
KÆRLIGHEDSKULTUR // TAXAMANDENS KLUMME – Denne tur i TAXAMANDENS elektriske, sorte hyrevogn handler om kærlighedens svære kår, så længe der fortsat findes mænd, som ikke kan tackle selvstændige kvinder. Læs med og tag en bid af den fortrolighed, der kendetegner det særlige rum mellem kunde og chauffør. Også selv om chauffør og journalist Jesper Grunwald starter dialogen som en klodsmajor.
”Hi! My name is Jesper. I’ll bring you to your destination!”
Jeg arbejder ud fra sådan en slags primitiv algoritme-tænkning, hvor en række indtryk samler et billede af min kunde, så jeg er på forkant med ham eller hende. Der er tale om et meget tidligt stadium af min egen, hjemmelavede kunstige intelligens.
Jeg prøver at flytte mig fra gætteriernes flygtige verden til en veloplagt servicemedarbejder i branchen for persontransport. Jeg vil gerne give kunden indtryk af, at mn taxi i virkeligheden er en limousine, og at lønslaven i den halvkedelige profilbeklædning i virkeligheden er hendes privatchauffør.
Om det er selvoptagethed eller kræmmermentalitet – den lader jeg ligge. Hos mig skal hun have mere for pengene!
Hendes fornavn står i køreordren. Hun har et fremmedklingende navn. Det er latina-agtigt. Jeg taler ikke de sprog, så jeg forbereder mig på det engelske, som trods alt er det universelle i den moderne verden. Og det skal gå hurtigt med indsamlingen af de informationer, når jeg ser hende i aftenmørket. Nu er det synsindtrykket, der tæller.
Jeg har måske 30 sekunder til at scanne kunden. Først smiler jeg til hende gennem forruden og når at iagttage hendes mørke hår. Så stopper jeg ud for hende på fortovet og springer ud af den sorte taxi med det hvide logo. Det er en del af vores servicekoncept at åbne døren for kunden, min forfængelighed gør mig lidt hurtigere, så hun ikke som udgangspunkt skal mærke, at jeg er en halvgammel morfar.
Nu ser jeg hende tættere på. En nydelig, smilende kvinde i midten af fyrrerne. Smukke brune øjne, som får mig til at smile tilbage, åbne venstre bagdør, træde lidt tilbage – og med en strakt venstre arm og retningsgivende hånd anvise hende bilens bedste plads.

Jeg småløber tilbage igen, haster ind på førerpladsen, trykker på drive-knappen i elbilen – og så kører det bare. Først med lidt stilhed et halvt minut eller så. Og så er det tid til åbningsreplikken rettet mod kunden.
“Where are you from?”
Hun svarer prompte:
“Jeg er fra Søborg. Du er ved at køre mig hjem nu.”
Pinligt!
Jeg forestiller mig, at hun er ved at kaste op af grin over den halvgamle, servile mandsperson, der åbenbart endnu ikke har fattet, at man kan være dansk trods det sorte hår og et fornavn, som klinger af de varme lande ved Middelhavet.
Selv er jeg klar til at slå mig selv i hovedet med en hård genstand, fordi den her scene ikke er den første af slagsen. Nogle gange endnu pinligere, når det handler om, at jeg taler udenlandsk til kunder i lufthavnen, fordi deres hudfarve er mørk og deres hår sort og krøllet – lige indtil jeg hører et klingende jysk.
Men nu må jeg samle mig og så glæde mig en smule over, at jeg i vores samtale kan høre, at hun trods et formfuldendt dansk ikke er født i denne del af verden. Og så har hun lyst til at snakke. Det er ikke de latterlige, drikkepengeglade servicemedarbejdere, der optager hende. Det er faktisk mit køn – men i virkeligheden mænd i den modsatte ende af høflighedsskalaen.
Hun håner mig med et smukt grin, der er så bredt, at jeg kan se det, selv om jeg sidder med ryggen til hende
”Jeg har boet her i snart en snes år, så dansk er mit daglige sprog. Så skal vi ikke fortsætte med det? Altså medmindre du er ved at øve dig på at tale engelsk.” Hun håner mig med et smukt grin, der er så bredt, at jeg kan se det, selv om jeg sidder med ryggen til hende. Hendes modersmål er i øvrigt spansk, og hjemlandet ligger i Sydamerika.
