Polsk jødehad led i brud med liberalt demokrati

i Europa/Featured/Politik & Samfund af

ANALYSE – Tegningen ovenfor opsummerer mange polakkers aktuelle selvopfattelse. Der er blevet begået et folkemord på polakkerne. De skyldige er nazisterne og jøderne – man bør nemlig bemærke, at den røde stjerne er den jødiske Davidsstjerne, og ikke det traditionelle kommunistiske symbol. Et af landets største ugeblade, Do Rzeczy, bragte tegningen tidligere i år, da især jødiske organisationer og Israel protesterede imod et forbud mod udtalelser, som kan give Polen medansvar for overgreb på jøder under Anden Verdenskrig. Logikken er naturligvis, at polakkerne kun er ofre, mens jøderne er medskyldige i drabet på knapt tre millioner polakker.

Nationalister skyder ofte sig selv i foden. Med forbuddet og rasende udfald mod jøder opnåede man noget ganske andet, end det ønskede. Man ville rense flaget, så det ikke er plettet af antisemitisme. Derfor forbød parlamentet, at nogen giver Polen medansvar for jødeforfølgelse før, under og efter Anden Verdenskrig. I stedet har man opnået, at medier overalt i verden gennem nu flere måneder har beskrevet polakkers deltagelse i massedrab på jøder.

Og de polske nationalisters reaktion på det? Naturligvis, at det er jødernes skyld. Hvorfor de meget krænkede politikere, mediefolk og borgere nu dyrker antisemitiske udfald i et omfang, som ikke er set siden jøder i tusindevis blev fordrevet i 1968. Tegningen genopliver eksempelvis den påstand, at mange jøder var kommunister og samarbejdede med Sovjetunionen. Det er en påstand, som har undskyldt massedrab på jøder – og som historikere i øvrigt har tilbagevist.

Vigtig prøvesten

Men der skal nogle nuancer ind. Andre nyheder fra Polen sender modstridende signaler. Med overvældende flertal fordømte samme parlament eksempelvis i starten af marts antisemitisme. Det skete med henvisning til de kommunistiske myndigheders fordrivelse af omkring 13.000 jøder i 1968.

Nuancerne er vigtige, fordi man via dem kan vurdere styrken i den mulige trussel. Antisemitismen i Østeuropa rejser adskillige udfordringer, og en af de vigtigste er: Hvad betyder fænomenet politisk? Er det et levn fra fortiden, som har overlevet i nogle få tilbagestående sind og rumler i baggrunden? Er det blot en af mange fordomme, som optræder sammen med islamofobi og fremmedhad? Hvis den lokale kritik af antisemitisme er stærk med rodfæste i demokratiets værdier, er det muligt, at fænomenet kun har begrænset betydning for samfundets fremtid.

Mens jøden på engelsk gentagne gange skriver “polske dødslejre”, siger han: “Når det gentages tusinde gange, så bliver det sandt”. Tegning i det store ugeblad Najwyższy Czas 26. februar i år. På kaffekoppen er “s” i Holocaust blevet udskiftet med et dollartegn.

Men antisemitismen kan også være et varsel. Had til jøder er uadskilleligt fra forsøget på udryddelse af dem. Hadet udgør et brud med en grundlæggende norm i den vestlige civilisation. Holdningen udstråler en vilje til brug af ethvert nødvendigt middel i politisk og kulturel kamp. Hvorvidt jødehaderne billiger, ignorerer eller ligefrem beklager metoderne, som blev brugt mod jøderne, udgør ikke væsentlige forskelle.

Derfor udgør antisemitismen en prøvesten, som kan afsløre, hvor farlige nationalisterne er. Det er ikke blot en prøvelse af, hvorvidt de er stuerene. Det er en prøvelse af, hvorvidt de er potentielt morderiske.

