Han er dominerende, aggressiv, frygtelig. Men det er næsten forholdet mellem mor og datter, som er mest spændende. For Julija støtter fuldstændigt moren, hvis hun vil gå sin vej, men moren bliver ved med at insistere på, at det er mere kompliceret, hvilket er lidt svært at se. Tværtom er faren så frygtelig overfor datteren, at det efterhånden begynder at virke som morens ansvar, at hun bare lader stå til.
Den Nye Nærhed breder sig. Mest til gode film. Men også til de mere kedelige
Den slags kompleksitet i familie-skildringer synes jeg også, der er blevet mere og mere af de seneste år. Det er fornemt og prisværdigt. Men det resulterer stadigvæk mest i råb og skrigen og skarpe replikker, filmet konventionelt og uden de store overraskelser. Og så ved jeg ikke rigtig, hvor meget bedre det egentlig er.
Filmens klart største scoop er havbillederne. Familien undervandsfisker, og generelt er universet under havet brugt som allegori for en bedre verden. Det er virkelig flot. Der er især nogle sjovt lavede klip, hvor Julija dykker ned i havet, og der så klippes til, at hun dukker op igen et helt andet sted, langt fra hvor vi sidst så hende. Her virker det som om, havet er den passage, hun skal igennem for at finde et bedre liv. Det er flot. Men jeg ved ikke, om det kan bære en hel film.
Jeg forstår det ikke rigtig. Der er ganske mange af debut-filmene fra Cannes på årets PIX, og ud af dem jeg har set – Neptune Frost, La Civil, Playground og Murina – er Murina klart den, jeg mindst kunne lide. Den er fin, men … også lidt konventionel.
Så altså, den Nye Nærhed breder sig. Mest til gode film. Men også til de mere kedelige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og