FILM // FESTIVAL – Tag med på en rejse rundt i de nye filmiske regioner. Frederik Bojer Bové tager via PIX til Sydøstasien, Subsahara Afrika, og Georgien, for at se på nye film, og måske derigennem finde nye idéer om verden.
Det er en filmfestivals fornemmeste opgave at få de nye filmiske strømninger ud til publikum. Og når PIX putter en tredjedel af programmet i en kategori de kalder ‘Crystal Ball’, så siger de endnu mere direkte, at de vil finde fremtidens filmområder. Så lad os tage et kig på film fra tre filmlande, der ellers ikke har spillet verdens største rolle i filmens historie hidtil.
Vengeance is mine, all others pay cash (Edwin)
Den mest fremsynede filmfestival har i mange år været den i Locarno. Det er her de helt nye filmretninger først kan ses. Og førstepræmien i Locarno er tre gange de seneste syv år gået til et af landene omkring det Sydkinesiske Hav. Fillipinske Lav Diaz i 2014 for From What Is Before, singaporeanske Yeo Siew Hua i 2018 for A Land Imagined, og så indonesiske Edwin i år. Det er den slags ting som fascinerer mig, og som jeg får lyst til at dykke ned i. For hvad er der dog sket? Er det tilfældigt, eller et tegn på noget større?
Langt det meste jeg skriver i denne tekst, er mere eller mindre kvalificeret spekulation, men der er dog sket én objektiv ting i regionens filmmiljø, som må spille en rolle: Kina har kværket Hong Kong fuldstændig. Og eftersom Hong Kong generelt var regionens helt store filmindustri, hvis film gerne blev dubbet til alle regionens andre sprog, så må det naturligvis give plads til andre. Fastlandskina har forsøgt at udfylde tomrummet med gigantiske blockbuster-produktioner, men de er generelt så afsindigt propagandastiske, at jeg ikke tror, de har samme appel til f.eks et malay-talende publikum, som en god Hong Kong tju-bang-film havde det.
Edwins film foregår i 1989, og dens karakterer lader til at elske Hong Kong film. De slås i hvert fald alle sammen som om de har set godt med action. Ajo Kawir slås for sjov, eller når nogen udfordrer ham, eller bare fordi han keder sig. En dag bliver han nærmest overfaldet af den kvindelige bodyguard Iteung, og efter de har haft en vanvittigt koreograferet kamp forelsker de sig. De bliver gift, men Ajo Kawir har den hemmelighed, at han er kronisk impotent, så ægteskabet bliver en anelse udfordret, da Iteung gerne vil have børn. Og helt væk fra volden er de bestemt heller ikke kommet.
Edwin (han bruger vitterligt ikke noget efternavn) er uden tvivl den pt mest spændende yngre indonesiske instruktør for tiden, hvilket jeg heller ikke anede indtil han vandt sin store pris. Men han har været i hovedkonkurrence i Berlin, og vundet mellemstor pris i Rotterdam inden da. Debuten Blind Pig Who Wants to Fly kan streames på MUBI, og er virkelig værd at tjekke ud.
Debuten virker som om der har været inspiration fra Filippinerne. De var det første land i regionen, hvor en ny bølge begyndte at vise sig, til at starte med i form af en eksperimenterende og low-budget independent-film. Samme stil kan man se hos tidlig Edwin: Det er skrabet billedæstetik, meget vold og sex, satiriske scener, plus nyhedsklip. Det er meget fascinerende, men bestemt også usammenhængende.
Det er filmisk forrygende, at alle karakterne kan slås som har de aldrig lavet andet. Men det kan ikke være sundt for et samfund…
Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash er langt mere sammenhængende – det er en filmatisering af en roman af Indonesiens pt største forfatter, Eka Kurniawan – men stilblandingen hænger ved. Det er et melodrama, tilført ekstra mange kampscener, tilført mere mærkværdige indslag som talende malerier, tilført et skvæt af mystik. Filmen dyrker også det gamle melodrama, med klare farver, stort hår og firsermusik på soundtracket.
På et tidspunkt får Ajo Kawir tilbudt at han i stedet for bare at være voldelig mod tilfældige mennesker, kan udføre voldelige angreb for en rig general, der kalder sig Onkel Gembul. Det kan måske godt give filmfans minder om voldsmændene fra The Act of Killing, der også bare først var voldelige, indtil det blev politisk.