Antisemitismen udgør en prøvesten, som kan afsløre, hvor farlige nationalisterne er

Østeuropas nationalister er i et internt opgør, hvor det usminkede jødehad udgør en forskel mellem ekstremister og mere pragmatisk indstillede. Men overgangen mellem de to grupper er glidende. Pragmatikerne kan, når andre hensyn taler for det, ignorere antisemitisme, som derfor kan vokse uden modstand. Desuden er også pragmatikerne modstandere af det liberale demokrati, hvor beskyttelse af mindretal er et traditionelt element.

Mod liberalt demokrati

I nogle analyser af nationalistisk populisme fremhæves, at de nye bevægelser ikke forkaster demokratiet, idet de jo stiller op til valg. Men adskillige østeuropæiske eksperter har påpeget, at det er mindre end en halv sandhed.

Den fremherskende holdning i Østeuropa er en primitiv opfattelse af demokrati, hvor flertallet altid har ret – og valgsejre derfor giver absolut magt

Den polske professor Jan Zielonka analyserer en ”kontra-revolution”, som forkaster det liberale system bredt – lige fra de politiske spilleregler, via økonomisk politik, til kultur. En stadigt mere fremtrædende bulgarsk kommentator, Ivan Krastev, afviser, at det centrale i populismen er, at den er imod eliterne; fjendtlig holdning til pluralismen er mere afgørende.

Forsiden på det store polske ugeblad viste 26. februar i år et uskyldsrent polsk barneansigt, let sløret af det polske flags farver. Overskriften lød: “Angrebet på Polen: Hvordan stoppes denne brutale krig”. Og så var Davidsstjernen trykt ovenpå.

Den fremherskende holdning i Østeuropa er en primitiv opfattelse af demokrati, hvor flertallet altid har ret – og valgsejre derfor giver absolut magt, herunder ret til undertrykkelse af mindretal, afvigere, ja selv opposition. I flere lande har regeringerne indledt en offensiv mod det liberale demokratiets institutioner, blandt andet domstolenes uafhængighed og den frie presse. I naturlig fortsættelse kommer fordømmelse af Den europæiske Union.

Etnisk rene samfund

Ledende politikere har ikke skjult, at de ønsker helt homogene samfund. Da Polens nuværende politiske flertal kom til magten i 2016 forklarede udenrigsminister Witold Waszczykowski, at samfundet nu skulle helbredes for nogle ”få sygdomme”.

Blandt dem nævnte han ”den nye blanding af kulturer og racer”.

Landets absolut ledende politiker, Jaroslaw Kaczynski, har, mener den polske professor i filosofi Adam Chmielewski, opbygget sin magtposition gennem brug af ”radikalt ekskluderende ideer”, hvorved han har vækket ”uhyrer”, som tilsyneladende var blevet begravet for evigt.

Ungarns premierminister Viktor Orban, som er blevet bannerfører i kampen mod det liberale demokrati, har netop i en stor tale bebudet, at han vil gøre Østeuropa til en ”bastion” for kristent demokrati”. I februar lød det i en tale: ”Vi ønsker ikke at være forskellige. Vi ønsker ikke, at vores egen farve, traditioner og nationale kultur bliver blandet med andres”.

Overgreb bliver mere end et kvart århundrede efter kommunismens fald begrundet med, at regeringens fjender er en slags kommunister

De ekskluderende ideer er ikke kun rettet mod folk, som kulturelt og religiøst afviger fra idealet. Det angiveligt anti-kommunistiske engagement er rettet mod alle, som er politisk uenige. Overgreb bliver mere end et kvart århundrede efter kommunismens fald begrundet med, at regeringens fjender er en slags kommunister – beskyldningen rammer jøder, dommere, generaler og liberale demokrater.