Det startede med den ægte kærlighed. Hun faldt som turistguide for en dansk turist og drømmen om at komme bort fra en kønskultur, hvor kvinder måles på deres kropsform, underdanighed og fødedygtighed, som hun udtrykker det.
”Jeg var ikke tiltrukket af klimaet heroppe i det nordlige, våde Europa. På det punkt savner jeg mit fødeland. Men trygheden, friheden og ligheden, den beundrer jeg. Og så den kærlighed, han lovede mig.”
Det skulle snart vise sig, at de ømme, blå øjne, hun forelskede sig, i virkeligheden kunne blive kolde som is, da hverdagen meldte sig. De fik et barn sammen – sønnen er 14 nu – og nu skulle familielykken udleves. Men mens hun drømte om friheden og ligheden, havde han åbenbart forelsket sig i en våd drøm om den velskabte, tjenende ånd, der skulle føde hans børn og aldrig true hans rolle som husets herre.
I begyndelsen nægtede hun at acceptere denne fejltagelse af en forelskelse. Men hans behov for kontrol og tilløb til trusler om vold skabte billedet af en mandetype, som føler sig truet, når kvinder viser styrke.
”Jeg lærte ret hurtigt det danske sprog. Jeg er stærk, og jeg ønskede mig en bedre uddannelse. Men han kunne slet, slet ikke klare den selvstændighed, og efter nogle år var der ikke længere noget at bygge på. Jeg forlangte at blive skilt, og så blev han endnu mere rasende. Det er ikke rart, hvad jeg har oplevet i den sammenhæng,” siger hun og undrer sig over, hvorfor hun igen og igen oplever den reaktion fra de mænd hun møder, når de finder ud af, at hendes lyst til nærvær og kærlighed ikke er en lyst til underkastelse.
Hvorfor er hendes lyst til frihed og selvstændighed et problem? Hun kigger på mig, og der bliver en pause i vores dialog. Jeg sender hende et blik via bakspejlet og et ”hmm”, fordi det på en måde er utilstedeligt for let at sende det ærligt mente, men vulgære ”… Fordi de er nogle slappe røvhuller … ” ud i kabinen.
De næste minutter bliver et lidt kedeligt, kønspolitisk foredrag fra en gammel mand, der har taget hele turen fra mødet med kvindeoprøret i min studietid i Aarhus i begyndelsen af 1970’erne – til selv at være far til tre døtre og være erklæret feminist i en tid, hvor der stadig skal kæmpes for ligestilling i løn og indflydelse i de klassiske mandereservater som virksomhedsbestyrelser og på ledelsesgange.

Hun lægger hovedet med det kraftige sorte hår tilbage i nakkestøtten. Hun er ikke voldsomt beruset, men jeg forstår efterhånden, at hun faktisk var ude på en date i aften. Hun lytter, mens hendes ellers gnistrende, sydamerikanske øje også har et skær af noget sentimentalt, opgivende.
Jeg tror faktisk, hun lytter til mig som den gamle mand, jeg er. En, der ikke har potentiale i hendes kærlighedsunivers. Jeg slutter foredraget:
”Måske skal du bare give det en chance. Verden ændrer sig. Menneskene gør – og mændene. Det er på vej!”
Hun svarer prompte, nærmest afbrydende, mens hun ryster langsomt på hovedet med stramme læber og rejser sig fra hvilepositionen i det bløde, omfavnende lædersæde.
Jeg kan bare ikke leve med, at jeg skal gøre mig selv svag for at blive elsket
”Jeg tror ikke på det længere, taxamand. Jeg har et dejligt liv med min teenagesøn. Jeg har fået en ny uddannelse og har et godt job. Men selvfølgelig vil jeg rigtigt gerne kærligheden.”
“Jeg synes sgu, jeg ser meget godt ud. Jeg har en hjerne, som jeg bruger – og jeg søger ikke en far eller en beskytter. Jeg vil bare gerne have en partner – en mand. Han kan få masser af kys og god sex, hvis han er den rette for mig. Men jeg kan bare ikke leve med, at jeg skal gøre mig selv svag for at blive elsket. For pokker, altså, vi skriver 2024!”
Der er både kampgejst og vemod i vore blikke, da vi siger farvel til hinanden. Konduiten forhindrer mig i at give hende det kram, som jeg har lyst til at give hende, og som hun fortjener.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.