Volden i Edwins film er som sådan ikke politisk, snarere ligger der en hel masse hemmeligheder og personlige forbrydelser bag. Når karaktererne diskuterer politisk vold, så snakker de om befrielseskampen mod hollænderne. Men det er som om volden har hængt ved, selvom al politisk udvikling var gået i stå i Indonesien i 1989. Det tror jeg er filmens væsentligste pointe. Det er filmisk forrygende, at alle karakterne kan slås som har de aldrig lavet andet. Men det kan ikke være sundt for et samfund…
Neptune Frost (Anisia Uzeyman & Saul Williams)
Jeg har i lang tid tænkt, at der snart måtte komme en ny festival-bølge af afrikansk film. Det er snart tredive år siden den første Nollywood blockbuster kom ud, Living In Bondage af Chris Obi Rapu, og produktionsmetode og æstetik har bredt sig til alle andre dele af Afrika. For nyligt skrev The Guardian, at et streaming-drevet boom kunne resultere i tyve millioner filmrelaterede jobs på kontinentet. Med så megen historie, og med så mange om budet, så må der da være nogen, der kunne se en fidus i at rette sine film delvist mod festival-markedet, snarere end blot det af piratkopiering hærgede hjemmemarked?
Her var en afrikansk film, der trak på Nollywood-æstetik, men skabte et heltstøbt kunstværk som ikke lignede noget jeg nogensinde havde set før
Jeg tror dog jeg har undervurderet hvor store barriererne er, hvor få ressourcerne har været, hvor lille interessen har været fra vestlig side. Jeg har set mange glimrende film fra overalt på kontinentet på festivaler, men man har som regel kunnet mærke, at det var meget billigt lavet, uden at det billige virkede som en del af æstetikken.
Det var først med Mati Diops fransk-senegalesiske Cannes-vindende mesterværk Atlantics fra 2019, at det føltes som om der gik hul på bylden. Her var en afrikansk film, der trak på Nollywood-æstetik, men skabte et heltstøbt kunstværk som ikke lignede noget jeg nogensinde havde set før.
Siden da er flere eksempler poppet op. Den fremragende congolesiske film Air Conditioner kan ses på MUBI, og på årets Locarno var den nigerianske Juju Stories i hovedkonkurrence. Filmene er små, gerne lidt magisk-realistiske, men utroligt gennemførte i deres æstetik. Efter at have set traileren til rwandesiske Neptune Frost havde jeg meget store forventninger. De blev delvist indfriede.
Setuppet er nærmest genialt. Filmen begynder i en af Rwandas mange miner, hvor fattige afrikanere udvinder de metaller, der ender i vores teknologi. Mystiske ting begynder at ske rundt om arbejderen Mata Loosa, som mange tror hedder Martyr Loser. Men han lader til at have delvist magiske kræfter, og efterhånden går det op for folk, at han via sit sved har spredt sine evner til de metaller han har udvundet, som så er blevet spredt for alle vinde, hvilket nu betyder, at han har kontrol over al verdens teknologi… ‘Endelig skal de høre på os’, som de på et tidspunkt siger.
Men det kan man desværre ikke rigtig i Neptune Frost. Jeg kunne i hvert fald ikke rigtig forstå hvad der foregik, for underteksterne er ekstremt forvirrende. Det er meget forståeligt, filmen foregår på minimum tre sprog, og i øvrigt er det en musical, hvor også meget af dialogen er tydeligt rytmisk og rimende, så det må have været utroligt svært at oversætte. Men det er ikke gået ret godt. Jeg forstår simpelthen ikke halvdelen af det, og resultatet er derfor desværre lidt, at mit forhold til filmen støder ind i en barriere.
Neptune Frost er en freaking vigtig film, ikke bare som politisk budskab, men som kunstværk, der banker filmiske pointer ind i kroppen på publikum med punket energi
Det er synd og skam, for Neptune Frost er en vild film! Den har vilde farver, pumpende musik, ekstremt iøjnefaldende billeder. Og så er den ligesom Atlantics ekstremt vital og vigtig. Atlantics kredsede om bygningen af et kæmpe modernistisk højhus, der dominerede alt i området, men som afrikanerne selv ingen adgang havde til. Det virkede som var det et spøgelseshus, selvom det bare var et almindeligt modernistisk bygningsværk.
