KONCERT // ANMELDELSE – Man kan tydeligt fornemme, hvordan et teaterorkester som netop Det Kongelige Kapel føler sig naturligt hjemme i Josef Suks skuespil-intermezzi og Hector Berlioz’ handlingsmættede Symphonie Phantastique.
Det Kongelige Kapels sidste koncert i denne sæson havde to fuldmodne romantiske værker på programmet. Det ene, Josef Suks fire intermezzi til skuespillet Pohádka (1898), er forblevet så godt som ukendt herhjemme. Det andet, Berlioz’ Symphonie Phantastique (1830), står som en af musikhistoriens milepæle, hvad angår udforskningen af det store symfoniorkesters klangfarver og hele instrumentale dynamik.
På en måde satte de to værker hinanden i et spændende indbyrdes perspektiv. Suks mellemaktsmusik i de fire intermezzi-satser stod primært tilbage som et overmåde tidstypisk eksempel på, hvad ”kompositionsmusik” skulle formidle i fin de siècle-perioden, med lydeffekter, dansante satser og musik for fulde gardiner gennem en kraftig brug af messingblæser og slagtøj, når en afslutning skulle markeres.
Netopils direktion er både fast og detaljerig med en stærk rytmisk prægnans
Som lejlighedsmusik betragtet skal man dog ikke underkende, at Pohádka-musikken besidder en vis grad af effektivitet, men som autonomt værk i dets egen ret synker den ved dens alt for mange lignelser af samtidens komponister.
Bedřich Smetana, den unge Richard Strauss, Alexander von Zemlinsky og flere andre sene 1800-tals værker synes her at ligge lige under overfladen, hvilket mere forvirrer end beriger helhedsindtrykket. Norske Edvard Grieg stod eksempelvis unægtelig mere sikkert på egne fødder med sin skuespilmusik.
Udførelsen havde en tjekkisk musiker på koncertmesterstolen samt en sikker og effektfuld tjekkisk dirigent, Tomáš Netopil, der var trådt ind i stedet for den først annoncerede amerikanske John Nelson.
Netopils direktion er både fast og detaljerig, med en stærk rytmisk prægnans og en måske lidt vel maskulin tilgang til flere af partiturets passager, som føltes noget overdimensioneret i både klang og orkesterfarver. Orkestret fulgte dog alle hans vink til punkt og prikke, og på den front var han fuldgyldig synton med sine musikere.
Den revolutionerende Berlioz
Ganske anderledes og betydelig mere inspireret forekom dirigenten mig, da han blev stillet over for Berlioz’ timelange symfoniske fortælling om en martret kunstnersjæl og dennes kærlighedseventyr og elskovskampe. Værket står i dag stadig som en næsten uoverstigelig udfordring for ethvert førende symfoniorkester, da det ikke blot kræver en fingerspidsfornemmelse fra såvel dirigenten som musikerne, men tillige en overordentlig sikker sans for udtryksbalancen instrumentgrupperne imellem.
Faktisk bør man glemme al denne programlægning om, hvad hver sats nu engang skal skildre, for til fulde at kunne værdsætte Berlioz’ vilde og utæmmede musikalske fantasi
Efter at have set og hørt Symphonie Phantastique anvendt som akkompagnement til mere end fire vidt forskellige koreografiske skildringer af komponistens symfoniske program, forbliver man næsten ubønhørligt forført til at skulle visualisere hver af de fem satsers dramatiske indhold for sit indre øje.
Men faktisk bør man glemme al denne programlægning om, hvad hver sats nu engang skal skildre, for til fulde at kunne værdsætte Berlioz’ vilde og utæmmede musikalske fantasi. Denne musik er revolutionerende på sine egne betingelser og ikke blot effektfuld programmusik.
Kapellet var på tæerne, omend der ikke blev danset til denne opførelse, og musikken ligger godt til den relativt skarpe og noget lidt for upolerede klang, som orkestret synes at have udviklet gennem det sidste årti.
De dramatiske kontraster i partituret stod dirigenten fuldt inde for, og der blev derfor redegjort fint for værkets mange musikalske sceneskift. Vi førtes sikkert gennem de uhyre vanskelige instrumentale overgange, som alle blev levendegjort på overbevisende måde.
Man kan tydeligt fornemme, hvordan et teaterorkester som netop Det Kongelige Kapel følger sig naturligt hjemme i musik af så dramatisk og handlingsmættet natur, som begge aftenens værker er markante eksempler på.
Mon ikke kapellet kunstnerisk set kunne fortjene flere symfoniske koncerter som denne i hver sæson end de, der nu tilstilles det?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
