MUSIK // ESSAY – “Du må fortælle mig, hvad det er, hende Taylor Swift kan, for jeg forstår det simpelthen ikke.” Spørgsmålet faldt, da jeg under min deltagelse i den mest euforiske fejring af femininitet i kvindes minde ringede hjem for at ønske min bror tillykke med fødselsdagen. Dette er en Swifties bekendelser.
Lad mig forsøge at forklare på bedste vis – til min brors og andres interesse – selv om jeg næppe besidder Taylor Swifts lyriske geni. Lad mig starte med at forklare, at der for det første er grader af dedikation til Taylor Swifts fandom:
Der er dem, der sidder vågne om natten og ser grynede livestreams fra koncerterne og leder efter tegn på, om Taylor Swift måske udgiver det mytiske uudgivne album Karma, eller om hendes orange kostumevalg fra koncerten i Paris betyder, at hun udgiver Reputation Taylor’s Version som det næste.
None of it was accidental
Det er et moderne digitalt kaninhul af dimensioner, for som hun selv synger på sangen “Mastermind”: “none of it was accidental”.
Der er også fans, som bare har hørt noget af hendes musik og synes, det er meget fedt, men som ud over det ikke ved det fjerneste om hendes katte, ekskærester og visuelle og lyriske easter eggs. Kort sagt: Det at være Taylor Swift-fan er et spektrum.
Delulu-skalaen for Taylor Swift-fans
Jeg er selv et lille stykke over middel på delulu-skalaen (det er den nye måde at sige delusional på internettet – altså lettere sindsforvirret).
Min historie med Taylor Swift begyndte, da jeg købte en lilla iPod Nano på en studietur til USA i 3.g og fik min amerikanske cheerleader-værts musik på, så jeg havde noget at høre på hjemvejen til Danmark. Således begyndte jeg at høre Taylor Swift i smug, for det var ikke helt det, vi gjorde i min mere Indie-orienterede vennegruppe dengang.
I dag går jeg åbent med mine friendship bracelets, der signalerer, at jeg er fan, og fortæller stolt, at Folklore var det album, der gav mig modet til at gå fra min ekskæreste (i særdeleshed sangen “Tolerate It”, hvis nogen har brug for inspiration). Alle fans har deres egen mere eller mindre følelsesladede origin story.
Welcome to Swiftholm
Siden Taylor Swifts debut i 2006 er der løbet mange eraer under broen – Taylors albums har nemlig forskellige æraer, altså perioder – deraf navnet på den verdensomspændende tour The Eras Tour, som i pinsen gæstede Stockholm, hvor godt fire ud af fem publikummer anslås at være fra andre steder end netop Stockholm. Og Stockholm, kan jeg rapportere, forstod opgaven.
Når over 100.000 Taylor Swift-fans gæster en by, kan der nemt opstå kaos og irritation, men Stockholm mødte fanskaren med åbne arme. Den offentlige transport havde QR-koder til Swifties, så de kunne finde vej. Der var sågar skilte med ordene “Welcome to Swiftholm”.
Hoteller serverede Taylor Swift-drinks, og butikker og barer spillede hendes musik i højtalerne. Stockholm overgav sig i weekenden til at være én stor glitrende Taylor Swift-convention – og det kommer efter al sandsynlighed til at kunne ses på landets BNP i år.
Venskabs Eufori
Så hvad er det, der gør, at en popsanger fra Pennsylvania kan skabe en sådan masse-eufori? (For jo, det hedder nemlig eufori og ikke hysteri *host* Jyllands-Posten *host*) Svaret ligger, efter mit skøn som erklæret Swiftie, lige dele ved Taylor Swifts lyriske evner, hendes offentlige persona og den yderst dedikerede fanbase.
Ich auch, aber ich bin Däne
Traditionen tro mødte fans op med bundter af friendship bracelets – farverige armbånd med koder eller sangtekster – ved Friends Arena i Stockholm. Traditionen er inspireret af en sangtekst, men er ikke noget, Taylor Swift selv har opfordret til, om end hendes nuværende forhold med football-spilleren Travis Kelce er startet, efter han gav hende et med sit nummer.