Den effekt går igen i de nye film fra kontinentet. Der er en følelse af både at være helt i centrum, som den udbyttede arbejdskraft i det globale kapitalistiske system, men samtidig være så langt ude i periferien man kan komme, og forment adgang til alle andre steder. Den opfattelse får nærmest selve rumfornemmelsen til at krænge sammen, så ting både er tæt på og langt væk på samme tid. Rummet hænger ikke sammen længere, heller ikke i Neptune Frost, hvor verden er opklippet, og folk pludselig dukker op i baggrunden af billederne.
Det er ekstremt frustrende. Neptune Frost er en freaking vigtig film, og ikke bare som politisk budskab, men som kunstværk, der banker filmiske pointer ind i kroppen på publikum med punket energi. Men samtidig kan jeg ikke klandre nogen for at stå af, for jeg forstår heller ikke hvad det er de siger…
Støt afrikanske film så meget du kan. Der er brug for ressourcerne. Men det er ikke altid lige nemt at finde rundt i. Stadigvæk ikke.
Beginning (Dea Kulumbegashvili)
Endelig er der Georgien, der nærmest er inde i en generel kulturel opblomstring for tiden. Der er reklamer for Nino Haratischwilis roman Det ottende liv i de danske biografer, og film fra georgiske kunstnere vinder store priser på filmfestivaler. Der er også hele to nye georgiske film på PIX-programmet.
Da der blev lavet mange filippinske indie-film, virkede det som om en gruppe filmskabere havde fundet ud af, hvordan de kunne lave interessante film for få penge. De behøvede ikke mere end det. Den georgiske bølge virker tværtom som om den kommer, bl.a. fordi en gruppe kunstnere får mere hjælp end de gjorde før. Det skyldes også stærkere bånd til vesten. Nino Haratischwili bor i Tyskland, og det var i Tyskland at hendes bog først blev en sensation. Beginning er også en tydeligt international film, lavet med penge fra Rotterdam-festivalen og hjælp fra et Cannes-program, co-produceret af mexikanske Carlos Reygadas og med musik af chilenske Nicholas Jaar.
Det er også en film hvor man kan mærke den æstetiske frihed der ligger i at have ressourcer og opbakning. Beginning er arthouse af fornemste karat, hvor man godt nok kan mærke inspirationen fra typer som f.eks Haneke og Reygadas, men hvor man også bliver imponeret af Kulumbegashvilis tålmod og opfindsomhed. Åbningsscenen er nærmest genial. Vi er i en kirke, ser først hvordan børn stilles i skammekrogen, hvordan kirken fyldes op, derefter taler præsten om Abraham og Isak, og så! Lige pludselig kastes en molotovcocktail ind af vinduet, flammer flammer op, folk skriger, forsøger at slukke ilden, flere ildflasker kastes ind, kaos og skrigen. Alt sammen i ét klip!
Og så klippes der til udenfor. Hele menigheden nåede ud, og står nu udenfor den brændende kirke. Og der bliver de stående. Klip til at det er blevet mørkere. Nu er det endnu mørkere, og børnene render legende rundt igen. Og så træder en mand med et mystisk smil ind i billedet.
Det føles som om man sidder fast, som om udfordringen fra den mystiske mand nødvendigvis må eskalere, der er ingen vej udenom
Politiet gør ikke så meget for at finde ud af hvem der stod bag brandattentatet. Måske var det den mystiske mand. Han hævder at være fra politiet, men i stedet chikanerer han præstens kone. Handler det om religiøs intolerence? Eller mere om misogyni?
Det er som om det er begge dele. Den mystiske mand udnytter det religiøse miljøs strenge regler til at slippe af sted med sin chikane. Al skyld læsses over på kvinden, problemet bliver at præstens autoritet undermineres, miljøet lader til at sidde fuldstændig fast. Den stemning understøttes af den strenge og langsommelige æstetik. Det føles som om man sidder fast, som om udfordringen fra den mystiske mand nødvendigvis må eskalere, der er ingen vej udenom.
