FILM // FESTIVAL: Ja, festival-film er mærkelige. Så lad os på CPH:PIX-festivalens sidste dag dykke helt ned i mystikkens verden. Det viser sig også at være her, vi finder to af festivalens absolut bedste film, skriver POV’s filmredaktør Frederik Bojer Bové.
For at være helt ærlig, så er festival-film muligvis bare generelt mærkelige. Hvis de kunne finde ud af at være normale, så ville de blive hentet hjem til normal biograf-distribution. Men derfor er festival-film også gerne mærkelige og mystiske på gode måder. Af den grund kan man ofte finde guf på en festival ved at dykke ned i det mystiske.
The Sacred Spirit (Chema García Ibarra)
The Sacred Spirit bruger mystikken på fremragende vis. Den har pointer om, hvor mystikere kommer fra, og hvad mystikken gør ved et samfund. Den er med andre ord dejlig at tænke over og endnu mere dejlig at skrive om. Den var ikke helt så spændende at se.
Filmens hovedpersoner har deres egen lille UFO-kult. De mener, at rumvæsener har været her før. De tror, at bestemte mennesker er blevet bortført af flyvende tallerkener, og de håber, at hvis de selv udfører visse planer, så kan de også blive en del af det kosmiske.
Det er filmens centrale mystikere. Men der er langt flere mystiske ting rundt om dem. Særligt er en lille pige blevet kidnappet, en niece til et af gruppens medlemmer. Politiet forsøger at opklare, hvad der er sket, og der går vilde rygter om, hvem der står bag. Ingen ved det rigtigt. På den led bliver filmen også en bredere skildring om, hvad der foregår bag de spanske gardiner og i de spanske kældre.
Her er der en ekstra krølle: Vi ser på et tidspunkt en nyhedsudsendelse, om at syersker strejker for bedre vilkår. De arbejder nemlig hjemme og tvinges til at udføre arbejde i smug – og dermed for lavere løn og på dårligere vilkår. Det er en af filmens perspektiveringer, at det i Spanien er blevet acceptabelt, forventeligt endda, at visse dele af folks arbejdsliv holdes skjult. Så siger det da sig selv, at mystikken breder sig.
Der går en lige linje fra de små hvide løgne og til de kulsorte horrible tragedier
Det minder mig om en af pointerne fra Roberto Savianos Gomorrah, om mafiaens indflydelse på Italien. Han påpeger, at 70% af kinesiske tekstiler ankommer til Italien via Napoli, hvis man måler på volumen, men kun 20%, hvis man måler på værdien. Den åbenlyse grund er svindel og smugling, men Saviano behandler det anderledes. Han kalder det magi og beskriver havnen som et sted, der forvrænger tid og rum. Den lukker uvirkelighed ind i området.
I The Sacred Spirit har røver-kapitalismen også en del af skylden. En tv-reklame annoncerer “Ancestral wisdom for entrepeneurs”, og globale karteller lader til at lukrere på de lokales accept af forsvindinger, og hvad der ses som “excentrisk” opførsel overfor børn. Der går en lige linje fra de små hvide løgne og til de kulsorte horrible tragedier.
Det er en sammenhængende verden, der skabes. Men også lidt for sammenhængende. Den er for letforklarlig ud fra sociale og historiske omstændigheder, hvorfor der paradoksalt nok kommer til at mangle mystik. Det skyldes også æstetikken. Her dyrkes en nærmest new age stil, optaget på 16 mm, hvor meget ligner en gammeldags tv-shop reklame.
Den æstetik har jeg set før, f.eks. i spanske pop-videoer. Det er en ret dejlig æstetik, den er sjov og nostalgisk. men den har ikke mange modhager. Der er ikke så meget mere. Dermed bliver The Sacred Spirit også en film, som jeg, her efter at have skrevet om den, lidt føler, at jeg er nogenlunde færdig med.
The Girl and the Spider (Ramon Zürcher & Silvan Zürcher)
Zürcher-brødrene finder på de mest mystiske titler til deres små relations-dramaer. Debuten – bare krediteret til Ramon – hed The Strange Little Cat og handlede om en familie, der holdt et middagsselskab. Og nu er der noget med en pige og en edderkop. Deres titler lyder som eventyr, hvor dyrene taler og den slags. Men deres fortællinger kredser om helt ordinære ting som familier, veninder og kærester. De dyrker den kontrast og har efterhånden skabt en helt unik æstetik.
Blot to film inde i karrieren er det lykkedes at skabe en hel særlig Zürcher-stil. Der er igen noget nærmest mystisk i auteurismen. Et eksempel: Prøv at se traileren til debuten, og sammenlign med traileren til den nye herunder, og fortæl mig så, at det ikke er nogle slående gule trøjer, karaktererne har på? Der er en helt særlig Zürcher’sk gul trøje. Og hvad så? Der er en joke i The Girl and the Spider, at gul er løgnens farve, hvilket ikke rigtig passer med, hvem der har gult på hvornår.
Det er ikke, fordi den gule trøje umiddelbart betyder noget. Men altså, der laves cirka en milliard film om året, så det er helt vildt godt gået, at man som filminstruktør stadig kan finde en særskilt gul-hed.
Jeg tror dog også, at der er noget mere i det. De gule trøjer er helt ensfarvede, og næsten alle Zürcher’ske karakterer går i ensfarvet og ret anonymt tøj. De er generelt meget almindelige at se på, nærmest normcore. Deres lejligheder er også store og tomme, hvilket skaber det lys, som får den gule trøje til at se så gul ud, men det er også, fordi de er velstillet middelklasse med råd til store lejligheder, og igen er så normcore, at de ikke fylder lejlighederne op med alle mulige ting. Det er med andre ord også, fordi Zürcher-brødrene har en særlig type karakterer, de skildrer, at trøjen er så Zürcher-gul.
