Hvordan undgår vi politisk inkompetence i Vestens demokratier?

i Politik & Samfund/Debat/Internationalt af

DEBAT // POLITIK – Svaret er måske at skifte demokratiet ud med et meritokrati efter kinesisk forbillede, skriver Thomas Johannes Erichsen. Den politiske idé stammer fra den kinesiske filosof Konfutse. Målet er at finde de dygtigste og mest kvalificerede politiske intellekter, som kan arbejde for det fælles bedste. Men er et meritstyre og ekspertvælde virkelig en gangbar løsning til at undgå, at magten falder i de forkerte hænder? 

Demokratiet tillader reality-stjerner uden skyggen af politisk erfaring at komme til magten.

Demokratiet undergraves af den moderne verdens propaganda, fake news. 

Demokratiet er ikke stærkere end sit svageste led. Det skal beskyttes. Men mod hvad? Mod populister? Mod løgne og halve sandheder? Mod folket?

Sidstnævnte spørger Joan Hoey om, redaktør på det årlige demokrati-indeks udarbejdet af The Economist. Hun er bekymret for folkestemningerne. Hun kan have ret.

Det er over 70 år siden at Winston Churchill beskrev demokratiet som den mindst ringe styreform. Har han stadig ret? Jo, mon ikke. Kig på alternativerne

Anti-globalisme. Højrepopulisme. Trumpisme. Strømningerne er stærke. I Danmark er Dansk Folkeparti næststørst. Som Geert Wilders Frihedsparti i Holland og Marine le Pens National Samling i Frankrig. AFD er nummer tre i Tyskland. Ligesom Sverigesdemokraterne er det i Sverige. I Ungarn sidder Viktor Orbán solidt på magten med over halvdelen af stemmerne. Verdens mægtigste mand hedder Donald Trump.

Flertalsstyre er ikke perfekt. De forkerte bliver valgt. I krisetider bliver demokratiet sin egen værste fjende. Det skete i 1930’erne og førte til fascisme og nazisme. I dag er der ingen økonomisk deroute i Europa, men vi står i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Hvem kan lukrere mest på den?

Hvad er alternativerne til demokrati?

Det er over 70 år siden at Winston Churchill beskrev demokratiet som den mindst ringe styreform. Har han stadig ret? Jo, mon ikke. Kig på alternativerne. I Rusland. I Kina. Her herskes hårdt. Valget står mellem folkestyre eller diktatur. Der er ingen tredje vej.

Eller er der?

Den canadiske filosofiprofessor, Daniel A. Bell, underviser på Tsinghua eliteuniversitet i Beijing. Han har skrevet en række bøger om kinesisk politik. Man skal være varsom med at betragte landet som et diktatur, mener han. Hvis man betragter styret på linje med Nordkorea, Egypten, Saudi-Arabien og lignende regimer, så forstår man ikke det der sker i Kina. Fremfor despoti er der ifølge den canadiske professor tale om meritokrati. Og hvad er så det?

Spørgsmålene melder sig hurtigt: Hvad med korruption i Kinas lukkede politiske systemer? Hvordan fjerner man den forkerte mand fra magten?

Den politiske idé stammer fra den kinesiske filosof Konfutse. Han mente, at magten skulle baseres på merit, altså fortjeneste, fremfor nedarvede privilegier. Bell ser en lige linje fra oldtidens kinesiske filosofi til styret i Beijing i dag. Nej, der er ikke meget ytringsfrihed eller demokratisk debat i Kina, til gengæld kan enhver forsøge at kvalificere sig som embedsmand gennem omfattende eksaminer. Målet er at finde de dygtigste og mest kvalificerede politiske intellekter, som kan arbejde for det fælles bedste.

Er det sådan man undgår, at magten falder i hænderne på amatører? Ja, ifølge Bell, der ser meritokratiet som et værn mod politisk inkompetence og demagogi. Her er ingen brushoveder som Præsident Trump, men embedsmænd med stor erfaring i at lede et land. Politikerne kan fokusere på at få gennemført deres programmer, uafhængigt af valgcyklus. Den begrænsede ytringsfrihed beskytter mod, hvad Vesten kæmper med af fake news og misinformation.

Kina er et “kontrolokrati”

Meritstyre. Ekspertvælde. Er det hemmeligheden bag Kinas verdenshistoriske vækst? Den udvikling som har løftet millioner af kinesere ud af fattigdom de seneste årtier? I modsætning til kaotisk demokrati? I modsætning til de mennesker i Europa og USA, der ikke har fået del i Vestens velstandsstigning?

Demokrati i krise, autokrati i fremgang, er det sådan?

Spørgsmålene melder sig hurtigt: Hvad med korruption i Kinas lukkede politiske systemer? Hvordan fjerner man den forkerte mand fra magten? Hvad med grupper som ikke ønsker at underkaste sig systemet? Som oplever at det fælles bedstes politik truer mindretal og dissidenter? Som insisterer på individ og frihed?

Et kontrolokrati, har den norske demokratiforsker og Oxford-professor, Stein Ringen, kaldt Kina. Ensrettet. Lydigt. Der er ikke plads til politisk nytænkning eller kunst med kant

Ikke desto mindre ønsker kineserne autokratiet. Generelt. Man veksler politiske rettigheder for mad, bolig og sundhed, og klager ikke. Hvordan kan man gøre sig til overdommer her?

Det kan man heller ikke. Men at leve under kinesisk styre? Nej, tak!

Alle Kinas IT-systemer er samkørt i det landsdækkende overvågningsprogram. Censuren griber mere og mere om sig. Hvis man troede vækstmiraklet fik det strenge styre til at løsne lidt op, så tager man fejl.

Fri politisk debat findes ikke. Minoritetsbeskyttelse findes ikke. Trosfrihed findes ikke. Kunstnerisk og kreativ frihed findes ikke. Til gengæld mangler der hverken kontrol, frygt, bukken eller nejen.

Flertalsstyre er ikke perfekt. De forkerte bliver valgt. I krisetider bliver demokratiet sin egen værste fjende. Det skete i 1930’erne og førte til fascisme og nazisme

Et kontrolokrati, har den norske demokratiforsker og Oxford-professor, Stein Ringen, kaldt Kina. Ensrettet. Lydigt. Der er ikke plads til politisk nytænkning eller kunst med kant. Ånden er død. Den har i hvert fald skrækkelige livsbetingelser. Var dét Konfutses filosofi?

Kinesisk kunst må formulere sig i skjulte symboler, hvis den vil være mere end landskabsmalerier. Det har Xu Bing gjort. Et enormt tigerskind der ved eftersyn er sammensat af 500.000 cigaretter. Tigeren er Kinas nationalsymbol. Resten kan man nok regne ud.

Vestligt demokrati er udfordret i dag, ja. Det har ikke rigtig lært at håndtere politiske tosser. Flygtningestrømme. Digital propaganda. Men vær ikke i tvivl, I’ll take my chances on democracy.


Topillustraion: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han er foredragsholder og underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole.

Seneste artikler om Politik & Samfund