Beginning er en fantastisk første film. Hen imod slutningen går der lidt meget Reygadas’k symbolik i den, som jeg ikke helt kan tolke, måske særligt fordi jeg ikke ved ret meget om den georgiske kontekst. Dea Kulumbegashvili virker som en kunstner, der har rigtig mange fortællinger og pointer at komme ud med. Men hun afleverer dem så abstrakt, at der nok skal et par film mere til, før jeg bliver i stand til rigtig at fange hvad hun mener.
What do we see when we look at the sky (Aleksandre Koberidze)
Ligeledes georgiske Aleksandre Koberidze har også fået udenlandsk producent-hjælp. Hans film er co-produceret af den Berlinske filmskole, kaldet DFFB. DFFB er ikke bare en skole, de står også for en helt særlig filmstil (kaldet Berlinskole-film) og er også medproducenter på elevers udenlandske film, som f.eks også danske Anna Sofie Hartmanns Limbo og Giraffe. Koberidzes film er også tydeligt præget af hans co-producenter, men har alligevel en helt særlig personlig karakter.
Det er Koberidzes anden film. Debuten Let the Summer Never Come Again lyder ekstremt eksperimenterende: Tre en halv time lang, og optaget med mobiltelefoner med 3,15 megapixel, en ekstremt ringe opløsning til en biograffilm. Ifølge ReverseShot er det et ‘beguiling, self-reflexive experiment’. Konturerne af en kærlighedshistorie som ramme for en masse små scener om tilfældige mennesker i Tblisi. Den tror jeg helt klart jeg skal se, hvis jeg får mulighed for det, for det lyder ret meget som What do we see when we look at the sky, og den har virkelig givet mig lyst til mere.
What do we see when we look at the sky består af konturerne af en kærlighedshistorie, der danner ramme for en masse små fortællinger om folk i Kutaisi, Georgien. Hen imod slutningen kalder fortælleren det ‘the countless adventures that happen each day around us’. Den slags småfortællinger fra hverdagen ses i rigtig mange film for tiden, og i høj grad i de såkaldte Berlinskole-film, men hos Koberidze er der virkelig lagt fokus på adventures. Hans film er en smule magisk realistisk, fyldt med små dramaer, samt alskens fantastiske og ret folkloristiske ting, der føles unikt Koberidze’sk.
Det centrale plot er stort, men simpelt. En kvinde og en mand mødes ude foran en port, og bliver så smaskforelskede på stedet, at de helt glemmer hvor de er på vej hen. De aftaler hurtigt en date næste aften, men af mystiske årsager bliver de ramt af en forbandelse (Lisa bliver advaret om forbandelsen af fire mystiske væsener, der viser sig at være bl.a. en mælkebøtte og et nedløbsrør. Det er den slags film hvor man ser et billede af et nedløbsrør og fortælleren siger det er et magisk nedløbsrør) Næste morgen har de begge to på magisk vis skiftet udseende, så da de møder op til daten kan de ikke kende hinanden. De har også mistet deres talenter, så de er begge nødt til at finde nye jobs, og tilfældigvis får de begge job på en lille bar…
Koberidze giver et særligt spin på en europæisk æstetik. Et særligt georgisk spin? Det vil tiden vise
Og så går der egentlig to en halv time med at hænge ud i den georgiske sommer, mens vi kan sidde og spekulere på om de nogensinde får taget sig sammen til at spørge om hinandens navne. Men imens er der vidunderlige fortællinger om byens historie, der er et lille drama fordi byens vilde hunde ikke kan finde ud af hvor de skal se VM-kampe på storskærm, børnene spiller en kamp, der vises i slowmotion med teatralsk musik på lydsiden, den slags. Det er vidunderligt hyggeligt.
De mange mystiske historier flettet sammen minder i særlig høj grad om de seneste film fra Berlinskole-instruktøren Angela Schanelec (mange kan ses på MUBI). Men Koberidze er meget mere folkloristisk, lidt typisk centraleuropæisk magisk realistisk, ligesom Beginning en fortælling der udspiller sig i et kulturlandskab præget af en overflod af historie, myter og kultur. Det er en ret magisk blanding. Den forsøger ikke at være mystisk, men ting er bare anderledes og mere ‘adventurous.’ Koberidze giver et særligt spin på en europæisk æstetik. Et særligt georgisk spin? Det vil tiden vise.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