For nu at komme væk fra den farve, så er der efterhånden også en særlig Zürcher-dramaturgi. Deres film skildrer en gruppe af mennesker i færd med et fælles projekt. En familie i The Strange Little Cat. I den nye film handler det om en venindegruppe, der er i færd med at hjælpe en af dem med at flytte. Roomies, flyttefolk, eks-kærester, potentielle partnere, alle hvirvler rundt om hinanden, veksler blikke, joker, rykker lidt rundt på ting, mens et plot langsomt folder sig ud. Det bliver efterhånden forbløffende indviklet. Men sådan var det også lidt at være ung og have roomies …
The Girl and the Spider er den bedste nummer to film jeg har set i meget lang tid. Zürcher-brødrene bliver store!
Der er et mere dramatisk plot i The Girl and the Spider, end der var i debuten. Den nye er også langt mere rytmisk flydende, hvor debuten var lidt mere hakkende og kantet. Det gør stilen så meget mere overbevisende. Man bliver fuldstændig hvirvlet med ind i det særlige Zürcher’ske univers, hvor man så kan forsøge at finde rundt i de mange komplekse forhold og i øvrigt tænke over, hva’ faen den edderkop skal forestille at have med noget at gøre.
The Girl and the Spider er den bedste nummer to film, jeg har set i meget lang tid. Zürcher-brødrene bliver store! Og her er det værd at fremhæve, at Ramon Zürcher vandt hovedprisen på PIX i 2013. Den pris er gået til nogle gode folk: Bl.a. Eskil Vogt, der er aktuel i år med De Uskyldige, Kleber Mendonça Filho, der siden har været to gange i hovedkonkurrence i Cannes, og Peter Strickland, der siden fik dansk distribution med The Duke of Burgundy.
Der var ingen af de film, der havde verdenspremiere på PIX. Men man kommer nok heller aldrig til at kunne få den slags film til at premiere på PIX. Så længe PIX-prisen bliver ved med at gå til gode film, så kommer det også til at være en pris, der er værd at vinde.
Wood and Water (Jonas Bak)
Det føles rigtigt at slutte af med Jonas Baks Wood and Water, for det var den helt store overraskelse på årets festival og klart den film, jeg heppede på i konkurrencen. Den finder også sin styrke i det mystiske, men i det almentmenneskeligt mystiske. Ved aldring, sorg, nostalgi og i sidste ende døden.
Allerede første billede er øjeblikkeligt dragende. En kvinde i en døråbning i en kirke. Hun stirrer ud i rummet. Hvor kommer hun fra, hvorfor står hun bare der? Søger hun Gud? Er hun bange for at gå derind? Først senere finder vi ud af, at hun har sidste dag som medhjælper i kirken, før hun går på pension. Den slags blanding af det mystiske med det prosaiske er der hele tiden i Baks film.
Et andet eksempel: Vi ser billeder af et hus og hører på soundtracket kvinden fortælle om et hus, formentlig til sin datter. Men de to ting stemmer ikke overens. “Det ligner ikke helt sig selv med det træ…”, siger hun, men der er intet træ i billedet, og til gengæld er der solceller over det hele, som vel også må ændre udseendet en del? Der er en ret fornuftig forklaring, for der er ingen vej eller dør på den side af huset, vi ser, så mon ikke vi ser bagsiden af huset, og de besøgende står på den anden side? Men det skaber igen mystik.
Det skaber en mere grundlæggende følelse af, at huset er forkert. Hvilket også er, hvad kvinden siger. For det føles ikke som det rigtige hus. I det rigtige hus var hendes børn små, og så var hendes afdøde mand stadig i live. Uden de ting, så ligner huset aldrig sig selv. Er det egentlig ikke rigtigt? Hvis man genbesøger sit barndomshjem, så virker det altid forkert lige meget, hvor lidt der er forandret. Og er det egentlig ikke en virkelig mystisk ting?
Tredje fantastiske mærkværdige ting: Kvinden finder ud af, at hendes søn ikke kan komme hjem fra Hong Kong, så hun rejser over for at se ham. Kameraet kører på en vej i Tyskland, ind i en mørk tunnel, og så kommer vi ud af mørket i Hong Kong. Det er ikke så meget mystisk, det er mest bare filmisk blær, men hold kæft hvor er det godt lavet!
Wood and Water er ikke bare en fortælling. Det er en vision om menneskelivet. Det er store tanker tænkt i celluloid. Det er kæmpe kunst.
Det er helt vildt at se så meget filmisk overlegenhed hos en debutant. Det er helt småt og ligetil, mest bare en kvinde der vandrer rundt i Hong Kong, men hvert evigt eneste klip er formidabelt smukt, og langt de fleste af dem er mere end det.
Filmen bæres af den almenmenneskelige melankoli over, at vi bliver gamle, at tingene ændrer sig, at vi kommer til at savne folk. Filmen foregår, mens de gigantiske demonstrationer mod det kinesiske styre stod på, men det bliver bare en yderligere stilfærdig understregning af, at ting ofte ikke går, som vi ønsker det.
Wood and Water er ikke bare en fortælling. Det er en vision om menneskelivet. Det er store tanker tænkt i celluloid. Det er kæmpe kunst. Om Jonas Bak vinder eller ej, så kan jeg næsten ikke vente med at se, hvad han herefter finder på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og