I weekenden kom jeg selv med en lille samling og fik byttet med nogen det øjeblik, jeg stod foran arenaen. Nogle svenske piger havde overhørt mit telefonopkald med et jobafslag og udbrød: “Wir sprechen Deutsch,” hvortil jeg måtte svare: “Ich auch, aber ich bin Däne.”
Herefter fortsatte samtalen på engelsk – ikke meget nordisk fællesskab her, men så kunne vi samles om Taylor Swift. Vi fik både rhinsten, armbånd og følelsen af et smukt feminint fællesskab, som fortsatte aftenen igennem, hvor vi mødte amerikanere, danskere og vietnamesere.
Female Rage: The Musical
Med sit nye album The Tortured Poets Department har Taylor Swift tilføjet en ny era til koncerterne, og de europæiske fans kan glæde sig til en sommer med, hvad internettet har døbt “Female Rage: The Musical”.
For ud over at være en dygtig hitmager er Taylor Swift en entertainer uden lige, der danser, synger og agerer i et show, der minder mere om en Broadway-musical end en gammeldags stadionrockkoncert.
Taylor Swift er da også af internettet blevet kaldet et nørdet Theatre Kid, en betegnelse for den gruppe af unge, der i deres high school-år nørder musicals i stedet for at være de populære.
Selvom Swift er konventionelt smuk og vist aldrig har haft en almindelig skolegang, er hun da også gennem årene blevet brutalt mobbet i medierne og af branchefæller (mest notorisk Kanye West, som engang tog mikrofonen ud af hånden på hende under en takketale).
Følelsesfællesskab
Taylor Swift taler altså til den usikre, drømmende teenager i sin lytterskare, men også til den voksne, selvsikre person, der forsøger at balancere sit indre madonna-/luder-kompleks. Dette skift skete navnlig i hendes Reputation era, hvor hun smed teen-stjerne-imaget og trådte ind i de stærke, kompromisløse kvinders rækker.
Det er den internaliserede misogyni, der bliver renset ud af kroppen for en stund
Taylor Swifts store styrke og det, der er med til at give hende en uhørt politisk indflydelse, er det feminine rum, hendes fans har skabt omkring hende. Og lad mig gøre dette klart: Når jeg kalder det et feminint rum, mener jeg ikke et rum, der udelukker mænd eller hader dem. Jeg mener et rum, der giver plads til alt det bløde.
Det, man måske før har kaldt “piget”, “tøset” og “hysterisk” – det, der gjorde, at jeg skjulte min begejstring for Taylor Swift, fordi jeg oplevede det som usejt at være “piget” på den måde – er det, Taylor Swifts fandom giver plads til.
Når publikum, mænd, men måske især kvinder, synger med på linjen “You were tossing me the car keys // FUCK THE PATRIACHY// Keychains on the ground”, er det den internaliserede misogyni, der bliver renset ud af kroppen for en stund.
Trygheden ved Taylor Swift
Man kan kritisere Taylor Swift for meget: hendes privilegier som hvid, rig kvinde, hendes klimasvineri og til tider manglende situationsfornemmelse. Men det feminine rum, man er en del af til koncerten, er for alle, der vil være med … når man først har sikret sig en af de eftertragtede billetter. Til koncerterne kan man græde, synge, have pailletter på, lege man er en prinsesse eller en heks i skoven.
På den anden side bekræftede mine mandlige koncertvenner min oplevelse, nemlig at de aldrig havde følt sig mere trygge til en stor koncert
Man må krænge sine frustrationer over sit situationship ud, man må kysse sin kæreste uanset køn og – skal jeg hilse og sige – så bliver der skubbet så lidt, at man i ro og mag kan have plads om sin brækkede arm, hvis man kan undvære at stå helt tæt på.
Ja, altså, eller også fik jeg bare meget plads omkring mig, fordi jeg sang meget højt med fra start til slut. På den anden side bekræftede mine mandlige koncertvenner min oplevelse, nemlig at de aldrig havde følt sig mere trygge til en stor koncert.
Det er det, Taylor Swift kan i fællesskab med sine fans verden over. Naturligvis samtidig med at hun skriver tekster, der vækker genklang i ethvert lille liv som følende menneske. Man kan bryde sig om det eller lade være. Jeg kan bare sige, at jeg er flyvende resten af sommeren efter min tur til Swiftholm.
Du kan finde anmeldelser, podcasts og meget andet om den aktuelle musikscene på POV musik.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og