Skræmmende forbilleder

Nationalister har brug for helte, der kan repræsentere de rette dyder, og overalt i Østeuropa har de fundet forbilleder i tiden mellem verdenskrigene. Demokrati var dengang ikke et udbredt fænomen i området og antisemitisme spillede en fremtrædende rolle i datidens nationalisme, så det er ofte helte med et noget anløbent ry, som nu omfavnes. Der er ingen tegn på, at had til jøder kan diskvalificere heltene. Deres dyder opvejer nemlig gerninger, som var rettet imod de fremmede. Eksemplerne er talrige.

Sædvanligvis kaldes politikeren Roman Dmowski (1864-1939) for den polske nationalismes fader, og hans åbenlyse, ihærdige antisemitisme og sympati for fascismen har ikke lagt en dæmper på højrefløjens hyldest. Aktuelt er den polske kirkes leder under og lige efter Anden Verdenskrig, August Hlond (1881-1948) på vej til helgen-kåring, men udnævnelsen til moralsk forbillede sker på trods af antisemitiske udtalelser. En ledende amerikansk rabbi har protesteret med henvisning til, at helgenkåringen endog vil blive anset for ”en godkendelse af kardinal Hlonds ekstremt negative holdning til det jødiske samfund”.

Roman Dmowski, den polske nationalismes fader, var en yderst engageret antisemit. (Foto: Wikipedia)

Også i Ungarn dyrker højrefløjen ”helte” kendt for anti-jødiske handlinger. Premierminister Viktor Orban har således i 2017 kaldt Ungarns leder under Anden Verdenskrig for en ”fremragende statsmand”. Det amerikanske Holocaust Memorial Museum fordømte både Orban og hans regering, fordi man rehabiliterer ”en åbenlys anti-semit, der er medansvarlig for drabet på landets jødiske befolkning under Holocaust”.

Historien renvaskes

Mere end helte er nødvendige, så vor tids nationalisme kan vinde legitimitet. Østeuropæernes historie skal også omskrives. Polens politiske flertal har direkte forbudt dystre kapitler.

Tilbage i maj 2012 brugte præsident Obama vendingen ”polske dødslejre”, da han gav en æresmedalje til en af de polske helte fra Anden Verdenskrig. Ordene kan, især på engelsk, opfattes, som er det en rent geografisk betegnelse, men en del polakker følte sig meget krænkede, og efter officielle protester gav Obama en undskyldning.

I det polske parlament foreslog højre-politikere året efter en lov, som skulle straffe brug af ordene, men først da det højre-populistiske Lov- og Retfærdighedsparti PiS i 2016 fik flertal, blev forslaget genoplivet.

Det blev tidligt i år vedtaget med en ordlyd, som dog slet ikke nævner problemet med ”polske” dødslejre. Loven blev mere vidtgående, idet den truede enhver, både polakker og udlændinge, med op til tre års fængsel, hvis de påstår, at Polen havde nogen andel i Nazi-Tysklands forbrydelser.

Hidsig debat

Vreden, som blev rettet mod Obama, kom ikke ud af det blå. Polske institutioner havde tidligere protesteret mod ordene, som er dybt uretfærdige, hvis de skal antyde polsk medansvar for lejrene. Det er barnelærdom, at mange døds- og arbejdslejre lå i et Polen, som var besat af Tyskland, og at polakker derfor ikke havde noget direkte ansvar for dem.

Når vreden blussede voldsomt op efter Obamas fadæse, er den egentlige årsag, at polsk antisemitisme og deltagelse i drab på jøder efter årtusindeskiftet blev genstand for ret hidsig debat, som stadig huserer. Debatten startede i 2000 efter den polsk-fødte historiker Jan Gross beskrev, hvordan etniske polakker i en lille landsby, Jedwabne, i 1941 på, tilsyneladende, eget initiativ havde udryddet jødiske naboer i hundredevis.

Værket blev hilst med et raseri, som mere end antyder, at andet end uenighed angående en gammel episode i et afsides hjørne af landet var i spil. En polsk journalist, Anna Bikont, har i en 600 sider lang bog kulegravet uenigheden. Det mest rystende er de bortforklaringer og hukommelsestab, som hun dokumenterer. Folk kender sandheden, men de fornægter den.

Morderiske polakker

På det rent faktuelle niveau er der ikke grundlag for den helt store debat. Antisemitisme var meget udbredt op til krigen, og polakker har utvivlsomt ansvaret for morderisk jagt på jøder under og lige efter Anden Verdenskrig.

Der var fejl i Jedwabne-bogen, men historikere har også påvist, at lignende pogromer skete i andre landsbyer. Gross har selv fulgt op med bøger, som yderligere dokumenterer overgreb på jøder efter krigen, f.eks. en pogrom i storbyen Kielce i juli 1946. Han har også beskrevet, hvordan bønder gravede i dødslejrene efter værdier, og hvordan jødisk ejendom blev overtaget af private. Begær efter ”jødernes guld” var en drivkraft i polakkers drab på jøder.

Begær efter ”jødernes guld” var en drivkraft i polakkers drab på jøder

Den polske undergrundshær var inficeret af antisemitisme. Historikeren Joshua Zimmerman har i et banebrydende studie af arkiverne påvist groteske modsætninger. Hærens ledende elementer var ”både pro-jødiske og anti-jødiske, venlige og fjendtlige, i bedste fald hjælpere og i værste fald mordere”. En anden historieprofessor, Jan Grabowski, har i værket Hunt for the Jews fra 2013 anslået, at etniske polakker har ansvaret for drab på omkring 200.000 jøder, som i første omgang havde undsluppet nazisterne. Han anslår desuden, at omkring 700 jøder blev dræbt efter krigen.

Det er næppe tilfældigt, at alle tre professorer, trods polske rødder, er ansat ved udenlandske universiteter.

Frelsende engle

Indtrykket af polsk medansvar for Holocaust kan mildnes en lille smule.

Adskillige rapporter fra jøder, som overlevede, beretter, at forfølgelsen blev enten ignoreret af de fleste polakker eller endog direkte ”fornøjede” dem

Det mest anvendte forsvar mod polsk medansvar for folkemordet er, at mange polakker trods stor risiko hjalp jøder til flugt eller skjulte dem. Det officielle mindesmærke for ofrene, Yad Vashem nær Jerusalem, hædrer ikke-jøder, som hjalp jøder, med betegnelsen ”retfærdige blandt nationer”, og i denne ærefulde kreds er der flere polakker end fra noget andet land.

Den polske regering lægger stor vægt på dette argument. Men et modargument er, at de frelsende engle under og efter krigen stod meget alene med æren, fordi deres indsats blev misbilliget af andre polakker. Adskillige rapporter fra jøder, som overlevede, beretter desuden, at forfølgelsen blev enten ignoreret af de fleste polakker eller endog direkte ”fornøjede” dem.

Indtrykket af frembrusende antisemitisme kan også mildnes af, at kritikken af loven mod bagvaskelse af nationens ry har gjort indtryk på regeringen, som nu har lempet loven, så den f.eks. ikke længere indeholder fængselsstraf.

Ændringen er sket efter konsultationer med den israelske regering. Men det har ikke gjort Yad Vashem tilfreds. Instituttet har kritiseret en polsk-israelsk fælleserklæring, fordi den er i strid med historiske kendsgerninger og trods bortfaldet af straf anses loven stadig for en trussel mod erkendelse af Polens rolle i massemordet.

Hvis man tager den først omtalte prøvesten i brug, så må det konstateres, at den polske regering og det politiske flertal kan påvirkes af international kritik, når det gælder antisemitiske elementer i landets politik. Men de politiske magthavere har lagt en kurs, som fører væk fra internationalt samarbejde og liberalt demokrati. Denne kurs kan gøre accept af anti-semitismen og dens voldelige indhold mere fremherskende.

Hovedillustration: Karikatur fra Do Rzeczy af Cezary Krysztopa.

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd. Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret. Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste artikler om Europa